Baggrund
Læsetid: 6 min.

Kafka og tarteletterne

Det lille forlag Vandkunsten har med en bred udgivelsesvifte og mange bøger fra og om Mellemøsten haft fremgang og er blevet samtaleemne blandt bogfolk. Forlæggeren har en svaghed for Kafka og er nabo til Hells Angels
Vandkunstens forlægger, Søren Møller Christensen, synes, biblioteker burde købe flere bøger, hver især, og at de store kædeforretninger burde lade hver enkelt boghandel selv bestemme, hvad de vil føre, i stedet for at gøre det centralt. Det vil give mere diversitet, for som han siger, det skal vel ikke alt sammen være  amerikanske damebøger og svenske krimier .

Vandkunstens forlægger, Søren Møller Christensen, synes, biblioteker burde købe flere bøger, hver især, og at de store kædeforretninger burde lade hver enkelt boghandel selv bestemme, hvad de vil føre, i stedet for at gøre det centralt. Det vil give mere diversitet, for som han siger, det skal vel ikke alt sammen være amerikanske damebøger og svenske krimier .

Kristine Kiilerich

Kultur
18. juni 2009

Først for på Amager, godt gemt bag en af Hells Angels- rockerborge, der er armeret med pigtråd på muren ud til vejen og sandsække i vinduet, ligger det lille forlag, Vandkunsten, som man taler om i bogbranchen, dels fordi det er i vækst, dels fordi det udgiver kvalitetsbøger i et ualmindeligt gedigent og smagfuldt udstyr.

Kontrasten kan ikke være meget større. Tidligere lå her også en hashklub, men den er erstattet af billedkunstneres atelierer. Et blandet kvarter af småindustri og håndværkere, som blandt andet tæller en mekaniker, en glarmester og en snedker.

Forlaget har også et blandet udgivelsesprogram. Endda meget blandet. Det kan vi forvisse os om ved at studere de fremlagte bogeksemplarer i det lyse forlagslokale på førstesalen, som er det eneste ud over lageret nedenunder, et toilet og et lille tekøkken.

Forlæggeren er på vej, forsikrer de to forlagsredaktører, Dorthe Bramsen og Tine Dransfeldt Christensen, som lige nu passer biksen. De når lige at fortælle, at de er ansat, fordi de har interesse for arabisk og islamisk kultur, som trods alt er et kerneområde, førend forlæggeren, Søren Møller Christensen, dukker op og byder på kaffe fra nymalede kaffebønner. Man er vel kvalitetsbevidst.

Han fortæller den lille virksomheds historie, som indledtes, da hans kone en dag sagde til ham: »Er det ikke snart på tide, at du træder i karakter «

Huset på højkant

Det mente han også selv. Han nærmede sig de 50 år, og selv om han altid havde arbejdet meget selvstændigt med projekter, havde det altid været som ansat hos andre på blandt andet Teknisk Forlag, Christian Ejlers- Forlag og Forsikringshøjskolens Forlag. Nu tog han en advokat ved hånden og gik hen i banken. Ikke en tilfældig, men en rig advokat, som havde sine penge anbragt i Nordea, som da også stillede sig beredvilligt over for tanken om at hjælpe Søren Møller Christensen i gang med eget forlag. Blot skulle han sætte sit eget hus som sikkerhed for de penge, han fik brug for at låne.

Men hvad skulle -barnet- hedde Han ville kalde det Vandkunsten efter et tidsskrift, han engang var med til at lave, og som havde adresse på den lille plads af dette navn i Københavns indre by. Det samme hedder et kendt arkitektfirma, som han ringede til for at høre, om det havde noget imod, at også han brugte navnet.

»Nej, så længe du ikke bygger huse, er det i orden,« lød svaret. Så var sagen afgjort.

Det første år kørte han forlaget fra sit hjem, altså et -køkkenbordsforlag-, som man kalder sligt. Derefter rykkede han - i 2003 - til Amager. Til forlagets økonomiske fundament hører også nogle rettigheder til juridisk faglitteratur.

Forlaget Vandkunsten er kommet mere end godt fra start. Det fik entreprisen, da C.L. Davids Fonds udbød en opgave i entreprise med at udgive et Carsten Niebuhr-bibliotek, en bogrække om islamisk kultur, samfund og religion, skrevet af forskere. Den skæppede godt i kassen. Søren Møller Christensen og hans igangsættende hustru kendte lidt til emnet, idet de har boet et år i Cairo. En nyudgivelse af Koranen blev en bestseller, som solgtes i omegnen af 15.000 eksemplarer. Der er udgivet bøger om Afghanistan og Alhambra, 1001 Nats Eventyr , og i den modsatte side af spekteret en beretning fra Auschwitz (Tadeusz Borowski), Juleevangeliet, De ti bud og noget om jødiske gangstere i Amerika. Ikke for at balancere, men fordi hver enkelt titel er en udgivelse værd, hævder forlæggeren.

På vej er en roman af den libyske forfatter Ibrahim Al-Koni, som tilhører tuaregfolket, også kendt som -det blå folk-. Ifølge Søren Møller Christensen handler dennes bøger om, at Mellemøsten og Nordafrika er ved at blive ensrettet i islamisk og arabisk retning. Diverse mindretal og små kulturer er sat under pres. Det gælder også i staten Israel og de jøder, der stadig lever i små lommer rundt om i de arabiske stater. »For mig at se den alvorligste konsekvens af konflikten mellem Israel og Palæstina,« siger han om ensretningen og nævner også det tab, det var for Europa, at jøderne bogstavelig talt døde eller forsvandt. Man må huske og opleve deres kultur i bøgerne.

Kafka kunne le

En af de jødiske forfattere, forlaget har profileret sig på, er Franz Kafka, og der kommer mere. Vandkunsten har Kafkas dagbøger undervejs. Søren Møller Christensen stiftede bekendtskab med ham, da han som 14-årig gik på Stenhus Kostskole. En vikar introducerede Kafka, og interessen har holdt sig lige siden. I en tekst fortæller Kafka, at han faktisk kan le. Modsat, hvad mange tror, var Kafka lun og populær og ikke spor reserveret, men han var hyperkritisk og alt, der kom ud af hans mund, var væsentligt, beretter forlæggeren.

Det samme omtrent kan siges om den danske forfatter Villy Sørensen, som forlæggeren arbejdede sammen med om en lille bog med drømme, som Kafka nedskrev i en notesbog på sengebordet. Den blev udgivet i 1998 af Foreningen for Boghåndværk. Om samarbejdet siger Søren Møller Christensen, at nok var Villy Sørensen »en meget venlig mand i uldsokker«, men hvis der var alternative forslag til et eller andet i forbindelse med udgivelsen, blev det altid fejet af bordet. Sørensen ville have ret, havde det som regel også og fik det under alle omstændigheder.

Kafka og kontoret hedder den lille bog, som Villy Sørensen redigerede for Forsikringshøjskolens Forlag, og som Vandkunsten har genudgivet, og hvori teksten om, at Kafka faktisk kunne le, står at læse.

Klassikere af Nabokov og Robert Louis Stevenson udgiver forlaget også.

Ejlers

Den mand, der har betydet mest for Søren Christensen, er Christian Ejlers, som han arbejdede for i årene 1987-89, »en af de fineste og bedste forlæggere i dansk forlagshistorie«, en ud af en fem-seks, som havde passion. Af ham lærte han, at forlæggeri er et kald, en mission, en livsstil. Et forlag er en privat kulturinstitution. Man skal ikke gå ind i branchen, hvis ens formål er at tjene penge, for dem kan man tjene flere af i andre brancher. De helt store internationale forlag er i dag snarest en slags banker eller finansielle institutioner, som lever af at købe og sælge mindre forlag.

Synd, mener Vandkunstens forlægger, som synes, biblioteker burde købe flere bøger, hver især, og at de store kædeforretninger burde lade hver enkelt boghandel selv bestemme, hvad de vil føre, i stedet for at gøre det centralt. Det vil give mere diversitet, for det skal vel ikke alt sammen være »amerikanske damebøger og svenske krimier«. En sag for Carina Christensen.

Christian Ejlers- Forlag er også en blandet butik, men en af hans forcer har været at udgive fornemme bogværker om kunst, kultur og arkitektur med fondsstøtte, en fremgangsmåde, som Vandkunsten har gjort efter. Det har således udgivet en stor, kulturhistorisk bog om Frederiksborg Slot med støtte fra Carlsberg.

Brainstorm

Fremme på bordet ligger en genudgivelse af Spoon River -antolgien, en bog om Anna Anchers pasteller, rigt illustreret, samt H.C. Andersens Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager (hvor forlaget ligger. red. ) i Aarene 1828 og 1829, som nutidskunstneren Cai-Ulrich von Platen har nyillustreret. Flotte værker uden nævneværdig støtte.

Men så har Vandkunsten kunnet støtte sig selv. En dag under en brainstorm omkring bordet på redaktionen, hvor man diskuterede, hvad man mon kunne tjene penge på, kom en af deltagerne med de forløsende ord: Tarteletter. En anden sagde: Giv mig 14 dage, så er den skrevet! Bogen af Babette Hersant Isaksen og Claus Benthien (formand for Det Danske Tarteletselskab) med seriøst forord af Suzanne Brøgger og 85 opskrifter solgte lige så meget som Koranen : Omkring 15.000 eksemplarer.

Næste gang gælder det ansjoser.

På vejen ud støder vi ind i den tidligere advokat med møderet for højesteret, Henrik Nebelong, og hustru. Han har skrevet flere bøger om komponisten Richard Wagner, som er udkommet på forlaget. Han giver os et lift til byen. Vi har opgivet at vente på taxaen her uden for (næsten) byens lov og ret, men når da lige at se tre rockere komme gående med deres karakteristiske gangart. Kulturer mødes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stanley Opmann

Glimrende idé at skrive lidt om de mindre forlag, Gyldendal-sovsen smager noget vammelt efterhånden.

Hvad med også at skrive lidt om Det Poetiske Bureaus forlag der ligeledes udgiver kvalitet i "lækkert udstyr" (m.a.o. som du kan flashe på din reol, åh danske læser), f.eks. et kæmpe udvalg af Baudelaire på næste fredag? Hvad mere er, hér findes ikke engang ønsket om at tjene lidt til livets ophold for en forlægger og en håndfuld redaktører, hér udføres alt frivilligt, af REN kærlighed til litteraturen..

Ja, hatten af for Bjørnkjær (og Søren Møller Christensen ikke mindst).

Jeg er enig med Opmann. Lad ikke artiklen blive en enlig svale. Nu hvor Nexø ikke er der til at omtale forlagene i underskoven, er der brug for en mand af Bjørnkjærs støbning til at tage stafetten.

Iøvrigt kan jeg varmt anbefale alle interesserede, at følge med i Bukdahls blog på WA for tiden. Hans opremsning af pudseløjerlige/kropumulige genreoverskridende undergrundsudgivelser, fungerer glimrende som en oversigt over de små forlag.

Men mikroforlagene fortjener at blive omtalt af andre end blot Bukdahl (som har en tendens til at tale i tunger).