Læsetid: 5 min.

Smukke Mickey vender tilbage

Skuespilleren Mickey Rourke er tilbage i filmen 'The Wrestler' efter bevidst at have smadret sin karriere med en fascinerende cocktail af boksning, HA-rockere og film så dårlige, at de er af en anden verden
Skuespilleren Mickey Rourke er tilbage i filmen 'The Wrestler' efter bevidst at have smadret sin karriere med en fascinerende cocktail af boksning, HA-rockere og film så dårlige, at de er af en anden verden
29. maj 2009

At tale om, at Mickey Rourke skrabede bunden, da han i begyndelsen af 1990'erne valgte skuespillet fra til fordel for boksning, er en underdrivelse af de helt store.

Der findes ikke rigtig tilsvarende karriereskift i Hollywood, hvor hovedpersonen selv har lagt så meget energi og vilje i at skifte det mageløse ud med det glansløse. Man kunne nævne Paul Newmans og Steve McQueens forsøg med motorsport, men det var jo aldrig rigtig på bekostning af skuespillet, og set i bakspejlet handlede de herres tur i overhalingsbanen ligeså meget om personlig branding som om helhjertet at smide det hele på gulvet.

Med Mickey Rourke forholder det sig anderledes. Han gik all in og kørte med 200 km i timen durk ind i sin egen dundrende fiasko - på en jernhest ved navn Harley Davidson.

For det, Mickey Rourke gjorde i 1991, da han gik i ringen til den første af otte boksekampe, svarer til, at Maradona lige før VM i 1986 havde lagt fodboldstøvlerne på hylden til fordel for en tjans som gardinsælger.

Mistede fornemmelsen

Det er blevet sagt, at Mickey Rourke boksede udmærket i de år - alting taget i betragtning. Men det passer ikke - alting taget i betragtning.

Mickey Rourke boksede elendigt. Han vandt seks kampe mod seks afdankede bodegamuskelsvulmende personager, der ikke fortjener at blive kaldt ringvrag - i det ord ligger der nemlig en implicit forestilling om en fortid, hvor vraget rent faktisk kunne bokse.

I sine unge dage var Mickey Rourke en dygtig bokser og sparrede med den senere verdensmester i weltervægt, lynhurtige Luis 'El Feo' Rodriguez. Men da Rourke tog handskerne på igen i 1990'erne, havde han mistet hurtigheden, teknikken og fornemmelsen for modstanderen, mens dem, han mødte, aldrig havde haft nogen af delene.

Ar stjæler

Hvorfor gjorde Mickey Rourke det? Hvorfor smed han frivilligt det hele på gulvet på et tidspunkt, hvor hans talent for skuespil i film som Rumble Fish, Angel Heart og Year of the Dragon var så stort, at det gav mening at sammenligne det med Montgomery Clift og - i de bedste scener - Marlon Brando. For som de to havde Rourke også den der smukke utilnærmelige maskulinitet, som mænd higer ligeså meget efter som kvinder, og et unikt talent for at overføre den til sine roller uden at overbruge den, så tilskueren altid sad tilbage og ville have mere.

I dag præger arrene efter slag i bokseringen og plastikoperationer Rourkes ansigt i en grad, at det truer med helt at stjæle al opmærksomheden fra hans film. Hvorfor skulle det ødelægges?

Nogle mener, at Rourke blev så optaget af at skrive og spille hovedrollen i den rørende boksefilm Homeboy, at han ikke kunne modstå endnu en omgang i ringen.

Andre peger på, at boksning for Mickey Rourke handlede om et opgør med en voldelig stedfar, der slog og ydmygede ham gennem det meste af hans barndom.

Ingen selvrespekt

Selv har Mickey Rourke sagt til avisen The Observer, at hans boksning handlede om at finde ind til noget ægte, som han aldrig kunne finde i skuespillet - på et tidspunkt hvor han kærestede stormfuldt med modellen Carré Otis og indspillede stadigt dårligere film.

"Boksning var noget, jeg elskede. Det var rent og uden gråtoner. Jeg havde mistet respekten for skuespillet... eller måske havde jeg i virkeligheden ingen respekt for mig selv," sagde Mickey Rourke til den britiske avis.

I det sidste, han siger, ligger nok også nøglen til at forstå hans enestående talent for at spille skuespil, såvel som hans selvdestruktive trang.

Mickey Rourke har simpelthen svært ved at acceptere sit eget talent. Det giver ham på den ene side den fordel, at han - på samme måde som Clift og Brando - ingen problemer har ved kun at antyde og nærme sig kulminationen i en given scene. Hvilket vel netop er det, som kendetegner meget af den fineste kunst, at den finder den udefinerbare balance mellem at overlade for meget og for lidt til tilskueren.

Det skal Mickey Rourke ikke hver gang til at lære, for han er indbegrebet af antydninger og tilbageholdt kulmination. Eller for at parafrasere den tyske sociolog Axel Honneth kan man sige, at det for Rourke er en ontologi, ikke en metode.

Uforglemmeligt dårlige

Prisen for det talent er en tvivl, der har kammet over i selvdestruktion. For Mickey Rourkes vedkommende en grænseløs udgave, hvor han har bokset for at tabe alt på gulvet.

Da han havde bokset sine kampe og ødelagt sit ansigt, vendte Mickey Rourke igen tilbage til skuespillet med en række film så dårlige, at de nærmest er af en anden verden.

Mange mener i dag, at Harley Davidson and the Marlboro Man - hvor Rourke spiller en tavs læderindsvøbt storbycowboy med et hjerte af guld - er den ringeste af mange dårligere film fra den periode i 1990'erne. Og dårlig er den rigtig nok, men kun dårlig på samme måde som Nico med Seagal, Swayzes Roadhouse og Michael Dudikoffs American Ninja-film. Altså uforglemmeligt dårlige og grimme som en losseplads med en opgående sol i baggrunden - hvilket alt andet lige er bedre end bare at være ligegyldigt dårlig.

Den sidste slags dårlige film kom først senere i Mickey Rourkes karriere kulminerende med Exit in Red og Double Team med basketspilleren Dennis Rodman.

Dårligt selskab

Ved siden af det kom Mickey Rourke også i dårligt selskab. Dårligt som i 'russisk luderbar' snøftende af kokain med gangsteren John Gotti, rapperen 2Pac - som han også lavede en elendig film sammen med - og HA-rockere en masse.

Mickey Rourke kom i 1997 tilbage på rette spor med en mindre rolle i Francis Ford Coppolas The Rainmaker og siden med stadig bedre biroller i film som Buffalo '66 og Sean Penns The Pledge.

Småroller måske, men ikke små roller. Rourkes præstation i The Pledge, hvor han, over for Jack Nicholsen, spiller krigsveteran, der har mistet sin datter, er en af de mest overbevisende fremstillinger af tab, der længe er set.

Heldigvis ingen Oscar

Senere blev det også til større roller, blandt andet i Robert Rodriguez Sin City fra 2004, og med sin hovedrolle i The Wrestler, hvor Mickey Rourke spiller den afdankede wrestler Randy 'The Ram' Robinson, er skuespillerens navn nu igen på alles læber

Instruktøren Barry Levinson, der i sin tid instruerede Rourke i hans gennembrudsfilm Diner, har sagt, at Rourke spiller rollen som en mand, der ikke længere er, hvad han var, så godt, fordi han selv har prøvet nedturen for så at finde sig selv igen.

Levinson tager fejl. Mickey Rourke spiller rollen så godt, fordi han ikke har fundet sig selv. Rourke tvivler stadig på sit talent, og hans selvdestruktivitet lurer under overfladen i alle scenerne i The Wrestler.

Berømmelse er det våben, som kulturen i yderste nødsfald bruger til at uskadeliggøre rebeller. Set i det lys fik Mickey Rourke heldigvis ikke en Oscar i år for rollen som Randy. For det havde været den ultimative berømmelse og kulminationen på en karriere, hvis mærke er tilbageholdt kulmination.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer