'Den smukkeste del af mig skulle slukkes'

Det værste er ikke, at hendes søstre banker hende. Det værste er det, de kalder hende.

"Du er så klam. Du er en egoist. Hvordan kan du gøre det imod os?" råber de. "Du tænker kun på dig selv. Du er ligeglad med familiens ære."

Men det er hun ikke. I flere år har Shazia holdt sin seksualitet skjult for ikke at vanære familien. Til sidst er det dog gået galt. Hun skulle bare ud i køkkenet for at lave sig en kop kaffe. To minutter tog det. Men det var nok. En af hendes ældre søstre listede ind på hendes værelse og klikkede på adressefeltet i webbrowseren. 'Girlfriend.dk' stod der i vinduet med oversigten over besøgte hjemmesider.

"Selvfølgelig ville jeg blive opdaget på et eller andet tidspunkt," siger den 23-årige Shazia i dag, fire år senere.

"Men jeg prøvede at udskyde det, så længe jeg kunne. Jeg vidste jo nok godt, at det ville ende med, at jeg mistede min familie."

Den pæne facade

Familiens ære har altid betydet meget for Shazias forældre.

"Det handler ikke om, hvad man selv synes, men om hvad andre synes om én," fortæller hun.

Det skyldes flere faktorer, mener Shazia, og islam har ikke ret meget med det at gøre.

Ære og skam betyder meget i den arabiske kultur, som hendes forældre forlod, da de flygtede fra et mellemøstligt land for 22 år siden. Mere end vi kan forestille os her i Vesten, understreger hun. Men hun tror også, behovet for de andres anerkendelse er blevet endnu større for hendes forældre, efter de kom til Danmark, fordi de har mistet troen på sig selv i mødet med det nye land.

"De har aldrig haft arbejde i Danmark. De taler ikke ret godt dansk. Og de kan ikke gennemskue de danske samfundsstrukturer. Så er det svært ikke at miste selvtilliden," siger hun.

Og sådan er det ofte i indvandrermiljøerne, mener Shazia, der ligesom hendes mor og søstre altid har gået med slør, og er vokset op på Frederiksberg i et kvarter, der er domineret af danskere med anden etnisk baggrund:

"Folk er så pressede. De er så bange for, at andre ser ned på dem. Det gør folk jo også ofte, og derfor kan jeg godt forstå, at det bliver så vigtigt for dem at forsøge at opretholde en pæn facade for i hvert fald at bevare hinandens respekt."

Og det bliver ikke lettere af, at man som minoritet i et fremmed land i forvejen føler sig unormal, tilføjer Shazia:

"Så er man selvfølgelig særlig opmærksom på ikke at virke ekstra mærkelig på nogen måde."

Forfærdelig forbudt

Allerede mange år før hendes søster opdager det, vidste Shazia godt selv, at hun var anderledes end sine veninder. De talte om drenge, men hun kunne ikke forstå, hvordan man kunne blive forelsket i drenge.

"Jeg vidste nok godt, at jeg er homoseksuel. Men jeg ville alligevel ikke indrømme det over for mig selv. For jeg var klar over, at det var forfærdelig forbudt derhjemme," siger hun.

Så hun prøvede at kysse med drenge. Og hun prøvede at tale med om drenge. Men egentlig interesserede det hende ikke. Det gjorde piger til gengæld.

I en periode forsøgte hun så at overbevise sig selv om, at hun nok bare var en lille smule biseksuel. Det var selvfølgelig ikke helt godt. Men det var ikke lige så slemt, som hvis hun havde været homoseksuel.

"Men helt ærligt," tænkte hun på et tidspunkt. "Jeg må have nogle svar på, hvorfor jeg har det, som jeg har det."

Hun læste om homoseksualitet på nettet, og hun fandt nogle film om emnet, som hun så i hemmelighed på sit værelse.

"Så fik jeg svar. Men jeg havde det sådan, at nu vidste jeg, hvad der var galt med mig. Og så skulle jeg bare få det til at forsvinde igen for min families skyld. Jeg havde jo altid lært, at familiens ære gik forud for mig selv."

Allahs straf

Men hun kunne ikke få det til at forsvinde. Det blev ved med at dukke op, selvom hun prøvede at ignorere det.

"Det var forfærdeligt for mig. Jeg vidste, det var så forkert. Jeg havde det virkelig dårligt. Hvorfor havde Gud gjort det så svært for mig? Hvad havde jeg gjort for at fortjene den straf?"

Men så skete der noget. På Internettet fik hun kontakt til en kvinde fra Peru, der var 20 år ældre end hende selv og lesbisk. Hun fortalte, at hun havde været igennem de samme bekymringer engang. Hun havde også vidst, at hendes katolske familie ikke ville kunne acceptere hendes seksualitet, men alligevel havde hun besluttet at leve det liv, hun selv ville.

"Hun kunne godt forstå, hvorfor emnet var tabu for mig. Men hun fik mig også til at indse, at der ikke var noget galt med, at jeg var lesbisk. At jeg ikke var den eneste," siger Shazia, der besluttede at undersøge sin families holdning til homoseksualitet nærmere.

Når det lod kunne sig gøre, forsøgte hun at dreje samtalen ind på emnet over aftensmaden. Og hun begyndte at tage film med hjem, som hun vidste indeholdt scener, der knytter an til homoseksualitet. Hun kan blandt andet huske, at hun en aften viste sin familie filmen The Hours, hvor en af hovedpersonerne er lesbisk.

"Men jeg kunne godt se, at det ikke nyttede noget. De var helt afvisende. De sagde, de slet ikke kunne holde ud at se på det. Det var vildt klamt, og hvor var det godt, Allah straffer homoseksuelle."

Kæmpe lettelse

"Det var en fucked op situation," siger Shazia, der følte, at hun nu stod ved en skillevej:

"Skulle jeg acceptere min seksualitet eller ej? Nu var det nu. Jeg kunne ikke blive ved med at ignorere den del af mig selv. Enten skulle jeg få den til at forsvinde, eller også skulle jeg lytte til den."

Hun besluttede at lytte. Hun havde hørt om Sabaah, der er en forening for homo-, bi- og transseksuelle med anden etnisk baggrund end dansk, og dem opsøgte hun.

"Det var en kæmpe lettelse. Der var så mange, der havde det ligesom mig og kunne forstå, hvad jeg snakkede om, når jeg fortalte om mine problemer. Måske var jeg slet ikke så underlig."

Sammen med de nye venner, hun fik i foreningen, tog hun på Pan, der er en natklub for homoseksuelle i København, hvor hun mødte andre lesbiske piger.

"På den måde var Sabaah helt fantastisk for mig. Hvis det ikke var for dem, er jeg ikke sikker på, at jeg nogensinde var sprunget ud," siger hun.

Men Sabaah var også et sted, hvor hun blev konfronteret med, at der nok ikke fandtes en let løsning på hendes problem.

"Jeg mødte så mange 'etniske' homoer, der levede et dobbeltliv, fordi deres familier aldrig ville kunne acceptere deres seksualitet. Det var hårdt at se i øjnene," siger Shazia, der selv overvejede, om hun skulle føre ideen om et dobbeltliv ud i sin konsekvens og gifte sig med sin homoseksuelle ven Sharif, som hun havde mødt i Sabaah første gang, hun deltog i en af foreningens arrangementer. Så kunne de over for deres familier lade som om, de var et par, og samtidig hver især udleve deres seksualitet, som de ville.

"Men et eller andet sted vidste jeg nok hele tiden, at jeg ikke ville kunne holde ud altid at skulle lyve. Det ville have været for tung en byrde," siger hun.

Det kommer ikke bag på Shazia, at hendes søster en dag har sneget sig ind på hendes værelse for at tjekke hendes computer. For begge søstrene må i lang tid have kunnet mærke, at hun har opført sig anderledes, talt anderledes og klædt sig anderledes. Og de har godt vidst hvorfor, tror hun.

Hvad laver hun på en hjemmeside for homoseksuelle piger, vil de vide. Ikke noget særligt, forklarer hun. Hun chatter bare med venner, som har en profil derinde. Hun er skam ikke selv lesbisk.

"Det, vidste de jo godt, var løgn. Så jeg fik ikke fred. Hver gang, de fik chancen, forhørte de mig og slog mig og truede med at fortælle det til vores forældre," siger hun.

Men heldigvis er der eksaminer på vej. Hun er som 18-årig begyndt på et studie, som hendes forældre har valgt, fordi hun tænkte, at de måske engang ville kunne se igennem fingre med, at hun var homoseksuel, hvis hun til gengæld havde færdiggjort den uddannelse, de ønskede sig.

"Læseferien er noget, de har respekt for. Man skal jo gerne have gode karakterer. Så de lod mig være i nogle uger. Det var en ferie fra virkeligheden," siger Shazia.

Men ferien slutter brat, da eksaminerne er overstået. Søstrene begynder igen deres forhør. Og da de kan se, de ikke kommer nogen vegne, kan Shazia fornemme, at de snart vil gøre alvor af deres trussel om at sladre til forældrene.

Den tanke kan hun slet ikke holde ud, og hun låser sig inde på sit værelse for at tænke det hele igennem. I tre dage bliver hun derinde. Kun når hun skal på toilettet eller hente noget at spise, kommer hun ud. Og straks er søstrene der.

"Samtidig med at jeg var bange for dem, var jeg rasende på dem. Den smukkeste del af mig skulle slukkes. Men jeg er lige så meget værd som dem, tænkte jeg. Jeg har lige så meget ret til at være lykkelig. Hvorfor fortjente jeg ikke at blive set som den kærlige og hjælpsomme søster og datter, jeg altid har været?" siger Shazia med en fast stemme, der ikke knækker over, da hun fortæller, at hun beslutter at forlade sit hjem og ikke har set sin familie siden.

Tag dig sammen

Hun pakker en taske med de vigtigste ting. Lidt tøj og nogle personlige papirer.

"Jeg var indstillet på, at nu var det farvel til min familie og til den del af mit liv, jeg havde kendt indtil da. Jeg vidste, at når jeg gik ud af døren, ville jeg aldrig komme tilbage."

"Der fandtes ikke nogen anden løsning. Jeg ville selv bestemme over mit liv," siger Shazia, der har en klar forventning om, hvad hendes forældre vil gøre, hvis de får at vide, at hun er lesbisk. Hun vil blive sendt på opdragelsesrejse til deres tidligere hjemland.

"Jeg var også bange for mere vold. Og jeg begyndte at frygte for æresdrab. Men når jeg tænker over det i dag, tror jeg ikke, de kunne finde på at gå så vidt. Men jeg ved med sikkerhed, at de aldrig ville acceptere det."

Hun tager hen til nogle af de venner, hun har fået i Sabaah. Søstrene har i mellemtiden sladret til forældrene, som ringer igen og igen på hendes mobiltelefon. Nu er det nok, får hun at vide. Nu må hun tage sig sammen og tænke på familiens ære. Hvis hun ikke selv kommer hjem, vil de finde hende.

Situationen er uholdbar, beslutter Shazia, der til sidst går til kommunen. Først får hun at vide, at de ikke kan gøre noget for hende. Men da hun fortæller, at hun føler sig truet, skaffer de hende en plads på et krisecenter i Jylland.

"Det var godt at komme væk. Jeg havde virkelig, virkelig brug for ro," siger hun.

Så hun smider sit sim-kort ud, skifter navn og afbryder kontakten til alle, hun kender. Men livet er hårdt på krisecentret. Hun er omgivet af voldsramte kvinder, der fortæller skrækhistorier om at blive opsøgt af psykopatiske mænd, og hun bliver bange for at være alene og bange for biler, der kører langsomt forbi hende, og fremmede, der kigger efter hende.

Vejen fremad

Samtidig skal hun forsøge at komme sig over den store sorg, det er at miste sin familie.

"Jeg elskede dem. Men der var ingen vej tilbage."

Til gengæld skal hun forsøge at finde en vej fremad. Efter nogle måneder forlader hun krisecentret og finder sig et arbejde i Århus. Jobbet er simpelt, og hun har ingen venner i byen. For en tid er det liv det rigtige for hende, fordi hun har mulighed for at tænke alting igennem. Men efterhånden bliver det for ensomt, og et halvt år efter flytter hun tilbage til Sjælland, hvor alle hendes venner bor, og får en lejlighed i en større stationsby.

Hun sørger stadig over at have mistet sin familie, men hun understreger, at hun har det godt nu.

"Jeg har fundet mig selv. Jeg er gået glip af rigtig meget, og jeg har fundet mig i rigtig meget. Men jeg er glad. Jeg fik taget mig sammen," siger hun.

Sin familie har hun tilgivet. Hun føler ingen trang til at anklage dem for noget. Hun har snarere ondt af dem:

"Det er den kultur, de kommer fra, og den kultur, de lever i her, der bærer skylden for, at det er endt, som det er. Jeg har tit tænkt, at hvis de var de eneste arabere i en lille by et sted i provinsen, så ville de have ændret sig og integreret sig mere. Så ville de måske have forstået, at man godt kan have en datter, der er homoseksuel, og samtidig bevare de andres respekt."

Islam kan nemlig godt forenes med tolerance over for homoseksuelle, mener Shazia, der stadig føler sig som muslim. En gang imellem beder hun, og en gang imellem har hun brug for at søge trøst i Koranen.

"Jeg har lige så meget ret til min religion som alle andre," siger hun.

Shazia ønsker at være anonym. Hendes navn er redaktionen bekendt