'Nogle gange kan kunsten måske hjælpe'

Lyset falder ind gennem de høje, smalle vinduer i lange, varme striber. Langs murene står orientalske potter med små palmer i. Klokken er lidt i syv fredag aften. Brorsonskirken på Nørrebro i København bliver langsomt fyldt.

En række digtere og et par musikere vil læse op og spille i kirken, hvor omkring 60 irakere har søgt tilflugt, efter det kom frem, at den danske regering har indgået en hjemsendelsesaftale med det land, de er flygtet fra for mange år siden. Der er små grupper af irakiske mænd og små grupper af irakiske kvinder blandt tilskuerne. De sidder hver for sig. Der er også nogle børn. Men de er ikke mange, flygtningene, alt i alt. Der er flere danskere.

"Sådan er det. Det er ikke alle, der har overskud til andet end at ligge i deres senge eller sidde dernede og lave ingenting," siger en irakisk mand og peger ned mod krypten, hvor irakerne bor. Han er lavmælt og alvorlig.

Så byder digteren Muniam Alfaker fra den dansk-arabiske venskabsforening Assununu velkommen. Han er selv flygtet fra Irak, men tilbage i 1979, da Saddam Hussein kom til magten. Når de danske forfattere har læst op, vil han oversætte, forklarer han. Men først spiller Christian Sievert flamenco. Det behøver ikke at blive oversat. Irakerne forstår den lille gråhårede mand med den akustiske guitar lige så godt som danskerne.

Gennem paskontrollen

Flere af digterne siger nogle ord, før de begynder at læse op. De er ikke til at misforstå.

"Jeg er vældig ked af at være fra det her land, som er med til at save familier over, bare fordi det vil følge nogle regler, som det selv har fundet på," siger Nicolaj Stockholm.

"Jeg behøver vist ikke at sige, at når jeg er her i dag, er det, fordi jeg er utilfreds med den måde den danske regering behandler flygtninge på," siger Niels Hav.

Andre har valgt digte, der taler for sig selv. Benny Andersen læser 'Verdensborger i Danmark' op og 'Til en flygtning'. Det sidste digt er ikke om en flygtning, men fra ham til en flygtning, understreger han.

"Jeg vågner/ i min egen seng/ i mit eget hus/ i mit eget land/ som om det var det mest naturlige i verden," lyder første strofe, og digtet slutter med linjerne:

"Jeg rejser nu og da/ til andre lande/ rejser tilbage til mit eget land/ kommer gennem paskontrollen/ uden problemer/ kommer tilbage til mit eget hus/ som om det var det mest naturlige i verden/ Som om det var det mest naturlige/ i denne verden."

Så knækker Benny Andersens stemme over.

"Undskyld," siger han. "Jeg får tårer i øjnene."

Oprørende og svinsk

Lyset aftager, og en del irakere er efterhånden forsvundet knirkende ud af en tung bagdør ned til krypten. En irakisk kvinde stiller sig op til mikrofonen. Hun vil gerne læse et digt.

"Desværre kun på arabisk. Næste gang på dansk. Måske," siger hun ned til de danske digtere og begynder at læse op. Muniam Alfaker oversætter ikke, hvad hun siger, men irakerne blandt tilskuerne klapper højt, da hun er færdig.

Komponisten Gazi Peker fra Nørrebro, der har tyrkisk-kurdiske rødder, slutter af. Han sætter sig foran sin MacBook og sender en særegent poetisk, spinkel og skrøbelig elektronisk musik med klare referencer til en mellemøstlig tradition ud i kirkerummet.

Et par af digterne står tilbage, da det hele er slut. Der er lidt vin, der skal drikkes.

"Man skammer sig over at være dansker," siger Nina Malinowski. "Det er en stor skændsel, at der ikke er plads til de mennesker her i landet. Men heldigvis er vi mange, der skammer os. Jeg håber sådan, at vi får sat det hæslige højrefløjsparti, der sætter dagsordenen i disse år, uden for indflydelse ved næste valg."

Benny Andersen er enig:

"Det er oprørende og svinsk, frækt og uforskammet. Tænk at børn skal sendes hjem til et sted, som FN siger, vi ikke må sende mennesker til, og som Udenrigsministeriet fraråder danskere at rejse til. Jeg håber, snart folk forstår, at Dansk Folkeparti skal fjernes fra magten. At nye vinde vil ramme landet og blæse de skvadderhoveder væk."

Bølleagtig opførsel

Muniam Alfaker, der flygtede fra Irak, fordi Saddam Hussein truede alle kulturpersonligheder til at melde sig ind i Baath-partiet, kender selv til den situation, irakerne er i.

Selv om han fik asyl tre måneder efter, han kom til Danmark, har han også oplevet angsten for at blive sendt tilbage.

"Tiden stopper. Man lever i frygt. Man stoler ikke på fremtiden. Men nogle gange kan kunsten måske hjælpe en lille smule. Måske kan den få dem til at tænke på noget andet et par timer. Det håber jeg," siger han og fortsætter:

"Mange af irakerne har ventet i syv og otte og ni år. Det er for længe at leve i usikkerhed. Det kan mennesker ikke klare. Jeg ved ikke, om de skulle have haft asyl alle sammen. Men jeg synes i hvert fald, man bør lytte til FN. Det her handler jo om liv og død. Det er et meget stort ansvar at tage på sig, hvis man virkelig vælger at sende dem tilbage."

Også Niels Hav er forbløffet over, at Danmark har ignoreret advarslerne fra FN:

"Regeringens opførsel er i modstrid med alt, hvad Danmark burde stå for. Den gør sig blind og døv over for denne verdens kompetente organer, som for eksempel FN, og Birthe Rønn Hornbech håner og overfalder bølleagtigt folk, der forsøger at formulere en human kritik. Vi opfører os efterhånden som den værste bananrepublik."