Læsetid: 3 min.

Vores vaskekultur er ikke god nok

Bladet Samvirke har undersøgt danskeres tøjvaskevaner. Resultatet er lidet flatterende for fynboerne, og mænd og kvinder er vildt uenige om, hvem af dem der vasker mest
27. maj 2009

I dag forskes der i snart sagt alt i samfundet, og der kommer jævnligt resultater, som dementerer tidligere forskning, så man snart ikke ved, hvad der er godt at proppe i munden. Men mens der er meget fokus på universitetsforskningen, lever virksomhedernes egen forskning et mere skjult liv, dog med markante undtagelser som f.eks. medicinalindustrien.

Det samme kan siges om de undersøgelser og analyser, der foretages af virksomhederne selv. Der er - nogle vil mene overdreven - fokus på meningsmålingerne, når det angår politik, men hvad med danskernes hverdagsliv?

Det har FDB Analyse taget på sig at undersøge, for det har brugserne en kommerciel interesse i. I majnummeret af bladet Samvirke har man lavet tema om vasketøj. "Tøjvask sjovere end du tror" kundgør redaktionen frejdigt på forsiden, og en af bladets journalister, Kristian Herlufsen, indrømmer i en ledende artikel, at han er vaskefjols. Han kan gøre store trøjer små og er i stand til at give helt hvidt tøj en lyserød farve. Vaskefjolser er vi da vist mange, der er. Vi skruer for højt op for temperaturen eller kommer for meget vasketøj i apparatet. Ofte kyler vi det bare ind og hælder et skvæt vaskemiddel i på øjemål.

Men hvordan er egentlig danskernes forhold generelt til tøjvask, og er der noget at komme efter?

Ja, der er. Masser!

141 procent

I gennemsnit skifter danskerne sengetøj hver 14. dag. De meget renlige, duksene, som udgør 20 procent, skifter hver uge. Hele 30 procent skifter imidlertid dyne-betræk og pudevår mindre end to gange hver måned, hvilket kan skyldes, at det er bøvlet at proppe dynerne og puderne ind i vårene.

Imidlertid er der en enkelt befolkningsgruppe, der skiller sig ud: Fynboerne. Halvdelen af dem skifter sengetøj mindre end to gange månedligt. I betragtning af den sved, de døde hudceller og det hår, man afgiver, mens man forgæves roterer i et forsøg på at sove, og hvad man ellers foretager sig på lagener, er det ikke meget. Nærmest ulækkert.

Undersøgelsen viser også, hvor tit vi skifter bukser og flere andre artigheder.

Det er med andre ord ikke det bare pjat. Især ikke, da det fremgår, at 88 procent af kvinderne siger, at de oftest eller altid står for tøjvasken. Herregud, tænker man uvilkårligt, er vi virkelig ikke nået længere? Et flertal af mændene, 53 procent, hævder imidlertid, at det er dem, der oftest går til vaskemaskinerne. Det giver 141 procent, hvilket ingen steder hører hjemme. Der er åbenbartuenighed i de små hjem - om dette og så meget andet.

FDB Analyse undersøger også mange andre interessante emner. Således har man fundet ud af, at selleri er en gammelmandsspise, og at danskerne er ligeglade med isolering af deres vægge, mens de bakker op om el-biler og karry.

Enlige sokker

Rent miljømæssigt er det naturligvis af overordentlig stor interesse, hvordan vore vaskevaner er. Om de vaskemidler, vi bruger, er miljømærkede, om der er fosfonater og optisk hvidt i dem, om vi bruger kalkbinder, osv. Her kan der være meget godt at hente, men hvor mange er opmærksomme på det?

Førend man bortdømmer fynboerne helt som grisebasser, bør man betænke, at de kan vise sig at være pionerer, når den tid kommer, hvor rent vand er en mangelvare.

I Samvirkes temanummer indgår også en artikel ved Liv Mygind, som muntert behandler problemet med de enlige sokker - det med, at en sok ofte forsvinder på mystisk vis under tøjvasken (som regel er den kravlet op i et dynebetræk). Hun har stiftet foreningen Enlige Sokkers Værn, hvis formål er at parre de enlige sokker.

"Jeg forstår ikke, hvad I konforme sokkebrugere har imod singlerne," skriver hun. "I alle mulige andre sammenhænge hylder vi enerne - de, som formår at skille sig ud. Og i sidste ende er en sok vel en sok er en sok er en sok."

Så fik hun også lige Gertrude Stein med i Samvirke, hende med "en rose er en rose er en rose".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rachel Henderson

Ét er at vaskekulturen ikke er god nok, men hvad med tørrekulturen?

Er der ikke nogen der kan lære befolkningen, at det er mest miljøvenligt at tørre tøjet på snor?

Tørretumblere og strygejern bruger en satans masse strøm. Hænger man i stedet tøjet op til tørre idet man glatter det pænt ud, behøver man ikke at stryge det, og er det tørret i sol og vind dufter det vidunderligt.

Skyllemiddel er som regel overflødigt, ligesom parfumen i vaskemidler og skyllemidler er det. Folk, der får vasket tøj i parfumeret vaskepulver, lugter temmelig kraftigt af det.

Hvis man ikke sover i sin egen seng, er det vel ligemeget hvor tit man skifter. Og hvad er det man siger om fynboer?

Mona Blenstrup

Rachel

Rigtig at tørrekulturen er for dum og ødelæggende.

Men uhyggelig mange mennesker,d er vasker budkserne bare de har været i brug en enkelt dag bruger også tørretumbleren.

Der er ellers ikke noget bedre end lufttørret tøj.

Og skyllemidler indkapsler bare skidtet og stnker så vi med parfumeallergi fårligt kan passerer en sådan behanldet tøjbunke uden at få hovedpine.
Godt at man ikke kører meget med bussen