Læsetid: 3 min.

Telefonselskaberne må til lommerne

Det mener det færøske sanger-es, Teitur, kan være med til at løse ophavsretsproblemet omkring piratkopieringen på internettet
18. maj 2009

Engang var det Annika Hoydal, der repræsenterede Færøerne på den internationale musikscene. I dag er det Teitur, der i fjor havde æren af at give åbningskoncert for 30-40.000 mennesker på Orange Scene på Roskilde Festivalen. Forleden gav han igen koncert i Danmark, denne gang for et mindre publikum i det gamle pakhus på Nordatlantens Brygge i København. Publikum var lige dele danskere og færinger. Som han sad der på scenen med sin guitar, var det ikke til at se, at han er en af de skandinaver, der har givet flest koncerter rundt om i verden, primært USA og Europa, ligesom han har skrevet i hundredvis af sange. Faktisk kan han minde lidt om Lars von Trier i sin lidt generte, ydre fremtoning. Men kontakten med publikum var i top, både når han sang, og når han mellem numrene ironiserede over sine landsmænd til tilhørernes store fornøjelse:

"Folk i Thorshavn tror, at byen er total jetset. Vi har jo både fitnesscenter og internet - Der er gået sport i at bygge tunneller og veje, men vores generation sætter måske ikke så meget pris på dem, som de 30 bilister deroppe gør - på den måde er der et misforhold mellem generationerne."

"Bilerne kører gerne forbi det glade hjørne, som er vores Picadilly Circus eller Piazza Navone for at se, om der sker noget, men der sker ikke en skid - ud over at man kan se på de andre biler."

"Men så har vi et andet fænomen, når der ikke er så meget at lave: Mørkebadning!"

Han sang sine færøske sange fra pladen Kata Hornid, som handler om at rejse ud og vende hjem - engang imellem ledsaget i sangen af fire korpiger. En smuk kvinde med leopardbluse havde som en lille havfrue anbragt sig malerisk på en stor, rød velourpude lige under scenen.

Multitaskere

Bagefter gav han et lyninterview backstage.

- Er der så kedeligt på Færøerne, eller er det bare noget, du siger?

"Der er ikke kun kedeligt," svarer Teitur, der fortæller, at han lige har købt hus deroppe, fordi han har brug for at føle sig hjemme mellem rejserne. Samtidig har han fået en adresse i København.

- Forskelle mellem islændinge og færinger?

"Islændingene er længere fremme i skoene, mere moderne og et forbillede for færinger. De har investeret i penge, vi har ikke investeret i noget som helst. Derfor er vi ikke så påvirkede af finanskrisen. Fordi vi er så få, laver folk flere ting, og synes, det er bedre at lave alting selv. Det præger også samfundet, at der ikke rigtig er en elite på Færøerne. Vi er multi-taskende amatører."

Filmbranchen

- Hvordan ser du musikscenen lige nu?

"Musikbranchen har været i en kæmpestor krise. En masse selskaber har lukket ned. Der bliver downloaded en masse gratis musik. Det er kun måske 10 procent af forbrugerne i verden, der betaler for musik. Så der sker en stor omstrukturering, men samtidig har det også skabt en masse nye veje for musikere. Folk finder hurtigere musik end før i tiden. Nettet har skabt en masse nye døre for musik. Det tror jeg er utrolig sundt og godt, så der bliver skabt en masse god musik nu."

- Hvad er løsningen på ophavsretsproblemet?

"Jeg tænker ikke så meget på det. Det er jo ikke et problem, jeg selv kan løse. Så jeg tænker primært på at skrive sange. Der er noget anarkistisk i situationen, som må finde sin plads, så det bliver retfærdigt. Telefonselskaberne får en masse penge, fordi folk bruger internet til download, og de betaler ingen penge til musikere for ophavsret. Det kan man forestille sig, at de kommer til. At filmselskaberne, da der jo også downloades film, sætter ind og forlanger penge. Der vil sikkert ske noget der inden for det næste par år."

Teitur fortæller, at han læser mange bøger, når han er på turne. Han har lige læst en af Obamas, men også nogle af Dostojevskis. Om sidstnævnte siger han:

"Det er ligesom at smage den vildeste vin. De har nuancer, som en krimi i lufthavnen ikke har."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu