Jeg er en vulkan i udbrud

Som barn følte forfatteren Bent Haller, at han skulle omskrive ting for at få kontakt med selv den nærmeste familie, derfor måtte han finde metoder til at gøre opmærksom på, at han var tilstede. Det lykkedes først rigtigt, da han fik sin første skrivemaskine
Konversation. Bent Hallers sociale liv består af familien og få nære venner. Det værste er lange middagsselskaber. Når der er for meget samvær og snakken, så går han på lokum eller i haven med et stykke papir og en blyant. -Det egner kortprosaen sig gevaldigt til. Det er ikke altid, det kan bruges til noget, men det er som at være trængende og blive forløst. Så kommer man lidt friskere tilbage og har det bedre og kan sætte sig hen på stolen og snakke lidt igen. Det dér konversation, som jeg har det så svært ved.-

Konversation. Bent Hallers sociale liv består af familien og få nære venner. Det værste er lange middagsselskaber. Når der er for meget samvær og snakken, så går han på lokum eller i haven med et stykke papir og en blyant. -Det egner kortprosaen sig gevaldigt til. Det er ikke altid, det kan bruges til noget, men det er som at være trængende og blive forløst. Så kommer man lidt friskere tilbage og har det bedre og kan sætte sig hen på stolen og snakke lidt igen. Det dér konversation, som jeg har det så svært ved.-

Mikkel Khan Tariq
22. maj 2009

Bent Haller bor i Thisted i Thy, giver meget få interview og holder aldrig foredrag. Om det er fordi, han er menneskesky, menneskefjendsk eller noget helt tredje, ved jeg ikke, da jeg banker på efter en lang togrejse gennem marker så vidstrakte, at flokke af heste galopperer langs sporet, og gule marker afløses af store fjordområder, og sære parkerede landbrugsmaskiner synes at blive større og større, jo længere nordpå man kommer.

Det viser sig, at Bent Haller blot er et elskværdigt og håbløst fjols, der lever i en boble, han gerne vil ud af. Derfor fortæller han sig selv ind i sin omverden igen og igen.

I dag udgiver han romanen Rakkerpakhuset, et slags socialrealistisk portræt af et arbejderbolig-kompleks i Frederikshavn i 1950'erne. Her møder vi en palet af eksistenser, voksne som børn, der på hver deres måde forholder sig til egne og andres liv og vilkår en forårssøndag, hvor den årlige fodboldkamp mod Ålevej i øvrigt udkæmpes i gården.

- Hvad får dig til at skrive en socialrealistisk 50'er-roman i 2009?

Bent Haller har budt mig en blød sofa og sætter sig tjenestevilligt til rette i den overfor og tænker sig om et øjeblik.

"Det er jo del af min egen historie. Og så er det en kultur, der er gået tabt, selv om det ikke er ret lang tid siden. Et arbejdermiljø, du ikke ser mere, det er spredt ud i middelklassen. Altså, man skal jo skrive om det, man ved noget om, ikke?," siger Bent Haller og sender mig antydningen af et smil.

Rakkerpakhuset findes faktisk. Det ligger i Frederikshavn, og der voksede Bent Haller op. Der var kun den ene blok. Med to opgange. De 18 familier, han boede sammen med, brød han sig ikke særlig meget om som barn. Men når han omformer dem til fiktion, elsker han dem alle sammen på godt og ondt. Og det er netop i fiktionen, han lever.

Der findes ikke den genre, Bent Haller ikke har berørt i sit 27 år lange forfatterskab. Digte, teater, film, børne- og voksenromaner - socialrealisme og fantasy. Og så er han uddannet billedkunstner.

Han mener selv, der er en rød tråd i hele hans produktion. Hans hovedpersoner er ofte de udsatte, dem folk ikke bryder sig om. Og bøgerne bearbejder gerne nogle undertrykkelsesmekanismer i samfundet.

For mange i sin egen generation er og bliver Bent Haller dog 'Den ensomme og stormombruste kaptajn på katamaranen'.

I 1976 forbød byrådet i Thisted Bent Hallers bøger på byens bibliotek.

- Vil du fortælle mig den historie?

"Åh nej, skal du til at rive op i det en gang til. Der var så meget ballade dengang."

- Det var én enkelt bog, der skabte balladen, hvad gjorde du med den bog?

"Jeg førte en kloak gennem samfundet," siger Bent Haller stille. "Det var der en i byrådet heroppe, der sagde. En politisk og sproglig kloak."

Bent Haller skrev en ungdomsbog, Katamaranen, der foregik i Aalborg i et boligkompleks i udkanten af byen, og som var kendt for, at mange mennesker begik selvmord. Han spekulerede på, hvordan det var at vokse op der og parrede det med de undertrykkelsesmekanismer i samfundet, som han var optaget af.

De unge i bogen brænder en skole af og vil ødelægge samfundet, og det var altså over grænsen. Filosoffen Løgstrup gik ind i debatten med en kronik om, at Haller hvervede børnesoldater. Der var masser af skriverier, og Bent Haller svarede, og begge parter satte tingene på spidsen. Og så flyttede han lige ind i løvens hule.

"Jeg fandt ud af, at de ikke tog noget for givet heroppe. De protesterede, og jeg tænkte, at her ville jeg sgu' bo. Nu har jeg boet her med min kone og vores fire børn det meste af mit liv."

Der er stille i stuen lidt.

"Det var en skrækkelig tid faktisk. Også for min familie. Virkelig ubehageligt. Der blev malet hagekors på mine vinduer."

Bent Haller skifter stilling i sofaen og sender et lille smil.

"Jeg var i tv-debat med ham, der stillede op som borgmester, og vi fandt ud af, at vi fik noget ud af det begge to. Han blev borgmester, og jeg fik solgt en masse bøger."

- Er der stadig nogen, der er vrede på dig?

"Ja. Den historie klæber til mig. Jeg har en fast klumme i Thisted Dagblad. Der er nogen, der bliver vrede, hver gang jeg skriver. Men der er også nogen, der synes, det er morsomt. Sådan er det jo. Jeg har landsrettens afgørelse for, at jeg er en underlødig forfatter," siger han med et lille grin. "Bibliotekarforbundet anlagde sag mod byrådet, og dommerne besluttede, at byrådet var i sin gode ret til at forbyde bogen. Det er jo absurd i dag. Vi har flyttet nogle grænser siden. Det kan næsten ikke lade sig gøre at provokere i dag."

- Vil du gerne det?

"Nej. Jeg har aldrig villet provokere for provokationens skyld. Jeg har bare villet sætte spørgsmålstegn ved nogle ting, jeg syntes var forkert. Men der var lagt i kakkelovnen, bare jeg rørte på mig i lang tid efter. Jeg skrev et stykke til teateret Rimfaxe i Roskilde, og Mimi Jacobsen og Glistrup ville have taget stykket af allerede før premieren, før nogen havde set det."

- Den historie har fulgt dig i mange år?

Bent Haller læner sig opgivende tilbage.

"Den forfølger mig åbenbart stadigvæk. Se, nu sidder jeg og snakker om det igen, selv om det er over 30 år og næsten 100 bøger siden. Som anmelderen Steffen Larsen sagde engang, så er og bliver jeg i dansk litteratur kaptajn på den katamaran, og jeg står ved rore,t til jeg dør. Det er sgu' nok rigtigt."

En vulkan i udbrud

- Så lad os snakke om Bent Haller. Du har været gennem utrolig mange litterære genrer og endda forskellige kunstneriske udtryk som film, teater og billedkunst. Hvordan hænger det sammen, at der sidder en mand her i Thisted, der ikke rigtig har lyst til at henvende sig i egen person, men det sprøjter ud af ham?

"Jamen, jeg er en vulkan i udbrud. Jeg får aldrig lov til at sidde at sunde mig. Det har måske også gjort, at jeg kunne komme videre, på trods af alle de tæsk jeg har fået."

- Hvem giver dig ikke lov til at sunde dig, dig selv?

"Ja. Jeg får aldrig lov at lave noget færdigt, før der er to andre ting, jeg er i gang med."

Bent Haller bruger al sin tid på at skrive og male. Han kan ikke vente med et nyt projekt, bare fordi han er i gang med et i forvejen, og dukker der et tredje op, har han ikke tålmodighed til at vente med at komme i gang med det. Han har en mental skrivepult for hver to meter og sit atelier nedenunder.

"Det er det, jeg bruger mit liv på, ikke alt det udadvendte. Jeg har for længst opgivet alt det med at blive verdensberømt, jeg er udelukkende interesseret i at komme af med noget af det, der er vigtigt i mit liv og måske kan være det for andre også. Det er jo ikke sådan, at jeg graver mig ned i et hul i jorden, jeg udgiver dog trods alt."

Lukket inde i boble

Økonomisk set har Bent Haller været heldig. Han fik det tre-årige legat fra Statens Kunstfond for den omstridte Katamaranen, hvilket i øvrigt lagde mere brænde på bålet, for nu finansierede staten undergravende virksomhed. Han og hans kone havde fået det første barn og havde ikke mange penge, men efter de tre år kunne han leve af sit forfatterskab.

Billedkunsten holder han for sig selv nu. Han går ofte ud med sit kamera og studerer landskaber. Han føler en vis tilfredsstillelse ved at se dem dukke op igen, så han maler dem, lader dem stå et stykke tid, så maler han dem over. For hvad skal han med 7.000 landskaber?

"Det er selve processen, der er vigtig. Sådan er det også lidt med bøgerne. Derfor holder jeg aldrig foredrag. Jeg gider ikke snakke om dem, de interesserer mig ikke. Når de udkommer, er jeg i gang med tre andre ting. At skulle tale om en bog, der er udkommet, er som at blive trukket tilbage, i forhold til der hvor jeg er nu."

- Når alt det her hele tiden skal ud, hvornår kommer der så noget ind?

"Det er derinde. Og jeg følger da med. Jeg læser aviser og møder andre mennesker, men det hele bliver sat i spil for at fortælle min egen historie. Det er et forsøg på at kommunikere med mig selv. Hvis du ikke kan kommunikere med dig selv, kan du sgu' heller ikke kommunikere med omverdenen. Jeg har det tit sådan, at jeg sidder i en boble. I en lukket verden og har egentlig lidt svært ved at forstå, hvad mine medmennesker siger til mig. Jeg tænker tit på, hvorfor fanden jeg skal være lukket inde i sådan en boble, hvorfor kan jeg ikke få lov til at være ude sammen med andre, hvorfor skal jeg bruge så kolossalt meget tid på noget, som jo faktisk er ligegyldigt, som sagtens kan undværes? Jeg har også en familie, som jeg må henvende mig til en gang imellem."

Så tvinger han sig selv til at prøve at være nærværende. Men der går ikke ret lang tid, før han mærker væggene presse sig sammen om sig. Han lever inde i sit eget hoved. Og det, han laver, er et forsøg på at komme ud, tror han. At observere og kommunikere gennem skriveriet. Hele tiden.

"Jeg kender kolleger, der oplever, at når de har skrevet en bog, så er brønden tømt, så skal den fyldes op igen. Det er vist meget almindeligt. Så kan man være menneske i pauserne, være social, være tilstede. Men det skvulper hele tiden over i mig."

- Tror du, du er blevet afhængig af det isolerede rum?

"Som en slags narkomani, mener du? Det kan sgu' godt være, så er der en psykologisk grund til, at det er sådan. Men hvis det er tilfældet, så skjuler jeg mig jo. Så er det ikke rigtigt, jeg gerne vil ud, så vil jeg helst være derinde."

Bent Haller tager gerne på ferie med sin kone og de voksne børn. Eller i sommerhus. Så skriver han oppe i hovedet og har et helvedes hyr bagefter med at få alle de sider ud.

"Jeg har tit tænkt, at jeg er min egen sekretær. Og jeg er altid bagefter. Det holder ikke op. Det bliver ved, indtil jeg skvatter om."

- Hvad tror du, du vil tænke, når du skvatter om og ser tilbage?

"Jeg er bange for at fortryde. For jeg ved jo godt, hvad der er vigtigt her i livet."

- Hvad er det?

"Det er min kone og mine børn og mine venner. Det ved jeg godt intellektuelt. Men det andet er så stærkt."

For nylig fik Bent Haller stillet diagnosen prostatakræft. Den var forkert, det var bare en blærebetændelse, men han nåede at mærke dødens klamme hånd. Da gik det op for ham, at det, han altid har vidst, faktisk var rigtigt: At det er livet, der er væsentligt, kunsten kommer bagefter. Men sådan lever han ikke, han lever, som om kunsten er det vigtigste.

- Har du så ændret adfærd?

"Nej. Så skal jeg være en anden, end jeg er, det kan man jo ikke. Det har jeg tit diskuteret med min hustru."

Middagsselskaber

Bent Haller har aldrig haft det godt i store sociale sammenhænge. Heller ikke som barn. Faktisk brød han sig ikke om at være barn.

Han havde et godt og trygt barndomshjem, men han havde svært ved kommunikation.

Han følte hele tiden, at han skulle omskrive alting for at få den ønskede kontakt. Det var som om, at selv den nærmeste familie stod på afstand og kiggede på ham, så han måtte finde metoder til at omskrive sin kommunikation, til at gøre opmærksom på, at han var tilstede. Det lykkedes først rigtigt, da han fik sin første skrivemaskine.

- Der lyder som om tibetaneren, mongolbarnet i din nye bog, er et selvportræt.

"Ja, han opfinder sit eget sprog for at finde en måde at kommunikere med verden på, men han er isoleret, han bliver bundet, når de ikke kan tackle ham, ingen forstår ham rigtig andet end hans storebror. Ja, der er mange brikker til mit puslespil i mine bøger."

Bent Hallers sociale liv består af familien og få nære venner. Det værste er lange middagsselskaber. Men så har man kortprosaen. Bent Haller lyser op og giver gavmildt sit trick videre:

"Kortprosa er en genre, som du altid kan have med dig. På lokum eller i haven. Og i sommerhus når der er for meget samvær og snakken. Så sætter jeg mig ud i klitten med et lille stykke papir og en blyant. Det egner den genre sig gevaldigt til. Det er ikke altid, det kan bruges til noget, men det er som at være trængende og blive forløst. Så kommer man lidt friskere tilbage og har det bedre og kan sætte sig hen på stolen og snakke lidt igen. Det der konversation, som jeg har det så svært ved."

Han ville gerne have det anderledes. Faktisk synes han, det er lidt forkert. Men det forstyrrer ham at konversere.

"Så sidder man i timevis og taler og taler om ingenting. Jeg taber koncentrationen, og min kone må hugge til mig med albuen. De andre keder sig måske også, men de kan overholde spillereglerne."

Også børnelitteraturen er for Bent Haller en vidunderlig mark at så og høste, som han siger, for det er her, man kan få lov til alt. Der er ikke et mainstreammarked, der styrer børne- og ungdomslitteraturen, den kommer ud gennem andre kanaler. Gennem skolerne og bibliotekerne, så der er ikke det samme kommercielle pres. Det er derfor i børne-ungdomsgenren, mener han, at litteraturen i dag udvikler sig og eksperimenterer mest.

Et håbløst fjols

"Skal vi ikke have en kop kaffe," siger Bent Haller.

- Jo, hvis du kan finde ud af det?

"Ha. Det har jeg jo lært."

Han har også lært at varme mælken og sætte småkager frem. På køleskabet hænger et foto af ham og hans kone og de fire voksne børn. Han ville gerne have haft flere børn. De har givet ham så mange historier. Og på trods af, at han har svært ved at være tilstede, beskriver han sig selv som familiemenneske, for han har ikke andre, griner han. Vi sætter kaffen på bordet.

- Hvad tænker du om den tid, vi lever i?

"Jeg ved sgu' ikke, om jeg lever i den. Jeg er lidt anakronistisk," siger han efter en lille tænkepause.

Det er ikke fordi, han ikke følger med, og han tager tingene til efterretning, som han siger. Måske interesserer han sig bare for det uvæsentlige. Han kan finde på at gribe et leksikon og give sig til at læse i det.

"Du kan slå op på alt, a, b, eller c, det er ligegyldigt, det er skide interessant, jeg har en masse viden, der ikke kan bruges til noget som helst. I de hele taget er jeg et upraktisk håbløst fjols, og det er jeg ked af. Det er jo ikke i orden, at man skal ringe til elektrikeren for at skrue en pære i."

Det er i fiktionen, Bent Haller forstår verden, han har ikke andre metoder. Hans håb er, at man alligevel kan anerkende og holde af et håbløst fjols. Men det er nok lidt svært, som han siger.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

Bent Haller, født 1946 i Frederikshavn, er uddannet billedkunstner og har udgivet knap 100 bøger. Han debuterede i 1972 som 26-årig og har siden skrevet digte, teater, film og romaner. Han er især kendt for sine børne-ungdomsromaner og er en populær forfatter i folkeskolen. Han har modtaget adskillige priser for sit forfatterskab. Hans nye roman, ’Rakkerpakhuset’, udkommer i dag

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu