Baggrund
Læsetid: 3 min.

Sådan udpeges nobelpristagerne

Isaac Singer fortalte jødevittigheder, og Dario Fo tegnede sin dramaturgi op med noget, der mindede mest om børnetegninger
Kultur
6. maj 2009

Inden for cykelsport hedder det udskilningsløb. Den rytter, der kommer sidst over målstregen efter hver kørt omgang, udgår. Til sidst er kun vinderen tilbage. Noget lignende, men med et større felt, er der tale om, når Det Svenske Akademi beslutter, hvem der skal have nobelprisen i litteratur. Akademiet sender 250-300 breve ud, og fra PEN-foreninger og akademier, fra litteratureksperter og forfattere, i alverdens lande indløber der først på året indstillinger om forfattere, som man synes, har fortjent den. Nogle af dem viger ikke tilbage fra at foreslå sig selv. Nobelprisen er det, verdens største forfattere drømmer om.

Så går en omstændelig procedure i gang. Der udfærdiges et katalog med motiveringer, som bliver grundigt studeret af Det SvenskeAkademis medlemmer. Selv om der er stor sproglig ekspertise iblandt dem, kan de ikke læse bøger fra alle forfatterene, så de må støtte sig til anbefalinger. De kommer nu ned på 50 navne, som bliver til 25, som bliver til 15, som alle synes kvalificerede. Nu vælges fem navne, som fem af medlemmerne skriver essays om. Disse essays fremlægges for de øvrige, og efter en ofte intens diskussion foretages det endelige valg.

Det fortalte Det svenske Akademis ordfører, forfatteren Per Wästberg om på et velbesøgt møde i går på den svenske ambassade i København. De inviterede gæster udgjorde en stor del af det litterære København. Han fortalte om kontroversielle valg - og rev anekdoter af sig.

Ordets magt

"Da Bei Dao fik nobelprisen, reagerede den kinesiske regering voldsomt imod," fortalte Per Wästberg. "Det var frygteligt at give prisen til en landsforræder, der boede i Paris. Han boede i et lille rum i et hus i en forstad til Paris og skrev sine digte, så det kan man da kalde ordets magt, når denne digter regnedes for at være til fare for det store land."

Da Dario Fo fik nobelprisen, fik man også en reaktion fra den italienske ambassadør i Stockholm, som sagde "Åh, nej, alle andre end ham!". Fo var kendt som anarkistisk, venstreorienteret forfatter, og som sådan var han ikke lige magthavernes kop te.

Fo holdt i øvrigt en af de mærkeligste forelæsningener i nobelprisens historie, idet han tegnede og fortalte om sine ideer om dramatik med noget, der næsten lignede børnetegninger. Da Isaac Singer holdt sin nobelforelæsning, sagde han, at han ikke havde tænkt så meget over, hvorfor han skrev og den slags. I stedet fortalte han jiddische vittigheder. Han solede sig i berømmelsen og fik på den konto gratis menuer på de stockholmske restauranter, hvorfor han forlængede sit ophold.

Det blev han så glad for, at han vendte tilbage det følgende år til jul og fik endnu flere.

Per Wästberg fortalte, at udvælgelsesproceduren er blevet langt bedre efter Anden Verdenskrig, og det har da også altid undret danskere, at en i dag glemt forfatter som Karl Gjellerup kunne få prisen (delt med Henrik Pontoppidan i 1917). Der har været mange fejlskud, og mange, som fortjente prisen, nåede aldrig at få den.

Karen Blixen var lige ved at få stemmer nok, men i stedet blev det Albert Camus, fortalte Wästberg, men blev afbrudt af tilhørere, som mente, det måtte være Hemingway. Per Wästberg holdt dog på sit og fortalte, at Karen Blixen var blevet bildt ind, at hun ville få den den følgende dag. Måske et emne for forskere? Efter 50 år kan man nemlig få lov at forske, og netop nu er Boris Pasternak-arkivet blevet åbnet. Wästberg berettede også om, hvordan svenskerne Eyvind Johnson og Harry Martinson, som delte prisen, havde græmmet sig, idet Aleksander Solsjenitsyn havde været til stede, netop udvist af Sovjetunionen, og havde fået al stråleglansen. De stod bitre og dystre i anden række.

Snapseglassene

Endelig var der historien om, hvordan det var lykkedes for Per Wästberg at tilbagekøbe nogle kostbare brændevinsglas, som de store, gamle forfattere og akademimedlemmer havde drukket af. De var kommet på auktion hos Bukowski, men han var blevet budt over, idet han kun havde mandat til at betale 25.000 kroner. Senere havde han fået dem tilbudt af køberen, og nu lykkedes det ham at skaffe nogle ekstra penge ved at ansøge en fond for blinde og døve børn i Lund. Det år var der nemlig ingen blinde og døve børn i Lund, hvorfor pengene kunne gives til alment kulturelle formål.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her