Læsetid: 3 min.

Foucaults 15 minutter

Foucault er dels som verdensfjern akademiker, dels som legitimation for politisk motiveret hærværk mod beboere og virksomheder i al stilfærdighed den mest citerede tænker - men bør bruges med omtanke
13. juni 2009

Den franske filosof Michel Foucault døde for snart 25 år siden på et hospital i Paris. Foucault har efterhånden sammenlagt snart opnået sine 15 minutters berømmelse i Danmark.

I al stilfærdighed har manden sideløbende været blandt de absolut mest citerede tænkere indenfor humaniora og samfundsvidenskab de sidste 10 år, og napper d.d. for 5,3 mio. kr. hits på Google. Det er mere end Platon. Det er naturligvis kun af nørdet interesse, men sætter dog perspektiv om de begivenheder, som de senere år har bragt Foucault ind i den danske offentlighed.

Her blev Foucault i sommeren 2006 efter en kampagne i Politiken gjort til symbol på overdreven akademisering af sygeplejerskefaget; en joke om skadelig, uforståelig og irrelevant teoretisering af et fag, der handler om omsorg og håndværk, lød melodien.

For nylig trak Foucault en underrubrik i Weekendavisen, fordi ophavsmændene m/k til løjerne i Hyskenstræde eller i det mindste de platforme, hvor slige typer udveksler dybsindigheder, gjorde ham til hjemmelsmand for deres gerninger i det indre København.

Så altså Foucault som dels verdensfjern akademiker, dels legitimation for politisk motiveret hærværk mod beboere og virksomheder.

Viden og modmagt

Det rummer mindst to tankevækkende historier. Den ene handler om viden i uddannelsessystemet. Den anden drejer sig om modmagt. Historierne ramler ind i hinanden i forholdet mellem teori og praksis; mellem teori og sundhedspraksis, mellem teori og politisk ekstraparlamentarisk praksis.

Efter at Danmark for nogle år siden tiltrådte den såkaldte Bologna-deklaration har de mellemlange videregående uddannelser til lærer, socialrådgiver, pædagog, sygeplejerske mv. alle været professionsbacheloruddannelser, der principielt skulle rangeres ind på en skala, der som sit højeste niveau har ph.d.-graden. Rytmen er bachelor, master og ph.d. Altså en skala, der har det akademiske titelsprog og nomenklatura som rygrad.

Det har tillagt lige dele tyendementalitet og dynamikken i de gældende statushierarkier mellem den akademiske verden og de velfærdsprofessionelle ført til en ny brug af samfundsvidenskabelig og humanistisk forskning. Den er sjældent eksakt eller håndværkspræget, og slet ikke præskriptiv eller værktøjskasselignende.

Foucault er hverken det ene eller det andet selvom han i 1963 skrev en bog med titlen Klinikkens fødsel og i hele sit værk var intenst optaget af medicinens betydning i det moderne samfund og af forholdet mellem det normale og det patologiske.

Alligevel fandt han tilsyneladende vej til mindst én pensumliste eller lektion på en sygeplejerskeuddannelse, hvor underviserne formentlig har ment, at Foucault i direkte eller tygget form kunne bidrage til at styrke de studerendes refleksion af magt og videns betydning i relationen mellem patient og sygeplejerske.

God teori er praktisk

Det er ikke helt irrelevant at praktikere ikke alene har varme hænder, men også gode hoveder. Som en klog kollega har sagt så er der ikke noget så praktisk som en god teori; ja, det er ganske afgørende at have et nogenlunde analytisk beredskab, når komplicerede professionelle valg og skøn skal træffes om end det naturligvis er en forudsætning, at man kan kende forskel på hammer og sav og navnlig bruge dem.

Men kender man kun hammeren ser man søm alle vegne. Det er ikke nødvendigvis rart eller hensigtsmæssigt at være låst i et håndværk; ja, faktisk temmelig afgørende at kunne overskride det.

Hvor Foucault kunne have været sporen til en kvalificeret debat om teori og praksis blev han et tegn på forfaldsformerne i den akademiske verden: verdensfjernt og ubrugeligt. Teorien, der ødelægger praksis. Men teorien kunne have beriget praksis.

Brug den med omtanke

Verdensfjern måske, men ubrugelig fandt flere opsætsige miljøer ikke Foucault. Her skal han legitimere en praksis, der vil gøre en politisk forskel. Senest i Hyskenstræde i det indre København.

Her bliver han brugt til at legitimere hærværk i antikommercialiseringens navn; og det er heller ikke vanskeligt hos Foucault i navnlig hans arbejder fra 1970-erne at finde modstandsromantiske citater og koncepter, der hyppigt forstørres og forvanskes i forskellige samtidsdiagnoser, f.eks. Hardt & Negris Empire . Her forvansker praksis teorien, selvom teorien måske kunne have bragt en anelse besindelse hos agenter i praksis.

Foucaults platheder og dumheder skal ikke her forsvares, men værket var bevægeligt og æggede til bevægelig refleksion, og Foucault var langt fra advokat for denne type modstand, der fastfrosset i et fikseret blik på samfundet har vist sig ikke at eje evnen til offentlig selvrefleksion.

Havde man læst inden-ad havde man kunne lure, at hærværkets udtryk ville komme til at indgå i en alliance (som reklamefotos) med det som man foragtede så inderligt. God teori skal bruges med omtanke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Stefan Hermann

Man skal ikke sætte sit lys under en skæppe - men er det alligevel ikke lovligt flot at betegne Immanuel Kant som 'en klog kollega'? Det er nemlig fra ham udtrykket "Intet er så praktisk som en god teori" stammer...

I øvrigt glimrende kommentar!

Mon ikke en del af Foucaults stjernestatus skyldtes hans død? Hvis han stadig var i live ville han ligesom ikke være så spændende.