Klumme
Læsetid: 3 min.

Hysken

Den københavnske gade Hyskenstræde optræder i litteraturen hos både H.C. Andersen og N.F.S. Grundtvig
Kultur
8. juni 2009

For nylig var der gang i nattelivet i Hyskenstræde, ikke langt fra Helliggejst. Nu er skaderne efter det eskalerende hærværk og antihåndværk udbedret, graffitiens grimme indskrifter slettet. Men hin nat brændte lokummet - med en for gadens navn passende metafor.

Der har ikke altid været fuld enighed om udstrækningen af ordets betydning. H.C. Andersens eventyr Pebersvendens Nathue (1858) indledes med følgende betragtning: "Der er i Kjøbenhavn en Gade, som har det underlige Navn 'Hysken-stræde', og hvorfor hedder den det og hvad har det at betyde? Det skal være Tydsk, men der har man gjort Tydsken Uret: 'Häuschen' skulde man sige, og det betyder 'smaa Huse', disse der, dengang, og det i mange Aaringer, vare ikke stort Andet end Træboder, næsten som vi nu ser dem stillede op paa Markederne". Og i sådan et lille hus bor Anthon fra Eisenach, sendt herop som pebersvend af købmændene i Lübeck og Hamborg med den klausul, at han som de andre udsendte urtekræmmere ikke måtte gifte sig. Der sidder han så i sin usle rønne eller hysken og græmmer sig over sin tabte kærlighed.

Måske var Andersen for pæn til at vedgå, at 'det lille hus', såmænd den dag i dag, også er betegnelse for et lokum, en retirade, og at gaden i middelalderens København var en smøge, der førte ned til latrinerne ved stranden, skødesløse naboer til badstuerne, som parallel-smøgen mundede ud i.

Også i romanen At være eller ikke være fra året før fabulerede digteren over samme lokalitet, idet den sværmeriske Hr. Svane betror sig til hovedpersonen, den unge mediciner Niels Bryde, om vemodsfulde stemninger under sine nattevandringeri Københavns gader, "Ja paa Amor tænkte jeg i Hyskenstræde". Artigt nok med hans henvisning til pebersvendenes ensomme liv frem for en ide om, hvad Amor ellers kunne have af ærinder i gadens huse.

Fuld af mismod

Der knyttes således tristesse til Hyskenstræde, og det allerede af den unge Nikolaj Frederik Severin Grundtvig, der i sin dagbog af 25. august 1804 skriver:

"I Dag flyttede jeg fra Pilestræde 110 hid i Hysken-stræde 38 og 39 til min Fætter Trøyel. - Jeg gjenkender mig neppe selv. Jeg er fuld af Mismod, mine Sjels og Legems Kræfter synes at være hensvundne som ved Berørelsen af en undergjørende Talisman. Det mørkner. Jeg sidder ene. Ene i tre øde Kamre, saa sad jeg sjelden eller aldrig. Jeg sidder ved et Vindue, der vender modGaarden. Trindt omkring mig saares mit Blik af ind-gjærdede Mure; hvad skal jeg kalde dem, rædslende Tegn paa Menneskets Hovmod, eller Bevis for, at Mennesket søger stedse at hævde sig ved fysisk Kraft."

Der sad han mellem sine dynger af manuskripter, men kom lidt i humør ved at give sig til at oversætte Horats og ligesom ham erkende: "Jeg maa skrive eller ikke leve".

Sådanne henvisninger til Hyskenstræde i litteraturen kan man finde i Ordnet.dk, men vil man have god besked om gadenavnets sande væsen, skal man slå op i Hugo Matthiessens bog fra 1917, Gamle Gader, der malende beskriver omstændighederne ved byens offentlige nødtørftsanstalt med mange kaldenavne, "Privet, Mag, Lillehus, Hysken, Vandhus", oprettet for at undgå skarn og uhumskheder på åben gade.

Nu om dage er det så andre arter af skarn og uhumskheder, der kan finde egnet sted i Hyskenstræde, på fortov, ruder og mure, med Grundtvigs ord: rædslende tegn på hovmod, sårende for blikket, bevis for, at mennesket søger stedse at hævde sig ved fysisk kraft. Når lokummet brænder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her