Læsetid: 6 min.

En gris i ovnen er bedre end en bjørn i hovedet

Udvidelser. New York bliver kun skønnere for hver dag; det er, som om den hele tiden vider sig ud og vider sig ud og vider sig ud, skriver Naja Marie Aidt, der i ugens løb - blandt meget andet - har været til klagekoncert, drukket cocktails med bacon, er blevet forelsket i hotdogs og har fået en bjørn i hovedet
New York bliver kun skønnere for hver dag; det er, som om den hele tiden vider sig ud og vider sig ud og vider sig ud, skriver Naja Marie Aidt, der i ugens løb - blandt meget andet - har været til klagekoncert, drukket cocktails med bacon, er blevet forelsket i hotdogs og har fået en bjørn i hovedet
11. juni 2009

Det er national donutdag! Hos Dunkin' Donuts kan man hele dagen få sig en gratis donut, hvis man køber en kop kaffe. Det er også dagen, hvor jeg får en bjørn i hovedet, men det ved jeg endnu ikke, mens regnen falder tungt og endeløst - vi har haft et koldt og vådt forår her, modsat i Danmark - da jeg beslutter at gå i teatret.

I St. Mark's Church i East Village findes det lille, sære teater Ontological-Hysteric Theater, grundlagt i 1968 (selvfølgelig) af den eksperimenterende teatermand Richard Foreman, og det er stadig ham, der styrer det. Ideen er at lave totalteater. Det vil sige, at de forestillinger, der sættes op, næsten dogmatisk skal indeholde performance, musik, film, billedkunst - og også gerne filosofi og psykoanalyse! Det er et sted, hvor mange unge dramatikere, komponister, filmfotografer og skuespillere får muligheden for at starte, for at lave deres første forstillinger.

Denne aften spilles Nastaran Ahmadis Stranger, som i følge programmet handler om immigration. Vi er 12 tilskuere. Der er seks skuespillere på scenen. Tre unge kvindelige teknikere styrer lyd, lys, musik - samt video og stillbilleder, der på store skærme fungerer som en del af scenografien. Der bliver danset, sunget og spillet musik i denne komedie, som faktisk ikke er særlig interessant, men meget sød og sine steder virkelig sjov. Det interessante er, at man på et så lille og smalt teater kan præstere så mange involverede kunstnere, og en så dyr og imponerende teknik.

Jeg husker, hvordan jeg selv engang tiggede om at få video med i en forestilling i København, tiggede om at få bare én skuespiller mere med - men nej, det var for dyrt, jeg kunne få tre skuespillere og ingen billeder. Hemmeligheden er selvfølgelig, at folk ikke får løn her. Alle vil være noget ved musikken, man knokler gratis og har så et job ved siden af, for eksempel på Dunkin' Donuts. Skuespillerne er forbløffende gode, det er instruktionen også, det er teksten, der er lidt tynd. Men hold øje med stedet, selv om kvaliteten er ekstremt svingende fra forestilling til forestilling, kan man være heldig at opleve noget virkeligt enestående her.

Det regner gudhjælpemig stadig, da jeg træder ud på gaden og haster til næste location, en hotdog-restaurant. Men ikke en hvilken som helst hotdog-restaurant. Den ligger på 113 St. Mark's Place, kig efter skiltet: Eat me. I et hjørne af det beskedne fritureduftende lokale, finder man en gammeldags telefonboks. Den går man ind i, og så løfter man røret. "How many," spørger en stemme. Man angiver størrelsen på sit selskab og venter. Pludselig åbner væggen sig. Og man træder ind i en mørk, sexet bar, ikke særlig stor. Væggen, beklædt med sort læder, skubbes på plads igen, og man anvises plads ved bar eller bord. Og så drikker man cocktails. Og de er vilde. Ingredienserne kan for eksempel være røget limeskal, snaps, bacon-infused Four Roses Bourbon (som jeg altid drak som 18-årig, fordi etiketten er så pæn, men altså helt uden bacon), æggehvide og rosensirup. Flere består af absint i selskab med flere forskellige slags sprut. En er rørt med appelsinmarmelade. En anden med knuste kapers. Det lyder ikke rart, men det er det.

En ny kærlighed

Til disse meget stærke drinks kan man bestille hotdogs, naturligvis, og jeg får en dybstegt af slagsen med friskrevet agurk, og med den forvandles min ikke særlig store kærlighed til hotdogs til - kærlighed. På væggene hænger udstoppede dyrehoveder, vaskebjørne, elge og altså lige over mit hoved en sort bjørn. Pludselig mærker jeg smerte i baghovedet - og har simpelthen fået bjørnen i nakken. Bear attack! råber en af de opstemte gæser. Heldigvis er jeg ikke alvorligt skadet, men klar til at fortsætte min dødsrute i East Village, der byder på ældgamle italienske konditorier, japanske tehuse, masser af barer og restauranter.

Dagen inden havde jeg været en tur i Chelsea for at lytte til den finske opfindelse: et lokalt klagekor. Et sådant har også optrådt i København sidste år, og kort fortalt er det det finske kunstnerpar Tellervo Kalleinen og Oliver Kochta-Kalleinen, der har udviklet ideen, som går ud på at lande over hele verden indsamler klager fra befolkningen, som lokale kunstnere forvandler til tekst og musik, og så fremfører et kor af frivillige borgere værket.

The Complaint Chorus har med stor succes rejst rundt i hele verden, og nu er turen kommet til New York. På denne eftermiddag står et lille, blandet kor på West 19th Street. En mand stemmer sin guitar. Og så bryder de ud i sang, til stor morskab for det publikum, der har samlet sig. Her nogle uddrag: New York is not a part of USA/it should be an independent country//Why can't I get a taxi in the rain/JFK is too far away//please wear longer shorts to the gym/I don't want to know you all that well//tourist get in my way on the streets//the weather is too good/the subway platform is too hot/and the subway car is too cold/I am thirty-six, why do I still have acne?/how did I ever get so fat?/there is so much to do here/but no money to do it with//It's 10 pm and I'm still in the office//who started monogami? Og så videre.

Det var torsdag, og vi var heldige, for regnen var kun støvregn. Men lørdagen var fuld af sol. Jeg hvilede mit bjørneramte hoved, selv om det vist mere var cocktails, der var skyld i hovedpinen. Søndag tog jeg til Bushwick, et stort område i Brooklyn, nærmest bag ved Williamsburg, der er kendetegnet ved at bestå af gamle warehouses, nedlagt industri, nu overtaget af unge kunstnere, for hvem Williamsburg er for dyr og trendy.

Gråspurve under loftet

Der var Art Fair - og det gik ud på, at man gik rundt og simpelthen besøgte kunstnerne i deres kombinerede hjem og værksteder - et sted stod en pige og skrællede kartofler, et andet sted var der kylling og mousserende vin til de besøgende. Den udstillede kunst var lidt for præget af forvredne mannequinhoveder på skulptursiden, og der var mange dårlige malerier, men det var meget blandet. Der var fine ting i mellem. Muligvis stedet at købe kunst, hvis man har øje for det, før det bliver dyrt. Jeg nøjedes selv med et viskestykke med påtrykte jordbær til ti dollar.

Undervejs fik jeg en helt fantastisk god pizza - på Robertas der ligger på 261 Moore Street, nærmest på hjørnet af Bogart Street. Her bager man pizza i en stenovn fuld af ulmende brænde, og denne eftermiddag havde jeg i tilgift fornøjelsen af at se en hel gris, pænt snøret som en enorm rullesteg med hoved og øjne, blive skubbet ind i ovnen. Det er et billigt og uformelt sted - for eksempel flyver der gråspurve rundt under loftet. Jeg forestiller mig, at grisen var til alle kunstnerne, og at de i skrivende stund sidder bænket i den lune aften og har meget at snakke om. Jeg selv har stået i min baghave og set solen gå ned. New York bliver kun skønnere for hver dag; det er, som om den hele tiden vider sig ud og vider sig ud og vider sig ud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu