Læsetid: 2 min.

Spot åbner med strygertema og splittet publikum

Til åbningsaftenen på årets Spot-festival i Århus spillede When Saints Go Machine en koncert, der var henvendt til de udenlandske pladeselskaber på bagerste række. Så skred publikum på de forreste rækker
23. maj 2009

Sidemanden tripper utålmodigt i sædet. Han vil hjem, men han mangler modet til at gøre alvor af det og vade ind foran resten af rækken. Pludselig sker det. Han modtager det afgørende nik fra højre, og så lusker flokken af sted. Væk fra scenens skærende blå lys, de tunge trommeslag og resten af det eksperimenterende synthband, hvis navn de aldrig får lært.

Bandet på scenen hedder When Saints Go Machine, og de er ét ud af tre bands, som åbner årets Spot-festival i Århus. Dagene op til Spot har When Saints Go Machine brugt på at udgive deres debutalbum, indspille en mu-sikvideo og give næsten tyve interviews. Ingen tvivl om, at det elektroniske synthband rider på en bølge af hype.

Til gengæld er det tvivlsomt, om publikum i Musikhusets Symfonisal onsdag aften er klar til ride med. Under koncerten ser flere blandt publikum sit snit til at gå, og bandet bliver ikke klappet tilbage på scenen til flere numre, da den halve time er gået.

Men for When Saints Go Machine er det ligegyldigt, at hr. og fru betalende Spot-gæst smuttede. For det var slet ikke dem, koncerten var henvendt til. Bandet spillede med et håb om, at de samme bookere og pladeselskaber, som står bag bands som Cut Copy og The Presets, ville fæstne blikket på dansk synthpop for en aften. Måske pumpede blodet og bassen endda endnu hårdere, fordi bandet på forhånd havde inviteret det australske pladeselskab Modular People med til Spot-koncerten. Det store, anerkendte indielabel var oven i købet blevet betalt for at dukke op onsdag aften. For det er det, Spot handler om - jagten på udenlandsk opmærksomhed. Historien om musikjournalisten David Fricke fra Rolling Stones Magazine, som spottede The Raveonettes, skrev de var fede og sikrede dem en stor pladekontrakt lever endnu. David Fricke tuller stadig rundt og tjekker bands ud. Dengang med The Raveonettes var det Sune Wagner, som selv havde inviteret ham. I dag kommer han helt af sig selv - ligesom størstedelen af branchen. For selvom Spot påstår at være en musikfestival, er den det langt fra.

Spot er musikbranchens fest tilsat et skvæt byfest med grillpølser og fadøl. Det er festivalen, hvor danske og udenlandske bands kindkysser med pladeselskaberne og kæler med bookingbureauerne.

Byfest med kindkys

Forsanger Nikolaj Manuel Vonsild er klædt i en lang sort frakke, han danser lidt med ryggen til publikum og indimellem numrene siger han tak. Det er overlegent og selvsikkert, og helt igennem frustrerende at være bænket til bløde sæder i en koncertsal.

De fire strygere, som i dages anledning er med på scenen, bliver indimellem overdøvet af de dunkende trommerytmer, og violinistdamerne har formentlig et par timer til gode i bandets øvelokale.

Men på en åbningsaften, hvor det odenseanske band Ave havde parret deres melodiske rocktoner med Odense Symfoniorkester og Herning Drengekor, og hvor sangerinden Oh Land også gik strygervejen sammen med Lyngby-Tårbæk Symfoniorkester, manglede der hverken cello- eller violintoner.

Det var dramatisk, smukt og følelsesladet - og knap så overraskende. Men på bagerste række sad der måske alligevel nogle repræsentanter fra udenlandske selskaber, som enten blev hooked på den melodiøse rock, den nuttede popmusik eller den hårde synthpop. Modular People dukkede desværre aldrig op.

Spotfestival fra d. 21-23 maj. www.spotfestival.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu