Læsetid: 4 min.

Fitz, for Zlatan!

Rommedahl, Cracker, Tolkien, Borges, Sofokles, Lewis, alle sammen på din egen skærm
Serie. ’Cacker’ er p.t. DR’s bedste serie; den har sine litterære referencer i orden, er underholdende og ikke en gammeldags ’whodunnit’.

Serie. ’Cacker’ er p.t. DR’s bedste serie; den har sine litterære referencer i orden, er underholdende og ikke en gammeldags ’whodunnit’.

5. juni 2009

Det har været en mærkesag for tidligere danske kulturministre, uden at man dog har mærket meget til det, at det danske folk altid skulle kunne se sit danske fodboldlandshold på danske licenskanaler som dansk public service, også når de spiller på udebane. Men det er ikke en mærkesag for nogen længere, og i morgen spiller vi så mod arvefjenden på Råsunda i Stockholm (hissa, hussa, hejsasa!), uden at sådan nogle som os med kun tre danske public service-kanaler kan se en skid, medmindre vi da orker at bevæge os ind i Klaphatteland og svinge bægre med Bamse og The White Pride på et eller andet værtshus.

Da jeg første gang var i Damaskus og ikke ville være ved, at jeg kom fra samme nation som Muhamed-tegningerne, og derfor sagde, at jeg kom fra Sverige, blev jeg hele tiden viklet ind i debatter på gebrokkent engelsk om Zlatan Ibrahimovich, som Allah og hvermand kendte fra de champions league-matcher, der også her kværnede på hookah-cafeerne over det hele. Og da jeg blev træt af det og med åben handske stod ved min nationalitet, var det for øvrigt overhovedet ikke Muhammed-tegninger, folk ville snakke om, det var Naser Khader, Syriens muntre søn.

At forklare dem om ham var faktisk værre end med Zlatan:

»See, first he stifted this party called Liberal Alliance, and then these village-fools came into the party, like the guy from Oticon, you know, who would put lower taxes on Funen, which is an island between Jutland and Zeeland, and then the guy from Red Cross who is just plain bananas.«

Nå, men Zlatan ser vi så ikke på lørdag, heller ikke Simon fra Palermo eller Rommedahl, der forhåbentlig kan fejre sin 75 års fødselsdag på Råsunda med at klaske klatten i buret en gang eller tre.

Alt det , man ikke må

Man kan spille på alting, også på den kamp, og det ville han gøre, Fitz, som er hovedpersonen i DR-s p.t. bedste kriminalserie.

Fitz er fed, han drikker som en svamp og ryger som en skorsten, og så er han totalt ludoman. Han er kort sagt bare alt det, man ikke må være længere, og så er han oven i købet psykolog. Ikke så mærkeligt, at det går ham skidt, også i privaten. Konen har forladt ham, sønnen bor stadig hjemme, men han gider ikke stå ud af sengen, ligger bare der og hører rock, mens der stinker af fodsved over det hele.

Cracker hedder serien. Den kører tre afsnit ad gangen, og det er ikke en gammeldags whodunnit. Man kender morderne fra begyndelsen. For tiden, imellem afsnit to og tre, er det et gennemført afsporet par, absolut white trash af underste skuffe i håbløshedens skramlede kommode. De suger energi til sig ved at myrde.

Pigen ligner sangerinden Amy Winehouse, og drengen er en stammende stakkel, der kun kan tale helt straight, når han synger. Han er hele tiden lige ved at blive pubmester i karaoke, men hver gang svipser det, og han havner med andenpræmien.

Fitz har allerede i første afsnit haft drengen i samtale, fordi fyren stjal en bus, med passagerer, og gav dem en karruseltur. Det uduelige politi, som Fitz er psykologisk hjælper for, ville ikke lade drengen komme under behandling, som Fitz sagde, han skulle, og nu høster man så belønningen. Først myrdes en gennemført grim pantelåner, som hos Dickens, og derefter en af de betjente, der efterforsker sagen, en liderlig type med kone og børn derhjemme. Det er som hos Ellroy, sleazy, så Cracker har alt i alt sine litterære referencer i orden.

Morse

Det har de også i Lewis. Den kører hver tirsdag på den mere folkelige af DR-s kanaler ( Cracker er om fredagen på DR2).

Lewis har overtaget Morse-s plads og har fået sin egen sidekick, sin egen lille ny Morse, i den fallerede teolog Hathaway, og det er godt at have sådan en, når man er politimand i Oxford. I tirsdags gik der litterær fantasy i den, og perverse professorer, som Oxford naturligvis vrimler med, kastede sig rundt i en lysten pærevælling af Lewis Carroll. C.S.Lewis, Tolkien og Jorge Luis Borges.

I den afgørende fase måtte den belæste Hathaway endda hente det afgørende spor hos Sofokles. Vi er i Oxford, selv om unge Hathaway vist nok er fra Cambridge.

Men det får vi nok at vide, når det årlige boatrace bliver afviklet. Det hvor de mørkeblå fra Oxford møder de lyseblå fra Cambridge i ædel dyst på den morderiske å, der slynger sig dystert gennem byen.

Det er arvefjender, ligesom Danmark og Sverige. Det er den slags, man kalder Bråvallaslag efter slaget ved samme, som danskerne vist nok tabte. Men det var ren fantasy, og i morgen på Råsunda er det virkeligt, selv om vi ikke kan se det.

Kom igen, Rommedahl, for Zlatan!

paradoks information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu