Læsetid: 3 min.

Årh, PIS at være tyndhåret

Janus Bakrawi, der står på scenen i PIS, en forestilling om mænd på Kaleidoskop K2 fra i aften, er træt af at han og hans datter bliver kaldt for indvandrere
Janus Bakrawi, der står på scenen i PIS, en forestilling om mænd på Kaleidoskop K2 fra i aften, er træt af at han og hans datter bliver kaldt for indvandrere
5. juni 2009

- Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?

Mit stærkeste karaktertræk må være min lyst til altid at forsøge at få det bedst mulige ud af de situationer, jeg befinder mig i. Mange mennesker har tit misforstået mit gode humør som et karaktertræk, men faktisk er jeg ikke typen, der fra naturens hånd er født med evigt naivt og optimistisk sind, men nærmere hver morgen skal minde mig selv om, at livet er til for at blive levet, og det er fra nu af.

- Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

Jeg har faktisk mange. Jeg elsker selvfølgelig at bruge tid med min datter. Vi kan få mange timer til at gå med enten at lave ikke så meget eller inspicere verden på forskellige måder. Generelt er jeg med alderen blevet mere og mere fortaler for nærvær mennesker imellem. Før i tiden syntes jeg, at noget af >det sjoveste var at hænge ud og drikke vin, nu mener jeg virkelig, at det personlige er meget mere vedkommende, og det gør mig virkelig glad. Ellers er jeg vist bare som så mange andre, jeg spiser med mine venner, tager i skoven, dyrker motion/sex, osv.

- Hvad er din seneste anskaffelse?

Min seneste nyerhvervelse er faktisk en lille Jack Russel terrier, som min datter og jeg har ventet på i ni uger, så det er ret overvældende. Man glemmer helt, hvad det vil sige at have små børn i huset, men heldigvis går det syv gange så hurtigt at lære en hund de forskellige færdigheder ... eller hvad er det man siger?

- Dine helte og heltinder i det virkelige liv?

Alle mennesker, der tager deres liv alvorligt, og samtidig har plads til at være noget for andre.

- Hvad har været dit mest kontroversielle valg i livet?

Da jeg er vokset op med islam og katolicisme har det været at gøre op med disse religioner - dog ikke med gud, men med de dogmer der er omkring det.

- Hvornår føler du dig mest misforstået?

Når folk gentagne gange bliver ved med at omtale min datter og jeg som indvandrere. Det kan i den grad pisse mig af, at man, selvom man er vokset op i Danmark, stadig falder ind under denne betegnelse.

- Hvad er din største bedrift?

Jeg er ret stolt af, at jeg gennem mit arbejde har været med til at inspirere nogle af de anden generationsindvandrere, der har manglet en form for rollemodel, og derfor ser mig som en mønsterbryder, der bekræfter dem i, at det kan betale sig at forfølge sine drømme.

- Dine største fejl?

Én af dem må i hvert fald være, da jeg nok fik lidt for meget og drikke og endte i detentionen, men generelt er der ikke meget af det, jeg har lavet, jeg betragter som fejl. Helt generelt er man selv herre over de valg, man træffer.

- Din drøm om lykken?

At leve med banditten Kamilla.

- Din sindsstemning netop nu?

Den er faktisk ret god. Jeg er sammen med resten af holdet på PIS ved at lægge sidste hånd på forestillingen, der har premiere i dag, og det er altid en meget stor tilfredsstillelse at se alle brikkerne falde på plads.

- Hvilken dyd er den vigtigste?

Ærlighed! Hvis man ikke kan regne med, hvad folk siger til en, så kan det være lige meget!

- Hvilket kunstværk (bog, film, teater, maleri, etc.) har haft størst betydning for dig?

Hvis jeg virkelig skal vælge én ting må det være De uovervindelige med Robert De Niro i hovedrollen som Al Capone, der faktisk var grunden til, at jeg blev skuespiller i første omgang.

- Hvad betragter du som din største ulykke?

Da jeg begyndte at blive tyndhåret som 26-årig!

- Dit motto?

-Lidt kaffe og kage og frem og tilbage- og -Én ting ad gangen og det vigtigste først-

paradoks information.dk

Poesibogen stiller hver uge en ny person en række faste spørgsmål

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu