Læsetid: 6 min.

I den bedste af alle verdener

København er en af verdens hippeste og mest eftertragtede storbyer, men det er bare ikke alle, der er velkomne i bybilledet. Det siger psykiater Preben Brandt, der har skrevet en bog om broernes byudvikling gennem de sidste 20 år. I byfornyelser og optur glemte vi det anderledes og utilpassede, og med cafeer, indhegnede gårde og bænkløse pladser har vi helt bevidst presset de socialt udsatte helt ud af byen. Det er os selv vi er bange for, siger han
5. juni 2009

Solen skinner på Maria Kirkeplads på Vesterbro. Klokken er 9 tirsdag formiddag, og det er allerede ved at være lunt. På trappen bag kirken sidder fem unge mænd og ryger heroin. Der er frit udsyn til Istedgade, men de forbipasserende synes ikke at lade sig mærke af det.

»Det er skamløst,« siger Preben Brandt og peger over mod pladsen.

»Simpelthen skamløst og nederdrægtigt. At man vil være det bekendt. Det er mennesket, når det er allerværst.«

Preben Brandt hentyder ikke til de mændene på pladsen. Han hentyder til det tre meter høje hegn, naboejendommen har placeret op ad pladsen. De var trætte af at finde kanyler i deres gård og fjerne narkomaner fra cykelskurerne, slåskampe og politiets razziaer.

»Det kan jeg sagtens forstå, og jeg bebrejder heller ikke de beboere her. Jeg bebrejder os alle sammen for ikke at give de mennesker derovre noget alternativ. De bliver nødt til at tage deres stof her af frygt for, at politiet tager det, eller at de bliver overfaldet. Derfor bebrejder jeg os alle sammen at have været ligeglade med dem, da vi sanerede hele Vesterbro. For langsomt at have presset dem ud af bybilledet og sendt dem ud i forstæderne, så vores smukke storby ikke skæmmes af dem.«

Krigszonen

Der er krig på Vesterbro i København. Vi har kendt til den længe, og i det skjulte har vesterbroerne kunne følge med i, hvordan deres bydel langsomt har transformeret sig fra at være et sted tæt befolket af narkomaner, prostituerede, alkoholikere og sociale tabere til at være et kvarter med nogle af byens dyreste kvadratmetre. Et mondænt kvarter med en fortorvscafé for hver 20. meter drysset rundt mellem gallerier, restauranter og modebutikker. Et sted for unge veluddannede, velhavende og velmenende mennesker. Og det sidste er ifølge psykiater og forkæmper for socialt udstødte Preben Brandt det værste. »Metropolisme« kalder han det i sin nye bog Byen og social ulighed om byudviklingen i København frem til i dag. En udvikling, der ikke har givet plads til det socialt skæve, de udstødte og de overflødige.

»Jeg kalder det en metropolisme. Det er en helt ren rå kapitalisme, der er pakket ind i en medfølende humanisme. Ikke i min baghave, siger man i USA, og det har være mantraet for hele Vesterbro,« siger Preben Brandt.

»Der er sket en normalisering med byfornyelsen, og en kapitalisering af os selv. Det kan man se på byudviklingsniveauet. Når du har hovedet med dig og går rundt om dagen, kan du godt finde ud af at tage en humanistisk mine på, men når du lukker øjnene, står der dollartegn på indersiden af dine øjenlåg, og det har betydning for den måde du opfatter andre mennesker.«

Da man i 90-erne gik i gang med den gennemgribende istandsættelse og renovering af Vesterbro, var der ingen der talte om de socialt udstødte, forklarer Preben Brandt. I stedet for at skabe steder, hvor der også var plads til bydelens belastede beboere, lod man lejlighederne lægge sammen, huslejen stige og solgte de almene boliger.

»Som en skamstøtte står Mændenes Hjem helt uberørt af istandsættelsen. Den ligger som noget af det grimmeste byggeri i hele bydelen, fordi man ikke ville gøre noget ved det,« siger han.

Vi er nået længere op ad Istedgade og står over for herberget, der som en rød kolods ligger lidt underligt indeklemt.

»Når Ritt Bjerregaard taler om billige boliger, har der ikke på noget tidspunkt været tale om at lave nogen på Vesterbro. Der er ingen tanke om billige boliger på Vesterbro, for der er ikke er nogen, der vil have de socialt udsatte her.«

Han stopper og peger ind af vinduet på en restaurant. Der er hvide duge og høje glas. »Det hele bliver sådan noget dér, eller sådan noget dér.« Han stopper ved et nyt vindue, hvor en række ubestemmelige cremefarvede porcelænsgenstande fylder hele ruden ud.

»Jeg ved ikke engang hvad det er. Måske et galleri eller en café. Og det er der bestemt ingenting i vejen med,« påpeger han.

»Det er en godt, at der rykker fine ting ind i Istedgade. Det er bare vigtigt, at man bevarer rummeligheden; at der bliver plads til andre end dem, der lige præcis ligner middelklassen. Jeg tror på et klassesamfund, og jeg tror på, at den mentale forskel på middelklassen og underklassen er blevet større. Middelklassen vil så gerne være overklasse, og derfor er de bange for underklassen. Vi er bange for det, der ikke ligner os selv, og jeg tror, vi er bange for den del af os selv. Der er jo ikke nogen, der træder på kanyler her - det er jo ikke det, det handler om. Det er middelklassens diktatur.«

Bænkeløse

Preben Brandt mener, der er sket en isolering af middelklassen på Vesterbro, og udstødelsen af underklassen har været brutal og næsten usynlig. Det kommer ikke kun til udtryk på Maria Kirke Plads og i de renoverede lejligheder, men også på byens offentlige pladser har udstødelsen fundet sted. Vi går ned på Halmtorvet og op ad Sønder Boulevard, hvor Preben Brandt finder nye eksempler på krigen.

»Hver gang man sætter en ny plads i stand fjerner man bænkene, så de hjemløse ikke kan slå sig ned eller der. Se her.« Han peger ud over pladsen: »Det er kun caféstole og enkelte ukomfortable bænke. Og der er ikke nogen, der drikker for meget, der har lyst til at sidde så tæt på cafémiljøet. Det er den store middelklasses ekskluderende fællesskab. Jeg efterspørger rummelighed, og ja; solidaritet og forståelse for andre mennesker. Vi har brug for at se, hvordan vores verden ser ud. Man kan ikke gemme det grimme væk.«

Det er det samme over hele byen, mener Preben Brandt og nævner et andet eksempel

»Sankt Hans Torv på Nørrebro er et andet godt eksempel på, hvor galt det kan gøres. Her er ingen bænke, men kun de stole, cafeerne har stillet frem. Her er heller ikke nogen socialt udsatte eller noget mangfoldigt byliv. Folk ligner hinanden - det er en stor middelklasse. Men en plads som Blågårdsplads på den anden side af Nørrebrogade er et godt eksempel på det modsatte. Her er der plads til mangfoldigheden. Til de fine cafeer og indvandrerne, der også er en stor del af Nørrebro. Her er bænke, hvor folk, der ikke kan betale 25 kroner for en kop kaffe kan sidde.«

Og Preben Brandt er ikke i tvivl om, hvad det i sidste ende handler om, og hvad det er vi ikke kan holde ud ved de socialt dårligt stillede:

»Dybest set handler det om, at vi er bange for os selv. Vi er bange for dem, der går og driver den af. Dem der ikke gør, hvad samfundet siger, de skal. Vi er bange for derouten og skørlevnedet - tanken om, at vi alle kan falde igennem. Vi er bange for det ukendte og det anderledes. Dem, hvis signaler vi ikke umiddelbart kan aflæse. Når du og jeg møder hinanden på gaden, ved jeg - ud fra din påklædning og din opførsel - at du kommer ikke til at gøre noget overraskende; noget der stikker ud fra det normale. Men når der kommer tre indvandrerdrenge, der råber højt på arabisk, bliver jeg utryg fordi jeg ikke er vant til det anderledes. Jeg kan ikke afkode dem. Det bliver vi endnu dårligere til, hvis vi ikke gør op med dette middelklassediktatur.«

lla information.dk

Preben Brandt: Byen og social ulighed. Ill. v. Laura Helen Højring, 182 s., 199 kr. Tiderne Skifter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Løsningen må være en kvoteordning:

Mindst to gambianske heroinpushere, fire fulde grønlændere, to gammeldaws drankere og fem narkoludere (med vedhæng) pr. postnummer på Vesterbro, så slumromantikere som Preben Brandt kan få fred i sjælen...

Nanna Henriksen

Jeg er fuldstændig enig; selvfølgelig skal der være plads til de "socialt udstødte", men betegnelsen udstødte vidner også om en verden der bestemt ikke er "...den bedste af alle verdener". Jeg mener da, at vi først og fremmest burde sørge for at socialgrupper som udstødte slet ikke opstår... Der skal være plads til forskellighed i ethvert samfund, men før vi laver store "udfoldelses-pladser" til mennesker der har problemer med alkohol, stoffer etc., burde vi så ikke heller i første omgang hindre dem i at få og udvikle disse problemer?