Læsetid: 2 min.

Arabiske steppebrande i Århus

Der findes få undskyldninger for at gå glip af Omar Souleyman fra Syrien og Group Doueh fra Vestsahara, når de sætter ild til Århus i aften
11. juni 2009

Midt i den globaliserde suppedas kan det være saliggørende at høre den ægte vare. Og hvad menes der så med dét i en verden, hvor ægthed i

lige så høj grad er at udtrykke sig på en laptop eller en iPhone, som at sætte strøm til elguitaren eller sving i lirekassen? I denne korte artikels sammenhæng menes der musik, som er dybt rodfæstet i lokal kultur og alligevel har absorberet lyden af verden rundt omkring den. For det er jo virkeligheden, om man så lever i Vendsyssel eller Gobi- ørkenen.

Så når Omar Souleyman fra Syrien og Group Doueh fra Vestsahara kommer forbi Århus er der al mulig grund til at spidse ører. For det er den ægte vare. To gnistrende sammenstød mellem på den ene side folkemusikken som en indædt og fast bestanddel af hverdagen og på den anden side den vestlige pop- og rockmusiks ustoppelige udbredelse.

Fra mellemgulvet

Syriske Omar Souleyman står for en moderne fortolkning af danse-genren

Dabke, som han giver ætsende intenst nyt liv. Souleyman er en knejsende sanger, der med sin raspende stemme, sine halsbrækkende fraseringer, sin rasende passion og sin offensive sanselighed er et overvældende og anfægtende bekendtskab. Hans stemme understøttes af krattende samplinger af strygere og blæsere fra arabisk tradition - tilsat trommeloops. Souleyman har over 500 kassettebånd-udgivelser solgt i Syriens kiosker på samvittigheden.

Group Doueh spiller Sahrawi-folk-pop med guitaristen Doueh affyrende påvirkninger fra Hendrix og Santana og mange andre henover tranceskabende rytmik. Bandet kommer fra Vestsahara, hjemsted for Sahrawi-

kulturen, som er i klemme i en territorial konflikt mellem Mauretanien og Marokko. Og Group Doueh ånder i en kreativ klemme mellem blues, rock og arabisk kultur fra det vestlige randområde.

Både Omar Souleyman og Group Doueh skaber musik af en anden verden og alligevel med lokal slagkraft - i Århus, i mellemgulvet, i hjertet.

Det er musikselskabet Sublime Frequencies, der står bag koncertturneen - deres første arrangement af slagsen - og bag helt forrygende udgivelser med Souleyman og Group Doueh. Selskabet blev grundlagt for fem år siden af Alan Bishop og Hisham Mayet, og fra begyndelsen har de set udgivelsesarbejdet som en vildtvoksende antropologisk feber-tour gennem musik fra fjerne himmelstrøg. Uden sminke. Uden sikkerhedssele.

Skramlet og skrammet

Mange udgivelser er optagelser lavet direkte på gaden eller af skrattende radiotransmissioner eller overført fra kassettebånd indkøbt på rejser. Og lydkvaliteten er derefter. Skramlet, skrammet,

tyndslidte. Men intensiteten i musikken er uforlignelig. Især i de senere år, hvor de har udgivet sublim musik fra også Niger, Algeriet, Myanmar og Sydamerika.

Og i aften præsenterer de ildsjæle fra Syrien og Vestsahar i Århus - og i anderledes god lydkvalitet. I denne musikformidler/junkies ører ville det være en decideret bommert at gå glip af oplevelsen, hvis man er i omegnen. Om det så er Råbjerg Mile eller Harboøre Tange.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu