Klumme
Læsetid: 3 min.

Proletariseringen af lederne ...

Læserne bør nok advares om et element af tudefjæs i nærværende klumme. Sådan kunne den i hvert fald misopfattes, selvom den snarere er et forsøg på at spadsere en tur rundt om forunderlige udviklinger i vores forhold til ledelse
Kultur
23. maj 2009

Skuer man lettere uimponeret hen over ledelsesfeltet, som det udtrykker sig i forskning, i politisk promoveret ledelsespraksis, og mere eller mindre seriøse magasiner og events i navnlig dagspressen, forekommer ledelse at være alt og ingenting.

Lederen udvikler hele mennesker. Det er lederen som pædagog. Lederen frisætter indre potentialer hos hin enkelte. Det er lederen som hyrde, eller, når det er særligt fancy, lederen som coach. Lederen skaber kultur gennem værdibaseret ledelse. Det er lederen som demokratiseret pater familias eller pastoren med sin menighed. Her har lederen visioner, syn frem for rationelle planlægningsværktøjer. Lederen styrer sin organisation strategisk på nøgletal og dokumenterbare resultater for at vinde markedsandele. Det er lederen som hærfører. Lederen styrer sin organisation efter faste regler og belønningssystemer. Det er lederen som administrativ topbureaukrat (den er meget virkelig, men ikke salonfæhig).

Alle disse tendenser og mange flere til trives i rig mangfoldighed og bedste velgående i praksis og de mange tilbud, der er til salg som foredrag, kurser, samtaleformer, teknikker etc. Alligevel øjner man en tendens på særligt det privat rettede marked: Proletariseringen af lederne.

Slave på business class

Den gammeldags leder skulle befale, kontrollere, træffe beslutninger og kunne tillige disciplinere medarbejderne ved at behandle dem ens efter standardiserede forskrifter og beskrivelser. I dag skal lederen lytte frem for befale, han skal frisætte energi frem for at kontrollere arbejdet, han skal etablere selvstyrende teams frem for at træffe beslutninger, han skal forstå snarere end analysere, han skal lede store ego'er (jeder mensch ist ein künstler sagde Beuysch) og endelig finde sig i straight talk fra medarbejderne samtidig med at han ideligt anerkender praksis.

Her er lederen slave på business class, der favner alt godt, samtidig med at hårde resultatkrav for service eller stigninger i aktiekursen dunker derud af med en forudsigelighed fra verden før den blev -post, -neo eller -sen.

Magtens felt udvides

Så galt eller heldig fat (alt efter temperament) er det naturligvis ikke. Men ledelsesrollen og dens betydning er under heftig udvikling. Det har nogle baggrunde og det har nogle konsekvenser. På den ene side er ledelse blevet vigtigere og vigtigere i kraft af demonteringen af det på forhånd givne rollespil mellem leder og medarbejder (engang var man Des). Demokratiseringen og afhierarkiseringen af relationen har brudt den indkapsling af magtens felt, der symbolsk lå i de formelle roller og deres inde/ude, oppe/nede-logik. I stedet udvides magtens felt kolossalt, når friheden blødgør det ellers fikserede spil og den faste relation. Som den franske filosof Michel Foucault skrev, så er magt og frihed ikke hinandens modsætninger. Friheden producerer en uendelig efterspørgsel efter ledelse; gerne selvledelse, som alle derfor studerer og skriver opgaver om på universiteterne. Vi er jo alle ledere. Om ikke andet så i eget liv. Direktør i eget liv, A/S mig, styrmand i eget liv for nu at plukke en håndfuld koncepter fra dansk pædagogisk tænkning. Nivelleringen eller demokratiseringen af ledelsesrollen producerer dog rask væk sin modsætning, nemlig en tiltagende og ofte forbløffende bundløs guru-dyrkelse, som flere dagblades Executive Clubs stimulerer. Her træder Lance Armstrong, Stephen Covey (ham med først syv og siden flere gode vaner), coaching-oraklet Anthony Robbins frem som superstjerner der i sjæl og legeme personificerer toppræstationen, nøglen til succes i simple koncepter eller troen, der kan flytte bjerge eller i det mindste få folk til lommerne.

God karma

Hvis proletariseringen af lederne således skaber sine egne working class heroes, tvinges den voldsomt udvidede og komplekse ledelsespraksis ind i besnærende catchy phrases, i redskabskasser, i nyreligiøse koncepter og andet kulørt stof. Ledelse er nemlig ikke et fag; hverken som profession eller som en særlig viden. Så medens Covey, Robbins og alle de andre griner hele vejen til banken, må jeg hellere konsultere en coach og en konsulent, der kan bidrage til at transformere mine kritiske overvejelser til positiv energi og stærk følelsesmæssig kommunikation. Så er der måske en chance for god karma for nu at trække på nok et koncept fra ledelsestænkningens fagre verden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her