Læsetid 3.18 min.

Læserbreve

14. maj 2009

'Den jyske skændsel' I

Peter A.G. Nielsen Og Forlaget Per Kofod

"Den jyske skændsel", det er mig, Peter A.G. Nielsen. Det står selv i Information. Ganske vist anonymt, men det gør jo kun udsagnet endnu mere uhyggeligt ... Det er ikke bare en misundelig galning, som skriver sig over gevind, nej, det er vist noget, mange mener, ellers havde bladet vel ikke lagt spalte til. Så nu kommer de nok snart og fjerner mig, som man jo gør med skændsler!

"Den jyske skændsel". Det står under Bogfolk i Information den 7. maj. Årsag: Digteren F.P. Jac. har foranstaltet en udgivelse af alle mine sange i bogform i samarbejde med Forlaget Per Kofod og selv skrevet forord.

"Jeg skal være den første til at smide en digter-broche om halsen på Skjern-knægten Peter A.G. Nielsen," skriver F.P. Jac, og denne "digter-kroning af den jyske skændsel, Peter A.G." har skribenten "svært ved at lade stå ubesvaret hen".

Det er nu ikke en krone, F.P. sætter på mit hoved, bare en broche, han vil smide om min hals, herregud. Men en digter-broche bliver til en digter-krone, det vokser ukontrollabelt, for den anonyme skribent, hvis mindreværd svulmer sig helt op i det røde advarselsfelt, feltet for udokumenteret mental stening.

"Den jyske skændsel, Peter A.G.". Voldsomme ord i maj. Kan noget levende overhovedet være en skændsel? Og hvis det er, man tør bruge så voldsomme ord om nogen, er man så ikke også forpligtet til at forklare, hvorfor man siger, som man siger?

Metoden er klassisk. Man stiller sig bekvemt på piedestalen, nedgør uden at forklare, underforstået ... skribenten er både klogere, dygtigere og med større indsigt i poesiens væsen ... end den stenede. Man dømmer bare, så behøver man ikke selv stå frem med noget som helst, det hele er under- eller indforstået. Men så let slipper du ikke, min anonyme 'bøddel'. Du udfordres hermed til at forklare på skrift, hvad der gør mig til en skændsel. Jeg glæder mig til at se dig kravle velbevandret rundt i min poesis krogede grene. Den faglige indsigt og dokumentation skal naturligvis være i orden, når man bruger så stærke ord. Der er nok at ta' fat på. Over 400 sider rummer bogen, når den udkommer den 23. maj på Forlaget Per Kofod.

PS. Netop oplyst. Skribenten er Nikolai Thyssen.

PPS Den jyske skændsel 'giver svar på tiltale' på litteraturfestivalen i København, CPH:LITT i Huset i Magstræde, på lørdag den 16. maj kl. 14:45-15:45

'Den jyske skændsel' II

Søren Vestergård Nissedal

I torsdagsudgavens (den 7. maj) tillæg 'Bøger' beskriver en unavngiven på side 2 under 'Bogfolk' Peter A.G. Nielsen som " ... den jyske skændsel ... ".

Se - dét er ikke o.k. Li' manden eller ej - men han er da for fanden ingenlunde en 'skændsel'. I er altså nogen inde på den redaktion, som har mistet al anstændighed.

Svar venligt - du som skrev ordene - hvorfor brugte du den betegnelse? Og underskriv dig venligst!

Banke og Hal Koch

Rasmus Mariager

Det var ejendommeligt at læse Cecilie Felicia Stokholm Bankes anmeldelse (Information den 2. maj) af Jes Fabricius Møllers biografi om Hal Koch.

Banke gør indledningsvis to iagttagelser: At der er skabt en konsensus omkring besættelsen, som har fundet vej ind i Møllers bog. At samarbejdspolitikken af Møller beskrives på den måde, at den var en del af modstanden mod tyskerne. Hvor Banke har disse opfattelser fra, er uvist. De fremgår ikke af bogen. Banke finder dernæst, at Møller er en "faglig purist", da han kun nødigt bevæger sig ud over kilderne. Men hvad havde Banke forestillet sig? Biografien handler om en person, der spillede en fremtrædende rolle i dansk politik, kultur og åndsliv fra 1930'erne til 1960'erne. Det er denne rolle, der gør ham interessant, og det er derfor, at Møller, der er historiker, har valgt at basere fremstillingen på kilder.

Banke vil imidlertid hellere "under huden" på Hal Koch, idet hun konstaterer, at fortiden aldrig kommer "i spil", hvis man "går i et med den og kilderne". Det er principielt korrekt, men konkret er det forkert.

Læser man Møllers bog, vil man se, at den tager udgangspunkt i det reelt passerede, og med det som udgangspunkt analyserer han Kochs betydning.

Banke påstår endelig, at Hal Koch ønskede at forsvare danskheden. Det må overraske, at en anmelder kan læse forbi en af bogens grundpointer (som i øvrigt ikke er ny). Det fremgår således af bogen, at forsvaret for demokratiet allerede fra det sene efterår 1940 var Hal Kochs væsentligste politiske drivkraft. Derfor kan hans valg - om de så var rigtige eller forkerte - udgøre et omdrejningspunkt for en moderne diskussion af demokratiets vilkår i en tid med terror og krig.

Banke har valgt at anmelde Jes Fabricius Møllers bog sådan, at hun først gengiver indholdet på en fejlagtig måde, hvorefter hun skyder bogen ned.

Kant og kritikken

Claus Bratt Østergaard

I sin anmeldelse af min bog Kants Kritik af den Rene Fornuft (Information den 9.-10. maj) anker Jørgen Carlsen over, at jeg bortdømmer Kants to sidste Kritikker fra transcendentalfilosofien.

Jeg har ganske rigtigt formuleret mig uklart, og Carlsen har en pointe, om end kun en halv. Sagen er, at Kant skifter synspunkt. I 1781 skriver han, at "de vigtigste principper for moralen ... står uden for transcendentalfilosofien", men kort efter, i Grundlæggelse af sædernes metafysik fra 1785, fremstilles principperne omvendt som a priori. I andenudgaven af Kritik af den rene fornuft (1787) siger Kant det modsatte af førsteudgaven, nemlig at de moralske principper er rene og aprioriske (B29), som det også sker i Kritik af den praktiske fornuft (1788). Og da Kritik af dømmekraften udkom i 1790, kunne også den få adgang. Kernen i problemet er, at Kant først (1781) mener noget og siden (fra omkring 1785) det modsatte.

Nuancerede ateister

Niels-Simon Larsen

I 'Læst Udefra', den 9.-10. maj fortæller Mikkel Wold om bogen Friendly letter to Skeptics and Ateists, som opfordrer til en mere nuanceret debat mellem troende og ikke-troende, underforstået gudstroende, alene af den grund at mange ateister tror på demokratiet og det gode i mennesket (hvad en del religiøse ikke gør). Nej, tro er ikke ond i sig selv, M.W., men spørgsmålet er, om tro på en gud ikke er ond, når præsterne ikke er færdige med at love ateisterne en tur i helvede (der gør meget ondt).

Inden debatten kan blive nuanceret, skal vi da lige høre om, hvad vi tror på eller ikke tror på. Et problem er, at man ikke kan spørge folkekirken om noget. Man kan kun spørge den enkelte, og så får man utrolig mange nuancerede svar. Det er derfor lidt af en ørkenvandring at stille spørgsmål til de religiøse, for når ateistens mål for eksempel er at få religionen ud af det offentlige rum, bliver der kun stillet spørgsmål den ene vej. De religiøse mærker hensigten og bliver meget forstemte. Klart nok.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer