BERLIN - Nu er den gal med Maxim Biller igen. For et par år siden berettede Bagsiden om den tyske forfatter. Hans eks-kæreste var sur over hans roman Esra. Hun mente, at den i alt for høj grad og i de mest intime detaljer handlede om hende og oven i købet også udleverede hendes mor.
I Tyskland kan man åbenbart næsten ikke synke dybere end til at kritisere sin svigermor på tryk. Det mente i hvert fald den tyske forfatningsdomstol. Bogen blev og er stadig forbudt og måtte trækkes tilbage fra boghandlerne.
Personligt må jeg indrømme, at jeg aldrig har læst en bog af Maxim Biller. Han er af den slags forfattere, hvis perfide og misantropiske artikler man sluger råt fra avisen, men hvis skønlitterære forfatterkab man af den ene eller anden grund tvivler på. Læseren kender sikkert selv typen fra den danske avisbranches anmelderstab.
Denne gang er det ikke kun sine nærmeste eks'er, Maxim Biller angriber, men hele den tyske og især samlede og især østlige del af nationen. I et stort essay i Frankfurter Allegemeine Zeitung harcelerer Biller over alt, hvad der er tilflydt Tyskland østfra siden 1989. Den fredelige revolution var slet ingen revolution, siger Biller. Overalt sneg Stasi'er sig ind oppefra og nedefra, og vesttyskerne tillod, at "østtyskerne forblev østtyskere og forgiftede vores engang så libertære, unationalistiske og åbne samfund med 'østhed'".
Er det ikke lidt sjovt at høre ordet 'østhed' nævnt med al tegn på foragt fra en mand med russisk-jødiske rødder, der blev født i Prag i 1960?
Er selv en latterlig tysker
Angela Merkel, der som bekendt var DDR-borger, sammenligner han slet og ret med Stalin. Helmut Kohl kalder han en "second-hand-Bismarck". Gammelkanslerens udtalelse: "Hvis jeg var vokset op i DDR, havde jeg også været en medløber" har forfulgt Biller i de 20 år, der er gået, siden den slap ud af Kohls mund. Man skulle i stedet have lyttet til Jürgen Habermas, der allerede dengang advarede de 60 millioner vesttyskere om, hvad der ville ske med dem, hvis de indlod sig med 17 millioner østtyskere. Ikke noget godt, mente Habermas, men lyttede de?
Biller diskuterer med sin far, og lader, som om han ikke selv tilhører de latterlige tyskere, hvilket i sig selv er latterligt: "Hvorfor, far, emigrerede vi ikke til Amerika i 1968, da russerne var marcheret ind i Prag?"
"Fordi Bonn-republikken dengang var tæt på at være det cooleste, frieste land i verden, min søn".
Biller er så tysk som Biergarten og Bockwurst. Det tyske selvhad løber i hans årer, det driver af hver linje i hans essay. Og hadet til 'ossierne', som også de i dag vesttyske østtyskere til tider flyder over med, placerer ham med fødderne dybt i den germanske muld.
"Nej, man kan ikke føre alt, hvad der i dag irriterer i Tyskland, tilbage til den lammende indflydelse fra de xenofobiske, tysknationale, provinsielle og for altid bolsjevistiske kujoner. Men meget, rigtig meget," skriver Maxim Biller.
Der er endnu nogle måneder, til man skal fejre Murens fald, men stemningen er allerede i topform.
