Læsetid: 5 min.

Opgøret med skolegårdsateismen

To litteraturprofessorer, en utopisk socialist og en postmodernist vil rehabilitere den foragtede religion i en offentlig diskussion om, hvad der er kritisk, og hvad der er oplysning i dag
Smerte. De velaflagte fremskridtstænkere opfatter kun lidt af det menneskelige vilkårs tragedie og smerte. I stedet anlægger de med skinnende øjne en naiv tiltro til effektiviteten i en dosis social ingeniørvidenskab her, en dosis liberal oplysning der, siger Terry Eagleton.

Smerte. De velaflagte fremskridtstænkere opfatter kun lidt af det menneskelige vilkårs tragedie og smerte. I stedet anlægger de med skinnende øjne en naiv tiltro til effektiviteten i en dosis social ingeniørvidenskab her, en dosis liberal oplysning der, siger Terry Eagleton.

Martin Stampe

23. maj 2009

"Eaglefish skider højt og flot på fremskridt, liberalisme og oplysningstækning. Jeg har et dybt og oprigtigt ønske eller en fantasi om at teleportere begge til Swat, selvfølgelig først efter at have skiftet deres køn, og så høre dem bespotte fremskridt, liberalisme og oplysningstænkning dér. Sagen er, at de begge fylder mig med dyb afsky og væmmelse. De giver mig brækfornemmelser ved deres frivole leg med ord, som andre steder er spørgsmål om liv og død."

Ordene er filosoffen Ophelia Bensons og rettet mod den engelske litteraturprofessor Terry Eagleton, der i sin nye bog, Fornuft, tro og revolution gør op med tidens mondæne religionsforagtere og "islamofobiske intellektuelle" som Richard Dawkins og Christopher Hitchens. Bensons angreb er også rettet mod den amerikanske litteraturprofessor Stanley Fish, som med udgangspunkt i postmoderne litteraturkritik tilslutter sig Eagletons kritik. Disse "skolegårdsateister" bliver i Eagletons optik til forsvarere for den bestående liberale kapitalismes kulturelle overhøjhed.

Men videnskab, fornuft, liberalisme og kapitalisme kan ikke levere den vare, som religion leverer, hævder Eagleton: "Hvilken anden symbolsk form har formået at knytte så direkte bånd mellem de mest absolutte og universelle sandheder og utallige millioner menneskers daglige praksisser?"

Religion, pointerer Eagleton, stræber efter mere end lokal tilfredsstillelse. Den angår "menneskehedens natur og skæbne i relation til, hvad den opfatter som livets transcendente kilde". Og det er kun, fortsætter den engelske litterat, denne ophøjede søgen "og de længsler, den skaber," der radikalt kan "forvandle alt, hvad vi siger og gør."

Genfortryllet

Vel kan de øvrige projekter være udmærkede og have deres fordele, men for Eagleton er de i sidste ende overfladiske og tenderer imod at fastholde status quo frem for at føre til meningsfuld forandring: "Et samfund med præfabrikerede lystgevinster, administreret begær, bureaukratiseret politik og forbrugerøkonomi vil næppe nogensinde kunne nå de dybder, hvor teologiske spørgsmål kan stilles passende."

Nu er hverken Eagleton eller Fish øjensynlig synderlig religiøse i andet end en vag kulturel forstand, men som en anden af deres kritikere, den australske filosof Russel Blackford ser de begge ud til at betragte de postreligiøse samfund i vor tids Europa som en vederstyggelighed. Deres præference er en form for postliberalisme, hvori verden er genfortryllet, hævder Blackford.

At religion ikke kan forklare den materielle verden, ser Eagleton intet galt i. Når ateisten Christopher Hitchens erklærer, at teleskopets og mikroskopets fremkost betyder, at religion ikke længere har svar på noget væsentligt, replicerer Eagleton: "Kristendommen har i første instans aldrig forsøgt at forklare noget. Det er som at sige, at takket være den elektriske brødrister kan vi glemme alt om Tjekhov."

Dette skitserer Eagleton kun i generelle vendinger med sine målsætninger:

"Det kommende gudsrige, retfærdighed som grundvilkår, fællesskab og selvrealisering under former, der ligger langt hinsides, hvad man forestiller sig i de velaflagte kvarterer i Oxford og Washington."

Problemet, som Eagleton ser det - her med Fishs ord - er, at indbyggerne i de velaflagte kvarterer er blevet selvbehageligt trælbundne af velstandens, magtens og fremskridtets falske idoler. "Dvs. de opfatter kun lidt af det menneskelige vilkårs tragedie og smerte. I stedet anlægger de med skinnende øjne en naiv tiltro til effektiviteten i en dosis social ingeniørvidenskab her, en dosis liberal oplysning der."

Fish opsummerer: "Eagleton punkterer selvgodheden, når han bytter rollerne om og i stedet påhæfter prædikatet 'overtro' på fremskridtstanken. Der er tale om overtro, fordi denne tanke er blind over for det, der nu forøves i dens navn. Oplysningens sprog er kapret i koncerngrådighedens, politistatens, en politisk kompromitteret videnskabs og en permanent krigsøkonomis navn - alt sammen, hævder Eagleton, for at tjene en tom forstadslivsform, som producerer stadig flere ting uden at kere sig om, hvorvidt disse ting overhovedet har ægte værdi eller ej."

Er det så enkelt?

Det er her, i karakteristikken af rationelle vidensidealer som 'bare en anden slags overtro', at Fish som postmodernismens gamle mester driver sin kile ind. I stedet for at forfølge tråden om religionens mulige modkulturelle utopi forskyder han debatten, så den kommer til at handle om grundlaget for videnskab og oplysning. Som Fish parodierer Hitchens' synspunkt: "Kort sagt stiller videnskaben et vindue mod verden til rådighed, mens religionen imellem os og verden sætter et tågeslør af doktriner og overtro. Vil vi se klart, må vi bortjage denne tåge. Dette er Hitchens' løfte: Tænkere i verden, foren jer, I har intet andet at tabe end jeres lænker."

"Det lyder dejligt enkelt," indvender Fish. "Det er bare at befri sindet for faste forhåndsantagelser og kigge grundigt på tingene. Men er det så enkelt? Er iagttagelse virkelig et spørgsmål om at åbne sine klare blå glugger og notere sig de beviser, som byder sig til? Kommer beviser virkelig forsynet med etiketter på à la 'Jeg er bevis på tese X, men ikke på tese Y'?" Herefter fremmaner Fish den sædvanlige postmodernistiske vision af verden som en flerhed af fragmenterede fortællinger, hvoraf ingen har noget privilegeret krav på sandhedsværdi.

Flere har taget til orde imod Fishs postmoderne religionsrehabilitering og nedskrivning af rationelle vidensidealer til en trossag, deriblandt professor i evolutionslære Massimo Pigliucci, der på sin blog, Rationally Speaking, bl. a. skriver:

"Fishs forsøg på at vise, at viden er en trossag, er et næsten komisk eksempel på en velkendt falsk dikotomi, som er populær i politik ('I er enten med os eller imod os'). Når Fish så overlegent hævder, at 'den simple akt at rapportere eller observere noget kan afsløres som fiktion - at den letkøbte modstilling mellem trostænkning og tænkning, der bygger på uafhængig evidens, ikke kan opretholdes', så tager han fejl." For der er flere end de to muligheder på bordet ...

Sandt nok taler kendsgerninger ikke for sig selv, og beviser er kun beviser inden for en særlig begrebsramme, der selv beror på bestemte antagelser. Men rammen og antagelserne behøver ikke at være arbitrære. I videnskab er de det ikke, pointerer Pigliucci, hvilket han forklarer ud fra metaforer: "Videnskab og fornuft er ikke som bygninger, der hviler på et fundament, hvor man så bare skal vise, at fundamentet er vakkelvornt for at bringe hele bygningen til fald. Snarere er videnskabelig viden som et væv. I et væv kan man undersøge en bestemt tråd (en kendsgerning eller antagelse) og endog hive tråden ud, men alligevel stadig støtte sig til resten af vævet. Forsikres man så om trådens pålidelighed, kan man bevæge sig videre til at udforske andre dele af vævet, denne gang ved at bruge den tidligere undersøgte kendsgerning/antagelse som del af ny støtte og så fremdeles."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Genefke-Thye

Når Eagleton hævder at "Kristendommen har i første instans aldrig forsøgt at forklare noget" er det sandelig en sandhed med modifikation. Al religion - kristendommen inklusive - er i sin oprindelse dels lovgivning, dels forklaring på tilværelsen.
Dette understreges af nogle af de tidligere filosoffers forsøg på et gudsbevis: "Gud som alle tings årsag" eller "Gud som den ubevægede bevæger".
Kristendommen (og andre religioner) ser altså grundlæggende guds (eller guders) eksistens som en årsag, og dermed forklaringen, på den ydreverdens og livets eksistens.

Peter Hansen

Jamen, Poul Genefke-Thye, det er der jo netop ingen forklaring i. Det beskriver et vilkår, men selve beskaffenheden og dens konsekvenser er stort set uberørte af kristendommen.

Darwinismen og Freudianismen er sku' OK,

Og når: Darwinismen og Freudianismen mere vidreudvikles
efter Marxistiske retningslinjer og mindre efter postivistiske
retningslinjer - vil de blive MEGET bedre.

Peter Hansen

Når dogmatik af enhver art i videnskaben opgives, vil alt blive meget bedre. Videnskab er reduktionisme, den kan ikke være andet, og kun, når man holder sig det for øje, kan den være brugbar.

Gorm Petersen

Pigliuccis afsluttende indlæg - hvor videnskabelig viden beskrives som et "væv" der gerne må indeholde forkerte antagelser er desværre forkert.

Det er en meget god beskrivelse af hverdags og for den sags skyld religiøs tænkning - men videnskabelig tænkning skulle gerne adskille sig fra denne.

F.ex. skal det kunne beskrives hvordan en teori kan falcificeres - altså hvilke forsøgsresultater der skal til, for at man kan sige: "Teorien er forkert".

Et godt eksempel har vi inden for fysikken, hvor vi ikke bare kan sige:
Vi har een teori til forklaring af store objekters opførsel (relativitetsteorien) og en anden til forklaring af små objekters opførsel (kvantemekanikken) fordi der kan laves eksperimenter, hvor den ene teori så at sige modbeviser den anden teoris gyldighed.

Fænomenet "entanglement" (fjernvirkning) er efterprøvet eksperimentelt, og kan kun forenes med relativitetsteorien ved at antage den fuldkommen overvældende "mange-verden" teori.

Der arbejdes netop nu på at løse problemerne ved forståelsesmæssigt at gå bagom de tidligere grundlæggende fænomener rum og tid. Men det er et godt eksempel på, at modsigelser ikke er noget man må "lære at leve med".

De humanister artiklen beskriver er formentlig ganske uvidende om disse ting. De er formentlig heller ikke klar over, at selv hvis alle de kosmologiske spørgsmål blev besvaret, ville vi stadig ikke være i nærheden af at kunne besvare det grundlæggende teologiske spørgsmål: Er universets og dets skabelse en viljesakt - eller er universet en bevidstløs skaber ?

Årsagen er, at hverken hjerneforskning eller AI forskning (hvor japanere fornylig har lavet nogle forbløffende intelligente robotter) er i nærheden af at kunne give et svar på spørgsmålet:

Hvad er de minimuskrav et fysisk system skal opfylde, for at man kan tale om "vilje" og "bevidsthed" ?

En af de ting der måske vil overraske mange humanister, er en del-konsensus der siger: "Det har næppe noget med aminosyrer og dermed protein at gøre".

Med den totale mangel på viden om dels kosmos - dels det allervigtigste: "Hvad er vilje ?" - kan der umuligt findes former for ateisme, som ikke med rette kan kaldes for "skolegårds-ateisme".