Læsetid: 6 min.

Kongen af pop har fået fred

Michael Jackson døde af et hjerteanfald torsdag, 50 år gammel. Dermed er verdens største popstjerne gledet hinsides til et forhåbentlig mindre besværet efterliv, hvor han ikke skal halse efter offentlighedens anerkendelse
Michael Jackson vil blive husket for et bizart, langstrakt, tragisk efterspil til en glorværdig musikalsk karriere, der toppede for 25 år siden. Men musikken vil bestå. Her ses Michael Jackson i 1993 ved en koncert i Singapore på hans 35 års fødselsdag. Han døde torsdag aften.

Michael Jackson vil blive husket for et bizart, langstrakt, tragisk efterspil til en glorværdig musikalsk karriere, der toppede for 25 år siden. Men musikken vil bestå. Her ses Michael Jackson i 1993 ved en koncert i Singapore på hans 35 års fødselsdag. Han døde torsdag aften.

Roslan Rahman

27. juni 2009

Det var ikke et nemt liv - og han forsøgte at omskrive det igen og igen. Og det kunne ses. Michael Jackson forandrede sit udseende radikalt op gennem årtierne. Mens hele verden så på.

Men nu er hans historie-skrivning slut, og han har fået fred fra alverdens kameralinser.

En ambulance blev torsdag eftermiddag tilkaldt til Jacksons bopæl, en lejet villa i Bel Air, Los Angeles. Den 50-årige stjerne trak ikke længere vejret efter et hjerteanfald, og han genvandt aldrig bevidstheden. Cirka klokken 14.26 californisk tid blev Michael Jackson erklæret død.

Dermed er det definitivt farvel til den hysteriske, men soulede falset, det elastiske hoftestød, rhinsten-handsken, moonwalk'en, hatten på sned og skoene i en umulig vinkel fra scenegulvet i ikonisk positur. De bombastiske koncerter. De banebrydende musikvideoer. Den sorte hud, der blev hvid. Næsen, der blev slanket så nådesløst. Manden, der forsøgte at blive i barndommen og blev anklaget for pædofili. Med Michael Jacksons død har verden mistet sin største og mest kontroversielle popstjerne i de seneste 30 år. Ikke siden Elvis Presley har populærmusikken mistet så markant en skikkelse.

Født performer

Der var - i hvert fald for vores ydre, offentlige blik - intet ordinært ved Michael Jacksons liv. Han debuterede som professionel performer som 11-årig, som den energiske yngling i front for Jackson 5. Som lillebror og front-charmetrold arbejdede han hårdt med sine brødre i talentshow og klubber landet over - ofte som opvarmning til striptease eller anden voksenunderholdning. Alt sammen under ledelse af hans far Joe Jackson og Berry Gordy Jr., grundlæggeren af pladeselskabet Motown.

Men det var efter bruddet med farmand, Motown og Jackson 5, at hans karriere for alvor eksploderede. Off The Wall fra 1979 - hans femte album som solokunstner og hans første som voksen - var en sublim og uhørt luksuriøs og smidigt formuleret udforskning af discoen. »Don't Stop Till You Get Enough« og »Rock With You« står som klassikere, og især førstnævnte indfangede disco-æraens glimmer i Jacksons falset og forudsagde i sin lydlige luksus 80'ernes glamour.

Albummet var hans første gyldne samarbejde med produceren Quincy Jones, og da efterfølgeren Thriller udkom tre år senere, var Jackson (og Jones) i en klasse for sig selv, ja, nærmest en genre i egen ret.

Pop, soul, rock, disco, electro i labre, uventede kombinationer. En syg guitarsolo her, et ondt nøgent beat der, en ballade dyppet i lyd sødere og tykkere end sirup, et hit med afrikansk mellemspil. Sangene står evigtgrønne, og beats og bas fra klassikerne samples stadig i stor stil.

Racistisk MTV

Jackson forstod tidligt vigtigheden af musikvideoen, og da han og hans pladeselskab begyndte at investere voldsomt i mediet, betød det ikke kun et kommercielt boost med klassiske videoer til »Billie Jean« og »Thriller«, men også at Jackson opnåede stjernestatus på MTV som den første afroamerikanske kunstner.

Tilbage i begyndelsen af 80'erne sendte MTV kun 'hvide' videoer. Men Jacksons pladeselskabsboss truede ganske enkelt med at trække hele kataloget af kunstnere, hvis ikke MTV transmitterede »Billie Jean«. Det gjorde de så den 10. marts 1983.

Dermed blev der skrevet race- og musikvideo-historie med den hyperpopulære, stilfulde og 80'er-farvede video til sangen om en kvinde, der hævder, at jeg-personen er far til hendes barn. »My mother always told me be careful who you love« .

I 1993 sagde Jackson: »I feel I was chosen as an instrument to just give music and love and harmony to the world« .

Men i virkeligheden ville han vist selv elskes. Så han arbejdede hårdt for sin far, som straffede ham og tog hans barndom fra ham. Han kunne kaste op ved synet af sin far, og drengene i Jackson 5 blev straffet med livremmen, hvis ikke de præsterede. Og efter frigørelsen fra faderen har Jackson i stedet arbejdet hårdt og stadig mere forkrampet for at vinde offentlighedens gunst.

Søgte sin tabte barndom

Han forsøgte tilsyneladende også at genvinde sin tabte barndom, ikke mindst på sin flamboyante ranch Neverland, opkaldt efter landet, hvor Peter Pan levede en uendelig barndom. Neverland indeholdt en forlystelsespark, en zoologisk have og en 50 sæders biograf. Og han elskede at omgås børn.

Alt imens forsøgte han også at omskrive sin fortid og måske slette sporene af sit fædrene ophav med omsiggribende plastikoperationer. Hans hud mistede stadig mere pigmentfarve, angiveligt på grund af en hud- sygdom. Men det var til gengæld ikke naturens hånd, der drænede hans ansigt for afroamerikanske træk for til sidst at vige pladsen for et sært, pluskæbet elver-fænomen fra Walt Disneys underbevidsthed, som hele verden så med undren på.

Måske har Michael Jackson stirret tilbage med lige så stor undren over vores undren, stadig mere desperat efter succes og kærlighed. Så hans koncerter og musikvideoer voksede sig enorme og overvægtige og følelsesmanipulerende ud i det ekstreme, mens det kunstnerisk gik ned ad bakke.

Omend langsomt.

Ekstremt belastet liv

Jackson forsøgte måske også at gøre sin krop og sit ansigt til et kunstværk, men hvor meget han end prøvede at skabe sig selv, så var han også et produkt af traumebundter, popindustri og celebrity-kultur.

Og hans adfærd kan ses som ganske konsekvente og forståelige reaktioner på et ekstremt mentalt belastet liv. En stadig jagt efter anerkendelse på de narcissistiske og helt urimeligt overgearede og ambitiøse præmisser, som blev grundlagt, før han var teenager og forstørret til titaniske proportioner i voksenlivet.

Sendt ud i superstjernens fiktion med trosserne kappet til normalitet, almenmenneskelige referencepunkter og måske almindelig menneskelig kontakt. Det er en skæbne, som Britney Spears - en anden tidligere børne-performer - har danset kinddans med i de senere år.

Jackson måtte også igennem en ydmygende, fem måneder lang retssag i 2005 anklaget for pædofili. Afholdt i den lille by Santa Maria med over 2.000 journalister på besøg.

Jackson dukkede op i pyjamas en af dagene, en anden dansede han på taget af sin bil. Og han vandt sagen. Men han kom sig ikke over den og trak sig om muligt endnu længere ind i sin egen verden i sine sidste år.

Han stod ellers over for nogle meget markante møder med verden med sine sidste koncerter nogensinde planlagt til at løbe af stabelen i London fra den 12. juli i år. Koncert-pakken var bizart nok døbt 'This Is It!' og bestod af 50 udsolgte koncerter med samlet over en million tilskuere. Med disse koncerter kunne han have flyttet fokus delvist tilbage til sin position som genial performer og popstjerne frem for udhængt freak og excentriker. Men ak ...

Økonomisk på spanden

Der var også nye musik-relaterede sagsanlæg i luften mod Jackson, og motivet til koncerterne skulle have været behovet for penge til en stadigt skrantende privatøkonomi.

Dét resulterede tidligere i år i bort-auktioneringen af inventar fra Neverland-ranchen, hvilket udstillede en bizar, megaloman, barnlig smag. I auktionskataloget kunne man se kitschede malerier af popstjernen som ridder og konge - og af Einstein og E.T. iført Jacksons signatur- solbriller fra 80'erne.

»Det var en otte-årig piges smag, de fleste af kunstværkerne,« som en Time Magazine-redaktør sagde på BBC World News natten til fredag. Auktionen blev aflyst i sidste øjeblik.

Musikken holder

Michael Jackson vil blive husket for et bizart, langstrakt, tragisk efterspil til en glorværdig musikalsk karriere, der toppede for 25 år siden. Men musikken vil bestå. Off The Wall og Thriller er indiskutable popklassikere, mens Bad og Dangerous er betingede popklassikere med uomtvistelige single-perler.

Jackson var en brillant sanger og sangskriver, hans samarbejde med især Quincy Jones var i nogle år visionært, og han var en blændende danser, der popularisede bl.a. den såkaldte moonwalk.

Allerede få timer efter hans død blev der solgt T-shirts med påskriften 'Michael Jackson R.I.P.' (hvil i fred, red. ) uden for UCLA-hospitalet, hvor han døde.

Og på både iTunes og Amazon ligger hans albums pt. nummer 1 igen.

Der vil altid være penge og kontroverser i hans navn, og hans liv vil blive gransket i nådesløs detalje i de kommende år. Men selv har han fået fred. Det skal være ham vel undt. Selv om det forekommer uretfærdigt, at han hverken fik en barndom eller en alderdom, så kommer det ikke som et chok, at han er død.

For Michael Jackson var ved skrantende helbred, og så har han jo faktisk været væk i lang tid. Uden for rækkevidde. Hvor er du henne?, har man spurgt sig selv, når man har set billeder, interviews, tv-klip med manden. Hvor han er henne nu, er forhåbentlig et bedre sted.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn A. Bojesen

”Dermed er det definitivt farvel til den hysteriske, men soulede falset”

Tak for en elendig beskrivelse af Michael Jacksons formidable stemme.
Der er mennesker der bliver ilde berørt af dens store fleksibilitet og inderlige følsomhed (ligesom der er mennesker der ikke formår at læse en samling romantisk lyrik uden at distancere sig til en selvklog jagt på klicheer): ”Gudbevares. Han lyder jo som en pige. Næh, lad os lytte til et ordentligt mandfolk…” osv.

Så er der mange andre mennesker der føler at Michael Jackson i kraft af sin stemme vitterlig har fået nogle af sjælens strenge til at vibrere. Jeg vil savne hans musiske nyskabelser.

Hysterisk, jo tak. Men noget er Information jo nødt til at skrive, for at bevare sin position som akademisk distanceret avis med en snert af kynisme. :-)

Henning Ristinge

Det er tankevækkende hvordan et menneske med så store evner og særegen kunstnerisk begavelse kune ende op med at ødelægge sig selv i den grad at mange sikker har tænkt som jeg; at dette måske i en eller anden forstand var det bedste der kunne ske for ham.

Han var uomtvisteligt et geni af en ganske usædvanlig kaliber. Men det var jo nærmest umuligt at forestille sig en værdig alderdom for ham. Det var først og fremmest sorg der fyldte en når man i de senere år så eller hørte om ham, hvis ikke det var rædsel og skræk over det han sagde og den måde han levede sit liv på.

Niels Madsen

Atter er vi langt ude over kvalmegrænsen.

Cirkus Revyen tør ikke spille en Jackson parodi.

Folk stimler sammen på Rådhuspladsen.

At Michael jackson har skrevet nogen iørefaldende popmelodier-- hvilket der er mange der har-- overskygges ganske af hans besynderlige monsteragtige fremtræden. And it don´t matter if youre black or white-- hvad var han selv-- black or white ?

Karsten Aaen

Manden var ganske enkelt beyond definition. Han var både sort og hvid; mand og kvinde, pige og dreng. Han ophævede alle grænser, hvor vi har brug for at sætte grænser og putte folk i kasser, så viste han os et liv, hvor grænserne var brudt ned.

Og mht. anklagerne om pædofili (og nej, jeg er ikke pædofil, jeg tager skarpt afstand fra den slags) så må vi ikke glemme, at der er folk i USA, som faktisk hader afro-amerikanere (sorte, farvede) så meget, så de vil gøre hvad som helst for at underminere en succesfuld sort person, hvadenten denne er sports-stjerne eller musiker.

Hvis man gerne vil lytte til en helt forrygende udgave af Jackson 5 hittet - blame it on the boogie - skal man skyndes sig at købe filmen Disco-ormene...

Jens Thorning

Jeg var London i 1970 og havde aldrig hørt om Jackson Five, men de var store der og helt ukendte i danmark bortset fra et mindre hit med den atypiske "Goin' back to Indiana". Jermaine, hans storebror, var den bedre sanger, syntes de fleste eller alle soul-musik tilhængere. Så gik han solo med en vis succes. Men det havde Jackson Five uden ham også. Hvornår og hvordan han blev ikonet "Michael Jackson" og King of Pop (hvad menes der?) er for mig et mysterium. Hvis det skyldes Quincy Jones' banebrydende produktion, er det vel Quincy Jones, der bør tilskrives æren?

Jeg formoder, at reklamebranche, musikindustri, Hollywood, CIA og Pentagon er gået sammen om at frembringe en uskadelig upolitisk sort stjerne, der ønsker, at han var hvid, endog med arisk næse.

Henning Ristinge

Åh Vadmand - du glemte lige at nævne Paul McCartney - du ved ham den engelske variete komponist med hans obladi oblada sange - når nu du var igang med at opregne middelmådige storheder - :) - han overgår sgu Dors flere gange over

Anders Ejsing

Paul McCartney har ganske rigtig skrevet en del temmelig letbenede ting, men det var også ham, der f.eks. var hovedarkitekten bag Beatles' mere syrede tiltag i 66-67. Selvom Lennon skrev de fleste af de sange, var det ofte McCartney, der "avantgardiserede" dem, f.eks. Strawberry Fields Forever.

Hans musik spænder bredere, end klicheen om ham almindeligvis giver udtryk for.

Nils Brakchi

Som sædvanligt er virkeligheden mere kompleks end som så . Abbey Road - Henning...Abbey Road...
"Golden Slumbers" præstationen giver nok credit på kontoen til at man kan acceptere de 40 efterfølgende års middelmådighed

Anders Ejsing

At sammenligne Beatles, Doors og Michael Jackson svarer vel omtrent til at sammenligne et æble, en appelsin og en fersken. Om musikken så rammer en, eller om man hører kvaliteter i det eller ej, er et spørgsmål om bl.a. smag, kulturelt bagland, værdibegreber, politisk holdning osv.

Michael Jackson er så langt fra min kop the, men jeg tror ikke, man kan komme uden om, at alle tre navne har haft kollosal betydning for forskellige dele af den rytmiske musik.

Søren Rehhoff

Michael Jackon arbejdede jo rent fatkisk en del sammen med Paul McCartney, han indspillede også en af McCartneys's sange på "Off The Wall". Så det er vel to overvurderede fyre der arbejdede sammen.
Hvis sandheden skal frem var Michael Jackson helt sikkert en stor showman, men han var langtfra af de største sangskrivere der har levet. Bare sammenlign ham med en af de andre kiddie-acts fra Motown, Stevie Wonder.
En del af hans succes skyldes nok også at han var en af de kunstnere, der søsatte MTV og derfor blev et vigtigt symbol på den kultur og det der der fulgte efter. Det handler mest af alt om en bestemt tidsbundet form. Glem heller ikke Quincy Jones der havde arbejdet i årevis på, at perfektionere den lyd han fandt med Michael Jackson.
Som Ralf Christensen skríver i nekrologen så var hans vokal lidt hysterisk i den forstand, at hans vokal havde et lille hikst i sig. Når man hører nogle af de tidlige Motown indspilninger så lyder det som om han sang fra mellemgulvet og ville udvikle sig til en stor soulsanger med et rigtigt "growl", istedet blev det mere til et hikst eller en hulken. Hans appeal skyldtes nok også den "little boy lost" karisma, som han havde til fælles med Elvis.
En del af hans hits lyder oså som omskrivninger af andres sange. Riffet til "Beat It "lyder meget som en omskrivning af O'Jays "Rich Get Richer". Baslinien til "Billie Jean" lyder som om den var planket fra Marianne Faithfulls "Broken English". Han må også have lyttet en del til Marvin Gaye's "Got To Give It Up" da han kom på "Don't Stop Til' You get Enough"

Inger Sundsvald

Jeg forstår det simpelthen ikke, og jeg synes det er en frækhed, at en sangers død skal være tophistorie i tv i så lang tid. I dag er det da helt galt med direkte udsendelser til en kiste. Hvad i alverden går der af verdens proportionssans?

Henning Ristinge

Du har bestemt ret i at dette er´ude af proportioner Inger. Men det er jo MTV generationen og MJ stod fadder til denne særlige type MTV spots. MJ er for MTV generationen hvad Elvis var for din generation og Sinatra var for generationen før os andre. men har får så sandelig mere show time ud af sin død, det er hævet over enhver tvivi. Men at manden havde et særegent geni er uden for debat, om man så kunne lide det er jo en anden sag. Personligt kunne jeg godt li hans musik som jeg vil karakterisere som kvalitets-pop/rock leveret af et menneske som jeg følte medlidenhed med.

Henning Ristinge

Min bemærkniong om McCartney var først og fremmest met som drilleri til vor ven Vadmand, hvis udtalelse jeg fandt var en svær gang gammelmands mavesur tomgang.

Magnus Falko

Kære Inger Sundsvald.

Jeg har flere gange angrebet medierne for at lukke øjnene for væsentligheder. I Danmark synes ytringsfriheden stort set at være begrænset til at måtte ytre det uvæsentlige. Men jeg er ikke helt enig med dig i denne sag.

Da Astrid Lindgren døde, blev den offentlige del af begravelsen, der foregik i Storkyrkan i Stockholm, transmitteret i svensk tv. Det var en værdig og afbalanceret ceremoni med lige dele storhed og intimitet, spredte tårer og stille humoristisk lune. Sådan oplevede jeg faktisk også den tv-transmitterede ceremoni for Jackson i Staples Center, USA.

Hånden på hjertet, gode Inger: Med tanke på Lindgrens betydning, og hvordan hun har rørt millioner af menneskers hjerter, var transmissionen dengang i 2002 på svensk tv så "helt galt"?

- Du så den måske ikke, men du udtaler dig ret så principielt her, så det kan du vel også, når det gælder Lindgren.

Før du udtænker et svar, så tænk på, at Jackson præcis som Lindgren har berørt millioner af hjerter. Han bragte endvidere langt hen ad vejen sorte og hvide sammen via sin musik, og han har været et talerør for en række vigtige budskaber.

- Er det så slet ikke legitimt at markere og udtrykke sine (eventuelle) følelser og taknemmelighed ...og jeg mener; når der jo nu en gang ikke er fysisk plads til de millioner af fans, så må en tv-transmission jo helt konkret være løsningen.

Principper bør ikke være blinde for det konkrete.

Jeg syntes dog også, at grænsen var ved at være nået i selve nyhedsudsendelserne, efterhånden som dagene gik, men ceremonien var fin. I USA er det i øvrigt almindeligt, at kisten står fremme, sågar med frit udkig til afdøde (hvad der ikke var på tv). På vore tipoldeforældres tid var det sædvane, at den afdøde "stod lig" i stuen. En smuk tradition, der blandt andet lindrede følelsen af ikke rigtigt at have taget afsked.

I både Jacksons og Lindgrens tilfælde var der også en privat ceremoni-del, hvor medierne heldigvis ikke har haft adgang. Selve Jacksons begravelse har vist nok ikke fundet sted endnu, men familie og nære bekendte har indtil videre haft et par mindesstunder omkring kisten. Måtte begravelsen blive fri for mediefolk - dét kan du og jeg nok enes om. :o)

Hvil i fred, Michael.

Inger Sundsvald

Kære Magnus Falko

Jeg har intet som helst imod tv-transmissionen, jeg kan sagtens forestille mig at nogen kan have glæde af at følge Michael Jackson til det sidste.

Det jeg ikke forstår er, at medierne i flere uger gør hans død til tophistorie i nyhederne foran alle andre alvorlige ting i verden. Og det fortsætter såmænd endnu. Der er fuld gang i spekulationerne og mytedannelserne.

Jeg så selv noget af ceremonien, for den var både på DR1, DR-Update og på TV2 hele aftenen. Andre udsendelser blev sløjfet eller udskudt. Det er dette jeg anser for en frækhed. Kun DR2 holdt sig til programmet, og det var såmænd ikke spor mere interessant for mig at se netop denne dag.

Jeg kan ikke mindes én eneste begivenhed som har fået så massiv dækning af præcis det samme på samtlige kanaler som alle i Danmark kan se via licensen. Og jeg synes stadig det er proportionsforvrængning og et mediecirkus, selv om også jeg spekulerer over, hvornår den stakkels mand kommer i jorden.