Læsetid: 5 min.

Opbakningen til frie bogpriser skrider

Efter en tid med vild priskrig og faldende omsætning trækker en af landets største boghandlerkæder nu i land på spørgsmålet om de frie bogpriser. Der er behov for ændringer, hvis det brede udvalg af bøger og boglader skal bevares, mener direktør for Arnold Busck-kæden Jørn Bach. Også Forlæggerforeningen er bekymret
Efter en tid med vild priskrig og faldende omsætning trækker en af landets største boghandlerkæder nu i land på spørgsmålet om de frie bogpriser. Der er behov for ændringer, hvis det brede udvalg af bøger og boglader skal bevares
14. maj 2009

Et af de mest markante medlemmer af Boghandlerforeningen skifter nu holdning i spørgsmålet om de frie bogpriser.

"Jeg tror, beslutningen om helt frie priser var en fejltagelse," siger direktør for kapitalkæden Arnold Busck, Jørn Bach, der selv var med til at anbefale de frie bogpriser i 2005. Nu har han ændret mening.

"Finanskrisen har vist, at det kan blive rigtigt svært at være boghandler under en økonomisk afmatning, når man har frie priser. Det har simpelthen været for drastisk en ændring, fordi vi ikke samtidig fik indført nettopriser i samhandlen med forlagene," siger Jørn Bach

Dermed henviser han til det forhold, at forlagene stadig opererer med vejledende priser, hvilket er med til at lægge et loft over boghandlernes fortjeneste, da de færreste bogkøbere er interesserede i at betale mere for en bog end den vejledende pris.

"Problemet med de frie bogpriser er, at vi aldrig fik ført processen helt ud i livet. Derfor har de frie priser udelukkende betydet, at vi nu skal sælge bøgerne billigere, end vi gjorde før," siger han.

Jørn Bach medgiver, at de frie priser har været til gavn for forbrugerne, som de senere år har kunnet svælge i slagtilbud og billige bestsellere fra supermarkedets hylder. Men på den lange bane risikerer de frie bogpriser at rive tæppet væk under boghandlernes indtjening, hvilket i sidste ende også vil gå ud over udvalget af bøger og boghandler.

"Supermarkederne har dumpet priserne, så vi stort set ikke tjener noget på bestsellerne mere. Og når vi ikke tjener på dem, har vi heller ikke penge til at købe nye bøger hjem for, og det går ud over udvalget i butikkerne. Flere boghandler vil blive tvunget til at skære ned på bogsortimentet og skrue op for salget af papirvarer, selv om det ikke er det, vi har lyst til," siger Jørn Bach, der frygter, at priskrigen også kan føre til flere butikslukninger.

"Skrækscenariet er, at der om få år ikke længere vil være en boghandel i Holstebro eller i Lyngby Storcenter, hvor folk kan smutte forbi, når de er ude og købe tøj og fødevarer," siger han.

Jørn Bach understreger, at han ikke har en færdigstrikket mening om, hvordan bogbranchens fremtidige prissystem bør indrettes. Men det ligger fast, at der er nødt til at ske ændringer.

"Det vigtigste er, at alle aktører i branchen sætter sig ned og forsøger at finde ud af, hvordan vi kan komme til at tjene nogle flere penge. En af vejene kunne være, at man indførte en eller anden form for faste priser. Jeg er ikke tilhænger af, at prisen skal ligge fast i to år, sådan som den gjorde tidligere. For det gav ingen mening. Men måske en periode på et halvt år eller fem måneder kunne være en god idé for os alle sammen."

Da Boghandlerforeningen i 2005 smed alle tidligere forbehold over bord, og meddelte, at den nu gik helt ind for frie bogpriser, kom det bag på de fleste. Indtil da havde foreningen været en stærk forsvarer af fastprissystemet. Officielt bakker Boghandlerforeningen stadig op om de frie bogpriser, men flere medlemmer er yderst skeptiske over for udviklingen - blandt andre bestyrelsesmedlem Peter Thinghøj Christiansen fra Thinghøj Boghandel i Frederikssund, der hilser Jørn Bachs kovending velkommen.

"Det er altid rart, at folk kan blive klogere," siger han: "Alle er klar over, at vi ikke skal tilbage til det gamle restriktive bogmarked, som vi havde for år tilbage. Men vi har brug for en fast pris i en kortere periode, så vi får noget ro på markedet."

Hvem er det synd for?

Det er dog ikke kun boghandlerne, der slår sig i tøjret. Forlagene presses samtidig på deres indtjening af detailleddet, der kræver stadig større rabatter for at kunne følge med i priskrigen. Stig Andersen, adm. direktør for landets største forlag, Gyldendal, betegner den nuværende situation som uholdbar for branchen og ikke mindst for bogen.

"Ingen tjener penge på samhandlen mellem forlæggere og boghandlere, og der skal altså være et vist overskud til at udgive det nye og ukendte. Så hvor det lige nu er synd for forlag og boghandlere, bliver det på sigt også synd for publikum, fordi forlagenes risikovillighed bliver mindre," sagde han for nylig til branchetidsskriftet Bogmarkedet.

Han understreger over for Information, at han ikke ønsker at lægge sig fast på ét prissystem frem for et andet. Det vigtigste er, at man finder en helhedsløsning, som bibeholder dynamikken i de frie priser, samtidig med at man fastholder bredden i udgivelserne, mener han. Det er Forlæggerforeningens formand Karsten Blauert enig i.

"Liberaliseringen har givet os et langt mere dynamisk bogmarked, fordi det nu både er boghandlere, supermarkeder, internetboghandler, forlag og specialbutikker, der kan handle med bøger. Men samtidig er det blevet sværere for forlag og boghandlere at præstere en tilfredsstillende indtjening. Og det er et problem, vi skal finde ud af at løse," siger han.

På grund af en dispensationsaftale har forlagene stadig mulighed for at fastsætte priser på 10 procent af deres nyudgivelser fra udgivelsesdatoen og fem måneder frem. Men når aftalen udløber med udgangen af 2010, vil bogpriserne blive givet fuldstændigt fri. Inden det sker, må bogbranchens aktører finde ud af, hvad der så skal ske, mener Karsten Blauert.

"Hvis der ikke er nogen, der tjener penge i branchen, bliver vi nødt til at finde en løsning. Og måske skal vi have politikerne på banen med nogle bedre støtteordninger til litteraturen i Danmark," siger Karsten Blauert.

Formand for Boghandlerforeningen Lars Østergaard mener endnu ikke, det er muligt at vurdere den fulde effekt af de frie priser.

"Der er ingen tvivl om, at en af de negative virkninger har været, at bestsellerne bliver kastet i grams. Men omvendt kan det jo tænkes, at der kompenseres for de billige titler ved, at der bliver solgt flere eksemplarer. Det er endnu for tidligt at sige noget om. Men vi følger udviklingen tæt," siger han.

Professor i økonomi ved Københavns Universitet, Christian Hjorth-Andersen, har specialiseret sig det danske bogmarked. Han har svært ved at føle sympati med bogmarkedets aktører.

"Det er rigtigt, at boghandlere og forlag ikke længere tjener så meget på bestsellere. Men man kunne også spørge, om ikke de tjente for meget på dem før," siger han:

"I mange år har boghandlere og forlag lavet deres egen form for kulturpolitik ved at tage meget store avancer på de sikre bestsellere og bruge dem til at subsidiere de såkaldt smalle titler. Den praksis er nu ved at ophøre, og hvis man er litteraturinteresseret, vil man muligvis se det som en katastrofe. Men der er jo også et hensyn at tage til den almindelige befolkning. Når bøgerne kommer på tilbud i supermarkederne, kommer de pludselig i øjenhøjde med et nyt publikum, der måske ikke har været vant til at købe bøger før."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Aaen

Det er en stor misforståelse at folk der ikke normalt køber bøger, pludseligt vil købe en bog og læse den, hvis bogen pludseligt kan fås til 100 kr. i et supermarked mod 300 kr. i en boghandel. Desværre er denne tankegang typisk for de fleste økonomer, som netop kun anser mennesket for et rationelt tænkende væsen, der hele tiden (bevidst) går efter det billigste og bedste tilbud. Men sådan fungerer verden nu altså ikke; det er på tide, at økonomerne vågner op og indser dette.

Og hvem er den allmindelige befolkning: er det mon skolelæreren eller fabriksarbejderen han tænker på, denne økonom? Mon ikke han mener fabriksarbejderen? som udtryk for den almindelige befolkning....

Hvis økonomen i artiklen vil se, hvad der sker med totalt frie bogpriser skal han barese til Sverige og til USA, hvor alle forlag stort set kun går efter best-sellere....Og hvor digte næsten ikke trykkes mere, endsige novellesamlinger...