Klumme
Læsetid: 3 min.

Vi har det jo godt

Elendighed i andre lande udelukker ikke, at der kan være problemer herhjemme
Kultur
5. juni 2009

»Vi er Europa-mestre i homotolerance«, »Danskerne er Europas mest homotolerante« og »Dansk homotolerance i top«. Danskheden stod til fejring i overskrifterne i foråret, da en stor undersøgelse om homofobi i de europæiske lande blev offentliggjort. I Radio Rosa, den københavnske lokalradio for bøsser og lesbiske, blev jeg bedt om at kommentere den gode nyhed. Jeg kan ikke huske præcis, hvad jeg svarede, udover noget i retning af »Jamen, det var da godt. Godt for os«, men jeg kan huske, at jeg havde en velkendt træt fornemmelse, mens jeg sagde det. Af flere grunde.

Mytologisk frisind

For det første betyder tolerance ifølge ordbogen noget i retning af, hvor meget gift en organisme kan tåle, før den bryder sammen og ophører med at fungere som en organisme. Og selvom ordvalget næppe skal tages så bogstaveligt, fortæller det alligevel noget om en bestemt og udbredt forståelse af homoseksualitet, der ligger i overskrifter som disse. Homoseksualiteten ses som et fremmedelement, som ikke forekommer naturligt indenfor organismen. For her tages heteroseksualitet for givet og udgør automatisk målestokken. Det danske samfund kan altså tolerere relativt meget homoseksualitet før det bryder sammen som organisme. En del mennesker sætter grænsen omkring homoers adgang til at få børn, men tolerancetærsklen kan justeres både op og ned.

For det andet er der det med danskheden. »Danskerne har det fint med homoseksuelle«, stod der i overskrifterne. I det mindste passer overskriften perfekt med en udbredt selvforståelse her til lands. Det danske frisind er berømt, og Danmark har levet højt på indførslen af det registrerede partnerskab så længe, at andre lande for længst har overhalet os indenom og bl.a. indført kønsneutrale ægteskaber. Måske er det på grund af myten om det danske frisind, at det faktisk kan være svært for nogle heteroseksuelle overhovedet at tro på, at der findes homofobi i Danmark. Eftersom de ikke selv har erfaringerne og i øvrigt heller ikke har noget imod at have en bøsse som nabo, kan de ikke få det til at passe.

Homohysteri

Så når homoer vover at påpege homofobi i et land, som i manges opfattelse befinder sig på toppen af evolutionsstigen, bliver det ofte mødt med skepsis eller bortforklaringer. Jeg har mødt folk, der ikke har kunne få sig selv til at tro på selv de mest åbenlyse eksempler. Som f.eks. at det var homofobi den aften, min kæreste blev truet med tæsk af en, der råbte hende an, da hun kom ud af en lesbisk bar. Folk, som mener, at der bare er tale om misforståelser, eller at man selv har optrådt provokerende hvis man udsættes for chikane. De synes måske man er lidt hysterisk, og de har aldrig overvejet, at der kan være situationer, hvor det er risikabelt at holde sin kæreste i hånden på gaden. Men frem for alt passer det ikke ind i deres billede af Danmark og danskere.

Sultne børn

I homokredse findes der en tilsvarende mekanisme. Mange homoer tænker på andre homoer - dem i Letland, Moskva eller Serbien. I Tyrkiet er adskillige transkønnede blevet slået ihjel den seneste tid og i Irak post Saddam Hussein eksisterer der nu deciderede dødspatruljer, der slår homoseksuelle og andre -anderledes- ihjel. Hvordan kan vi så her i landet tillade os at råbe op om juridisk ejerskab til regnbuebørn, kirkebryllup, overfald hvor ingen er døde endnu, mobning på arbejdspladsen for slet ikke at tale om de mere uhåndgribelige former for heterosexisme, som virker gennem psykologiske mekanismer. Vi har det jo godt og burde være taknemmelige i stedet for at klage. Det minder unægtelig om den logik, ens mor lagde for dagen, da man var lille og ikke ville spise op.

»Tænk på de små sultne børn i Afrika,« sagde hun. Og så nippede jeg pligtskyldigt til mine rosenkål med en sær blanding af skyldfølelse og taknemmelighed. Men elendighed andre steder behøver vel ikke at udelukke problemer her i landet. Måske kan det endda hænge sammen?

Næste gang jeg bliver bedt om at fejre danskernes store (homo-)tolerance skulle jeg måske pege på den danske Irak- og asylpolitik som noget, der er grund til at bekæmpe, hvis man ellers mener det med frisindet og homoerne i de andre lande.

paradoks information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tænk på de små sultne børn i Kina, lød det i min ungdom. Vi kendte overhovedet ikke begrebet homo-et-eller-andet. En seksuel bekendelse var en joke, men det var tolerancen ikke. Må jeg minde om, at Fogh Rasmussens filosofiske løbebane begyndte med et foredrag i frisind, hvor tolerancen var bandlyst. Jeg er ikke søn af en gårdejer, men fra en tid, hvor vi fik nyt arbejde ved skftedagene i maj og november. Fogh Rasmussen ville høre til dem, der løb af pladsen. Men dengang er jo ikke nu.