I Kødbyen ligger der en bar, hvor man få Apfelschorle. Stedets udsyn til en købmandsgrossist på den anden side af gården er nemlig internationalt, siges det. Og kunstnerisk. Her, der og allevegne. Også i den sociale omgang. Så for et års tid siden kunne vi få rabat på æblemosten med danskvand. Vi var os, der eventuelt magtede at underholde med et samkønnet kys foran en bartender i et halvt minut, som så ville blive belønnet på bon-en. Som ekstra bonus ville vi være med i et politisk kunstprojekt, der bl.a. skulle give svar på en kunstners grublerier over »hvorfor skal mennesker med tilsyneladende ingenting tilfælles absolut forenes?» Hjemløse kunne få champagne til indkøbspris, ligesom mænd med slips skulle spytte ekstra i kassen. Om sidstnævnte tog en vogn ind på Victor, aner jeg ikke. Men i hvert fald gik Viggo og jeg på en bar overfor. Her tog vi os en en krammer med hinanden og de andre i sofaen. Og en Bier vom Fass til fuld happy hour pris. Men så også fri for at indgå i undersøgelsen af, hvorfor en restauration har valgt at lave et sted, der, sidst jeg var der, mest ser ud til at appellere til den lavere flyvende del af det heterofile jet set fra Hellerup. Det må ejerne da selv finde ud af, og vi havde en hyggelig aften.
Ufærdige møder
Nu skulle alt det her spændende med flydende køn og queer op på scenen. Det svulstige samtidsteaterprojekt skulle runge og være politisk. Flere i mit netværk blev pumpet for input, som senere blev til slet skjult 1:1 output fra de professionelle. Men det var bare forestillingen. For noget med interaktion og »teatrets behov for ufærdige møder med publikum« skulle der også til. Jeg sagde ja til at være gratis dj til sådan et træf. Mine ridsede singler med Grace Jones, Carly Simon og Talk Talk appellerede til de skrumlede piger fra teatervidenskab og Vanløses 40 + transer, der dinglede dejligt rundt. Butchlebberne kinddansede, og bøssedrengene morede sig med at trække baggy pants ned på hinanden. Den kønne heterofyr i baren var henrykt. Kinda queer på den festlige måde. Men var det gamle vinylbras også pludseligt sådan hierarkisk destabiliserende? Flere af aftenens egentlige stjerner mente, at der ikke var nok -gang i den-, som samtidsteaterets ping udtrykte det. De stod lidt og hang. »Har du ikke noget, vi kan danse til?« plagede de, mens crowden, de så gerne ville interagere med, vrikkede røven. Et nøk op med bassen på Dusty Springfield og Pet Shop Boys- What Have I Done To Deserve This - og mig ud til de andre på dansegulvet. Hvad man samtidsteatralsk ville mødes ufærdigt med os om, fandt jeg ikke ud af, og vi havde en sjov aften.
So happening right now
De keder sig måske til personalearrangementerne på et af landets kulturradikale dagblade? I hvert fald har den pågældende avis- kultursite tilbagevendende historier om, hvor crazy de homoseksuelle fester. Redaktionen ligger meget tæt på Studiestræde. Hvis journalisterne har oplevet en homobar en tirsdag sidst i november der, står det særligt trist til hos dem. For nylig var jeg inde over en fest på Culture Box, hvor en ret kendt international billedkunstner skulle spille med sit fritidsband. Vi mente, han passede til sitets profil og fortalte redaktionen om kunststjernen, der var på vej til Venedigbiennalen for at færdiggøre både den danske og den nordiske pavillon og lige skulle nå et smut forbi København for at spille bøsset indiepop. Men de havde sikkert travlt eller vendte bare vendt tommelen ned. Det blev dog til, at vi et par dage før festen online skulle stemme om, hvorvidt »homoseksuelle fester er bare so happening right now « eller »intet slår Tolstrup og Trente på en god aften. Total da bomb «. En af de nævnte dj-s indvendte meget rigtigt i et kommentarfelt, at han ikke så sig selv i det opstillede modsætningspar. Jeg har også grabset gode drengerøve til hans formidable pladesamling. Jeg aner ikke, om vi var so happening right now på Culture Box, og vi havde en dejlig aften.
paradoks@information.dk
