Sidst, jeg var i Venedig, sad jeg på La Cusina, en restaurant med egen terrasse klos op ad Canal Grande - byens hovedfærdselsåre. Ja faktisk så tæt på, at man sagtens kan føre en samtale med de gondolierer, som lægger deres vej forbi for at tilbyde deres tjenester. Jeg spurgte en af dem, hvad der gemte sig bag den enorme presenning, som indhyllede alt fra Santa Maria della Salute til kanalens udmunding. Med det resultat, at restaurantens berømte udsigt forsvandt bagt hvidt kedsommeligt lærredsstof.
Manden rystede på hovedet og mumlede noget, der lød som -pinot-, før han skød skylden for alle ulykker i sit liv på Venedigs borgmester og den idiota til Silvio Berlusconi. Nu har jeg erfaret, hvad han mente med pinot: Den franske mangemilliardær François Pinault har netop færdiggjort forvandlingen af Venedigs gamle toldhus til sit nyeste kunstgalleri.
Milliardærens kunst
Det er just ikke hver dag, at et stort nyt galleri åbner i Venedig. Byens centrum har stort set ikke ændret sig, siden Napoleon lod nogle af kanalerne opfylde og omarrangerede Sankt Markus-pladsen, så den bedre faldt i hans smag ved at lade flere religiøse bygninger nedrive.
Men i sidste uge var det en anden franskmand, der kunne afsløre byens nyeste galleri for samtidskunst, spækket med værker fra hans egen samling. Der er en ganske smuk symmetri i dette: Bonaparte stjal i sin tid 20 malerier, 500 håndskrifter og en berømt skulptur af en hestetrukken vogn, Venedigs såkaldte Quadriga.
Nu stiller Pinault, hans landsmand og Frankrigs fjerderigeste milliardær, sin egen samling af kunst til rådighed, i første omgang for en periode af 30 år.
Ikke til at overse
Galleriet har ideel beliggenhed: Det er umuligt at overse det, når man sejler ind i Canal Grande fra San Marco-bassinet. I april 2007 lykkedes det for Pinault, som i forvejen har indrettet et galleri i sit eget palads, Palazzo Grassi, at slå Guggenheim Foundation og vinde opdraget om at udvikle et nyt center for moderne kunst i den gamle toldbygning over for Sankt Markuspladsen. Skønt denne ende af kanalen domineres af Santa Maria della Salutes svulstige kurver - »som en højfornem dame på tærsklen til sin salon,« ifølge forfatteren Henry James- beskrivelse - er den første bygning, den besøgende får øje på, hendes mere diminutive ledsager, Dogana di Mare, det lave maritime toldhus. I hine tider, hvor Venedig drev verdens største søhandelsimperium, var det fra denne bygning, at bystatens importstrøm blev kontrolleret.
Det Dogana di Mare, som vi kan se i dag, blev genopført i 1600-tallet af arkitekten Giuseppe Benoni, som tilføjede en barok belvedere (udsigtspunkt, red. ) til den eksisterende række af murstensgallerier, ligesom han lod hele bygningsværket shine op i marmor. På toppen pladserede han en statue af gudinden Fortuna på en gylden globus, der roterer om sin egen akse som en anden vejrhane. Dorsoduros østligste punkt har med sin udsigt til klosterøen San Giorgio di Maggiore altid været et romantisk sted og som sådant den foretrukne lokalitet blandt venetianerne til det første kys - hævder i al fald byens gondolierer.
I 30 år stod toldbygningen på Punta della Dogana tom. Et ekstraordinært spild af kulturarv, kunne man mene, men takket være officielle blindgyder på højeste niveau blev det historiske sted reddet fra at blive forvandlet til hotel eller luksusejerlejligheder for velhavere, og i sidste ende enedes man om den indlysende løsning for den imagebevidste by: et kunstgalleri. Efter at have vundet budrunden var Pinaults første skridt at sætte den japanske arkitekt, Tadao Ando i spidsen for designet af et nyt interiør. Ando er uhyre efterspurgt. Det var ham, der i 2005 ombyggede det gamle Palazzo Grassi til Pinault, og hans meget originale Maritime Museum er for tiden under opførelse som del af Abu Dhabi-s nye kulturelle kvarter.
Bevaret
Bortset fra at reparere på taget, isætte ovenlys og oppolere de gamle døre har Ando intet gjort for at ændre den oprindelige struktur. Indenfor består den stadig af de otte murstensgallerier, der sammenbygget i kileform løber fra Giudecca-kanalen på den ene side til Canal Grande på den anden side. Gradvis snævrer de ind i bredden, indtil de udmunder på selve det gamle toldkontrolsted, hvori der nu er indrettet café og boghandel.
Disse gallerier indeholder nu malerier, skulpturer og installationer fra Pinaults samling. Man træder ind i udstillingen gennem et rødt glasperlegardin, som man kunne tro var en integreret del af bygningen, men som i virkeligheden er et udstillet kunstværk skabt af cubaneren Felix Gonzalez-Torres. Herefter følger en Rachel Whiteread-installation bestående af changerende harpiksafstøbninger af det tomme rum under en række forskellige stole. Ovenpå står en marmorskulptur af Jeff Koons, Bourgeois Bust - Jeff og Ilona , en række fotos uden titel af Cindy Sherman og en rekonstruktion af brødrene Chapmans billedserie, hvor nazistiske soldater udsættes for diverse former for evig tortur i dødsriget (originalerne gik til grunde i branden i Momart-kunstlageret i 2004.)
Kigge ud - og ind
Men en stor del af fornøjelsen ved dette nye mekka for samtidskunst ligger i dets høje halvkugleformede vinduer. Udsigten fra begge sider - ud imod Giudecca eller Sankt Markuspladsen - var ikke tilgængelig, før Tadao Anddo indsatte fritstående gulv og trapper. Dette er et galleri, hvor folk vil komme til at kigge lige så meget ud som ind. Ando har været omhyggelig med at gøre gulvet på mezzaninen så selvbærende, at hele kunstsamlingen i princippet kan føres intakt tilbage til sin oprindelige stand, når Fondation Pinaults lejekontrakt udløber i 2040.
I både 2006 0g 2007 udnævnte tidsskriftet Art Review Pinault til den mest indflydelsesrige person i nutidskunsten. Han er ikke blot indehaver af og sponsor for en mængde kunstværker, han ejer også sådanne mærker som Stella McCartney, Yves Saint Laurent og Gucci, hvortil kommer en fransk fodboldklub (Rennes, red. ), et teater i Paris og det ansete ugemagasin Le Point.
Arven fra Napoleon
Med det nye galleri har Pinault ekspanderet sin tilstedeværelse i Venedig, samtidig med at Dorsoduro kan stadfæste sin status som byens kunstgalleridistrikt. Venedig har været opdelt i seks områder (sestieri) siden 1100-tallet. Af disse var Dorsoduro traditionelt fattigkvarteret. Hvor San Marco var hjemsted for dogen, hans finansministerium og hans embedsmænd, var Canal Grandes venstre bred et ildelugtende sted, hvor både blev bygget, skibe losset og fiskere solgte deres fangst.
I 1797, da Napoleon lod den venetianske flåde brænde og gjorde en ende på Venedigs uafhængighed, lukkede han mange af byens klostre og kirker. Skønt dens ypperligste kunstværker blev hjemført til Paris, gav Bonaparte også ordre til, at tre religiøse bygninger i Dorsoduro skulle slås sammen til et kunstgalleri - det kendes i dag som Accademia og er et af verdens helt store kunstmuseer. Her er samlet en guldgrube af venetiansk malerkunst fra Paolo Venezianos tidlige værker i 1300-tallet til det sene 1900-tals Venedig-bybilleder af Canaletto.
Ekstravagance
Op igennem 1800-tallet tiltrak Accademia en mængde kunstinteresserede til Venedig. Et helt eksilsamfund af britiske bohemer voksede frem omkring Chiesa San Giorgio i Dorsoduro, der blev kendt som -den engelske kirke- på grund af de mange angelsaksiske æsteter, der boede i nabolaget.
I det 20. århundrede blev der så etableret et andet stort kunstgalleri, takket være den excentriske arving Peggy Guggenheim, niece til Solomon. I 1949 købte Guggenheim det kuriøse Palazzo Nonfinito med udsigt over Canale Grande.
Denne aldrig fuldførte enkeltetages bygning var dengang hjemsted for den bizarre milaneserinde Marchesa Casati, der yndede at promenere sine kæledyr, deriblandt pantere og aber, under sine ekstravagante selskaber.
Amok i indkøbsrus
Ved siden af hende var Peggy et mindre ekstremt tilfælde. Bortset fra sin enorme samling af mærkværdige briller samlede hun i hovedsagen på kunst. Og på kunstnere. To af hendes ægtemænd, Laurence Vail og Max Ernst, tæller blandt de store skikkelser i det 20. århundreds kunst, men Peggy opkøbte også værker af Magritte, Picasso, Braque og Miro. Kort før Anden Verdenskrig gik hun amok i en sand indkøbsrus, hvor hun søgte at få fat på så mange malerier som muligt fra hver og en af de malere, hun værdsatte. Efter hendes død gjorde Guggenheim Foundation i New York dette palazzo til et galleri for denne samlermani, og i dag er det en af Venedigs store attraktioner.
Peggy Guggenheim fik måske ikke altid fat på de mest eminente værker, men hun har stort set alle større kunstnere fra det 20. århundrede repræsenteret i sin samling.
Et mylder af gallerier
Med Accademia som fornemt repræsenterende venetiansk kunst frem til midten af det 18. århundrede og Guggenheims udvalg af kunst fra det 20. århundreds kunst frem til Jackson Pollock, herskede der er en åbenlys mangel, hvis Dorsoduro skulle gøre krav på at være det sande kunstneriske omdrejningspunkt for hele Venedig. Punta della Dogana råder bod på manglen og fører historien ajour.
Går man østpå fra Accademia over Guggenheim og derpå videre til Punta della Dogana, kan den kunstinteresserede turist ikke blot besøge byens tre store gallerier, men også støde på adskillige små private gallerier, foruden de kunst-, smykke- og tøjbutikker, som er skudt op på denne strækning i galleriernes skygge.
Passerer man Santa Maria della Salute, der om muligt virker endnu mere overdreven - som en statuarisk Margaret Dumont, der er fanget på det forkerte ben af tre anarkistiske Marx Brothers-gallerier - når den besøgende frem til det upåfaldende indgangsparti til Punta delle Dogana, bag hvilket Pinaults permanente samling kan beskues.
En modig beslutning
Passerer man så udenom galleriet og følger kajen til Dorsoduros fjerneste punkt, løber man ind i det mest opdaterede kunstværk, som aktuelt kan ses, Dreng med frø, af den amerikanske billedhugger Charles Ray.
Jeg har en fornemmelse af, at min gondoliere-ven fra før måske ikke vil være blandt dem, der kan lide det. Det er bestemt en modig beslutning at placere en fiberglasfigur af, hvad der bedst kan beskrives som en helt bogstavelig dreng, der holder en helt bogstavelig frø i sin hånd, lige neden under barokstatuen af Fortuna inden for synsvidde af enhver besøgende i Venedig, men dette er en by, der sætter pris på kunst og gudskelov for det.
paradoks information.dk
© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
