Læsetid: 5 min.

Det daglige brød er både Kentucky fried chicken og kaviar på taget

Den økonomiske krise bliver mere og mere synlig i New York, og det daglige brød er slet ikke noget, man kan være sikker på at få. Så hvis man har mulighed for at spise ude, gælder det om at nyde det, så længe det varer. At spare op har vist sig at være en dårlig idé her, hvor de fleste sætter deres penge i aktier. Eller gjorde
Den økonomiske krise bliver mere og mere synlig i New York, og det daglige brød er slet ikke noget, man kan være sikker på at få. Så hvis man har mulighed for at spise ude, gælder det om at nyde det, så længe det varer. At spare op har vist sig at være en dårlig idé her, hvor de fleste sætter deres penge i aktier. Eller gjorde
4. juni 2009

For nylig kunne man på Oprah Winfreys hjemmeside downloade kuponer, der skulle garantere et gratis måltid mad på Kentucky Fried Chicken (KFC). Som man næsten kunne forudsige, endte det i totalt kaos, for KFC blev i den grad bestormet og var nødt til at afblæse reklamefremstødet med horder af rasende mennesker til følge. Det kan undre, at Oprah Winfrey, som er kendt som dyreven, og sidste år oven i købet vandt prisen Person of the year uddelt af PETA (People for the ethical treatment of animals), på denne måde indledte et samarbejde med KFC, som indkøber enorme partier af kyllinger, der lever meget triste liv på store farme og slås ihjel på en lige så trist måde.

»Kombinationen af gratis mad og Oprah er en tsunami,« kan man læse i avisen. Og ja, det er klart, for her er folk decideret sultne, og der er lange køer ved suppekøkkenerne rundt omkring i byen. Man bliver konstant opfordret til at donere dåsemad, madolie, tørrede bønner og ris til disse køkkener, der uddeler mad til de ’fattige’. Dem bliver der flere og flere af, og at være fattig her er ikke som at være fattig i Danmark.

Derfor går det også godt hos McDonalds og KFC, fordi deres ’mad’ er så billig. Man kan selv regne ud, hvad det betyder for folkesundheden. I mit eget kvarter undrede jeg mig længe over, at flere og flere satte deres ejendele ud på gaden og solgte dem – for da jeg ankom hertil, blev tingene bare sat ud, så folk kunne tage dem gratis. Lige så meget undrede det mig, at tingene blev solgt. For det er godt brugt og forvasket tøj, plasticglas, defekt legetøj og lignende sager, der er til salg på disse stoop sales. Men folk mangler penge. Og de, der køber, har ikke råd til at købe nyt. Hver en penny vendes og drejes.

Men har man penge, kan man som bekendt få, og der findes et utal af gode spisesteder for den sultne med lidt eller flere dollar på lommen. New York rummer alle muligheder, fra Chinatowns gadekøkkener, hvor man kan få et rimeligt måltid for fire dollar, eller Franklin Avenues rice and beans til bare to dollar for en ordentlig tallerken fuld, til restauranten på toppen af Marriott-hotellet på Broadway, The View, hvor en lillebitte skefuld kaviar koster 125 dollar (men så sidder man også og spiser på et roterende gulv, så man kan nyde udsigten over byen til alle verdenshjørner). Jeg vil dog starte ved et af de mere dekadente steder, nemlig The Lure på hjørnet af Prince og Mercer i SoHo.

Som i en James Bond-film fra 60’erne

Man træder ind og ser sig omkring og føler sig straks hensat til en James Bond-film fra 1960’erne. Her omgiver velhavende mænd sig med smukke damer i de nougatfarvede halvmåneformede båse, mens tjenere lydefrit bevæger sig rundt på de tykke tæpper og serverer alt godt fra havet. Sushi på is, smukt serveret på høje opsatser, hele hummere med hjemmerørt citronmayonaise, asiatisk tun-tatar med koriander, grillede fisk og et væld af forskellige østers at vælge imellem. For nu bare at nævne lidt fra menuen; det hele er virkelig godt. Vinkortet er en historie for sig og en smilende venlig Sommelier sørger for, at man får det bedste.

Jeg husker stadig en Riesling, der var så ejendommelig og velsmagende, at jeg vil blive ved med at huske den. Det er ikke billigt at spise på The Lure, men pengene værd, hvis man altså har dem. Anderledes rimelige er priserne på Moto i Williamsburg. Indtil videre ubetinget min yndlingsrestaurant, og det var ikke tilfældigt, at stort set alle de mennesker, jeg mødte, da jeg ankom hertil sidste år, uafhængigt af hinanden anbefalede den. Den ligger på hjørnet af Broadway og Division Avenue (ikke Broadway, men gaden af samme navn i Brooklyn) og er nærmest trekantet, og meget lille. Og mørk. Man træder ind i en anden verden. Som regel er der propfyldt allerede klokken 18, og man må vente i baren, hvilket man kun er glad for, for udvalget af øl er ikke dårligt – blandt andet serveres der Guiness med champagne.

Mens man sidder der, bemærker man måske, at et af vinduerne er plastret til med hvidt papir. Det er fordi, det vender ud mod Hasidic-kvarteret, og de ekstremt fundamentalistiske jøder, der bor her, tåler ikke den fristelse, det vil være at kaste et blik ind ad et vindue til en beværtning. Så bliver man anvist et bord, og menukortet byder på mange småretter inspireret af jødisk cuisine. Jeg kan særligt anbefale de dampede artiskokker og hårdkogte æg med sild og rødbeder. Til hovedret kan man med fordel vælge de meget populære Ribs, og til dessert Dadelkage. Det lyder underligt, men den lune, og ikke for søde, mørkebrune, luftige kage, er en af de bedste desserter, jeg nogensinde har smagt.

Tintin og Den Blå Lotus

Midt i maden hører man pludselig musik. En trio, som regel, for mere er der ikke plads til i hjørnet ved indgangsdøren, rejser sig og spiller. Det kan være Bluegrass udsat for punk eller Folk udsat for ekspressionisme, men det er på ingen måde ulideligt, tværtimod. Man er ked af at gå derfra, men folk venter stadig i baren på et bord, selv om klokken er blevet 23. Kommer man alligevel forbi, bør man tage en drink på Dressler, som ligger i gåafstand fra Moto, nærmere betegnet også på Broadway, mellem Driggs og Bedford. Her er maden også god, fine dining, men ikke billig. Til gengæld kan man få sig en Pomegrate Martini til 11 dollar – den består af hjemmelavet vodka, friskpresset granatæblejuice og citron. Den er sund! Og den er stærk. Generelt skal man være opmærksom på, at portionerne her er store og gode at dele, at man skal sige no cheese, lige meget hvad man bestiller, ellers overdøves enhver ret med dårlig, fed ost, der slet ikke er ost, men bare fedt.

Andre gode steder er Al di la på 5th Avenue i Brooklyn, der laver uforglemmelig, primært norditaliensk mad, og som efter sigende har den bedste (kvindelige) chef i Brooklyn, Snack, der er græsk (og hvor tit får man god græsk mad?), som både har en restaurant i Bedford Street, West Village, og et mindre spise- og takeaway sted i Thompson Street. Området omkring 3rd Avenue og East 7-14 streets, også kaldet Little Tokyo, byder på mange gode japanske restauranter (for eksempel Lan eller Soba-ya), tehuse og hemmelige, underjordiske sake-barer, hvor folk bærer kimono, og man tror, man er trådt ind i Tintin og Den Blå Lotus: en opiumshule.

Der er meget langt fra køen uden for KFC til The Lure. Og mange må nøjes med at dele en gang soup and salad hos den billigste diner. Den økonomiske krise bliver mere og mere synlig, og det daglige brød er slet ikke noget, man kan være sikker på at få. Så hvis man har mulighed for at spise ude, gælder det om at nyde det, så længe det varer. At spare op har vist sig at være en dårlig idé her, hvor de fleste sætter deres penge i aktier. Eller gjorde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Springborg

Vrøvl fru Aidt. Dressler er en af de bedste restauranter som repræsentant for det nye amerikanske køkken på linje med Blue Hill, hvor Obamas spiste forleden. Dressler har også en stjerne i Michelin - og den med fed ost ovenpå, har jeg ikke oplevet. Portionerne er store efter europæisk standard, men er blevet kritiseret af visse mere sultne amerikanere for at være små.
Dressler er bare en fryd og de har et glimrende vinkort. Besøg dem, men husk at bestille bord.