Læsetid: 7 min.

'Islands krise er god'

Det mener den islandske forfatter Jón Kalman Stefánsson. For hvis der sker ulykker, begynder man at tænke på, hvad man har gjort forkert, og så kan man gøre noget andet. Og de sidste fem år på Island har været skrækkelige, siger han
-Det er svære tider nu, men de seneste fem år har været skrækkelige! Alle disse businessmen, der har sværmet rundt og spillet store på den, og som i virkeligheden kun har været gale drenge!- siger den islandske forfatter, Jón Kalman Stefánsson, om Islands aktuelle økonomiske situation. Jón Kalman Stefánssons bog, -Sommerlys og så kommer natten-, sikrede ham en nominering til Nordisk Råds litteraturpris.

-Det er svære tider nu, men de seneste fem år har været skrækkelige! Alle disse businessmen, der har sværmet rundt og spillet store på den, og som i virkeligheden kun har været gale drenge!- siger den islandske forfatter, Jón Kalman Stefánsson, om Islands aktuelle økonomiske situation. Jón Kalman Stefánssons bog, -Sommerlys og så kommer natten-, sikrede ham en nominering til Nordisk Råds litteraturpris.

Sigrid Nygaard

15. juni 2009

"Vi har alt det, vores forfædre drømte om, lever en hel del længere, er ved bedre helbred, kender ikke til hungers-nød, føler os bare lidt sultne, når vi er på slankekur eller skal holde for længe i kø i trafikken, er bekymrede for vores kropsbygning, får brysterne forstørret eller formindsket, kæmper med skaldepletterne, tager sol, vi drømmer om mere lige tænder ... Vi har det ganske glimrende, men har det alligevel ikke godt, for hvad skal vi stille op med alle disse dage, selve livet, det er ikke nemt at finde ud af, hvorfor vi er til?"

Således lyder en karakteristisk passage fra den islandske forfatter Jón Kalman Stefánssons roman, Sommerlys og så kommer natten.

Jón Kalman Stefánsson har et omfattende forfatterskab bag sig, har tre gange været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris og er oversat til flere sprog, men på dansk er han et nyt bekendtskab.

Hans bog blander saftige og vildt ynglende historier fra en lille vestislandsk bygd med reflekterende passager som den indledningvis citerede. Med sidstnævnte i baghovedet spørger jeg, om han er en meget moralsk forfatter.

"Man skriver for at forandre verden," svarer han.

"Man skal skrive med en mission. Dermed mener jeg ikke, at man skal prædike, det et slemt, hvis prædikentonen slår igennem, men jeg synes bedst om forfattere, der skriver for livet, imod glemslen. Hvis man har en indre trang, er det bedre at gøre noget med den trang. Så man prøver at forandre verden, samtidig med at man ved, at det kan man ikke. Men måske bevidstheden kan ændre sig på grund af en bog, måske ændres lyset eller en følelse."

De små ting

I bogen optræder et hemmeligt selskab, der kommunikerer på latin, og som ser det som sin mission at redde resterne af den klassiske, vestlige civilisation. Mener Jón Kalman, at vi er blevet historieløse?

"Hvis vi glemmer, hvad der er sket med menneskene, med kultur og hverdagsliv, alle de små ting, glemmer vi menneskeheden. Et menneske er alt, hvad mennesket har gjort, hvis vi glemmer det, vil menneskeheden med tiden forsvinde."

"I den vestlige verden er vi optaget af overfladen. Den verden, George Bush repræsenterer, er der noget galt med, der er noget, som begynder at visne i kulturen."

"Jeg er mest interesseret i de små ting, det er det, der gør menneskeheden interessant. Derfor er det spændende at skrive om steder, som ligger langt væk, og hvor intet sker, som den landsby, der danner rammen om min bog. Men hvis der er mere end tre mennesker sammen, begynder de jo at handle, og så kan man begynde at fortælle."

Hastigheden

"I Reykjavik som i alle storbyer går alt for hurtigt, man glemmer det vigtige," mener Jón Kalman, der selv bor i en lille by, men tæt på Reykjavik - så han føler, at han kommer til en storby, når han tager ind til Reykjavik."

Men vi må få hastigheden til at holde op, mener han.

"Det er ligesom en bil, den kan ikke blive ved med at køre hurtigere og hurtigere. Hvis den ikke stopper på et tidspunkt, forulykker den."

"Hvis det hele går alt for hurtigt, bliver vi mennesker ulykkelige. Det er simpelt, alle trænger til ro. Når folk i dag tager i sommerhus, er det for at være sig selv, for at få tid til at tænke, have et sted, hvor de kan høre deres egen stemme."

- Det er jo på grund af den vestlige velstand, at så mange overhovedet har tid og råd til at have et sommerhus, hvor de kan tænke i fred og ro?

"Men det er sværere at overleve i tider, hvor vi har alt. Hvis vi får alle behov opfyldt, bliver vi ligesom de aber, der optræder i bogen. I kulden sidder de stille i lunkent vand kun med hovedet ovenfor, og forlader kun vandet for at spise. Man begynder at dø."

Islands krise

- Er den krise, Island i øjeblikket befinder sig i, så et gode?

"Det er svære tider nu, men de seneste fem år har været skrækkelige! Alle disse businessmen, der har sværmet rundt og spillet store på den, og som i virkeligheden kun har været gale drenge!"

Det er godt med krisen, mener Jón Kalman, for "hvis der sker ulykker, begynder du at tænke på dit liv, du spørger hvorfor mig? Hvis du begynder at tænke på dit liv, ser du også, hvad du har gjort forkert, og så du kan gøre noget andet. Jeg tror, vores krise kom på et godt tidspunkt. Men vi ved ikke, hvad der sker om et eller to år."

- Et positivt samlingspunkt i romanen er den restaurant, der bliver indrettet i landsbyens nedlagte trikotagefabrik, og som bliver en kæmpe succes. Her serveres dyre, luksuriøse retter og god vin. Det er jo renlivet forbrug?

"Vi må have god vin! Restauranten, som bliver skabt af en enkelt kvinde, er et eksempel på, at man kan gøre noget selv. I den nuværende situation begynder folk at tænke på, hvad de kan gøre. Tidligere havde de det for godt, mange behøvede ikke at tænke. Nu er der mange, som er uden arbejde, og så må de finde på noget. Der opstår en ny kraft, man finder den i disse dage på Island. Det er der, udvejen mod et nyt Island findes."

Seksualiteten

Seksualiteten skildres bogen igennem som en kraft, der bryder igennem på trods og på tværs af ægteskaber, troskabsbånd og folks fysiske udseende. Er seksualiteten det positive modstykke til alt det stivnede, forbruget og overfloden?

"Mennesket er både godt og ondt, og det kommer til udtryk i seksualiteten. Den er en primitiv kraft, som vi alle har i os, og som vi prøver at skjule i vores kultur. I en Hollywoodfilm kan man godt vise en mand, der får hovedet kappet af, men man kan ikke vise den nøgne krop. Vi har et stort problem med erotik, vi har ikke et afslappet forhold til den, og derfor kommer der mange underlige ting ud."

Jón Kalman presser den flade hånd ned i bordet for at illustrere, hvordan det undertrykte siver op mellem fingrene og ud til siderne.

Men hvor bogen ellers serverer scene efter scene, hvor folk på tværs af alle odds finder hinanden i erotikken, så slutter den med to, der ikke når det, fordi kvinden, netop da de har fundet hinanden, omkommer. Hun vil vende tilbage dagen efter, men kører galt og slår sig ihjel. Hvorfor det, spørger jeg.

"Der er to ting, vi ved: At der er en begyndelse og en afslutning. Det er ligesom med livet. Vi kan måske have indflydelse på begyndelsen, vi kan beslutte os til, at vi vil have et barn, men slutningen af livet kommer, uden at nogen spørger: 'Er du rede?'"

"Ligesådan med slutningen af bøger, man kan ikke forklare hvorfor, for en bog bør være ligesom livet. Jeg kendte ikke selv slutningen, før jeg havde skrevet den, og da min kone læste manuskriptet, bad hun om en anden slutning. Men jeg er ikke John Fowles, der kan lave tre forskellige slutninger, som i Den franske løjtnants kvinde. Måske skulle kvinden have 'grebet dagen', som et hedder, måske er det, hvad vi alle må gøre, hvis muligheden for lykke dukker op, i stedet for at vente."

Magisk realisme

- Hvad siger du til karakteristikken af dig selv som magisk realistisk forfatter?

"Jeg har aldrig tænkt på, hvad det kaldes for, det er ikke mit bord. For min skyld kan man kalde det Real Madrid. Det eneste, jeg vil, er at blande poesi og prosa i romanform."

"Da jeg begyndte at skrive, skrev jeg digte, og de var ikke gode. Men hvis man benytter den lyriske teknik med at lade noget ulogisk være logisk inden for digtets univers, kan man bruge det i romanen."

"Hvis jeg skrev musik, ville det være blues, jazz. Når jeg skriver begynder jeg med at 'klimpre', indtil der dukker en melodi op, og så fortsætter jeg derfra. Jeg har arbejdet på et slagteri som det i romanen, og oprindelig ville jeg skrive en novelle om min tid der. Men på første side var der så et menneske, der begyndte at drømme på latin, og så måtte jeg undersøge hvorfor. Man hører og ser og oplever, det går ind, og så kommer det op senere, og man har glemt alt om, hvad der egentlig skete oprindelig."

"Jeg arbejder tre timer om dagen, og den sidste halve side skriver jeg bare ned, så jeg har noget at gå i gang med dagen efter. Så kan der komme noget, som man ikke vidste, man ville skrive om. Det er meget smukt. Jeg er tit ude for, at jeg vil forklare noget kort, og så kommer det til at fylde 30 sider. For sådan tænker jeg."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Robert Kroll

Jeg har nogle islandske bekendte, somt trods god økonomisk fornuft ( ikke overforbrug og jetset liv) har mistet alt.

Jeg tror mange islændinge synes, at krisen er noget rigtig skidt, og uden positive elementer.

Hver eneste krise i historien har givet visse intellektuelle og lommefilosoffer anledning til at synge sangen om, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget - jeg mener, det er bedst, når det går hammer godt ( både helbredsmæssigt, familiemæssigt ,økonomisk, kulturellt o s v) for alle.

Normale mennesker får ikke moralske tømmermænd af at have det godt.

Rasmus Ahrenkilde

Robert Kroll
Mon ikke du misforstår pointen? Et yderstyret højhastighedssamfund, hvor det eneste indhold er, at alle vil have penge og ligne supermodeller, har en pris. Det giver en indre tomhed, idet der ikke er plads til livets forskelle; at vi lever forskellige liv, forskellige steder og ser forskellige ud. Det er selvfølgelig et karikeret billede der tegnes, men en tendens, som Kalman har set på Island, og en tendens som er en almenmenneskelig problematik.
Krisen på Island gør ifølge Kalman, at folk må stoppe "racet". Det giver mulighed for, at de kan genopdage de små ting, som er værdifulde i livet; at man faktisk er glad for de mennesker man bor med, selvom de hverken ser eller er perfekte, glad for sit arbejde, selvom det ikke er et jetsetter job, og glad for den gode vin, selvom den drikkes på den lokale kro. Muligvis kender du ikke til skismaet, at man i sin stræben efter at leve et liv i Hollywood-stil (generelt: for mange ambitioner rettet mod en idealiseret livsstil), kommer til at glemme/forsømme de værdifulde ting, som man faktisk har - eller havde, men det tror jeg, at der er mange andre som gør.

Bedste hilsner
Rasmus