Læsetid: 8 min.

Altid mudder i St. Magleby

På Sydamager rasede frem til 1970'erne en skyttegravskrig mellem 26. kartoffelrække, St. Magleby, og 27. kartoffelrække, Dragør. Her er beretningen fra én, der begyndte som observatør og endte som deltager
På Sydamager rasede frem til 1970'erne en skyttegravskrig mellem 26. kartoffelrække, St. Magleby, og 27. kartoffelrække, Dragør. Her er beretningen fra én, der begyndte som observatør og endte som deltager
30. juni 2009

Over Sydamager spænder himlen bredt, fra Skåne til Stevns. Den går ikke højt op, men langt ud til siderne. Anderledes inde i København. Dér ligger husene tæt, og man må kigge opad for at se himmel.

Det var for at få lys ind fra alle sider, at min familie i 1952 flyttede fra en lille lejlighed i Københavns Nyhavn og ud til et rækkehus i Dragør på Sydamager. Det var det år, hvor jeg fyldte tre, og min lillebror var kommet til. Nyhavn var ikke et sted for børn at vokse op. Der var frække damer på havnekajen og rigtige sømænd, der sloges.

Dragør var anderledes og langt væk.

»Dragør? Hvad laver I dog der?« spurgte mine forældres københavnerbekendte.

Det var 27. kartoffelrække.

Vores rækkehus var det yderste hus i byen, det sydligste i det sociale boligbyggeri Engparken, opført i de tidlige 1950'eres gedigne stil. Vi havde udsigt den halve verden rundt. Stod man ved rækkehusets gavl og drejede hovedet, kunne man over strandengene kigge på Skåne og dernæst mod Stevns.

Folk i Dragør havde ikke ret mange penge; de gik i slidte sweatre og spiste tit grød. Det gjorde min familie også. Min far havde skæve vagter på sit arbejde, og han måtte købe sig en knallert for at komme frem og tilbage i de nattetimer, hvor Amagerbanens busser holdt i garage.

Bønder mæskede sig

I den landsby, der lå oven for Dragør og hed St. Magleby, var der bønder, og de var rige, fik vi at vide. Under den tyske besættelse havde bønder mæsket sig på byboeres bekostning, og en følelse af uvilje herskede stadig blandt Engparkens beboere, hvoraf mange kom fra bortsanerede lejligheder inde i Københavns brokvarterer.

At de skulle være rige oppe i St. Magleby, var egentlig underligt. For nede i Dragør, hvor de fleste var fattige, fremstod alt net og ordentligt. Vejene var pæne, og inde i den gamle Dragør by, hvor folk var rigtigt fattige, var gaderne nydeligt brolagt. Oppe i St. Magleby var der derimod mudder overalt, opdagede jeg på min families vandreture. Mellem gårdene var der plørede markveje, og hovedgaden i St. Magleby var elendig og hullet og fyldt med pytter. I sommerhusudstykningerne i St. Maglebys kystområder var vejene belagt med grus og lige til at synke ned i. Man kunne se det på sine sko og bukser, når man havde været i St. Magleby.

Da jeg begyndte i Dragør Skole, fik jeg styrket min bevidsthed om at være fra Dragør og imod dem fra St. Magleby. Vi omgikkedes ikke dem oppe fra St. Magleby Skole, men vi var klar over, at både lærere og elever var ret dumme oppe på den skole. Det tætteste, vi kom på nogen fra St. Magleby, var i egekrattet Lunden, der lå på St. Magleby-siden af kommunegrænsen og var tilholdssted for 'Lundebisserne', der var fra St. Magleby og tævede dem fra Dragør, hvis de fik fat på dem.

Fjendskab med rødder

Efterhånden blev jeg klar over, at fjendskabet havde dybe historiske rødder. St. Maglebys traditionelt herskende kreds af gårdejere kunne henføre deres aner til de 24 hollandske bondefamilier, som Christian den Anden omkring 1520 havde importeret til Amager, så de kunne dyrke grøntsager til hoffet inde i København. Til hollændernes kongelige privilegier havde hørt, at de kunne herske over Dragørs danske skippere og søfolk, der tilmed måtte tåle at skulle gå to kilometer til kirkegang oppe i St. Magleby, hvor der frem til 1811 blev prædiket på plathollandsk. Kun gradvist havde dragørerne fået sig viklet ud af det fremmede herredømme, og først i 1885 fik de deres egen kirke, nede i deres egen by.

St. Maglebys hollandske landmænd havde aldrig været fæstebønder. De havde altid været selvejere og opfattede sig som kongens og var stokkonservative. I 1950'ernes og 60'ernes myriader af boligudstykninger skyede de socialt byggeri og befæstede således deres konservative flertal.

Nede i Dragør var de borgerlige mere lebendige, og magten skiftede mellem dem og socialdemokraterne. Der var intet partisamkvem over kommunegrænsen. Samarbejde mellem de to kommunalbestyrelser officielt fandtes så godt som heller ikke. St. Magleby lagde tyngden af sin byudvikling langs grænsen til Dragør, således at den kunne nasse på Dragørs for længst anlagte hovedkloakledning. St. Magleby var slet ikke kloakeret, og træk og slip fra landsbyen flød med hovedgrøften ud til et sommerhusområde ved kysten.

Lånere smidt ud

Folkebiblioteket havde været et af de få områder, hvor de to kommunalbestyrelser drev noget fælles. Det vil sige: Dragør gav St. Maglebyere lov til at låne bøger på det hyggelige bibliotek, som Dragør for længst havde etableret nede i Dragør gamle by. Min mor var halvdagsbibliotekar, og jeg kom efter skoletid ned på biblioteket og lavede lektier og rodede mig igennem stablerne af bøger.

Pludselig ville St. Magleby kommunalbestyrelse ikke betale, hvad Dragør forlangte for, at St. Maglebyerne kunne låne bøger. Dragør kommunalbestyrelse reagerede rask ved at beslutte, at så var det slut med de fremmedes boglån. Min mor fik til opgave at gennemgå lånerkartoteket og smide alle dem ud, der havde den forkerte adresse. Og når de så kom for at låne bøger, meddelte hun dem hoverende, at det kunne de ikke, for de var fra St. Magleby.

Af uklare årsager skete der dernæst det, at Dragør Kommune ragede uklar med Bibliotekarforbundet, som blokerede heldagsbibliotekarstillingen, som var blevet ledig under kampens hede. I lang tid var det min mor og rengøringsdamen, der drev Dragør Bibliotek. Det blev det ikke mindre hyggeligt af, og nu var det renset for fremmede.

Uråd anes

Efterhånden som 1960'erne skred frem, og de to byer voksede mere og mere sammen, begyndte det at anes, at det ikke kunne fortsætte på den gode gamle fjendtlige måde. Folketing og centraladministration rumlede med, at de 1.388 kommuner i Danmark var alt for mange og for små til at overkomme velfærdssamfundets dynger af bureaukratisk papir. Antallet af kommuner skulle skæres voldsomt ned - ud fra opskriften: 'Ét bysamfund - én kommune.'

Uha! De næsten sammengroede Dragør og St. Magleby kiggede ængsteligt på hinanden. Hele selvopfattelsen lå jo i adskiltheden. En gammel dragørkone fortalte mig i de år - på det syngende dragørsk, der dengang endnu taltes - at da hun var ung og skulle til bal, havde hendes i øvrigt frisindede mor formanet hende:

»Mor dig, min pige. Men mor dig med byens egne.«

Skulle man nu til at more sig med dem oppe fra St. Magleby? Ærligt talt.

I årene op til 1970 øksede staten småkommuner i Jylland, på Fyn og på Sydhavsøerne og på Sjælland, men inden kommunalreformen nåede til hovedstaden, gik gassen af den. Der var politisk ubehagelige spørgsmål, som f.eks. om den selvstændige og konservative byenklave Frederiksberg skulle forblive selvstændig eller overgives til Københavns socialdemokrater.

I ly af disse store stridsmål kunne Dragør og St. Magleby vinde tid til at komme overens om det uundgåelige. Der tegnede sig nemlig det nye skrækbillede, at de begge kunne blive tvangssammenlagt med den betonsocialdemokratiske Tårnby Kommune på den anden side af lufthavnen: Nat med lebendighed i Dragør, nat med hollænderforrang i St. Magleby. Allerunderdanigst anmodede Dragør og St. Magleby den høje Kommunalreformkommission om lov til at blive lagt frivilligt sammen.

'Frivilligt' var noget, man kunne skrive, men vanskeligt sige uden at få nervøse trækninger i mundvigene.

Protest mod indspisthed

I 1974, ved det første valg til den nye storkommune Dragør (St. Magleby fik ikke ministeriel tilladelse til at smutte med i navnet) var jeg blandt de nyvalgte. Jeg var opstillet af den tværpolitiske liste, som 12 år tidligere var blevet dannet nede i Dragør i protest mod de konservatives og socialdemokraternes indspisthed, og som siden havde været repræsenteret med én ud af Dragørs ni-mands byråd. Nu i den fælles kommune fik vi tre ud af 17. Det var en slags sejr. Men sejrens sødme fik en bitter eftersmag, da det på valgnatten lykkedes den siddende konservative og bastante borgmester i St. Magleby at sikre sig et flertal ved at indsværge Fremskridtspartiets nyvalgte medlem af byrådet, en særdeles ældre mand, der led af tunghørhed.

Vores tværpolitiske mandater ville ikke få nogen betydning, erklærede den bastante konservative borgmester til pressen.

Javel, så. Nå på den måde. Han skulle få, skulle han.

Og det fik han. De næste fire år kom til at forme sig som et opslidende opgør om alt lige fra 'Meddelelser' under dagsordenens punkt 1 og til midnat og punktet 'Spørgsmål fra salen'. Det sidste var normalt det eneste, der kunne klares i en fart. Eventuelle spørgere havde for længst tabt pippet.

Det var en kulturkamp: Det 'moderne frisindede bydanmark' mod resterne af et 'gammelt Gud, Konge og Fædreland-bondevælde'. Vi tværpolitikeres sarkastiske og ironiske form drev den bastante konservative borgmester til afmægtigt raseri. Han blev så hidsig, at mødeledelsen gik i kludder for ham. Han begyndte også at køre sagerne skævt, så vi kunne vinde klager over ham i ministerier og tilsynsråd.

Sydede af arrigskab

De lokalpatriotiske modsætninger spillede selvfølgelig ind. Borgmesteren, som jo var St. Maglebyer, begyndte en systematisk overførsel af kommunale institutioner til 'sin' del af kommunen. Vi - med vores rod i Dragør - sydede af arrigskab. Vi holdt vores egne borgermøder rundt omkring i kommunen, vi skrev hver uge striber af indlæg i den lokale presse. Vi delte brochurer ud i de områder, hvor der var balladesager. Vi førte valgkamp fire år i træk.

Næste kommunalvalg, i 1978, vandt vi. Den tværpolitiske liste gik frem til fem mandater ud af de 17, og med fire nølende socialdemokrater kunne vi danne et nyt, Dragør-vendt flertal. Han, der i den tværpolitiske gruppe havde anciennitet tilbage til 1962, blev borgmester, og jeg blev formand for teknisk udvalg.

Pludselig hvilede der på mine skuldre det tunge spørgsmål: Hvad skulle der egentlig blive af den gamle St. Magleby landsby? Den var bymæssigt begyndt at gå i opløsning i 1960'erne, hvor buleblikværksteder og oplagspladser indfandt sig.

Helt galt var det gået, da bystyret i 1966 havde givet en afgående sognerådsformand en pensionsgave bestående af udstykningsret til hans jord, der lå i byens sydlige del. Den gave belemrede den hollandske kulturarv med nybygget benzintank, telefoncentral, offset-trykkeri, og endnu mere bilskrot.

Løftestang

Stod landsbyen overhovedet til at redde? Nede i Dragør havde der siden 1964 været gældende en bevaringsplan for den gamle by. Derfor ville St. Maglebyerne også have én i forbindelse med kommunesammenlægningen.

De ville imidlertid bruge en St. Magleby-plan som løftestang for udstykning af de åbne byarealer, der er en del af byens særpræg. Vi andre fik spændt så meget ben for St. Magleby-planen, at den lå ufærdiggjort på mit formandsbord. Det nye flertal pillede udstykningerne ud, strammede nogle af bevaringsbestemmelserne og håbede på, at Gud og fremtiden ville St. Magleby det godt, og at nogle af de værste skæverter forsvandt af sig selv. Helt så godt som Dragør kunne det aldrig blive. Men alligevel ...

Nu er der gået 30 år, siden St. Magleby-bevaringsplanen kom på plads. Og minsandten: Gud ville St. Magleby det godt. De stramme planbestemmelser har fået nybyggeri til at føje sig ind til noget, der er blevet en tiltrækkende helhed med en klar byggeskik, som er landsbyens og ikke skipperbyen Dragørs.

Tag selv ud og bese idyllerne på Sydamager. Og læg mærke til: Ikke alene er der et rart bymiljø. Der er heller ikke nær så meget mudder i St. Maglebys gader, som der var en gang.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian II inviterede de hollandske bønder til Amager, formentlig på foranledning af hans dronning, Elisabet/Isabella, som var opvokset i Flandern. Dertil havde kongen en nederlandsk elskerinde, Dyveke.

Jeg har læst at kongen ikke blot inviterede hollænderne, men smed de danske bønder ud af deres gårde. Det forklarer hvorfor fjendskabet mellem hollændere og danskere på Amager kunne holde sig i århundreder. Nogle af de retsløse danske bønder blev tvangsflyttet til Nordjælland, passende langt fra Amager. Måske måtte nogle af de tiloversblevne arbejde for hollænderne eller slå sig ned som jordløse fiskere i Dragør?

Det siges at de bønder på Sydamager der stammer fra hollænderne stadig skiller sig ud, da de er meget arbejdsomme, økonomiske og holder sig for sig selv. Kører man en tur i landskabet omkring Ullerup virker det mere hollandsk-rationelt end dansk, f.eks. med de karakterisktiske marker der er dyrket helt ud til skellet, uden overflødige centimeter marginaljord.

Eksemplet fra Amager viser hvordan man IKKE skal føre indvandringspolitik hvis man ønsker en fredelig integration. At give indvandrere specielle privilegier, samtidig med at man undertrykker den oprindelige befolkning, kan føre til opsplittede parallelsamfund i flere hundrede år, også selv om parterne ligner hinanden så meget som danskere og hollændere.

Claus Oreskov

En morsom kommentar- i Emanuel Gregers festlige film: ”En Søndag på Amager” (efter Johanne Louise Heiberg) fra 1941, taler de hollandske bønder sjællandsk. Mere fremmede har man åbenbart ikke, betragtede disse gode St. Magleby bønder, der til hverdag talte plathollandsk. Og medens vi er ved det, så findes der i St.Magleby et vanvittigt interessant museum: Amagermuseet. Her kan man få hele historien om de hollandske bønder, og om stedets hovedattraktion: Ringridning.
http://www.museumamager.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=...