Baggrund
Læsetid: 11 min.

Det er lykkedes at gøre de fede ynkelige og rygerne syge

De danske liberale har lagt sig fladt på maven i kampen om, hvor meget velfærdsstaten skal blande sig i borgernes adfærd. Staten har således aldrig været så tæt på borgeren som nu, hvor den blander sig i stort set alle livets forhold. Far er sendt på rekreation, og big mother styrer showet
De danske liberale har lagt sig fladt på maven i kampen om, hvor meget velfærdsstaten skal blande sig i borgernes adfærd. Staten har således aldrig været så tæt på borgeren som nu, hvor den blander sig i stort set alle livets forhold. Far er sendt på rekreation, og big mother styrer showet
Kultur
9. maj 2009

Ægte fællesskab starter med, at vi hver især føler et personligt ansvar for at bidrage til fællesskabet med det, vi kan, har Anders Fogh Rasmussen engang sagt. Imens har det samfund, som han har stået i spidsen for udviklet sig i stik modsat retning. For aldrig tidligere, har der været så ringe en interesse for vores eget ansvar og så meget fokus på tryghed og personligt udbytte. Danmark er blevet et noget-for-noget-samfund. Og borgerne æder ifølge filosof Arno Victor Nielsen glædeligt den model, fordi man forlængst har accepteret forholdet mellem borger og stat som en kontrakt.

"Logikken er egentlig klar nok, man kan ikke have et system, hvor behandlingen på sygehuse er gratis, hvis man ikke samtidig kan påtvinges en bestemt adfærd. Staten er blevet til et forsikringsselskab. Vi indskyder en præmie, som kvalificerer os til en erstatning. Men for at præmien skal holdes nede, skal der være nogle krav, man skal leve op til. Staten er ikke længere politisk," siger Arno Victor Nielsen.

Nøglen til den udvikling er ifølge Arno Victor Nielsen propaganda, eller som vi kender det; kampagner. I stedet for at lovgive er man siden 80'erne gået over til at adfærdsregulere borgerne. Staten har udviklet sig fra forsørgerstat til en omsorgsstat: Big mother-staten, der langsomt har ædt det liberale frisind. Det er ifølge Nielsen det, hele moderniseringen af velfærdsstaten handler om. Staten skal ikke længere være faderlig og giver os lommepenge, men være moderlig og regulerende. Det skal den, fordi politikerne vil så tæt på borgerne, så lovgivning ikke længere er en reel mulighed. Man forsøger derfor ligesom i mere totalitære stater at påvirke folkestemningen.

"Man kan jo tydeligt mærke, at det er lykkedes. Fede er jo i dag blevet til ynkelige væsner, og rygere er syge mennesker, som man får nærmest ondt af at se på. Det siver umærkeligt ind i en, fordi vi er et produkt af vores omgivelser. Så staten har helt sikkert held med sin adfærdsregulering. Man bruger kognitiv terapi som politik. Og det virker!" siger Arno Victor Nielsen.

Ole Juhl, der er centerleder i Dansk Center for Undervisningsmiljø, er enig. Han ser en bred effekt af de mobbekampagner, som sundhedsministeren har igangsat. Kampagner er muligvis ikke nogen hurtigtvirkende mirakelkur, men de skaber en langsomtvirkende påvirkning, som efterhånden gør statens problemstilling til skolernes egen. Skal man forstå, hvad kampagner gør, er det altså ikke så meget at skabe en forandring i sig selv, men nærmere at manifestere nogle ideer omkring rigtig adfærd, som borgerne tager til sig som 'deres egne'.

"Kampagnerne er en katalysator, der igangsætter en stemning af, at 'vi må gøre noget' på skolerne, som kan være et både effektivt og positivt værktøj," siger Ole Juhl.

Men måske også for effektivt ifølge antropolog Steffen Jöhncke, der især har arbejdet med stofmisbrugere og socialt udsatte. For selvom han ikke synes, at man skal være for konspiratorisk med hensyn til kampagners kraft eller overromantisere statens fravær, så mener han, at kampagner, når de kommer ned på borger til borger-niveau nærmer sig en etisk grænse, man skal passe på med at overskride.

"Man kan komme til at udfordre solidariteten i samfundet, når man fra statens side aktiverer den sociale kontrol. Det er et meget effektivt middel, men bagsiden bliver let en blame the victim-effekt. Man udstiller de i forvejen udstillede," siger Steffen Jöhncke.

Antidemokratisk

Samtidig kunne man mene, at politikernes opgave ikke er at opdrage, men at lovgive. Og man kunne ligeledes mene, at det ikke er særligt demokratisk, at en eller anden mere eller mindre tilfældig minister uden om lovgivningen indirekte påvirker borgernes adfærd og herigennem udviklingen af samfundet.

Men der er ifølge Arno Victor Nielsen ikke meget at gøre, for den liberale ide om individet ér og bliver en illusion, hvilket langt de fleste liberale i dag da også har erkendt. Mennesket er ikke en ø, men et produkt af sine omgivelser.

"Ideen om individet som en plante er jo helt forældet, og man kan sådan set se kampagnernes succes som et bevis på, at det ikke er sådan, for man kan faktisk ændre folks holdninger. Vi er allesammen 'massemennesker', som får vores 'jeg' fra 'den anden'. Derfor vinder staten altid til sidst," siger Arno Victor Nielsen.

Også Ingelise Andersen, der er adjunkt ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet, ser statens kampagner som en stor succes, fordi man sælger ideer om samfundet til borgerne som deres egne.

"Når man først får borgerne til at tage ejerskab, så er det, at det begynder at virke. Det er sådan politik bliver ført i dag. På den måde kommer man rundt om den anarkistiske holdning med, at 'der kraftedme ikke skal komme nogen og fortælle mig noget', fordi man får omgivelserne og det sociale netværk til at regulere som et substitut for staten," siger Ingelise Andersen.

Hun fremhæver rygning, mobning, hiv/aids og trafik som steder, hvor regeringen er lykkedes med at plante opfattelser og ændre indstillinger blandt borgerne. Hun fremhæver også den store viden, der i dag eksisterer på et felt som f.eks. rygning eller fedme, som en klart medvirkende faktor. Man ved simpelthen så meget i dag, at man ikke kan lade være med at reagere.

Hun henviser til en udtalelse af tidligere minister for Venstre, Knud Enggaard, der i sin tid indførte reglen om, at man skal bruge sikkerhedssele.

"Det er jo imod mit liberale hjerte at skulle indføre restriktioner på det her område, men på et tidspunkt ved man så meget, så man ikke kan lade være med at handle," skulle Knud Enggaard dengang have sagt.

Dagsorden er gud

Det, politikerne - de smarte af dem - i dag har indset, er, at det er altafgørende at erobre dagsordenen, mere afgørende end at få lovforslag igennem. Ser man f.eks. på Forebyggelseskommissionens forslag om at sætte prisen på en pakke cigaretter op til 50 kroner, så var målet ifølge Arno Victor Nielsen aldrig, at det skulle udmunde i lovgivning.

"Det er jo klart at, forslagene ikke bliver til love. Og de, der griner af politikerne af den grund, er sådan set bare dem, der ikke har fattet, hvad der foregår. Forebyggelseskommissionen er en holdningsbearbejdelsesmaskine, og det er i den forstand bare bedre end godt, hvis dens forslag bliver så vilde som muligt. De går foran og forbereder folk på de næste politiske træk. Det er funktionen. Om fem år er de her forslag blevet til den almene holdning," siger Arno Victor Nielsen.

Han fremhæver ligeledes, at sundhedsministeren samtidig sparer sig for den upopularitet blandt rygere, som lovgivning ville føre med sig. Den her strategi er langt smartere. Ved at bruge propaganda bliver afsender ikke Jakob Axel Nielsen, og i stedet for at være den hårde, kan han nu være den bløde, der siger, at 'så langt skal vi ikke gå'. Dansk politik bliver til en pendant af good cop/bad cop-strategien. Og ifølge Arno Victor Nielsen er der intet, der kan stoppe big mother, for hun indeholder i sit formanende væsen en logik, der går rent ind hos den almindelige borger.

"Vi gider sgu da ikke betale for alle de idioter, der drikker sig fra sans og samling og er tykke og fede. Hvorfor fanden skal mine penge gå til dem? Når det er mine penge, de bruger, når de efterfølgende ligger på de danske sygehuse, så har jeg også ret til at forlange, at de styrer sig lidt," siger Arno Victor Nielsen.

Også Ingelise Andersen mener, at det liberale løb er kørt. Og selvom man høre små pip rundt omkring fra Den Gule Negl, Cepos eller Borgerligt Centrum, så tager de fleste det med et overbærende skuldertræk.

"Det virker jo efterhånden lidt latterligt...," siger Ingelise Andersen.

$SUBT_ON$Del og hersk

Grundstenen i latterliggørelse er den førnævnte strategi med at lade borgerne regulere hinanden og lade konflikterne udspille sig borger og borger imellem. Hvilket ifølge lic.merc. og medie- og kommunikationsforsker Preben Sepstrup også er grundtanken bag kampagnestrategier i dag. Man tænker i netværkskommunikation (borger til borger) mere end i massekommunikation.

"De gode kampagner i dag, går på det sociale miljø, og hvordan samtalen foregår her. Og man har fundet, at 'vi opdrager hinanden', er den bedste medicin. Kommunikationen skal et led ud, så den kommer tæt på borgeren," siger Preben Sepstrup.

Han fremhæver dog samtidig, at staten er blevet så glad for sit nye legetøj, at der i dag kommunikeres i et væk, også når man i realiteten hellere skulle lovgive. Der ér faktisk tilfælde, hvor kommunikation ikke kan siges at være tilstrækkelig.

"Du kan skrive på leverpostej, at der er rottegift i, men du kan også forbyde at putte rottegift i leverpostej. Det er jo altid et spørgsmål om, hvad der giver mening. Giver det mening at lave kampagne på, at man ikke må køre i venstre side af vejen, eller er det bedre at lovgive? Det er altid en politisk og en ideologisk vurdering," siger Preben Sepstrup.

Han ser den største udfordring i dag som at være ikke at forsøge at løse økonomiske, kulturelle eller sociale problemer via kommunikation.

"Du kan f.eks. ikke lave om på unge mænds natur. Der ville det være 1.000 gange mere effektivt at lovgive i forhold til at forsøge at ændre deres adfærd gennem oplysning. Man bliver nødt til at have forståelse for, hvor grænsen går," siger Preben Sebstrup.

Den holdning deler Mogens Rüdiger, der er lektor ved Historie, Internationale Studier og Samfundsforhold ved Aalborg Universitet og desuden forfatter til bøgerne Energi og regulering og Statens usynlige hånd.

Han har ligesom Arno Victor Nielsen set en markant udvikling i velfærdsamfundet, hvor man har bevæget sig væk fra den individuelle frihed og opprioriteret tryghed. Der er ifølge Rüdiger i de sidste 15 år sket et voldsomt skred, og det liberale frihedsideal er i dag tæt på at være udryddet.

"Der er jo i dag stort set ikke nogen dele af den daglige tilværelse, der ikke er statslig reguleret. Den liberale ide er blevet trængt af tryghedsdiskursen. Man kan sige at velfærdsstaten har levet op til de liberales værste frygt, men at de liberale samtidig paradoksalt nok som svar over en bred front har accepteret trygheden som den nye frihed," siger Mogens Rüdiger.

Rammer skævt

Han er til gengæld ikke så overbevist om, hvor effektiv den politiske terapi i virkeligheden kan siges at være. Hans ekspertise er især miljøområdet, og selvom folk er begyndt at bruge sparepærer, så mener han ikke, at de massive miljøkampagner der køres for tiden, kan siges at være en ubetinget succes. Han tror ikke på den store terapeutiske virkning. Så selvom staten ifølge Mogens Rüdiger utvivlsomt inden for de sidste år er kommet meget tættere på individet i sin måde at regulere på og har enormt travlt med hele tiden at blande sig i, hvad vi bør og skal gøre, så mener han ikke det slår til, hvor behovet i virkeligheden er størst.

"Jeg tror ikke meget på, at kampagner skulle fungere som en langsomtvirkende modgift mod en forkert livsstil. Undersøgelser har jo vist, at de nok har en effekt over for de mennesker, der i forvejen er modtagelige over for dem - de veluddannede og bedrestillede - men at det ikke virker over for de socialt belastede, der reelt har brug for det. Det er massivt og virker overvældende, men det rammer i virkeligheden indiskutabelt skævt," siger Mogens Rüdiger.

Også Steffen Jöhncke ser den risiko som reel. Han mener, at man inden for f.eks. nydelsesmidler nemt prædiker for døve øren eller de i forvejen frelste. Alle 10-årige ved ifølge Jöhncke godt, at stoffer er farlige, det er jo ikke ud fra ideen om det ufarlige stof, at man bliver stofmisbruger.

"Forbudet mod rygning må tage prisen for den mest komplette mangel på forståelse for, hvordan samfundet er skruet sammen, hvordan forbud virker, og hvorfor folk gør, som de gør. Det er jo dybt godnat at tro, at man ved at forbyde nydelsesmidler, får dem til at holde op med at eksistere. Se bare på hashen...," siger Steffen Jöhncke.

Og netop den skævvridning, der ligger i statens adfærdsregulering, er noget, der ligger formand for Borgerligt Centrum, Simon Emil Ammitzbøll, på sinde. Han har som en af de få danske politikere sat sig som mål at bekæmpe big mother. Han mener, at man har skabt et samfund, hvor det personlige ansvar som Anders Fogh Rasmussen talte om, er blevet noget som middelklassen forventer af underklassen, mens middelklassen selv bliver mere og mere ansvarsløse.

"Når vi fører udlændingepolitik, er der ingen grænser for det personlige ansvar, men når det komme til os andre, så bliver mere og mere ansvar taget fra os. Det er jo absurd, at en liberal statsminister kan mene, at det er statens opgave, at vi lever tre år længere. Er det overhoved en reel politisk ambition?" siger Simon Emil Ammitzbøll.

Og netop grænsen for, hvad der kan politiseres og ikke politiseres, er en af de ting, som ifølge Ammitzbøll er skredet de sidste otte år med Forebyggelseskommission som det nyeste eksempel.

"Det hele har karakter af, at man går ind og definerer, hvordan et menneske skal opføre sig for at passe til statens ideal. Man er altså gået fra, at staten skulle være den instans, der sikrede nogle frie rammer for borgerne, så de kunne leve deres liv ud fra egne idealer, til at borgerne nu nærmest er til for statens skyld," siger Simon Emil Ammitzbøll.

Han undrer sig over, at den ide er blevet købt i den brede befolkning, men henviser som Rüdiger til, at man som borger har accepteret den indskrænkede frihed til fordel for mere tryghed. Folk vil hellere rulles ind i vat, end de vil bestemme selv.

"Man har solgt ideen til folk om, at frihed og tryghed skulle stå i et modsætningsforhold. I stedet for at tro på, at de to ting godt kan fungere sammen. Man har oprettet en barnepigestat, hvor man vil undgå, at folk kommer galt afsted i stedet for at ruste dem til at kunne takle at komme galt af sted. Men jeg tror i virkeligheden, at vi har godt af at komme lidt til skade en gang imellem. Det er, når vi slår os lidt på livet, at vi bliver klogere på os selv og bedre rustede til at klare de udfordringer, vi møder," siger Simon Emil Ammitzbøll.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Brask

Når skræmmekampagner har en effekt på de bedre stillede, er det formentlig også, fordi de sjældent bliver konfronteret personligt med realiteterne bag det generelt fremstillede billede af staten som en, i Foucaultsk terminologi, hyrdemagt, der værner om flokken og hin enkelte.
De socialt belastede har forlængst, på egen krop, erfaret denne fremstilling som netop kun en fremstilling; en imaginær parade.

Inger Sundsvald

Ak, ak! Fogh har i den grad forandret samfundet. Snart bliver det sådan, at hvis du får en maveinfektion og det kan bevises (hvilket der kan oprettes kontrolforanstaltninger til) at du ikke har desinficeret dine vindruer inden du puttede dem i munden, så får du selv lov til at betale regningen for lægebehandling.

Ville det ikke være skønt hvis al solidaritet i samfundet blev afskaffet, og hvis erhvervslivet kunne svine og putte hvad som helst i hvad som helst, til gavn for forbruget og erhvervslivet og det frie marked?

Henrik Brask

De neoliberale har jo paradoksalt nok aldrig været imod statens styring. De proklamerer, at det er blevet bedre, fordi staten nu styrer mindre i og med at den i udstrakt grad er markedsgjort (med borger=forbruger) : de misser eller ignorerer bare pointen, at dette blot er en strategisk omprioritering, hvor eliten -qua statsapperatet- så meget mere effektivt kan styre på >>distancen<<.
Det proklamrede frie, autonome selv sørger selv via selvteknologier for den ønskede dressering.

Søren Rehhoff

Jeg må indrømme, at jeg synes at artiklen baserer sig for meget på ideen om den overformynderiske Big Mother stat. I det omfang tykke mennesker og rygere er i skudlinien, så hænger det nok i ligeså høj grad sammen med en liberalistisk trend, hvor alle dem som umiddelbart ikke syner som om de er "fit for fight" er "tabere". Private firmaer griber jo i stigende grad ind i folks sundhed og privatliv og deres ansættelsespliitik er også præget af sådan nogle hensyn. Så marginaliseringen af rygere og tykke ude i det private, sker nok langt mere den vej rundt end gennem diverse statslige sundhedkampagner. Ligesom det nuværende rygeforbud i det offentlige rum, mere er en udvidelse af allerede eksisterende rygeforbud i private hjem og klager over røg på restaturanter og værtshuse. Så selvom staten selvfølgelig påvirker folks holdninger er det det ligeså meget den anden vej rundt. Man kunne ligeså godt pege på en kultur opbygget af reklamebranchen og diverse livsstilsmagasiner, som i langt højere grad end staten promoverer ideen om det gennemkontrollerede menneske.

Inger Sundsvald

Søren Rehhoff
Du kan da have ret i at det er svært at sige hvem der begyndte. Det er jo striden om hønen og ægget, eller måske hanen.

Det forandrer dog ikke ved det faktum, at der er et overformynderi, hvor nogle mennesker bliver set på med afsky af ’de rigtige’, som aldrig selv har haft problemer med f.eks. at holde vægten, eller at have den rigtige etniske baggrund.

Staten har efterhånden skabt så gennemkontrolleret samfund, at man snart ikke længere kan tale om hverken personlig eller kollektiv frihed. Alle skal passe til skabelonen om det ’rigtige’ menneske, med de rigtige holdninger, hudfarve, tykkelse etc. Og befolkningen – den rigtige – og virksomhederne hopper med på vognen.

Hvis ikke Fogh havde været så gennemkontrolleret, så tror jeg ikke at var kommet så vidt, at virksomheder og folk i almindelighed kunne stille så gennemgribende krav til andre.

Skabelonmennesket er i støbeskeen. Det er utåleligt!

Ole Toxværd

En meget interresant problemstilling, som desvärre nok faar lov til at fortabe sig I Informations arkiv. Statens opgave er et ideologisk spörsmaal, som med rette bör stilles. Skal Staten med Ammitzbölls ord tage det paa sig at vi bliver tre aar äldre? Skal Staten sörge for at vi mede skatteyderpenge bliver glade ved at danse samba for skatteyderpenge?

Med Anders Foghs kampskrift blev I hvertfald jeg en tvivler I forhold til at Staten skulle sörge for at vi kunne blive lykkelige. Det har jeg altid, siden mine hippie-dage I 60erne,betragtet som et personligt anliggende. Jeg sluttede med at stemme for Fogh da han overtog statsministerposten. (Jegt har til nu holdt det hemmeligt over for mine venner. Maatte de tilgive mig). Jeg tänkte: jamen saa lad os for fanden se, hvad der sker hvis vi slipper friheden lös. Alt det modsatte skete. Foghs förste manifest var, at vi ikke “havde brug for eksperter og smagsdommere”. Det med smagsdommernere kan jeg delvist forstaa. Vi har ikke brug for dem ökonomisk set, men saa sandeligt kulturelt set. Og I den grad! Ang. Experter har vi brug for dem mere end nogensinde. Hvad er det for en arrogance/landsbyklogskab, som vil afvise folk, der har studeret og ved noget?

Hvad nu? Det koger ned til at vi I DK ikke har et liberalt parti, at den politiske diskurs er et spörgsmaal om mandater (blaa stue vs röd stue (et koncept som I sig selv gör mig syg)). Vi ser baade I UK og I USA, at topartisystemer medförer had til modparten og sätter barrierer op for hvad borgerne önsker. Vi vil ikke have “Amerikanske tilstande”, men vi er I fuld gang med at faa dem.

Lad os nu faa en ideologisk debat. Jeg ved at den allerede findes paa blogosfaeren, men lad os faa en värdidebat I det politiske liv, som faar os til at TÄNKE over hvilket liv vi vil have for os og vores efterkommere.

Og det handler I höj grad om statens rolle/ansvar for os. Skal vi forbydes det ene efter det andet? At skylde en flaske vin ned, at ryge en joint, at foräde os hos McDonald, at ligge paa sofaen timevis og glo paa TV? Hvor ophörer vort personlige ansvar, ikke blot I forhold til os selv, men ogsaa I forhold til vor nabo?

Alle spörgsmaal, som ikke längere er politik, desvärre. Nu handler det om mandater. Der hvor stemmerne er, der derigerer vi vore budskaber.

Jeg skal afslutte min klagesang med et önske om at vi kan dele os efter vore anskuelser. Eller som Poul Henningsen sagde: “ Uenighed gör os stärk”. Polarisering skaber had. Og vi har I 100 aar set at Samarbejde (koalitioner) kan fremme den sunde fornuft og netop: en sund koncensus. Hvor godt er vi tjent med blaa stue og röd stue? Godt for hoolingans, uden tvivl, men ikke godt for mig personligt, kan jeg forsikre dig om.

Tilgiv min ortografi. Jeg sidder I Buenos Aires og skriver med et lokalt tastatur. Og jeg kan forsikre om at den politiske diskurs som finder sted her er MEGET anderledes end den danske, men der er en helt anden historie.

Karsten Aaen

Den danske stat er ikke en socialstat eller en bigmotherstat; den er en konkurrencestat. Og sådan en har brug for gode, sunde, stærke borgere, der kan arbejde hele tiden indtil de segner, så den danske stat kan klare sig i konkurrencen mod de andre stater. Derfor er det magtpåliggende for politikerne at lave sammen-ligner med andre stater, f.eks. Sverige, når det gælder, hvor længe folk lever...

Og det i sig selv skulle være en kvalifikation at blive 93 år som min morfar blev er altså ikke noget svar; de sidste 2½-3 år afhans liv lå han bare. Det er altså ikke noget gode i sig selv at blive 82 år i stedet for 79 år...

Peter Hansen

Karsten Aaen, jeg gad vide, hvad vi konkurrerer med de andre lande om: så længe, der er folk, der sulter, ikke har ordentlige levevilkår osv. osv., forekommer det mig, at vi ikke kan tillade os andet end at arbejde sammen på at løse disse grundlæggende problemer.

Bjarne Thyregod

Hel alvorligt. Der findes særdeles veldokumenteret materiale der viser en markant social forskel i sundhed.
Indenfor Region Hovedstaden er forskellen i gennemsnitlig levealder 10 år længere i de medt velstillede dele af regionen i forhold til de dårligst stillede dele af regionen.
En række af de livsafkortende faktorer er altså de nævnte rygning, kost og motion - ikke at de står alene, men absolut væsentlige.

Man kan så vælge den liberalistiske tilgang og sige at det jo er folks egne valg der bestemmer deres levetid - så hvis de dør tidligere så er det eftereget valg.
Men selv for liberalister er denne gruppes andel af sundhedssystemets omkostninger så stor at heller ikke de vil side uligheden overhørig.

Andre vil se på årsagerne til de sociale forskelle der er i dødeligheden og om hvilke årsagssammenhænge der er og hvad der kan gøres.

Og