Nye tider for Teater Grob
To egenproduktioner og tre gæstespil.
Det er, hvad Teater Grob byder på i sin første sæson, efter at teatret har fået status som et af Københavns såkaldte 'små storbyteatre'. Samtidig overtager teatret de lokaler på Nørrebrogade, som det hedengangne Kaleidoskop har benyttet de seneste år.
Teatret præsenterede den kommende sæson i går. Sæsonen åbner med Eliten, som teatret kalder sin hidtil største satsning. Stykket stiller skarpt på erhvervslivets univers, hvor skræddersyede jakkesæt, smukke kvinder og barberblads-skarpe rundsave hører til hverdagen.
Blandt gæstespillene kan nævnes Postbox DDR, der præsenteres af teatergruppen Vesper og er resultatet af et samarbejde mellem danske og tyske teaterfolk.
Teatret modtager frem til nytår 1,6 mio. kr. i offentlige tilskud. Herefter beløber tilskuddet sig til 4,5 mio. kr. om året i de kommende år.
Teater Grob så dagens lys i 1995 og har siden vakt stor opmærksomhed med en række forestillinger, hvoraf flere er blevet belønnet med en Reumert-statuette.
Mest læste
Du skal være registreret bruger for at kommentere. Log ind eller opret bruger »