Den singulære tanke

I en monumental dokumentarfilm går den canadiske instruktør Richard Brouillette i kødet på neo-liberalismen. Den set i lyset af finanskrisen meget aktuelle film vandt for nylig hovedprisen på dokumentarfilmfestivalen Visions du Réel i Nyon
Ingen sætter længere spørgsmålstegn ved de store pengespilleres ret til at styre verden, siger Richard Brouillette. Her er der møde i IMF.

Ingen sætter længere spørgsmålstegn ved de store pengespilleres ret til at styre verden, siger Richard Brouillette. Her er der møde i IMF.

Fra filmen
7. maj 2009

NYON - Tanken har nok strejfet de fleste: I kølvandet på kommunismens sammenbrud har den liberalistiske ideologi, og herunder dens mere radikale variant, neo-liberalismen, tilsyneladende gået sin sejrsgang verden over. Og dét i en grad, så selv partier til venstre for midten nu synes at være gennemsyrede af liberale idéer og principper.

Men hvor kommer den såkaldte neo-liberalisme fra? Og hvordan er det gået til, at storkapitalen har fået lov til at sætte sig på magten, således at de internationale korporationers topfolk som stort set de eneste ikke regnes for at være en særlig interessegruppe - fordi det er dem, der 'naturligt' styrer verden?

Blåstemplet kapitalisme

Det var spørgsmål som disse, den canadiske dokumentarist og producer Richard Brouillette gik og tumlede med, da han for 12 år siden kastede sig ud i det mægtige arbejde med at optrevle neo-liberalismens historie og konsekvenser.

Inspirationen kom oprindelig fra en leder i den franske månedsavis Le Monde Diplomatique i 1995, hvori redaktøren, Ignacio Ramonet, under overskriften La pensée unique - Den singulære tanke - pegede på det problematiske i, at verden ganske umærkeligt var ved at overgive sig til den neo-liberalistiske ideologi, samtidig med at han tegnede et rids over fænomenets historie.

"Jeg var fuldstændig rystet over den artikel," fortæller Brouillette, da Information møder ham i Nyon.

"Ligesom alle andre havde jeg oplevet, hvordan historien efter Murens fald havde blåstemplet kapitalismen som den eneste gangbare samfundsmodel, nærmest som om det var en slags naturgiven tilstand eller sandhed. Men efter at have læst Ramonets fremstilling følte jeg en vrede vokse frem i mig, som jeg havde lyst til at dele med andre."

Brouillette brugte de næste fire år på at læse alt, hvad han kunne komme i nærheden af vedrørende neo-liberalismens historie, og herefter gik han i gang med at kontakte et bredt spektrum af tænkere på området, fra neo-liberalistiske fortalere som Donald J. Boudreaux og Jean-Luc Migué til kritikere som Omar Aktouf og Noam Chomsky.

Samtlige 13 medvirkende har fået lov til at fremstille deres synspunkter i lange grundige interviews, uden at blive sagt imod, og efter fire års optagelser brugte Brouillette yderligere et par år eller tre på at strukturere det vældige stof til en dokumentarisk kolos, der forekommer at være så altfavnende og udtømmende, at man som beskuer efter endt gennemsyn føler, at man stort set ved, hvad der er værd at vide om emnet.

Encirclement: Neo-Liberalism Ensnares Democracy er optaget i sort-hvid på 16mm-film, den er næsten tre timer lang, og ser man bort fra nogle få stumper arkivfilm, består den udelukkende af snak. Det lyder måske ikke som den oplagte crowd pleaser, men ikke desto mindre var det Brouillette, der løb med hovedprisen på godt 100.000 kroner ved den nys afviklede Visions du Réel i Nyon. En festival, som med sin spektakulære beliggenhed ned til Genèvesøen i Schweiz og dermed i hjertet af Centraleuropa naturligt vægter film fra de tysk- og fransktalende lande, og som desuden har et godt øje til den Den Tredje Verden.

Således måtte man også i år, hvor festivalen kunne fejre sit 40 års-jubilæum, stort set kigge forgæves efter amerikanske film, mens programmet til gengæld var spækket med titler fra lande som Kina, Mexico, Cuba, Ukraine, Rusland, Indian og Iran.

Indblik og overblik

Efter en indledning, hvor Ignacio Ramonet fremlægger hovedtrækkene i sin leder i Le Monde diplomatique, lader Brouillette den franske forsker François Denord gennemgå liberalismens historie i et filmet foredrag, der er så tætpakket med information, at man priser sig lykkelig for, at filmen er udsendt på dvd, så man kan vende tilbage og se de mest krævende passager igen.

Men selv om det netop er Brouillettes ærinde at skabe indblik og overblik, er det naturligvis i individuelle stemmer - hvad enten de taler for eller imod liberalismen - at de mest interessante momenter findes. Spredt ud over filmen er således en lille håndfuld neo-liberalister, hvis til tider temmelig radikale synspunkter får lov til at stå og blafre i vinden.

At staten bør reduceres til et minimum, at skat er tyveri af borgernes penge, og at mennesker, der lever af understøttelse, er snyltere, er kendte synspunkter. Men andre udtalelser udløste en nervøs latter fra publikum i Nyon, for eksempel da Martin Masse (leder af netmagasinet Le Québécois Libre) med stramt pokeransigt gjorde rede for idéen om, at hvis bare floder og skove var på private hænder, ville der ikke forekomme forurening - for ejerne ville ikke tillade fabrikker at svine på deres ejendom.

Heroverfor står så de mere analytiske stemmer, ikke mindst Noam Chomsky, som med vanlig autoritet og tilbagelænet ro redegør for, hvordan udbredelsen af liberalisme automatisk fører til mindre demokrati, og hvordan Europa og USA har haft travlt med at sælge de liberalistiske principper til Den Tredje Verden (og dermed smadret stribevis af lande), samtidig med at man har indset nødvendigheden af markedsreguleringer på egne territorier (og dermed sikret stabilitet og vækst). Endelig argumenterer Chomsky for, hvordan neo-liberalisme blot er et nyt udtryk for kolonialisme og imperialisme - pakket ind i humanistiske termer.

Opfordring til handling

Alt dette er muligvis kendt stof for økonomer og politiske filosoffer, men i Brouillettes film foldes de mange komplekse forhold ud, så man som lægperson bliver både klogere og anfægtet.

Hvilket præcis er instruktørens hensigt: "Jeg har først og fremmest lavet filmen for at advare imod monopoliseringen af den politiske tanke," siger Brouillette.

"Og det er mit håb, at filmen vil stimulere folk til at gå ud i gaderne og demonstrere eller melde sig ind i et politisk parti. Jeg har aldrig påstået, at der var en fair balance mellem de interviewede parter - de neo-liberale får måske tilsammen en halv time ud af små tre timer - men jeg har lovet alle, at de får lov til at tale med lidenskab om deres synspunkter, uden at jeg bagefter ville klippe deres statements i småstykker eller latterliggøre dem ved at lade modparten kritisere dem umiddelbart efter. I den forstand er min film den diamentrale modsætning af den måde, man traditionelt bruger talking heads på i tv."

- Hvad tænkte du, da den økonomiske krise ramte?

"At det var ventet, for boblen havde længe vokset eksponentielt, og på et eller andet tidspunkt måtte den briste. Faktisk er jeg overrasket over, at krisen ikke er blevet værre, end tilfældet er. De afledte markeder er stadig enorme, og det er kun en begrænset del af dem, som er kollapset. Men desværre kan jeg konstatere, at krisen tilsyneladende ikke afholder den canadiske regering fra at køre videre i samme spor med privatisering inden for undervisning og sundhed. Og sådan er det vist også mange andre steder i verden. Så i stedet for at bremse op og tænke os om, kører vi videre i retning af en slags hyperkapitalisme, hvor magten koncentreres på stadig færre hænder."

Encirclement: Neo-Liberalism Ensnares Democracy. Instruktion: Richard Brouillette. Kan ses på CPH:DOX til november

www.encirclement.info

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu