Læsetid: 6 min.

Alting må forandre sig

På torsdag bliver København en arthouse-biograf og mange eksotiske filmoplevelser fattigere, når Husets Biograf lukker efter 17 år med Børge Nielsen ved roret
På torsdag bliver København en arthouse-biograf og mange eksotiske filmoplevelser fattigere, når Husets Biograf lukker efter 17 år med Børge Nielsen ved roret
22. juni 2009

Hvis du har besøgt Husets Biograf, kender du Børge. Det kan godt være, at du ikke er på fornavn med ham, som jeg er, men du har mødt ham, fordi gennem de seneste 17 år har Børge været hjertet og hjernen i den lille arthouse-biograf, der ligger i kultur huset i Magstræde i det indre København.

Det er Børge, en stille, spinkel og ungdommeligt udseende mand på 56 år, som har budt dig velkommen i den lille, rødmalede foyer, der også tjener som café og billetkontor. Det er Børge, som har solgt dig en kop kaffe og biografbilletten.

Det er Børge, som har lukket op til den aflange biografsal, hvor øverste højre hjørne af lærredet er skåret af pga. lokalets indretning, og kontrolleret den billet, han lige har solgt dig. Det er Børge, som har taget sin lille, sorte pengekasse under armen og er gået ad en slidt bagtrappe og ind i operatørrummet for at starte filmen. Det er sandsynligvis også Børge, som er rejst ud på filmfestivaler rundt om i verden for at finde og importere den film, du skal til at se. Og det er Børge, som efter filmen har lukket dig ud igen og sagt på farvel og på gensyn.

Ned ad bakke

Det er i hvert fald Børge, med efternavnet Nielsen, som tager imod, da jeg en onsdag eftermiddag dukker op i Husets Biograf for at lade mig vise rundt i de hyggelige lokaler, jeg har været i så mange gange før - jeg begyndte som filmjournalist, året efter Børge overtog Husets Biograf - og for at tale med ham om bio grafens forestående lukning.

Efter 17 år som biograf direktør og eneste ansatte - en række frivillige har gennem årene hjulpet Børge - er det nemlig slut. Billetsalget har gennem flere år været kraftigt dalende, og fordi Det Danske Filminstitut derfor skærer ned på den livsvigtige støtte til Husets Biograf, kan han ikke længere få det til at løbe rundt.

På torsdag den 25. juni tråder han maskinen for sidste gang, og mens selve biografsalen og operatørrummet fortsat vil være at finde i Huset, vil Børge ikke længere være der til at vise film fra egne af verden, man ellers kun sjældent får lov til at se.

»Jeg har virkelig kunnet mærke, at det er gået ned ad bakke med publikum gennem det seneste par år,« siger Børge, da vi går op ad trappen til operatørrummet og kontoret, der ligger bagved med udsigt til Magstræde, og som bærer tydeligt præg af, at Børge er ved at flytte ud.

Uretfærdigt

Der ligger filmspoler over det hele, som vidner om hans mangeårige, entusiastiske virke som filmimportør: Legenden om en Hellig Dranker (1988), Leningrad Cowboys Go America (1989), Lærker i snor (1990), Kvarteret Mozart (1992), Fjerne stemmer, stille liv (1988) og eftermiddagens første film, At være og at have (2002), der allerede sidder klar i maskinen, og som sammen med Aki Kaurismäkis Manden uden fortid (2002) har været Børges største succes i de senere år.

»Det er blevet sværere at få nye film fra de andre distributører, og det har været svært for mig selv at tage nye film hjem. Jeg har måske kunnet klare en til to film om året, men hvis det skal løbe rundt, er der brug for fem-seks film om året.«

Og når Børge har importeret en film, har han været nødt til at gøre det i flere kopier og sætte filmen op i biografer som f.eks. Grand. »Og så går folk i Grand for at se filmen. Det er selvfølgelig ok, men gør det også svært for mig - og hos DFI får jeg ikke credit for, at mine film sælger billetter i Grand,« siger Børge, der synes, at det er lidt uretfærdigt, at biografen er blevet frataget sin støtte.

»Jeg har trods alt gjort meget for at have et omfangsrigt og varieret program med film fra hele verden.«

Ensrettet repertoire

Det er blandt andet dvd-mediet, der har gjort det vanskeligt for Børge og Husets Bio graf. Desuden er der sket et skift i, hvad folk gerne vil se. Det er danske og amerikanske film, der dominerer statistikkerne, mens film fra andre lande har det svært, forklarer Børge. Som flere andre arthouse-biografdirektører og små distributører har han måttet erkende, at artfilmens storhedstid i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne for længst er forbi. Ja, selv de mellemgode år i 1990'erne er en saga blot.

»Desuden vil folk vil se nye film, hvor min stærke side netop har været filmklassikerne og de serier med instruktører som Jim Jarmusch og Kurosawa, jeg har vist. Jeg var også en af de første til at hente Hong Kong-film hjem,« siger han.

Et andet problem er, at Børge altid har været sin egen pr-maskine. Det gik fint, så længe de fleste menneskers hovedmedie var aviserne - »biografen har fået sin del af avisomtalen,« siger han - men det er blevet sværere at slå igennem med de smalle film, nu hvor internettet er blevet så vigtig en informationskilde for folk.

»Man har brug for film med publikumsbevågenhed. Det er en fin balance, hvis man skal overleve. Der var en periode i første halvdel af 1980'erne, hvor der var en opblomstring i antallet af små biografer, som også selv importerede film. Det medførte en stor alsidighed i repertoiret. Nu begynder det at blive mere ensrettet.«

Flugten til Amerika

På en gammel metalreol i et af biografens rodede bag lokaler ligger stakkevis af film på 16 mm, som jeg kan huske fra min barndom: Muldvarpen og karnevalet, Muldvarpen som musiker, Alfons Åberg keder sig, Cirkeline - flugten fra Amerika. Samlingen hørte til biografen, da Børge overtog den, og den bliver liggende, når han lige om lidt forlader den igen.

Men de film på 35 mm, som Børge har stående - en 60-70 stykker, siger han, resten røg ved en oprydning for et par år siden - bliver for en stor dels vedkommende overleveret til Cinemateket.

»De er meget ivrige,« siger Børge og fortæller, at det blandt andet drejer sig om den eneste 35 mm-kopi af Jannik Hastrups Cirkeline - flugten fra Amerika (1971), der var så USA-kritisk og kontroversiel, at den aldrig blev vist på tv.

De mange film af Aki Kaurismäki, som Børge har importeret, får en anden arthouse-importør og biograf glæde af, nemlig Øst for Paradis i Århus. Samarbejdet med den finske instruktør er i øvrigt noget af det, som Børge er mest stolt af, når han ser tilbage på sine mange år i Husets Biograf, der da også på mange måder har været et lyspunkt i det københavnske biografmiljø.

»Jeg har været glad for at rejse ud, finde de gode film og tage dem med hjem og præsentere dem for et dansk publikum,« siger han.

Trofaste Kaurismäki

Vi er tilbage i cafeen, der er fyldt med plakater, bøger og filmrelaterede T-shirts, ting, som Børge har samlet gennem årene, og som han nu sælger ud af.

»Jeg synes i al beskedenhed, at jeg har haft nogle pletskud indimellem, selv om der ikke har været mange økonomiske succeser. Det har f.eks. været spændende at arbejde sammen med Kaurismäki, fordi det med ham har været et forløb.«

»Andre instruktører opdager man og køber deres første film, men så snart de slår igennem, står der andre klar til at købe deres næste film for større summer. Det har jeg f.eks. oplevet med flere af de kinesiske instruktører, f.eks. Zhang Yimou. Kaurismäki er meget trofast over for dem, der har satset på ham. Det har været en stor tilfredsstillelse at bibeholde samarbejdet med ham gennem årene, også fordi han er en af de mest betydelige filminstruktører fra samme periode.«

Det er ikke kommet som en overraskelse for Børge, at Husets Biograf må lukke - faktisk er han en smule forundret over, at det er lykkedes ham at overleve i 17 år. Derfor er han heller ikke knust over at måtte lukke bio grafen – selv om det selvfølgelig er en smule vemodigt. Og som han med et smil bemærker, da jeg er på vej ud af døren, og han skal op for at sætte filmen i gang for de to betalende gæster:

»Hvad er det, de siger i Leoparden? 'Hvis tingene skal forblive de samme, må alting forandre sig.'«

Se de sidste dages program på www.husetsbio.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for artiklen:-)
Der bliver indirekte skudt på Grand her, men var det ikke for Grand (og Cinemateket) , ville der ikke blive vist filmKunst i København. Selv Dagmar er i lommen på Industrien:-(Tilgiv overdramatiseringen).
NB-Nyd otiet Børge!

Lad os håbe at de små, alsidige biografer får et comeback på et tidspunkt. Som Højer nævner, findes de heldigvis endnu, men synligheden for alternativerne kunne man ønske sig var større.

Måske er "problemet" ganske enkelt, at danskerne ikke gider at se kunstfilm, som opererer på et højt æstetisk og intellektuelt niveau (filmkunst). Og uden publikum kommer selv den stærkeste ildsjæl til kort. Som min far altid sagde "Livet er for kort til franske film". Og en film som sidste års Cannesvinder "Klassen" fik kun dansk premiere, fordi Grand meget beundringsværdigt føler sig forpligtet til at give danskerne mulighed for at opleve filmkunst som aftvinger moralsk stillingtagen. Men jeg tror rent faktisk ikke Cantets film gik særlig godt og det er synd. Der er bare ikke noget at gøre ved det.
Folk vil underholdes! De vil have voldsomme effekter og de vil frem for alt glemme sig selv dér i mørket. Og det er OK; jeg ser selv Batman (i Bales fortolkning). Men hvor ville jeg dog nødig undvære de befriende storsnakkende (på ikke-amerikansk) auteurfilm. Vel at mærke fra 35-mm spole. DVD er kun et supplement til biografoplevelsen.
NB-Posthusteatret har stadig voldsomme problemer og viser pt. ikke film. Gloria har været lukningstruet. Vester Vov Vov har efter en kriseperiode fået hovedet ovenvande igen. Man skal bestemt ikke tage det for givet, at der er kunst-biografer i København.