Læsetid: 2 min.

Ingen fortilfælde for Hyltoftsag i Danmarks Radio

Ole Hyltofts henvendelse om et Pia Kjærsgaard-fejlcitat er blevet behandlet som enhver anden henvendelse, hævder programdirektør Mette Bock, der dog ikke kan komme i tanke om en eneste sag, der er blevet behandlet på samme måde
Det, der er den helt normale procedure, er, at når DR begår fejl, så sørger vi for at rette dem, og vi sørger for at beklage det i forhold til de involverede parter, siger programdirketør Mette Bock fra DR, der ikke mener, at organisationen har ændret deres normale procedure i en sag, hvor DF- og DR-bestyrelsesmedlemmet Ole Hyltoft klagede. over en udtalelse i et radioprogram.

Det, der er den helt normale procedure, er, at når DR begår fejl, så sørger vi for at rette dem, og vi sørger for at beklage det i forhold til de involverede parter, siger programdirketør Mette Bock fra DR, der ikke mener, at organisationen har ændret deres normale procedure i en sag, hvor DF- og DR-bestyrelsesmedlemmet Ole Hyltoft klagede. over en udtalelse i et radioprogram.

Stine Sofie Hansen

10. juni 2009

Der hersker ikke kafkaske tilstande på Danmarks Radio. Det forsikrer direktør for programproduktionen i DR, Mette Bock, i dag i et læserbrev i nærværende avis.

Forsikringen falder, efter Information i går kunne fortælle, hvordan DR har reageret på et fejlcitat i radioprogrammet Sproglaboratoriet på P1, hvor litteraturforskeren Isak Winkel Holm 17. april fejlagtigt hævdede, at Pia Kjærsgaard skulle have sagt, at indvandrere "formerer sig som rotter".

Ikke alene bragte DR en berigtigelse i en af de følgende udgaver af Sproglaboratoriet. Den ansvarlige redaktør sendte også en undskyldning til Pia Kjærsgaard, og generaldirektør Kenneth Plummer kom i et brev til partiformanden med en "uforbeholden undskyldning".

Desuden valgte DR at redigere fejlen ud af den udgave af radioprogrammet, der er tilgængelig på internettet, og kort efter valgte man også at bortredigere berigtigelsen.

Kun halvandet år

Alt sammen stemmer der påfaldende godt overens med, at Dansk Folkepartis medlem af DR's bestyrelse, Ole Hyltoft, bad Kenneth Plummer give sin partiformand en undskyldning og brokkede sig over berigtigelsen, som han mente forvirrer billedet, idet studieværten tilføjede, at Pia Kjærsgaards tidligere partifæller Mogens Glistrup og A.T. Riemann fra Fremskridtspartiet begge havde sammenlignet nydanskere med rotter.

Og alt sammen er det ifølge Lytterne og seernes redaktør på DR, Jakob Mollerup, usædvanligt. Helt så grundigt plejer DR ikke at behandle et fejlcitat. Ifølge Mette Bock har DR imidlertid behandlet henvendelsen fra Ole Hyltoft "som enhver anden henvendelse", og der er således tale om "fuldstændig sædvanlig procedure".

Programdirektøren kan dog ikke nævne et eneste eksempel på, at generaldirektøren nogensinde før har sendt en personlig undskyldning til en person, der er blevet fejlciteret, efter DR allerede har undskyldt.

"Det skal jeg ikke kunne sige. For jeg har kun været i huset i halvandet år," siger Mette Bock.

Hun kan heller ikke huske et eneste eksempel på, at DR før har slettet et fejlcitat fra en gæst i netversionen af et radioprogram, eller at DR før har slettet en berigtigelse. Men som hun forklarer:

"Jeg har været i DR i halvandet år. Jeg kan ikke på stående fod give eksempler på det, men jeg kan ikke udelukke, at det har været tilfældet før."

- Hvordan kan du så påstå, at sagen er blevet behandlet efter helt normale procedurer?

"Det, der er den helt normale procedure, er, at når DR begår fejl, så sørger vi for at rette dem, og vi sørger for at beklage det i forhold til de involverede parter."

- Så når du skriver, at Ole Hyltofts henvendelse "er blevet behandlet som enhver anden henvendelse", kan du i virkeligheden ikke huske et eneste eksempel på, at I har behandlet en henvendelse på samme måde?

"Jamen, vi har ikke fået sådan en henvendelse i den tid, jeg har været her."

- Har I ikke fået henvendelser om et fejlcitat i halvandet år?

"Det her drejer sig om et konkret tilfælde. Og det nytter ikke noget, at du spørger om det samme fem gange. Jeg siger til dig, at hver gang vi får henvendelser, så forholder vi os til dem, og vi forsøger at behandle folk ordentligt. Og det har vi også gjort i det her tilfælde. Og det er den helt normale procedure."

Læserbrev af Mette Bock: "Kafka har ikke indtaget DR", side 19

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Mette Bock hævder, at det ene tilfælde hun kender til, er blevet behandlet som alle de øvrige?

Det lader til, at Kafka har indtaget DR.

Per Erik Rønne

Hvorfor mon »sagen« her i avisen går på det forkerte i at rette en fejl, snarere på end hvorfor en sådan fejl kan opstå?

Måske fordi journalisterne på Information stadig ser Pia Kjærsgaard som vittighedstegnernes lumske slange, som alle kneb gælder i bekæmpelsen af hende?

Er der nogen i det danske samfund der er blevet dæmoniseret, er det da hende.

Dorte Sørensen

Per Erik Rønne
Sikke et billedsprog du har ang. Pia Kjærsgaard. Men bortset fra det ,så vil jeg takke Information for at skrive om denne sag. Tænk hvis det blev DF og deres 2 repræsentanter i DRs bestyrelse ,der skal til at bestemme hvad DR må og ikke må.

Vagn Bjoerno

Orwell snarere end Kafka?
Er der ikke tale om en litterær misforståelse her- for hvad har det Kafka'ske univers i grunden med denne form for censur at gøre? Er der ikke snarere tale om, at det er en sag af Orwell'ske dimensioner? Så vidt jeg husker, er hovedpersonen i "1984" ansat til at ændre avisartikler i arkivet, så de er i overensstemmelse med "Big Brother"'s mening.
Og det er jo netop en sådan historieforfalskning, der her er tale om:
Udsendelsen er blevet ændret, efter at magthaverne har beklaget sig over en fejl i den, og udsendelsen ligger nu i DR's arkiv som den udsendelse, der blev sendt, hvad det jo ikke er, det er en redigeret udgave af udsendelsen.
Var det ikke for Informations omtale af sagen, så ville fremtidens historikere i deres arbejde med denne sørgelige epoke i Danmarks historie skulle grave noget dybere for at kunne dokumentere mediernes behandling af såvel skadedyrsbekæmpelse som danskister - kildematerialet er forfalsket.
Men selvfølgelig skal fejltagelsen på en eller anden måde berigtiges. Det kunne ske ved at man i oplæg og nedlæg til udsendelsen gjorde opmærksom på fejltagelsen, både i arkivet og i eventuelle genudsendelser.
På den måde ville kildematerialet være intakt, misforståelsen påpeget og forklaret.

Søren Kristensen

@ Vagn Bjørno

Det med Kafka og Orwell er godt set, Bjørno. Men du skriver "denne sørgelige epoke i Danmarks historie". Mener du ikke "denne sørgelige historie Danmarks Radios historie"? Din berigtigelsesmetode er lige efter bogen, men også meget tidskrævende og omstændelig, ikke mindst for os lyttere og seere som måske godt kan blive trætte af den megen opmærksomhed på Pia Kjærsgaards person. Måske var det også derfor DR valgte at panorere bort fra hende på valgaftenen? At hun så var kvik nok til at udnytte situationen til endnu mere opmærksomhed bidrager kun til den generelle underholdning. Så Kafka, nej. Orwell? Tja bum bum... så vidt jeg husker var der ikke meget spas i "1984", men det er også længe siden jeg har læst den.

Christian Monggaard

I det hele taget er det farligt at begynde at redigere i historien og på den måde skrive den om, så eftertiden får præsenteret et usandfærdigt billede af, hvad der egentlig er sket.

Det bliver hverken vi eller de klogere af.

Ros til Anton Geist for at grave denne uheldige affære frem og skrive om den.

Martin Mortensen

Niels Oestergaard

Helt enig:
"the chicken's coming home to roost". Eller er det the look-a-like gris i Pias tilfaelde?

Glimrende artikel af Hr. Geist.