Klumme
Læsetid: 4 min.

De fitteste

Middelhavets vogtere og Lurifaks Jensen, liberal libertær libertiner
Kultur
27. juni 2009

Jeg så dem i avisen, de to der sørger for, at afrikanske flygtninge aldrig mere skal finde landgang på de europæiske kyster. Fra hver sin side af det stormfulde hav, hvor Odysseus gyngede. Så mange tapre søfolk har det slugt, og står det til de to, Berlusconi og Gaddafi, skal det nu få flere.

Gaddafi er en gammel kending. På billedet i avisen sidder han med lukkede øjne. Måske sover han, men man ved aldrig med ham. Han er en Lurifaks. Langt tilbage i halvfjerdserne hvor Amdi stadig var en revolutionshelt, kunne man købe hans udflippede sludder i små duplikerede hæfter på strøget i alle Europas større byer. Vi gjorde, hvad vi kunne, men jeg tror ikke, at mange af os fik læst dem. Nu sidder han så der, og uden for billedet står sikkert hans personlige garde af amazoner. Selv er han i hat som sædvanlig, og gevandter slynget om sig som om det var det gamle Rom og ikke det nye. Men historien har ingen udstrækning for Gaddafi. Han lever i et evigt nu, ligesom brændt fast i billedet af en fortæller, der er større end ham selv, større end noget, han nogensinde har foretaget sig, større end flyet, der styrtede over Skotland, større end ørkenen, han har omkring sig, og ørkenen han har inden i sig, men den fortæller har endnu ikke fået sat sin fortælling i form. Der arbejdes på det.

Silvio Berlusconi ved siden af ham, manden der har en pudderkvast inde i sit spejl, manden der fører arven fra italiensk politik videre, tilbage fra cæsarerne, over splittelsens svære århundreder, over Garibaldi, Mussolini, Moro, Togliatti, manden der fører denne arv videre ind i det totalt tivoliserede enogtyvende århundredes morderiske underholdningshelvede, sprællemanden som politiske modstandere aldrig kalder andet end 'Kavaleren', også han er en del af fortællingen, den store.

Og de ved det. De bader sig i det. Gaddafi med de lukkede øjne, som en mølædt plystiger, men tag ikke fejl, den har tænder, og de er vokset op af ørkenens sand, da der endnu fandtes et Karthago at ødelægge, og Berlusconi, der tager sig til kinden med en kær lille gestus af den slags, der får millioner af italienere til at kaste deres stemmer i grams efter ham, fordi han i den grad er et nul, et ingenting, et stykke gammelfar på rystende ben, der stadig kan fingere knepning af en kvindelig chauffør, når der er kameraer i nærheden.

De to er billeder på, hvilket stade udviklingen, evolutionen, har nået nu. Hvor højt over aberne, mennesket står, eller hov, det var vel ikke lige, hvad Darwin mente for 200 år siden, var det ?

Hjælp!

'Survival of the fittest', at de fitteste overlever, dem der har tilbragt længst tid i romaskinen, hos tandlægen og manicuredamen, er ikke noget, Darwin har fundet på. Men det er sådan, hans evolutionsteori overlever i det brede folk, som bliver bredere og bredere for øvrigt.

Kollegaen Kropotkin, anarkisten, skrev en slags kommentar til The Origin of Species og kaldte den Mutual Aid . Han forkaster ikke Darwin, han påviser bare, naturvidenskabsmand som han også var, at de arter, hvis individer hjælper hinanden i stedet for, som enguderiernes kamptropper i sjælenes store, mørke maskineri at forgifte hinandens brønde i ørkenen, har størst chance for at overleve.

Hvilket bringer klummeskriveren længere ud i sprogets glødende ørken, for han har også læst om en dansk teolog, der vil afskaffe historien om Abraham og Isak fra bibelen. Den hvor Abraham på Guds befaling fører sin søn ud i ørkenen for at ofre ham.

Det er den fortælling, der for Kierkegaard i Frygt og Bæven var selve nøglen til troens radikale mysterium:

»Dersom der ingen evig Bevidsthed var i et Menneske, dersom der til Grund for Alt kun laae en vildt gjærende Magt, der vridende sig i dunkle Lidenskaber frembragte alt, hvad der var stort og hvad der var ubetydeligt, dersom en bundløs Tomhed, aldrig mættet, skjulte sig under Alt, hvad var da Livet andet end Fortvivlelse?«

Nå, sådan en bestemmende Gud, med sådant et krav om Tro på noget andet, sådan en kan vi ikke bygge på. Så fast en borg skal vor tro ikke have. Uanset for resten, for nu at vende tilbage til foregående, hvor meget der nu er om det eller ej, som visse kristne og muslimer og vel også andre mener, at den ene gud eller den anden, eller den samme under forskellige navne, har haft en finger eller en hånd med i, hvad Darwin kaldte evolutionen.

Hjem

De fitteste. De højeste. Bærerne af historien. Vi har dem også her i vores lille land. Jeg har et levende billede på nethinden af én af dem, lad os kalde ham Lurifaks Jensen, en statsminister hedder det, en af 'vores egne' som parlamentarismens sorte dronning, Pia Kjærsgaard kaldte ham, da han overtog jobbet.

Det var lige efter EU-valget, han stod svedende og vrøvlende i sit partihovedkvarter og lignede en, der ikke havde kræfter til ret meget mere den aften. Men så kom han fem minutter efter tilbage, nu som partileder blandt andre partiledere, som den fitteste blandt fitte, og hvis han havde været en væddeløbshest, ville jeg have troet, han var dopet, flyvende kold og kålhøgen som han nu var.

Næsten helt oppe i plan med de allerfitteste, de højeste, vogterne af Lampedusa, Middelhavets herskere, den ny verdens groteske cæsarer, Gaddafi og Berlusconi.

Forfatteren Bent Vinn Nielsen, der normalt skriver Vinn & Skæv på denne plads har søgt - og fået bevilget - orlov, hvorfor klummeskriveriet i disse uger varetages af Peter Laugesen

Serie

Vinn & Skæv

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her