CANNES - Skal man tro anmelderpanelerne i de daglige brancheblade, hvor filmene i hovedkonkurrencen får stjerner af de internationale anmeldere, har Lars von Trier ikke en chance for at få endnu en Guldpalme med sig hjem for Antichrist.
Ingen af de 10 anmeldere fra hele verden i britiske Screens panel har ganske vist givet Trier bundkarakter, men gennemsnitskarakteren er kun 1,6 ud af maksimalt fire - det næstlaveste i skemaet indtil videre.
En endnu værre medfart får Antichrist i Screens franske modstykke, le film français, hvor ikke færre end 15 franske filmkritikere giver deres mening til kende med stjerner og palmeblade til de bedste og en sur smiley til de værste. Og sure smileys får Trier ikke færre end otte af, mens han ingen palmeblade får og kun tildeles nogle få stjerner. Og franskmændene plejer ellers at elske Lars von Trier.
Nu skal man passe på med at konkludere for meget på baggrund af de dårlige karakterer. Hvor Guldpalmen havner, bestemmer jo juryen med Isabelle Huppert i spidsen, og hun er blandt andet kendt for grænseoverskridende roller i flere af østrigske Michael Hanekes film.
Måske kan hun godt lide Antichrist.
En skuffelse
Favoritten hos både Screen og le film français' kritikerpanel er Jacques Audiards Un prophète (En profet), som jeg også synes, er en af de bedste konkurrencefilm, og som fik rigtig gode anmeldelser af stort set alle aviser og brancheblade, da den blev vist.
Næsten lige så populær hos de internationale kritikere er Jane Campions efter min mening alt for konventionelle Bright Star, der handler om digteren John Keats og hans store kærlighed, Fanny Brawne.
Men vi er stadig kun ca. halvvejs i konkurrenceprogrammet. 12 film er blevet vist, otte mangler, deriblandt Tarantinos Inglorious Basterds og Hanekes Die Weisse Band.
En af de konkurrencefilm, der har været store forventninger til, og som desværre skuffer, er Pedro Almodóvars noirdrama Broken Embraces med Penélope Cruz på rollelisten. Det er en film om passion uden passion, en spændingsfilm uden spænding.
Lluís Homar spiller hovedrollen som den succesfulde filminstruktør Mateo Blanco, der efter at være blevet blind kalder sig Harry Caine og ernærer sig som manuskriptforfatter. Da rigmanden Ernesto Martel (José Luis Gómez) dør, åbner det døren til en fortid, hvor Harry alias Mateo havde en affære med Ernestos smukke elskerinde, Lena (Penélope Cruz), og arbejdede på en film med Lena i hovedrollen og Ernesto som producent.
Også Mateo/Harrys agent og gode ven, Judit (Blanca Portillo), hendes voksne søn, Diego (Tamar Novas), og Ernestos søn, der er instruktør og kalder sig Ray X (Rubén Ochandiano), har vigtige roller i den komplekse historie, som for en stor dels vedkommende fortælles i tilbageblik.
Underligt livløs
Pedro Almodóvar er en blændende billedmager, som iscenesætter med en mesters lette og elegante touch. Hans brug af farver, kamerabevægelser, klip og musik er en udelt nydelse, og hans personinstruktion - og skuespillernes præstationer - lige i øjet. Alligevel er Broken Embraces en underligt livløs film. Al den intensitet, kulør og de store følelser, vi kender og elsker fra den spanske instruktørs bedste film - Tal til hende, Alt om min mor - mangler.
Det virker, som om Almodóvar er hæmmet af de regler, han af hensyn til spændingsgenren har været nødt til at overholde, og derfor ikke kan give slip på sig selv og skuespillerne. Det hele er så kontrolleret og tilbageholdende, at man også som publikum har svært ved at finde engagementet frem.
Til gengæld var det svært at få armene ned igen efter at have set britiske Ken Loachs nye film, Looking for Eric, der er en vellykket komedie med alvorlige undertoner og en opfordring til at leve sit liv og ikke give op. Steve Evets spiller det midaldrende postbud Eric Bishop, hvis liv er ved at falde fra hinanden.
Erics anden kone har efterladt sine to, ugidelige teenagedrenge hos ham, og da den ene af dem kommer i lag med en lokal gangster, er gode råd dyre for Eric. Værre bliver det kun af, at han samtidig har svært ved at komme sig over sin første kone, Lily (Stephanie Bishop), der ikke kan tilgive ham, at han i et anfald af panik forlod hende og deres lille datter mange år tidligere.
Kostelig komedie
Erics venner prøver at muntre ham op, men det er først, da han får fremmanet sin store helt, den engang så blændende fodboldspiller Eric Cantona, at tingene begynder at gå lidt bedre. Cantona spiller sig selv og er ikke bange for at tage pis på den myte, han byggede op omkring sig selv som fodboldspiller. Han er fuld af gode råd og uforståelige ordsprog, og scenerne, hvor fodboldspilleren og postbudet ryger sig skæve og udveksler livserfaringer og fodboldminder, er nogle af Looking for Erics bedste.
Et stort politisk, socialt og menneskeligt engagement har altid været den styrende kraft bag Loachs film, der dog som regel også er ret morsomme, men Looking for Eric er det tætteste, han vel er kommet på en rendyrket komedie. Jeg måtte i hvert fald overgive mig til Cantona og Eric og Erics skøre venner, der blandt andet tæller trinde Meatballs (John Henshaw), som læser selvhjælpsbøger, og som i en anden af filmens kosteligste scener får Eric og vennerne til at lukke øjnene og forestille sig deres største idoler.
Både Sammy Davis Jr., Mandela, Gandhi, Frank Sinatra og selvfølgelig Eric Cantona dukker op ved den lejlighed!
Looking for Eric er ikke en oplagt palmevinder, men det er en underholdende feelgood-film med noget på hjerte.
Både 'Broken Embraces' og 'Looking for Eric' får dansk premiere
