Er revyerne sjove i år?
Jo da. Ja da. Det er de da.
Havde I tænkt, at de ville være så sjove i år?
Nej da. Jo da. Jamen, det havde vi faktisk ikke...
Søren Østergaard slår sig løs i Tivoli på nøjagtig samme gudsbenådede metafacon, som han har gjort de fire foregående år.
Han plaprer, han skyder gebisserne frem, og han slynger med parykkerne. Og folk skriger af grin - henrykte, pjattede, overgivne. Og det er sådan set det, det handler om: At Søren Østergaards Tivoli Varieté i Glassalen får publikum til at sukke og smile og føle sig heldige. Kirsten Lehfeldt charmerer grotesk og begavet som hans kvindelige kompagnon - og Peter Frödin synger så forbasket godt, at man helt glemmer, hvor langt ude vanvittig hans humor egentlig er. Det er en fornøjelse.
Og så indskyder Østergaard gøglerøjeblikke af sand fryd, når han inviterer kunstnere som f.eks. håndstandsparret Ingo Reissig og Frank Schreiber til at optræde. Her bliver fjolleriet afløst af mærkelig skønhed og vanvittig muskelstyrke og elegance - uden andre kommentarer end de synkrone buk, som de to herrer afleverer som tak for et forbløffet bifald.
Det er kun takket være Østergaards blik for cirkuslivets mærkværdige poesi, at disse numre når til Danevang. Indhyllet i Frans Baks satiriske smilerytmer. Merci!
Stegt flæsk
Men hvem er det så, der kan skrive den revytekst, der sidder, som den skal? Carl-Erik Sørensen er fortsat en af dansk revys helte, i hvert som han præsenteres i Kerteminde Revyen med en sej solo til Max Hansen om 'dem og os'.
Kerteminderevyen er i det hele taget en mere politisk revy i år - med stribevis af beske kommentarer til flygtningepolitikken. Og publikum tager tilsyneladende godt imod pointerne hen over lækker stegt flæsk og persillesovs, når Christine Gaski serverer årets barskeste tv-konkurrence om almenviden om Danmark og vind-asyl-og-dansk-pas. Christine Gaski er et stærkt, komisk talent, køn og uforskammet i perfekt revyblanding. Og så er hun en fin tempoindpisker i Kasper Wiltons ellers overraskende sneglende iscenesættelse.
Der skal mere tempo til, også fordi Anja Mathiesens lidt gammeljazzede musik slet ikke løfter, som den kunne gøre det. Men revydirektøren Mads Nørby sørger for ukueligt revyhumør og herlige, lokale Amanda-jokes. Den mand kan peppe en sal op bare med sit grin! Og Sonja Oppenhagen får indskudt nogle gribende numre, ikke mindst Hver-for-sig-teksten om kvinden, der endelig blomstrede op i sit ægteskab, da hun insisterede på at holde en pause fra manden. Oppenhagen kan rumme tragedien i sit revyblik, og derfor bliver hendes spil ofte større end hendes tekster. Dermed bliver hun også sådan en perfekt modspiller til Max Hansen, der tilsvarende formår at gemme det meste bag sine store, lysende øjne.
Denne gang var det ikke mindst Jacob Morilds julefrokost-tekst, der gjorde ondt: Manden, der holder julefrokost på nettet, hvor ensomheden så behændigt kan camoufleres. Skål! chatter han, mens flaskerne tårner sig op rundt om computeren, hvor de andre også har logget sig på under falske identiteter...
Forsvunden Fogh
Disse beske tidsbilleder placerer Kerteminde på revylandkortet. Og de viser måske også, at den politiske satire i øjeblikket mere handler om tendenser end om egentlige handlinger. Måske fordi de nuværende politikere er for kedelige at karikere? Eller for udbrændte?
Det Kongelige Teaters Revy 09 forsøger sig med lidt Fogh i NATO, men uden at det rykker særligt. Til gengæld har iscenesætteren Niels Olsen skabt egen lille superklima-sketch med en afvisende Kurt Ravn, der kommer ind med en tom taske.
"Nej, jeg har jo sagt, at jeg ikke har mere is..." siger han - og bagefter kommer så en slukøret isbjørn vandrende. Den slags effektive kommentarer klæder den kongelige revy - klare billeder på noget uoverskueligt, som bliver tragedie om et øjeblik. Her musikalsk indrammet af Lars Fjeldmoses opmærksomme og drevne musikere, der hele tiden er præcis, hvor de skal være på uventede optakter.
Og i en langt-ude lir-scenografi af Rikke Juellund, der selvironisk har fået alt på den nye, hypertekniske scene til at køre op og ned og blinke til ingen verdens nytte.
Ellers bliver denne revy de skæve personers aften. Jovist, her er fundet de helt rigtige, afblegede tænder og oppumpede babser til en Erik & Anni-satire - det er klart. Men ellers er det mest de billedblads-ukendte danskere, der har scoret sig hovedrollerne.
Kurt Ravn og Henrik Koefoed får landmandsnaboskabet med ind i Nyhavn med underdrivelsens groteske humor - og med stemmer, som kan få tilskueren til at lytte efter hvad som helst, fordi de er så nuancerede. Og når Tammi Øst triller ind på sin lille kørestolsscooter med lange, gråhårede fletninger under cykelhjelmen og et fredfyldt overbærenhedssmil, får hun straks sympatien på sin side som en 'vi-skal-være-her-allesammen'-lillemor. Historien udarter sig grotesk, da Jens Jacob Tychsens realismerå kittelhjælper henter hende og tvinger hende tilbage på plejehjemmet, mens han tæsker hende - på cykelhjelmen.
Tykke Tychsen
Tammi Øst bliver i det hele taget stjernen i den kongelige revy. Hun er så uhæmmet musikalsk, og så grænseløst begavet både inden for satiren og komedien. Hun tør udlevere sig selv - og netop derfor kan hun også udlevere andre, ikke mindst os smilende tilskuere og vores hule fordomme.
Efter premieren i Skuespilhuset er Tammi Øst foreløbig den, der mest præcist har forklaret, hvad finanskrisen og bankpakken går ud på. Hør bare hende fortolke Niels Olsens "Langt ude i skoven"-bankparodi og forstå, hvor dumnakkede vi alle sammen har været. Hun gør virkelig det, hun er bedst til: Hun spiller, så positiv-ordene rasler af Danske Banks kompetenceliste. Det revynummer skal med i historiebøgerne om Danmark i 2008!
Ellers er det Jens Jacob Tychsen, der bogstaveligt talt stjæler scenen som megamonsterfed dansker i Jens Blendstrups lille, onde satire, der bare hedder "Tyk". Her får Danmark alle sine egne, halvkvalme borgeridealer kastet tilbage i synet, mens Tychsen loyalt forklarer, hvordan hans fedme gør, at han ikke kan få et job - eller få lov til at se sin mor og far.
Og Anne Vester Høyer følger i hans sociale satirefodspor med udsøgt stemmefrasering og modige blikke i en skarp Tornerose-karikatur af Tammi Øst, Louise Mieritz og Ditte Hansen, hvor Tornerose er blevet en ensom teenager, der skærer i sig selv og får den forkerte kæreste på Nørrebro.
Netop i disse sociale kommentarer til dagens Danmark får revyerne deres berettigelse.
Alt det, der ikke er plads til i de langtidsplanlagte teaterrepertoirer, dukker tydeligvis op her i revyerne. Dermed bliver revyen den ventil, som ikke mindst det pæne og ytringsfrihedsforhippede og samtidig så overkontrollerede Danmark har brug for.
Tivoli afspejler tiden med ubekymrede grin. Kerteminde hiver tilskueren i nettet med besk realisme. Og Skuespilhusets revy holder den sociale satire op foran tilskuerne, så kvalmen kæmper mod omkvædet og de uimodståelige rytmer.
Jovist, der er brug for revyen.
Tivoli Varieté. Iscenesættelse: Søren Østergaard. Musik: Frans Bak. Tirs-lørdag til 29. aug. www.tivoli.dk/variete
Revy 2009: Så længe kronen holder. Iscenesættelse: Niels Olsen. Scenografi: Rikke Juellund. Musik: Lars Fjeldmose. Tirs-lørdag til den 5. juli. www.skuespilhuset.dk
Kerteminde Revyen. Iscenesættelse: Kasper Wilton. Musik: Anja Mathiesen. Thornøes Hotel. Tors-lørdag til den 4. juli. www.kerteminderevyen.dk
