Læsetid: 7 min.

Det gør ikke noget, det er dansk, bare det kan samle os

Det var et sammenstød af nationalstatens tungeste symboler, da fodboldlandsholdet lørdag spillede mod Sverige dagen efter Grundlovsdag og dagen inden et valg, der gjaldt både EU og Kongehuset. Sådan en tur får nationalfølelserne frem i befolkningen, men opbakningen til kongehuset er styrtdykket og landskampene fjernet fra landsdækkende kanaler, mens befolkningen samler sig om udenlandske tv-shows
Paradoks. Selvom søndagens afstemning ikke viste nogen overvældende tilslutning til kongehuset, viste det samtidige EU-valg, dog at det nationale rangerer langt over det europæiske.

Paradoks. Selvom søndagens afstemning ikke viste nogen overvældende tilslutning til kongehuset, viste det samtidige EU-valg, dog at det nationale rangerer langt over det europæiske.

Keld Navntoft

12. juni 2009

For nogle år siden spurgte Berlingske Tidende sine læsere om, hvad de mente var århundredets danske sang. Det var i den periode meget populært at kåre alt muligt til århundredets danske et-eller-andet, og flere tusinde sendte stemmesedler ind til avisen. Læsere i alle aldre foreslog og argumenterede, og på første plads kom Thøger Larsens fædrelandssang fra 1914 Danmark nu blunder den lyse nat . På anden pladsen - få stemmer fra højskoleklassikeren - kom Kim Larsens Kvinde min .

De to sange har ikke meget til fælles ud over sproget og det land, de er udgivet i, men alligevel anså avisens læsere dem begge som særlige musikalske symboler for Danmark.

»Det er ikke én identitet at være dansk,« siger Jens Henrik Koudal, der er seniorforsker ved Dansk Folkemindeindsamling, og som gennemlæste svarene fra læserne.

»Det er er noget, der bliver skabt hen ad vejen. Det er et forhold, der varierer voldsomt fra generation til generation, og som opstår omkring en særlig gruppes konsensus om, hvad der er dansk. Der er en konstant krig om, hvad der er dansk, og hvad der er symbolet på danskhed, og det var den konkurrence et godt eksempel på.«

Stigende skepsis

Danmarks selvforståelse får næring af nationale samlingspunkter og i sidste uge løb et par af de allertungeste sammen, da vi stemte om kongehusets ret til at blive moderniseret midt i et Europavalg og lige oven på en heftig debat om danskernes ret til gratis at se fodboldlandskampen mellem Danmark og Sverige. Men det, der står tilbage efter søndagens valg er imidlertid ikke bare den store EU-skepsis, samtlige af de kommende parlamentarikere udtrykte i valgkampen, og det flertal, der stemte den nye tronfølgelov igennem og gav sin støtte til at modernisere kongehuset. Selv om det kunne tale for en stærk national selvforståelse, var der alligevel 15 procent af de, der stemte, der ikke støttede op om kongehuset.

Det er ifølge kommentatorer og historikere en meget høj skepsis, og selve det at diskutere kongehusets berettigelse højt fik republikanerne op af stolene. Ekstra Bladet sprang i sidste minut ud som modstander af monarkiet og en meningsmåling i Jyllands-Posten i går viste en markant nedgang i kongehusets popularitet. Siden 2004 var opbakningen til den nybagte far Prins Joachim faldet fra 85 til 44 procent, Dronningen faldet fra 97 til 81 procent mens prins Henrik stadig er bundskraberen med en opbakning hos 29 procent af undersåtterne. Kongehuset som det store samlende nationalsymbol er under beskydning, mens et tv-show som X-Factor samler nationen i en grad, man ikke engang kendte til i monopoltiderne.

»Indtil for ganske nyligt har det nationale haft monopol på at være det, vi samledes om, men sådan er det ikke længere,« siger historiker Jes Fabricius fra Saxo instituttet på Københavns Universitet.

»Det nationale er ikke længere det ultimative identifikationspunkt. Man begynder at redefinere samlingspunkterne, så det i dag også kan rumme store tv-shows, som måske nok svarer til DR-s dækningsområde, men ikke nødvendigvis er særligt nationalt eller dansk.«

Tilhørsforholdet

Ifølge Jes Fabricius betyder det, at man fjerner den nationale samlingskraft om kongehuset, ikke nødvendigvis, at Dronningen bør væltes af tronen, men at man må tage monarkens rolle op til revision. Det er muligt at beholde en stærk symbolkraft for andre end danskerne og i særlig grad også være et symbol for nydanskere og turister. Den bevægelse er kongehuset nødt til at tage, efterhånden som opbakningen til dem som national samlingspunkt falder, hvis de vil bestå.

»Kongehuset er i et demokratisk samfund, uden selv at være demokratisk. Der udgår ikke noget trussel fra Kongehuset, og det betyder også at kongehuset kun kan eksistere, for så vidt der er en solid folkelig opbakning til det. Så længe man ikke spørger, kan man godt lade, som om vi alle sammen er enige, men når man spørger, får man svar, og jeg synes ikke, opbakningen ved denne afstemning var overbevisende.«

Som nation har vi dog stadig et stærkt behov for at føle os i et nationalt fællesskab. Selvom opbakningen til kongehuset måske er dalende, viste søndagens valg også, at det nationale tilhørsforhold står langt over det europæiske. Alle de kandidater, der blev stemt ind i Europaparlamentet havde indarbejdet en stærk EU-skepsis i deres valgkampagne, hvor selv borgerlige partier talte om at få grænsebommene tilbage og hegnspæle om Danmark. Vi dyrker stadig et dansk fællesskab, det er bare ikke nødvendigvis det nationale, der binder os sammen.

»Det er én af de indbyggede selvmodsigelse vi oplever i vores samfund,« siger Tove Arendt Rasmussen, der forsker i kulturforbrug på Aalborg Universitet.

»Med fænomener som Harry Potter, Stieg Larson-bøgerne og X-Factor, er der opstået en kulturel lemmingeffekt, der synes at dække over et særligt behov for at samles om noget. Det behøver ikke være særligt dansk - bare vi samles. Sideløbende har vi til gengæld enormt travlt med at personalisere og custumize vores liv, så mens vi på den ene side dyrker det individuelle, har vi på den anden side et stort behov for at tilhøre et fællesskab - at lade os rive med af en strøm,« siger Tove Arendt Rasmussen og påpeger selv den åbenlyse forklaring.

»Jeg tror, vi har et behov for at føles os en del af en masse for ikke at miste os selv i mulighederne for globalisering og personalisering. Vi har simpelthen et behov for at fortabe os selv i lemmingtrømmen.«

Evigt ejes kun det tabte

Direktøren for Nationalmuseet Per Kristian Madsen påpeger, at vi som danskere også samles om mere abstrakte fænomener - vi opdager det bare ikke i samme grad, som de meget håndgribelige symboler.

»Vi føler også et fællesskab i vores måde at omgås hinanden på, forholdende på arbejdsmarkedet, landskabet, sproget eller H.C. Andersens eventyr,« siger Per Kristian Madsen.

»I det daglige går vi jo ikke rundt og kalder os danske, men -evigt ejes kun det tabte-, og når der pludselig kommer et EU-valg eller som nu, hvor tronfølgeloven kom på valg, blusser det nationale op i os. På den måde betyder kongehuset også meget som en konkretisering af alt det nationale. Man skal jo ikke glemme, at folk faktisk frivilligt stiller op til fødselsdage, begravelser og bryllupper.«

Et nej er også deltagelse

Sociolog Emilia Van Hauen har i en årrække beskæftiget sig med kongehuset og netop udgivet bogen Farvel egofest - og goddag til formål og fællesskaber . For hende er der ikke tvivl om, at det at være i et dansk fællesskab stadig er et af de mest grundlæggende behov vi har.

»Intet menneske er en ø, og vi må have et fælles forhold til andre mennesker for at blive socialiseret. Mennesket bliver kun til noget i kraft af at andre mennesker bekræfter dets placering,« siger Emilia Van Hauen, der dog stadig ser kongehuset som et af de vigtigste nationale samlingspunkter.

»Selv folk, der er imod kongehuset, er jo med i fællesskabet ved at gå ind i debatten. Det er det samme, vi samles om,« siger hun og forklarer forskellen mellem de fællesskaber, man indgår, i dag frem for tidligere.

Grundlæggende skelner man mellem de bundne fællesskaber og de frie fællesskaber, forklarer hun. Bundne fællesskaber er man i, fordi man skal overleve. Det var dem vi kendte i feudalsamfundet, hvor vi havde den samme mentalitet, lokalitet og aktivitet - vi boede det samme sted, vi gjorde de samme ting og tænkte på samme måde.

»De frie fællesskaber handler om tillid. Det er det vi ser i de fleste parforhold i dag. Der er en grundlæggende tillid, der binder parforholdet sammen, men hvis du mister den, brydes parforholdet også,« siger Emilia Van Hauen.

»I de frie fællesskaber taler man om neo tribale fællesskaber . Det er små -stammer-, der opstår om de samme lyster og interesse. Det er meget dynamiske og fleksible grupper - du kan endda være i to modstridende grupper, uden det er et problem. I de grupper bekræfter man konstant hinanden i de samme behov, og det gør dem ofte meget intense, men det frie forhold gør dem også meget flygtige.«

Nation er ideologi

Det er Ifølge Emilia Van Hauen det, der adskiller det fællesskab danskerne har med et symbol som kongehuset.

»Kongehuset fungerer egentlig som et bundet fællesskab, fordi vi indeholder dem som nation. Vi er født i Danmark og bor her. Men det fællesskab vi finder i tv-shows og til dels også klubfodbold er store neo tribale fællesskaber, man må leve i som man vil,« siger Emilie Van Hauen.

»Jeg tror det betyder meget for vores nationalfølelse, at vi har et kongehus. Det at man ved, at man er verdens ældste monarki, betyder at man har en historisk kontinuerlig forståelse af sig selv.«

Den nationale selvforståelse abonnerer historikeren Søren Mørch ikke på. Han er forfatter til Den sidste Danmarkshistorie, og ifølge ham er de nationale symboler som samlingspunkt gennemsyret af politisk ideologi.

»Vi har naturligvis brug for samlingspunkter, men det er politisk ideologi at vælge de nationale som samlingspunkt,« mener han.

»Den slags er vigtigt for en højreorienteret regering, der gerne vil opretholde en tro på Gud, konge og fædreland. Derfor vil man også helst undgå en diskussion af kongehuset og helst ikke se samfundet som et konfliktsamfund. Man kan savne et tilsvarende vision for venstrefløjen.«

Ifølge Søren Mørch pågår der en voldsom vigtig kamp om det nationale pluralis, vores alle sammens -vi-.

»Den har den siddende regering været utrolig dygtig til at føre, mens oppositionen har lagt sig på maven, og det er der så nogle soldater, der betaler en høj pris for.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Det handler om at være tryg. Vi vælger det der gør os trygge. Vi vælger det vi kender. Kongehuset gør os trygge, fordi de kongelige opfører sig som vi forventer. Fodboldkampen gør os tryg, fordi vi ikke afkræves forstand på fodbold for at få adgang til festen (når vi vinder) og sorgen (når vi taber). X-faktor gør os trygge af samme årsager som fodbolden. En adgangsbillet til fællesskabet. Det vigtigste er at billetterne til festen er gratis, i økonomisk såvel som vel som overført betydning. Globalisering og EU, opfattet som eksponent for nationalismernes bortkomst og dermed potentielt guf for rigtige venstrefløjsfolk, gør os derimod i stigende grad utrygge, dels fordi Verdensbanken og EU fremstår som lukkede, fjerne og elitære institutioner og dels fordi de der burde forsvare dem, dvs. venstrefløjen, synes at have tabt pusten eller i hvert fald indflydelse. Tilbage er kun at gøre som vi plejer, dvs. at kigge i medierne efter mulige pejlemærker til dannelsen af en først og fremmest tryg identitet. I den sammenhæng er kongehuset, fodbold og X-faktor skræddersyet løsninger. Da jeg var ung samledes vi om The Beatles, som trods deres musikalske vildskab, var så dresserede at det ikke nødvandigvis gik ud over hverken trygheden eller nationalitetsfølelsen. Lemmingeeffekt eller sort sol, kald det hvad du vil. Det handler om at være tryg.

Jørgen Christian Wind Nielsen

Kongehuset og samlingskraften

"De to sange har ikke meget til fælles ud over sproget" skriver Lasse Lavrsen. Men det er nu også en hel del. Samlingskraftens eller fællesskabets bærende pille i Danmark er det danske sprog. Det bærer i sig vores ånd, vores arv, vores kultur og vores historie. Men det er også grundlaget for dialogen i samfundet og for vores parlamentariske demokrati – det sidste kan man ikke sig om Kongehuset. Derfor skal vi alle steder i samfundet og i alle institutioner arbejde for at fremtidssikre og styrke dansk, og for at styrke vores vilje, lyst og evne til at bruge det. Et stærkt dansk sprog er også det bedste udgangspunkt for at styrke de store fremmedsprog og alle de mange andre modersmål, der tales i Danmark. For at gøre Danmark til et sprogligt stærkt land.

Jørgen Christian Wind Nielsen
Formand
Modersmål-Selskabet