Situationen i Beograd i dag er højst mærkværdig, fortæller den serbiske forfatter Vladimir Arsenijevic, der er på besøg i København i anledning af sin nye bog, Mexico. Krigsdagbog.
Som forklaring på dagens tilstand i Serbien opregner Arsenijevic den lange række af voldsomme og blodige begivenheder, der har ført frem til den. Efter at Milosevic blev væltet, blev ministerpræsident Zoran Djindjic dræbt i 2003. Der opstod en moralsk recession, og nationalismen kom igen frem til overfladen, siger han. Så kom Kosovos uafhængighed og med den en voldsom reaktion. Men det var også, som om al nationalisternes energi derefter var brugt op, mener Arsenijevic. De havde ikke længere noget at klamre sig til, Kosovos selvstændighed var det afgørende slag for nationalismen, siger han.
"Herefter fik de demokratiske kræfter faktisk magten," fortsætter Arsenijevic, "men så kom finanskrisen! Vi bevæger os fra krise til krise - hvis ikke vi selv er i stand til at lave den, bliver den os påført udefra," konstaterer han galgenhumoristisk. "Og krisen har ramt Serbien meget hårdt, mange internationale investorer trækker sig ud, og arbejsløsheden er tårnhøj. Vi er presset."
Krisen og den høje arbejdsløshed betyder dog ikke, ifølge Arsenijevic, at nationalismen igen vil få vind i sejlene: "I det øvrige Europa skyldes nationalismen i høj grad indvandrerne, men vi har ikke nogen fremmedarbejdere! Hos os er nationalisme noget, der forekommer mellem naboer," siger han.
"Desuden er den infrastruktur, der skulle til for at føre en krig, ødelagt. Og endelig er landet fuldt af fremmede tropper."
"Men nationalisterne er der stadig, selv om de holder lav profil. Og der er ingen, der på samfundsniveau har taget ansvaret for ødelæggelsen af landet. Alle dyrker deres egen myte."
Arsenijevics Mexicobog er blevet heftigt kritiseret i Serbien, fortæller han. Til gengæld er det den første serbiske bog i mange år, som er blevet oversat til albansk.
Hans debutroman U potpalublju (1994) (på dansk På underste dæk, 1995) blev en stor sensation. Den modtog den fornemme NIN-pris som 'årets roman' og blev oversat til adskillige sprog. Men Mexico. Krigsdagbog har serberne haft mere end svært ved at sluge. Bogen præsenteres som en dagbog og er det reelt også, fastslår Vladimir Arsenijevic. Han gik i gang med at skrive den tre dage efter, at NATO begyndte at bombe Beograd i marts 1999.
Dybt bevægende
Bogens første halvdel skildrer livet i Beograd under bombardementerne, mens den sidste halvdel foregår i Mexico, hvor det efter mange genvordigheder og farer er lykkedes Vladimir Arsenijevic og hans familie at slå sig ned, inviteret som gæster af Det Internationale Forfatterparlament. Muligvis kunne det i sig selv være kontroversielt, at Arsenijevic således 'flygter' fra krigen, men det, der virkelig har gjort hans landsmænd opbragte, er hans skildring af sin albanske forfatterkollegas lidelser. Den albanske forfatter Xhevdet Bajraj er ligesom Arsenijevic inviteret til Mexico og når - efter mange endnu mere livstruende trængsler - frem sammen med sin familie. Sidste halvdel af Mexicodagbogen er helliget den albanske familie, de to mænd bliver venner, og langsomt får Arsenijevic den forfærdelige og blodige historie ud af Xhevdet.
"Denne sidste halvdel af bogen var lettere at skrive, fordi den ikke handlede om mig selv," siger Arsenijevic, "jeg var dybt bevæget over alle de lidelser, familien måtte igennem, men hvad, der bevægede mig allermest, var, at jeg jo opdagede, at det overhovedet ikke var nogen speciel historie, det var sådan, som de helt almindelige liv formede sig i Kosovo."
Men at skildre dette liv i al dets rædsel var ikke populært i Serbien.
'Hvad med alle de albanere, der har dræbt serbere,' lød den typiske indvending.
"Men hos os er der altid nogen, der har forbrudt sig endnu tidligere, det er en ond cirkel," siger Arsenijevic og fortsætter:
"Jeg svarede, at Serbien virkelig har opført sig skidt i Kosovo. Det lykkedes aldrig at skabe nogen lokale alliancer, man bortviste børn fra skolen, så man aktivt forhindrede dem i at lære serbisk og lære om serbisk kultur; man oprettede et militært styre, og tilmed skulle albanerne underskrive en loyalitetserklæring over for Serbien, noget som aldrig før er blevet krævet af nogen af Balkans etniske grupper. Ellers mistede de deres job."
"Hvordan forventer I egentlig, at et samfund vil reagere, når det bliver behandlet sådan, spørger jeg, men argumenter bider ikke på dem," siger han.
"'De brændte vore kirker under Enver Hoxha' - og så videre og så videre,' lyder det. Dialog er ikke mulig. Serbere er grebet af paranoia, de tror for eksempel i fuldt alvor, at når Bush mødes med Paven, så går det kun ud på at lægge planer om at udslette serberne. Det er den slags, jeg er rendt ind i hele dette år."
Forholdet til Albanien er en lakmusprøve på tingenes virkelige tilstand, mener Vladimir Arsenijevic.
"Her falder maskerne, og der er enorme frustrationer på begge sider. Efter 2000 blev serbiske monumenter ødelagt, og efter at Kosovo er blevet selvstændigt, og de allerfleste serbere er døde eller flygtet, gælder gengældelserne i Kosovo albanerne selv eller grupper inden for det albanske samfund. Kosovo er et barskt sted."
Det sidste viser også noget om det internationale samfunds naivitet, mener Arsenijevic.
"Man troede - ligesom i Afghanistan og Irak - at man bare kunne komme og rede trådene ud, men sådan fungerer det ikke. Til trods for, at der er postet umådelige mængder af bistandskroner i genopbygningen af Kosovo, er der for eksempel stadig ingen elektricitet. Ingen forstår det, heller ikke bistandsarbejderne, men der sker ingenting. Problemerne eksisterer, også uafhængigt af serberne."
Alt er ikke sort-hvidt
Men hvad skulle det internationale samfund efter Arsenijevics mening have gjort i stedet for det, man gjorde og gør?
"Ingen kender svaret på det, ej heller jeg," svarer han, "men de internationale kræfter er ikke ligefrem subtile. De ser alting i sort og hvidt, og hvis der er noget, som absolut ikke er sort og hvidt, så er det Balkan! Hvis man smed en atombombe over de skandinaviske lande og derefter lod hengå 100 år, så ville man få Balkan til resultat! Jeg mener det ikke som en metafysisk påstand om en uundgåelig skæbne, men som en konstatering af tingenes tilstand. Det er situationen, som den er."
"En krigsherre har beskrevet Balkan som en for lille dam med for mange krokodiller. Før eller senere ville de bide hovedet af hinanden. Han har ret, selv om han var en forbryder."
"I de urbaniserede områder betyder etnicitet ikke noget synderligt, her bor albanere og serbere fredeligt dør om dør, men urbaniseringen er svag - de allerfleste bor på landet og i landsbyer. Og her lever de i deres etniske grupper uden forbindelse med hinanden. Der er den serbiske bydel, den muslimske bydel og så videre. Den historiske hukommelse rækker meget langt tilbage."
Arsenijevic medgiver, at etniciteten var trådt i baggrunden i det tidligere Jugoslavien, dengang var det ikke noget, man længere lagde vægt på.
"Tito var så stærk, folk faldt for hans karisma. Der var dem, som følte det påtvunget at være jugoslav, men for andre var den jugoslaviske identitet en lettelse. Den var neutral, og den betød, at vi i højere grad blev en nation som Holland eller Frankrig eller Danmark, det var så at sige en hat, som alle, selv en kineser, kunne klemmes ind under. Selv havde jeg intet problem med at være jugoslav, men jeg har et problem med min serbiske identitet."
Stilen i debutbogen, På underste dæk, og i Mexico. Krigsdagbog er meget forskellig. Debuten er fuld af fantastiske formuleringer, eksempelvis i kapitlet "Om dødens måned", hvor indledningen lyder: "Og alt imens åd november måned sit eget hjerte." Romanen er gennemtrukket af allusioner - Andjela, den ene hovedpersons lillebror, hedder Lazar. Han dræbes i krigen, og kapitlet om hans begravelse indledes: "Lazars lig med de syv vunder kom hjem ..." Der er kun et -us til forskel fra den bibelske lillebror, der opvækkes fra de døde, men det er også nok til, at kontrasten står klar. I Arsenijevics verden forekommer mirakler ikke.
I Mexicobogen er stilen tør, dagbogsagtig, lige ud ad landevejen uden intertekstuelle falbelader og betagende formuleringer. Da jeg spørger ham om, hvorfor han har valgt en så 'kedelig' stil til Mexicobogen, svarer Arsenijevic, at han ikke valgte den.
"Det er ofte blevet sagt om romaner, at de har skrevet sig selv, og det er ofte noget sludder, men i dette tilfælde var det faktisk livet, som skrev romanen," erklærer han. "Jeg skrev dag for dag og bestræbte mig på ikke at udelade noget vigtigt."
"Men da NATO begyndte at bombe, havde vi oplevet så mange trængsler, at vi var blevet følelsesløse. Beograd er en meget bakket by, og jeg boede på toppen af en af højene. Det allerførste bombemål var en fabrik lige i nærheden af min bopæl, jeg fik med det samme krigen så tæt på, at jeg blev følelsesløs og ligeglad."
Vladimir Arsenijevic var ude af stand til at skrive videre på den roman, han var i gang med, så i stedet begyndte han at skrive dagbog. Han skrev bare, som det nu faldt sig, her drejede det sig først og fremmest om at være ærlig over for sig selv, siger han. Folk blev dræbt i tusindvis, og i den situation var han mere interesseret i det dokumentariske end i stilen. Og da han kom til Mexico, var det langt vigtige at kommunikere med sin albanske kollega end at tænke på æstetikken, forklarer han. Han havde heller ikke forestillet sig, at bogen skulle oversættes, den var ment som en påmindelse til Serbien, men nu kan han godt se, at den er mere almen end som så. Tænk blot på palæstinenserne og israelerne eller på andre steder, hvor forskellige folkeslag lever tæt sammen på lille plads, siger han.
Billeder blev levende
"Men På underste dæk udtrykker i højere grad min følelsesmæssige tilstand i begyndelsen af krigen. Den er ikke selvbiografisk, som Mexico er det, og dens sindstilstand er fuldkommen anderledes. Her opleves krigen for første gang."
Arsenijevic fortæller, hvordan han var på ferie ved stranden sammen med sin daværende kone og deres nyfødte søn, da Milosevic sendte sine tanks mod Slovenien for at forhindre dets løsrivelse.
"Vi sad og så det i tv, og i en vis forstand lignede det hele den endeløse række af reportager fra verdens brændpunkter, som vi alle kender til bevidstløshed: Tanks, der kører ind i huse og smadrer dem; folk der flygter, rædselsslagne og grædende ansigter, men pludselig var det genkendelige ansigter, og husenes stil var velkendt. Det her foregik 100 kilometer væk, det foregik tæt på vores eget hjem. Ligesom alle andre europæere troede vi, at krigens æra i Europa var ovre med Anden Verdenskrig. Og så brød den pludselig ud hjemme!"
"Det var et enormt chok."
"Da jeg kom til Mexico, befandt jeg mig i en helt anden tilstand. Jeg havde mistet enhver følelse. Men Xhevdets historie ramte mig dybt. Mexico har bestemt sine egne problemer, men landet er vitalt, fuldt af farver, en smeltedigel - og det er meget langt væk. Det åbnede for at se tingene fra en anden synsvinkel. De ting, der havde forekommet kæmpestore i Serbien blev ligegyldige, mens de enkelte menneskers skæbne blev vigtig, og samtidig hermed voksede følelserne frem i mig. Jeg skrev som en journalist, jeg tog noter af mine samtaler med Xhevdet, redigerede dem, hvorefter han kontrollerede, at jeg ikke havde misforstået noget. Det vigtigste for mig var, at det var sandt, ikke at det var indbydende."
En ny etisk og politisk litteratur
Vladimir Arsenijevic skriver også diverse klummer i den serbiske presse, politiske klummer, fortæller han, og de bliver ligeledes kritiseret. "Jeg har mistet alle gode intentioner," siger han, "jeg er blevet kynisk. Men at ændre noget i dette land er som at rette en bugtet flod ud, det nytter ikke noget, og jeg kan end ikke lade som om, at jeg forstår årsagerne længere."
Det er dog ikke alle, der blot kritiserer Arsenijevic. Der er grupper af intellektuelle og unge, som han deler anskuelser med. I 1990'erne opstod der under indtryk af krigen en ny realisme, en ligefrem og ukunstlet prosa, der forholdt sig til, hvad der skete ude i virkeligheden. Postmodernismen var ude, men de ældre kritikere forstod det ikke, fortæller Vladimir Arsnijevic.
"De fortsatte med at ævle om Umberto Eco, mens folk døde i tusindvis. Men nu er der er vokset en ny generation af litteraturkritikere frem med en etisk og politisk holdning. De anser det for en politisk handling at skrive. Jeg er enig."
