Hollywood var ude efter hende med en syvårig kontrakt. Det var allerede i 1940'erne, hvilket vidner om, at Helle Virkner var en af de danske filmskuespillere af første rang, der havde den længste karriere. Over 60 år gik der mellem hendes første og sidste tilsynekomst på lærredet.
Slidstyrken fejlede ikke noget, men vigtigere: talentet lyste lige klart fra starten, hvor hun kunne være alt fra sexet bitch til naiv ingénue, over 1970'erne, hvor hun satte sig igennem som en af Korsbæks klogere indbyggere, Elisabeth Friis i Matador - og frem til 1990'erne som den renfærdigt barnlige, spiritistiske Fru Mogensen i Lars von Triers tv-serie Riget.
Statsministerfrue
Man kan ellers ikke sige, at Helle Virkner skånede sig selv gennem et noget omtumlet karriereforløb.
Hun var repræsentativ statsministerfrue for Jens Otto Krag (S), som hun blev gift med i 1959, da han var udenrigsminister. Med ham fik hun to børn.
Hendes to første ægtemænd var skuespillerne William Rosenberg og Ebbe Rode. Ægteskabet med Krag holdt til 1973, og i den periode var Helle Virkner i lange stræk væk fra teatret.
Her havde hun ellers - efter uddannelse på Det Kongelige Teater - skabt sig en fin position. Hun sås især på frederiksbergske teatre, og i 1959 var hun direktør for Allé-Scenen sammen med Frits Helmuth. Tillige var hun meddirektør for ABC-teatret 1982-89 og enedirektør 1989-93.
Det nu afdøde teater-orakel Jens Kistrup fremhæver især hendes talent for at fremstille "det barnlige eller halvvoksne sjæle- og følelsesliv" i roller som Sonja i Tjekovs Onkel Vanja, Thérèse i Anouilhs Vildfuglen og Anne Frank i Anne Franks dagbog.
Prinsesse og grå mus
Men ét er teaterhistorie, noget andet filmpræstationer, hvis bonitet kan konstateres den dag i dag. Her står Helle Virkner sig særdeles godt.
Allerede i 1940'erne var hun med i dansk films kunstneriske fortrop som datidens 'unge pige', der kunne knitre af erotik, livslyst og farlighed.
En vittig og suveræn ung skuespillerinde i hovedværker af datidens unge fremstormende instruktører, Johan Jacobsen, Ole Palsbo og Erik Balling.
Lystspillet var nok hendes mest naturlige domæne, og det særlige ved hendes egentlig ikke klassisk smukke, men yderst pikante apparition var, at hun - i samme rolle - kunne illudere lige overbevisende som grå mus og blændende prinsesse.
Det blev til fulde udnyttet i Annelise Reenbergs seværdige Hendes store aften (1954), hvor hendes naive ungpige-sødme stadig virker hverdagsnær og forførende, og i Erik Ballings Askepot-historie Kispus (1956), den første danske farvefilm.
Men minsandten om hun ikke også er super-elegant hundjævel i Englen i sort (1957) og tomhjernet model i På tro og love (1955) - præcist lige så overbevisende.
Evigt forstående
Hun klarer i 1960'erne den svære overgang til 'voksen kvinde', ikke uden tuttenutteri i Poeten og Lillemor-serien, men i fin sofistikeret stil som den klogeste af de tre døtre i Ballings Den kære familie (1962). Nu er hun den modne kvinde, der med et forstående blik gennemskuer mænd-enes dårskaber - og bærer over med dem.
Hun afspejler vel især svundne tiders kvindeidealer og var ikke just nogen barrikadekæmper, selv om hun privat gik ind i kommunalpolitik i 1973. Hun udviklede sig til en betydelig stemmesluger for Socialdemokratiet og stilede i 1981 efter borgmesterposten på Frederiksberg, men det blev til et samlet tab på tre mandater for partiet, hvorved de konservative kom til at sidde ene på magten. I 1982 trådte hun ud af kommunalbestyrelsen.
Foran kameraet blev hendes folkelige gennemslags-kraft først og fremmest bekræftet som fru flyttemand Olsen i serien Huset på Christianshavn (1970-77) og førnævnte Elisabeth Friis i Matador (1978-81).
Altså igen bistået af Erik Balling, med hvem hun iøvrigt havde et nært, livslangt venskab.
Hun efterlod sig flere populære erindringsbøger, men først og fremmest over 50 filmpræstationer, hvoraf en længere række altså stadig er holdbare. Hollywood så rigtigt. Her var den sjældne kombination af stjerne-karisma og gedigent talent.
