Det er sjovt at spise ude. Især fordi man så spiser sammen med andre, der også synes, det er sjovt at gå ud og spise. Og det er ikke mindst spændende, fordi man kan sidde og digte små historier om de andre spisende. Det gør min medspisende hustru og jeg altid - med stor fornøjelse: "Ham der sidder der ovre med en meget ung pige, er vist ikke ude med sin kone, eller hvad med det midaldrende ægtepar, der ikke har vekslet et eneste ord med hinanden de sidste to timer, de må have det hyggeligt, eller se en gang på de to unge, der begge spiser med gaflen i den ene hånd, mens de begge to taler i mobil med den anden."
Men man kan selvfølgelig også vælge at spise hjemme. Så får man ganske vist ikke luftet sine fordomme om andre mennesker eller gå-ud-habitten. Til gengæld kan hjemmespiseri været rigtigt hyggeligt. Rammerne kender man jo, og underholdningen er op til en selv og det par venner, man inviterer. Og måltidet kan sagtens byde på god rigtig mad alligevel. Også selv om - eller måske især - når man ikke selv skal lave den.
For som Skalddyrsklubben i Vedbæk skriver på deres hjemmeside: "I skal ikke gå ud for at få store kulinariske oplevelser ... I skal gå hjem". Så det gjorde vi efter at have set Skaldyrklubbens tilbud nærmere efter i krogene.
En gang var Vedbæk et fiskeleje, som det gode borgerskab fra København invaderede om sommeren. De lejede sig ind i fiskernes huse nede ved vandet mens fiskeren og deres familie flyttede ud i redskabsskurene og udhusene for resten af sommeren. Københavnerfamiliernes børn og kvinder lå på landet i månedsvis, mens mændene ind imellem drog ind til byen for at passe deres forretninger. I de første år gik turen frem og tilbage med hestevogn eller skib. Men så kom toget, og med toget kom stationen. Og med tiden ændrede Vedbæk karakter fra fiskerleje til en lille aktiv by. Sommergæsterne blev permanente indbyggere i Vedbæk, og i dag går der tog seks gange i timen ind til arbejdspladserne i København.
Der bor fortsat fiskere i Vedbæk, men ikke ret mange. Og til hverdag kan man stadig se tre eller fire kuttere lægge til i havnen ved 10-11-12 tiden om formiddagen medbringende morgenens fangst. En del af fiskernes udbytte lægges i iskasser og sendes på aktion. Men en del sælges stadig lige fra kutteren til de kunder, der som regel tålmodigt har taget opstilling på kajen. Man skal have plasticpose med, rede penge og være indstillet på selv at slå rødspætterne ihjel, skære hoved og hale af torsken og ordne den rå stenbiderrogn.
Vedbæk er en by med gang i. God handel med en af Nordsjællands bedste bagere, en Irma, en Aldi, hvor der altid er gode og spændende tilbud på alt fra t-shirts til pc'ere og en pæn stor Netto. Der er cafeer og restauranter med havudsigt og et halvmondænt hotel. Byen har en pæn stor marina, hvor der, i hvert tilfælde inden finanskrisen kradsede for alvor, lå lystbåde i millionklassen.
Når man ikke vil røre en finger selv
Vedbækpublikummet er meget blandet. Det strækker sig fra dem i de dyre - og nu næsten usælgelige - villaer på Strandvejen til dem i de gamle fiskerboliger, dem i de nybyggede ejerboliger og ejerlejligheder og over til lejerne i Lejerbos boligkompleks Flintemarken, på den anden side af banelegemet.
Byen er mangesidig, og man kan også hente sig en smags- og sanseoplevelse i færdige fiskeretter.
'Gourmanden og konen', som bestyrer Skalddyrsklubben holder til i det, der engang var rejsegodsudleveringen i den gamle, smukke stationsbygning, der i øvrigt stammer fra indvielsen af Kystbanen den 2. august 1897. Bygningen er tegnet af arkitekt Heinrich Wenck, der også har tegnet de fleste af de mange kystbanestationer i Nordsjælland.
Og hver torsdag, fredag og lørdag byder Skaldyrsklubben på færdige fiskeretter. Take-away på et højt og velsmagende plan.
En fredag inviterede vi gæster og tog for os af retterne. Det hele skulle på bordet, og vi ville ikke selv røre en finger. 'Gourmanden og konen' skulle gøre det let for os at have gæster.
Og hvad kunne vi så byde gæsterne på?
Først fik vi hver en skive pate af rød mulle fyldt med kammusling og frisk spinat. Normalt er fiskepate ofte for fugtig og svampet. Her var den fast og fornøjelig at sætte tænderne i. Pateen blev rundet af med en let, lunet hummersovs, der forenede sig med den kolde fisk på allersmukkeste vis. Efter det smagte vi på den økologiske røgede laks, som var så tilpas skarp i smagen, at den gav fylde, men så mildt røget, at den næsten smeltede på tungen.
Dernæst bød menuen på dagens fiskeret, der var så stor, at man rigeligt kunne være to om den. Denne dag var havtaskefilet farseret med en fars af krabbe og dertil rødtungefilet rullet om kammuslinger og serveret med lys ægget båndpasta og en let cremet fiskefondsovs. Lidt tungt og bestemt bastant. For megen fars samtidig med at kammuslingen kæmpede et liv som sej substans rullet ind i rødtungefileten. Bestemt ikke det bedste på bordet den dag. Retten manglede både kant og karakter.
Rejerne fra Göteborg
En aspargesmousse med aspargesdressing var en net og velkommen mundfuld inden serveringen af de svenske skærgårdsrejer på et eminent stykke frisksmurt kaukasisk brød købt hos bageren på Stationsvej i Vedbæk. Rejerne henter Gourmanden egenhændigt i Göteborg og kører dem friske til butikken i Vedbæk, hvor de bliver pillet af øvede kinesiske fingre. Oven på rejerne fulgte så kammuslinger dampet i Nolly Prat med en julien af porrer og gulerod, serveret på sort pasta. Det var en ret, gæsterne virkelig kunne lide. Her kom kammuslingerne til deres ret. Og Nolly Prat'en og den tykke fløde i sovsen omkransede på smukkeste vis muslingerne og gav retten en lidt drømmeagtig karakter. Blåmuslingerne var traditionelt dampet i hvidvin med urter, og ikke bedre end jeg selv kunne havde præsteret, men bestemt heller ikke ringere. Efter muslingerne fulgte ubestridt aftenens næste clou: Filodejsposer fyldt med skærgårdsrejer og små jomfruhummerstykker smukt ombundet med et stykke porre i toppen. Rejer og jomfruhummer var flamberet i Pernod, og begge dele hyggede sig gevaldigt i en let hummersovs. Kombination fik de store rosende ord frem hos gæsterne - efter at de havde tygget behørigt af munden.
Vi fik alle smagt på det hele, og der var ingen, der gik sultne fra bordet. Vi havde taget rigeligt med hjem, kunne vi konstatere. Der var tilmed mad til overs. Alle retterne lå lige under eller lige over 50 kroner pr. portion. Undtagen fiskeretten, som kostede 145 kroner. Denne aften blev det 1.500 kroner for otte mennesker.
Skaldyrsklubben har hjemme på Stationsvej 20A i Vedbæk. Der er åbent torsdag og fredag 9-18 og lørdag 9-14. Og uden for åbningstid kan man bestille på tlf. 39 61 11 85. Er man til større fester, kan man leje den smukke, gamle sal i stationsbygningen og få skaldyr og fisk til alle sine gæster.
