Læsetid: 3 min.

Realitykulturens svar på selvmordsbombere

Paris Hiltons comeback i realityshowet 'Paris Hilton BFF' viser, at i en verden hvor berømmelse er kilde til guddommelig magt hersker Paris Hilton
Reality. Paris Hilton sammen med de håbefulde - måske - nye bedste venner.

Reality. Paris Hilton sammen med de håbefulde - måske - nye bedste venner.

Lions Gate

15. maj 2009

Hun faldt fra berømmelsens tinder, da hun prøvede på at iføre sig anger og anden menneskelig forklædning. Efter hendes dom for spritkørsel tog hun i et svagt øjeblik imod en uduelig PR-agents råd og gav den som et samvittighedsfuldt menneske, der ville rejse penge til velgørenhed og generelt udvise mere beskedenhed. En strategi der betød, at hun blev slagtet i David Letterman og pludselig fremstod som bare en dum blondine i hendes medløbers magt. Men som hovedpersonen i MTV's nye realityhit Paris Hilton BFF er hun tilbage i sit gamle jeg: fri for menneskelige kendetegn og på toppen.

I showet møder vi hende siddende på en hvid trone ovenpå sit slot i Hollywood Hills, vogtende porten til sit rige, hvor alle er evigt unge idoler. Omkring hende sidder de 16 deltagere i realityshowet Paris Hiltons BFF.

De kæmper om at vinde hendes ypperste gunst og blive Paris Hiltons Best Friend Forever.

De er bare almindelig dødelige, og spørgsmålet er, hvem af dem, der har dét, det kræver for at blive en del af Paris' overjordiske verden. Og hvem der med et "TTYN" - "talk to you never" - vil blive sendt tilbage til anonymitetens grå helvede.

Mestrer hekserollen

Nogle ville hævde, at Paris ikke er værdig til sine guddommelige kræfter, fordi hendes berømmelse kommer af sladder frem for gerninger. Men i antikkens Rom var gudinden Fama gud for både berømmelse og sladder. Og ligesom Fama, der boede i verdens centrum i et hjem uden døre, men med tusinde vinduer, hvor alt var lavet i bronze, så selv den mindste lyd eller hvisken blev reflekteret, så er atmosfæren i Paris Hilton BFF fortættet med skandaløse rygter.

Deltagerne prøver at komme af med hinanden ved at bagtale hinanden på den mest tarvelige måde, som vil give enhver, der har gået i gymnasiet, flashbacks til angsten for at være upopulær og uden for kliken. Som alle antikke guder er Paris lunefuld. Hun udsætter sine potentielle veninder - hvoraf to er homoseksuelle mænd - for forskellige former for mild tortur: bortrøvelse af søvn, moderat fysisk pres med gentagende ture i ruchebanen, tvungen afklædning med videre. Udfordringen er, hvem der trods prøvelserne stadig kan stå model ved Paris side på den røde løber. Det er en rolle som beregnende heks, som hun tydeligvis bærer totalt ubesværet og måske ligefrem med ægte fornøjelse.

Som postmoderne celebrity er der overhovedet intet tilbage af den melankoli og længsel, som der også er i Andy Warhols Dagbøger eller i Madonnas og Angelina Jolies jagt efter på autentiske værdier på det afrikanske kontinent. Hun er et helt rent spejl, hvorfra deltagerne kan sniffe den narcissistiske lystfølelses nektar.

Potentielt homohit

Det kunne være virkelig deprimerende. Men når showet er til at holde ud at se, så skyldes det den meget campede iscenesættelse og bitchende toneleje, som gør Paris Hilton BFF til et potentielt homohit.

En anden attraktion, som vil tiltale dyrkere af popularitetsræsets sadistiske elementer, er deltagerne. Persongalleriet er en slags realitykulturens svar på en kult af selvmordsbombere, som vil ofre alt for at vinde gudindens gunst, og deltagerne er tilsvarende et hak mere sindssyge, end hvad man ellers ser i lignende shows.

Der er hende, der stort set er lavet af silicone og plastik, der er den kristne jomfru, der er den ekstremt hysteriske amerikansk-koreanske fyr, og der var rock'n'roll pigen med de mange tatoveringer, som røg ud i sidste uge, fordi hun truede med at slå de andre deltagere ihjel - hvilket fik seerne hjemme i stuen til at overveje, om hun mon ikke havde en diagnose. Og om der egentlig ikke burde være en eller anden instans, der forhindrede psykisk syge mennesker i at stille op til op til den slags prøvelser af ens menneskelighed over for den umenneskelige Paris Hilton.

Tv3. Hverdage kl. 22.45

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer