Det er den 11. september 1683. I Rom er pesten brudt ud. Ved Wiens porte står Osmannerrigets islamiske tropper klar til at rende Europa over ende. På en kro midt i Rom dør en af gæsterne, en ældre fransk adelsmand. Sundhedsmyndighederne frygter, at det kan være pest, og spærrer gæsterne inde i kroen for at inddæmme smittefaren.
Blandt gæsterne befinder Atto Melani, abbed, kastratsanger og hemmelig agent for Frankrigs solkonge, Ludvig XIV, sig. Han påtager sig rollen som detektiven, der løser kriminalgåden. Men med i plottet er ikke blot kroens farverige gæster, men også samtidens konger, dronninger og fremtrædende personligheder fra flere europæiske lande. Efterhånden som abbed Melani udreder trådene som en anden Sherlock Holmes, godt bistået af krodrengen, historiens jegfortæller, som en diminutiv Dr. Watson, blottes der en gruopvækkende sammenhæng mellem begivenhederne på kroen og kampen om Europas fremtid. Melani demaskerer tidens gustne magtspil og de korrupte interesser, som trækker i trådene og bestemmer kontinentets skæbne.
Således er intrigen i Imprimatur - en romantitel, som rummer en opsigtsvækkende ironi. Imprimatur betyder på latin 'må trykkes' og er traditionelt det katolske kirkehierarkis godkendelsesstempel, som angiver, at der i en udgivelse intet forefindes, som strider imod Romerkirkens lære. At den med andre ord er politisk korrekt læsning for gode katolikker.
Men er der nogen bog i nyere tid, som Romerkirken har modarbejdet med stor målbevidsthed - og i Italien med så stort et held, at bogen i årevis har været uopdrivelig - ja, så er det Imprimatur, som er skrevet af det elegante og aristokratiske udseende forfatterægtepar, der sidder over for mig på Egmontbygningens tagetage med den københavnske skyline af irgrønne tårne bredt ud som et bagtæppe bag os: Rita Monaldi (43) og Francesco Sorti (45) - eller Sorti & Monaldi, som de kalder sig under ét.
Gennem research i Vatikanets arkiver har Sorti og Monaldi afdækket en pavelig konspiration, som de efterfølgende fremlægger i romanens fiktionsramme. Med det resultat, at de selv er blevet udsat for klerikale konspiratorer fra vor egen tid, der ønsker undertrykke den ubekvemme historiske sandhed om en kættersk og pengegrisk pave, som de to forfattere dokumenterer i romanen. En historisk sandhed, som belaster for Innocens XI (1676-89), der i kølvandet på 11. september stod over for at skulle helgenkanoniseres for sin ledende rolle i kampen mod det islamiske Osmannerriges stormløb på Europa.
En historie så ekstraordinær, at den mistanke ligger nær, at det hele kan være et iscenesat pr-stunt. Ikke mindst når man tager i betragtning, at Imprimatur er en af de største italienske romansucceser siden Umberto Ecos Rosens navn - og at den har solgt i millionvis og er planlagt til udgivelse i mere end 50 lande. Og en ekstraordinær historie, fordi den kaster et grelt lys over ytringsfrihedens kår i mediemonopolernes Italien.
- Jeres roman blev en øjeblikkelig succes, men andet oplag udkom aldrig. Siden har jeres bøger været tabu i Italien. En samlet forlagsverden boykotter dem. Hvad skete der?
"Ikke så snart var bogen udkommet, før vi strøg ind på fjerdepladsen på Corriere della Seras bestsellerliste. Som debutanter var vi naturligvis lykkelige," siger Rita Monaldi, som er religionshistoriker, men har arbejdet som journalist i en årrække. Det samme har hendes mand, som er uddannet musikhistoriker med speciale i barok.
"Men omgående blev bogen mødt med indædt kritik fra katolske kredse i Italien," fortsætter Sorti.
Orkestreret boykot
"Forbitrede reaktioner, der grænsede til hysteri. En kirkehistoriker udgav en hel bog imod os, hvori han mistænkeliggjorde vores motiv: 'Det italienske folk har fået nok af mennesker som Monaldi og Sorti, der vil tvinge kirken til at undskylde sin fortid', skrev han. Førsteoplaget solgte 15.000. Derefter forsvandt bogen totalt. Fra boghandlerne såvel som fra forlaget Mondadoris katalog. Det var, som havde den aldrig eksisteret," siger Sorti.
- Men kan det virkelig passe, at et forlag vil afstå fra indbringende indtægter ved at genoptrykke en bestseller? Hvem kan have trukket i trådene for at hindre bogens udbredelse?
"For et så stort forlag som Mondadori betyder nogle få millioner euro i tabte indtægter ikke spor," hævder Sorti.
"Hvem der har orkestreret boykotten, aner vi ikke, men Mondadori står under enekontrol af Berlusconi-familien og drives af Silvio Berlusconis datter, Marina Berlusconi. Et enkelt ord fra Berlusconi ville være nok til at blokere bogen. Men om det er Italiens premierminister, forlæggeren Leonardo Mondadori, som er en erklæret gudfrygtig katolik og medlem af Opus Dei (en logeagtig organisation, der arbejder for at styrke Romerkirkens magt, red.), eller en eller anden obskur figur fra Vatikanet, som har ringet for at bede forlaget droppe bogen, får vi aldrig vide, men i det klima af selvcensur, der hersker i Italien i dag, vil det heller ikke engang være nødvendigt. Folk, der arbejder i medierne og forlagsbranchen, behøver blot at fornemme, at en bestemt udgivelse kan volde problemer, så vil de holde sig væk. Selvcensur er i den forstand farligere end et eksplicit censurpres, for der risikerer censorerne at blotte sig selv."
Rita Monaldi bryder ind: "Men vi har også den velkendte RAI-journalists ord for, at bogen ikke skulle omtales i italiensk stats-tv. Virginie Vassart, hedder hun. Og avisen Daily Telegraph har interviewet en anden RAI-journalist, som udtalte, at bogen var blevet tabu i Italien. Vi kan altså henvise til uafhængige kilder, der kan bekræfte bogboykottet."
- Romerkirken og de kredse, der står den nær, må have en forbløffende magt. Kunne I ikke finde en eneste uafhængig udgiver ...?
"Kirkens politiske magt er omfattende og stigende," siger Sorti.
"Paradoksalt nok, fordi der bliver færre troende. Også Berlusconis personlige magt vokser, fordi det gamle partisystem er brudt sammen, og venstrefløjen har abdiceret. Kirken og Berlusconi er ikke nødvendigvis i alliance, men de er som to adskilte hære, der kontrollerer størstedelen af den italienske offentlighed. Ytringsfriheden i Italien er i fare. Vi troede, at venstrefløjsaviserne overdrev dette problem, men efter at vi selv har erfaret det i praksis, må vi konstatere, at situationen er dybt alvorlig. Hvor mange andre personer kan ikke have været udsat for lignende boykot, men er ikke stået frem?"
En modig uafhængig italiensk forlægger lykkedes det ikke forfatterægteparret at finde. De tabte tålmodigheden og drog i stedet til et af ytringsfrihedens gamle kernelande, Holland, hvor forlaget De Bezige Bij slog til og udgav bogen, først på hollandsk og siden også i dens italienske originalversion, som italienske læsere dog er henvist til at bestille over internettet, da ingen italienske boghandlere ønsker at hjemtage den. Men også italienske internetudbydere har mærket censorernes pres, siger Rita Monaldi.
"Nogle af vores italienske læsere havde oprettet fangrupper på nettet og en hjemmeside, hvor de diskuterede vores bøger. Men udbyderen lukkede siden," siger hun.
Vatikanets tråde
Og Vatikanets tråde rækker langt. Rita Monaldi fortæller, at udgivelsen af Imprimatur er søgt tilbageholdt i andre lande, herunder Ungarn og Portugal. Den portugisiske udgave var forberedt til udgivelse og oversættelsen halvt færdig, da den uden forklaring blev trukket tilbage. Da Rita Monaldi mødte den portugisiske forlægger ved bogmessen i Frankfurt, var sidstnævnte fuldstændig stum og slog blikket ned. Trods disse indgreb i forfatterægteparrets ytringsfrihed har ingen af Italiens to PEN-centre taget deres sag op. Det har til gengæld Tysk PEN, som har iværksat en efterforskning af hele affæren.
- Er I blevet udsat for trusler eller chikane?
"Nej, ikke direkte," siger Sorti. "Men vi fandt den situation, at vi ikke kunne udgive bøger i vores eget hjemland så utålelig, at vi valgte at gå i frivilligt eksil i Wien. Også vores egen præst - den præst, som viede os, og som var en fremtrædende sognepræst i Castelgandolfo, pavens sommerresidens, har måttet betale en pris. Han blev degraderet til almindelig præst og uden forklaring forflyttet til byen Constanta i Rumænien ved Sortehavets kyst. En symbolsk ostrakisme, kan man sige, for det var også hertil, at kejser August forviste digteren Ovid, som han beskyldte for at have afsløret hemmeligheder om kejserfamilien i sine skrifter."
- Det forekommer mig bizart, at Vatikanet, eller hvem det nu er, vil gå til sådanne yderligere for at forsvare en pave, der har været død i over 300 år. Kan I fortælle mig, hvad det var for en hemmelighed, som I fandt i Vatikanets arkiver, og som åbenbart er så kompromitterende?
"Hvad vi fandt," forklarer Sorti, "var breve, der viste, at pave Innocens XI samarbejde med den protestantiske Vilhelm af Oranien, som blev Englands konge og gjorde det af med katolicismen i England. Han stod med andre i ledtog med en person, som dengang blev anset for kætter og den katolske kirkes dødsfjende. Det var breve, som i århundreder havde været gemt i Vatikanets kældre, men nu var frigivet efter at være købt af den italienske stat. Det fremgik heraf, at paven, som stammede fra en bankierfamilie, lånte penge til Vilhelm af Oranien. Netop da vores afsløringer kom frem, stod Innocens over for at blive kåret til helgen. Det var umiddelbart efter 11. september 2001, og kirken søgte af politisk opportune grunde at profilere en figur, som påtog sig en ledende rolle i kampen mod Osmannerigets muslimske tropper. Men på grund af vores afsløringer blev denne helgenkåring ikke til noget. Og det har vakt Vatikanets vrede."
