Nyhed
Læsetid: 3 min.

Nu går det virkelig løs

Træd nærmere, der er nok at se på. Alle er i aktion på denne Wimbledons anden mandag
Kultur
29. juni 2009

Hviledagen er ovre, mine damer og herrer, dette års Mesterskaber på græsbanerne i Wimbledon går nu ind i sin anden og sidste uge, og det er med noget så sjældent som dansk deltagelse i form af Caroline Wozniacki, der for første gang i sin karriere har spillet sig frem til fjerde runde her i London, hvor hun er favorit til at slå verdensranglistens nummer 41, den smilende tysker Sabine Lisicki, som indtil for en uge siden aldrig havde vundet en kamp på græs, men nu har vundet tre i træk, blandt andet over den nyligt kårede French Open-vinder Svetlana Kuznetsova. Wozniacki og Lisicki mødes i dag på bane fire.

Herrernes turnering synes reduceret til én lang venten på den forventede finale mellem Roger Federer og Andy Murray. Det skal man ikke lade sig narre af. Godt nok har schweizeren Federer været i finalen de seneste seks år, og godt nok ser skotten Murray ud til at befinde sig bedre på græstæppet end nogensinde før (bedst illustreret i hans sejr over det lettiske stortalent Ernests Gulbis, som spillede en udmærket kamp, men var chanceløs over for Murray, der serverede med både kraft og variation og konsekvent benyttede sin følsomme underskruede baghånd til at trække tempoet ud af baglinjeduellerne og passivisere den ellers hårdtslående Gulbis), men der er seks dage til søndag og 16 spillere tilbage, hvoraf følgende er værd at notere sig:

Staldtips

Lleyton Hewitt, tidligere verdensetter og Wimbledon-vinder, roder rundt uden for top-50 på ranglisten, men den utrættelige australier ser ud til at have fået sin anden ungdom, hvilket femteseedede Juan Martin del Potro måtte sande i anden runde, da Hewitt trynede ham i tre sæt og gjaldede sit umiskendelige »come awwwwwn!«-råb ud over hele anlægget, mens kommentatorerne begyndte at snakke om vintage-Hewitt og muligheden for en semifinale mod Murray.

Tomas Berdych spillede ifølge ham selv en af sine bedste kampe i år, da han lørdag pillede russeren Nikolay Davydenko fra hinanden i tredje runde. Hvis den 23-årige tjekke holder niveauet, bliver han svær at have med at gøre. Han har sejre over både Federer og Nadal på sit CV, men mangler endnu at nå rigtig langt ved en grand slam-turnering. I aften gælder det servebomberen Andy Roddick, de to har haft nogle heftige kampe mod hinanden før, det kan de meget vel få igen.

Tommy Haas, tyskeren med den lærebogs-smukke baghånd, var få bolde fra at slå Federer ud af French Open tidligere på måneden, og vandt forrige uge den stærkt besatte græsturnering i Halle i Tyskland efter finalesejr over verdens nummer fire, Novak Djokovic. De to støder sammen i en eventuel kvartfinale.

Robin Söderling leverede for nylig en af tennishistoriens største overraskelser, da han væltede gruskongen Nadal ned fra sin trone i Paris. Opskriften var enkel: Svenskeren satsede hele butikken hele tiden, hamrede sine forhåndsslag af sted og blev ved med at gå efter vinderne, selv da de begyndte at lande uden for linjerne. Det førte ham hele vejen til finalen, hvor Söderling tilsyneladende var så opsat på at lade Roger Federer få sin længe ventede French Open-titel, at han lod vindermentaliteten blive i omklædningsrummet (i sin takketale efter kampen, sagde Söderling sågar - henvendt til Federer, der stod ved siden af ham på podiet - at »du er for mig den største tennisspiller nogensinde, så du fortjente virkelig at vinde denne titel«). De to mødes igen i dag, og det bliver næppe endnu en svensk gavebod. Söderling ser ud til at have fundet rytmen efter en ujævn start; der er lagt op til et brag af en åbningskamp på centre court.

Transmissionen begynder klokken 14, så på med den hvide polo, træk de hvide sokker helt op, fødderne godt adspredt, hænderne samlet om ketchergrebet, vuggende fra side til side. Players ready for play.

Wimbledon kan ses på TV2 Sport og wimbledon.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her