Læsetid: 9 min.

Jeg har lært så meget af filmen

I en alder af 70 år har den amerikanske filminstruktør og levende legende Francis Ford Coppola besluttet sig for at genopfinde sig selv med små, personlige og uafhængigt producerede film. I Cannes har Information mødt manden bag 'The Godfather' og 'Dommedag nu'
Filminstruktøren Francis Ford Coppola (t.v.) fyldte 70 år i april, men det betyder ikke, at han læner sig tilbage og nyder sit otium. I den forgangne uge var Coppola i Cannes med sit nye værk, familiedramaet -Tetro-. Filmen er den første i mere end 30 år, som han selv både har skrevet og instrueret. Francis Ford Coppola har bragt os klassikere som -Godfather--trilogien og -Dommedag nu-.

Filminstruktøren Francis Ford Coppola (t.v.) fyldte 70 år i april, men det betyder ikke, at han læner sig tilbage og nyder sit otium. I den forgangne uge var Coppola i Cannes med sit nye værk, familiedramaet -Tetro-. Filmen er den første i mere end 30 år, som han selv både har skrevet og instrueret. Francis Ford Coppola har bragt os klassikere som -Godfather--trilogien og -Dommedag nu-.

Regis Duvignau

26. maj 2009

CANNES - "Jeg fik succes alt for tidligt," siger Francis Ford Coppola, da jeg spørger ham om, hvad han mente, da han for nylig udtalte, at "som ung mand havde jeg en gammel mands karriere. Nu, hvor jeg er blevet en gammel mand, kan jeg måske få en ung mands karriere."

Den amerikanske filminstruktør er noget nær en levende legende takket være Godfather-trilogien, Dommedag nu (1979), Aflytningen (1974) og mange andre karakterdrevne film, som skildrer livet i Amerika gennem det meste af det 20. århundrede - og, når de er bedst, kaster et kritisk blik på den amerikanske drøm.

Nu er 70-årige Coppola altså nået til et punkt i sin karriere, hvor han gerne vil begynde forfra.

"Jeg vil gerne lære," siger han, da jeg sammen med to andre journalister møder ham på filmfestivalen i Cannes. Coppola er i byen med sit nye værk, familiedramaet Tetro, den første film i mere end 30 år, som han selv både har skrevet og instrueret.

Som han sidder dér, iført panamahat og gul skjorte med et FFC broderet lige under brystlommen, og kigger intenst på én, forstår man, at det betyder meget for ham.

"Jeg skrev The Rain People (1969) og Aflytningen, og i begge tilfælde var det meget svært at få pengene til at lave dem. Og så skrev jeg Tetro. Nu vil jeg gerne være bedre som forfatter og lære mere om at skrive. Man lærer kun, hvis man får lov til at afprøve det og se, hvordan det fungerer. Hvad der er godt, og hvad der er dårligt. Jeg kan godt lidt at lære, men i filmverdenen får man ikke lov til at lære så meget, fordi pengemændene fortæller én, at man ikke må det og det. Man skal lave en film på den og den måde. Den skal indeholde en masse vold eller en kuphistorie eller en hævnhistorie. Man er ikke fri, fordi vi har en slags økonomisk diktatur. Filmen må ikke være i sort/hvid, og man skal have Brad Pitt i hovedrollen og så videre."

Jo mindre budget, jo større ideer, fastslår Coppola og lyder som en mand, der på den hårde måde har måttet erkende, at filmkunsten har svære kår. Efter en 10 år lang pause og flere kuldsejlede projekter vendte han for to år siden tilbage til filmmediet med det selvfinansierede, lidet sete og ikke voldsomt vellykkede drama Youth without Youth, der havde Tim Roth i hovedrollen.

På sin helt egen måde

Med Tetro gør instruktøren igen tingene på sin helt egen måde, og filmen har visuelt og stemningsmæssigt et vist slægtskab med blandt andet Motorcykeldrengen og The Outsiders, som Coppola lavede i begyndelsen af 1980'erne. Tetro er optaget i sort/hvid, foregår blandt italiensk-amerikanere i Argentina og har for det brede publikum forholdsvis ukendte skuespillere på rollelisten.

Titlens Tetro (spillet af Vincent Gallo) er en humørsyg, falleret kunstner, der bor sammen med sin kæreste, Miranda (Maribel Verdú), i Buenos Aires. Bennie (Alden Ehrenreich), Tetros blot 17-årige lillebror kommer uventet på besøg hos den alt andet end imødekommende Tetro, der har lagt forfatter-drømmene på hylden og brændt alle broer i forhold til sin familie.

Skeletterne vælter ud af skabet i løbet af den to timer lange film, hvor de to meget forskellige brødre langsomt nærmer sig hinanden, mens de ikke mindst taler om forholdet til deres dominerende far, den verdensberømte dirigent Carlo Tetrochini (Klaus Maria Brandauer), der ødelagde sin egen brors karriere og altid har styret familien med hård hånd.

Tetro er et visuelt betagende og velspillet - man fornemmer, at en mester har iscenesat - men også meget prætentiøst melodrama, som indimellem får sin egen vigtighed galt i halsen. Det er svært at forestille sig, at filmen kommer lige så bredt ud som Coppolas store værker, men det synes dog ikke at bekymre ham synderligt, netop fordi han stadig er i gang med en læreproces.

"Jeg vil gerne lave det, jeg altid drømte om at lave, nemlig at skrive mine egne manuskripter og filme dem," siger instruktøren, der engang kaldte det at arbejde i det amerikanske studiesystem for en form for prostitution, og som altid har kæmpet for at forblive uafhængig af Hollywood.

"Den eneste, vi har, som gør det, er Woody Allen, og han laver den ene vidunderlige film efter den anden. Han skriver historien og laver alting, hvilket er meget beundringsværdigt."

Oscar-statuetter og økonomisk krise

Som så mange andre instruktører i sin generation begyndte Francis Ford Coppola med de italienske aner og den kreative familie sin filmkarriere med at lave billige spekulationsfilm i både erotik- og gysergenren for producenten Roger Corman, før han fik fod under eget bord. Efter et besøg i Danmark i slutningen af 1960'erne og inspireret af Mogens Skot Hansens dynamiske Laterna Film, hvor unge filmfolk fik lov til at lege med filmmediet, stiftede Coppola sammen med George Lucas i San Francisco selskabet American Zoetrope, der skulle være et uafhængigt og kreativt filmkraftcenter.

Coppola skrev manuskripter - han vandt en Oscar for manuskriptet til Patton - pansergeneralen (1970) - og instruerede blandt andet musicalen Finnian's Rainbow (1968) og kollektivfilmen The Rain People (1969) på en tur på tværs af USA.

Det amerikanske studiesystem var i krise på det tidspunkt, og unge, filmbegejstrede instruktører og producere tog for en tid styringen med Hollywood og lavede fra slutningen af 1960'erne og frem til midten af 1970'erne nogle af de bedste amerikanske film nogensinde. Coppola sagde ja til at instruere The Godfather (1972), og det var begyndelsen på hans storhedstid, der varede de næste 10 år og også frembragte mesterværker som The Godfather II (1974), Aflytningen og Dommedag nu.

1980'erne bød på gode film fra Coppola - Motorcykeldrengen (1983), Peggy Sue blev gift (1986) og Tucker - en mand og hans drøm (1988) - men ligesom hovedpersonen i Tucker havde Coppola svært ved at få tingene til at hænge sammen økonomisk. Han tjente ingen penge - ikke mindst den ambitiøse One from the Heart (1982) var dyr at producere og floppede fælt - stiftede gæld og blev så at sige sat under administration af et Hollywood, som havde fået nok af de unge instruktørers udskejelser. De lavede måske nok spændende film, men var ikke profitorienterede nok.

Siden har Francis Ford Coppola sjældent kunnet leve op til sine tidligste bedrifter - film som The Godfather III (1990), Jack (1996), The Rainmaker (1997) er solid, men ikke ligefrem opsigtsvækkende underholdning - og kun Bram Stokers Dracula (1992) rummer noget af den visuelle opfindsomhed og narrative dybde og nerve, som gjorde f.eks. de to første Godfather-film så gode.

Familien

Måske er det i erkendelse heraf, at Coppola i de senere år har koncentreret sig om at producere film, ikke mindst for sin talentfulde datter, Sofia, The Virgin Suicides (1999) og Lost in Translation (2003), og fremstille vin på sin vingård i Californiens vindistrikt. Det begyndte i det små, men er efterhånden blevet så god en forretning, at han tjener penge nok til at kunne medfinansiere sine egne film, f.eks. Youth without Youth og Tetro.

Det er ikke svært at trække en rød tråd fra de af Coppolas øvrige film, der har familien i centrum, til Tetro. Familien betyder meget for instruktøren. Det gør den for alle mennesker, siger han, der altid har omgivet sig med sin familie, når han laver film: Hans søster er skue-spillerinden Talia Shire, som er med i Godfather-filmene; hans nevø er Nicolas Cage; en anden nevø er skuespilleren Jason Schwartzman; hans ældste søn, instruktøren Roman Coppola, har blandt andet hjulpet til på Tetro; hans kone, Eleanor, har lavet den fremragende dokumentarfilm Hearts of Darkness (1991) om tilblivelsen af Dommedag nu.

"Familie er vigtigt for os alle," siger Francis Ford Coppola.

"Vi lærer kærligheden at kende gennem vores familie. Vi er pattedyr, og vi rummer kærlighed, fordi vores mor holder os og føder os, og vi mærker hende og elsker hende. Vi elsker vores far, fordi han leger med os, og han beskytter os og bærer os hjem, når vi er søvnige. Alle vores første følelser omkring kærlighed kommer fra familien. Vi lærer at være os selv gennem familien."

Og netop fordi familie betyder så meget for os, er det svært at tage den under behandling i en film, forklarer Coppola.

"Det er følsomt, fordi efterhånden som vi bliver ældre og prøver at udtrykke os selv, kommer vi i karambolage med vores far eller vores mor eller vores bror. De mennesker, vi elsker, hader vi også."

Ligesom instruktørens forrige film, Youth without Youth (2007), er Tetro en lille, i udstrakt grad selvfinansieret og personlig film for Coppola, der udforsker den menneskelige tilstand på mere eller mindre lommefilosofisk vis.

Men hvor Youth without Youth var baseret på en roman af den rumænske forfatter Mircea Eliade, kommer historien i Tetro fra Coppola selv, og spørgsmålet er, i hvor høj grad den er selvbiografisk. Instruktørens egen far, Carmine Coppola, var en berømt komponist; det samme var hans onkel, og Coppola har en storebror, som han altid har set meget op til.

Film til det sidste

"Intet af det, der sker i Tetro, er sket i virkeligheden, men det hele er sandt," sagde Francis Ford Coppola med et koket smil og til salens store begejstring, da han efter den første visning af Tetro i Cannes svarede på spørgsmål fra publikum.

Da jeg senere på dagen sidder over for ham, beder jeg ham uddybe.

"Du ved godt, hvad jeg mener. Jeg har lavet en fiktionshistorie, men nedenunder er der følelser og dynamik og logik, som er virkelig. Faderfiguren i filmen er ikke ligesom min far. Min far var en meget rarere mand, men han var lidt forfængelig. Broren er ikke helt som min egen bror, og intet af det, som sker til slut i filmen - som vi ikke vil afsløre, tak - skete for mig. Men på en måde er det, hvad jeg husker følelsesmæssigt fra dengang, jeg var en ung mand. Jeg stak af fra militærskolen, og min bror var mit store forbillede. Hvis han ville være forfatter, ville jeg være forfatter. Hvis han var interesseret i film, var jeg interesseret i film. Jeg ville bare være ligesom ham. Det er ikke unormalt, når man har en bror, der er fem år ældre. Han var meget rar mod mig. Han tog mig med i biografen og viste mig mærkelige film, da jeg var syv år gammel. Powell og Pressburgers Tales of Hoffmann, f.eks. Jeg forstod dem ikke, men bare jeg var sammen med ham."

At de britiske filmmagere Michael Powell og Emeric Pressburger har sat sig dybe spor hos Francis Ford Coppola, kan man blandt andet se af de smukke scener i Tetro, hvor instruktøren i stil med forbillederne lader Bennie forestille sig brorens deliriske skriverier som en følelsesladet og visuelt meget intens ballet. Det er et greb, som Powell og Pressburger brugte i flere film, blandt andet Tales of Hoffmann (1951) og H.C. Andersen-filmatiseringen De røde sko (1948), og det giver Tetro en sjælden lyrisk dimension.

"Min bror tog mig med i biografen for at se deres film, og de gjorde et stort indtryk på mig, men jeg forstod ikke hvorfor," siger Coppola.

"Men når jeg tænkte på min bror, tænkte jeg på Coppélia, den dansende dukke i Tales of Hoffmann."

Til sidst kan jeg ikke lade være med at spørge Coppola, om han nogensinde har overvejet at iscenesætte en opera eller en ballet.

"Der er mange ting, jeg kunne gøre," siger han.

"Jeg kunne skrive en bog. Jeg kunne skrive et teaterstykke. Jeg kunne iscenesætte en opera. Men der er ikke så meget tid tilbage, og jeg har lært så meget af filmen, at jeg hellere vil fokusere på filmmediet."

'Tetro' er ikke i dansk biografdistribution. 'Youth without Youth' kan fås på engelsk dvd via amazon.co.uk. De fleste af Francis Ford Coppolas øvrige film kan fås på dansk dvd

Mere fra Cannes på: information.dk/film, information.dk/blogs/christian-monggaard og twitter.com/monggaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu