Læsetid: 5 min.

Et krigsramt land med en drøm om turisme

Georgien. Verdens næstældste kristne kultur byder sig ikke til for hvem som helst. Men det er ikke farligt at rejse i det krigsramte Georgien, medmindre man decideret leder efter ballade
Kristendom. Georgien ligger i brudzonen mellem den europæiske, den ortodokse og den muslimske verden. Kristendomen har i landet rødder tilbage til de tidligste århundreder i den kristne tidsregning.

Kristendom. Georgien ligger i brudzonen mellem den europæiske, den ortodokse og den muslimske verden. Kristendomen har i landet rødder tilbage til de tidligste århundreder i den kristne tidsregning.

Emil Rottbøll

19. juni 2009

Op slæber vi os ad støvede stier, mens solen nænsomt koger os i vores egen sved. Klokken er 12, det absolut dumdristigste tidspunkt på dagen at vælge til bjergbestigning. Min mund er tør, og min T-shirt gennemblødt, men op skal vi.

På den anden side af bjergtoppen venter huleklostret David Gareji, der har huset op til 6.000 munke med et tilsyneladende voldsomt had til livet.

Siden munkene blev massakreret af en invaderende persisk hær i det 16. århundrede har denne del af klostret stået tom.

»Til gengæld bor der en stor grib dér i hulen, hvor der er en masse hvid fuglelort,« betror den lille guide, Nini, mig. Der kommer tit ornitologer for at se den, fortæller hun. Hvis ikke jeg havde husket at købe vand i byen, havde vi nok snart lokket den ud, tænker jeg og tager en tår til.

Men fuglen må vente. Og det samme må det smukke kig over de græsklædte bakker. Min opmærksomhed er fuldt ud rettet mod de tørre buske langs stien, hvor der kan gemme sig slanger.

»Men nogle af slangerne er slet ikke giftige,« siger Nini kækt, mens hun med regelmæssige små stamp minder slangerne om, at der er mennesker på stien, og minder os om, at der er slanger i busken.

Klostre

Det kræver kræfter og udholdenhed at være turist i Georgien. Ud over strabadserende ture i varmen, skal man have mod på at køre flere timer ad hullede veje for at nå frem til de populære turistattraktioner. Til gengæld får man Europas højeste bjerge og den næstældste kristne kultur efter Armenien. Flere georgiske klostre og kirker daterer sig til det 5. århundrede, og på trods af nærmest konstante mongolske, persiske og tyrkiske invasioner har landet bevaret sin kristne arv og restaureret den, når det var muligt.

Den assyriske munk David Gareji kom til denne geor giske halvørken i det 6. århundrede, og fik at vide af Gud, at han skulle slå sig ned her. Legenden fortæller, at hjortene bragte ham mælk, og at ørnene bragte ham kød, og med tiden voksede klostret sig stort. Munkene huggede huler ud i sandstensklippen, og deres forholdsvis velbevarede kalkmalerier står stadig tilbage fra det 6., det 9. og det 11. århundrede.

I en nyere del af klostret bor der i dag omkring 60 munke, der må finde sig i at få deres isolerede levestil spoleret i turistsæsonen. På denne første lørdag i skolernes sommerferie er klostret fyldt af skolebørn, som en af munkene prøver at få til at forstå, at man ikke må lege fangeleg i deres gårdhave. Pigerne får konsekvent forbud mod at komme ind i kirken, hvis de ikke har et tørklæde med til at dække hår og skuldre.

Fredsturisme

På vej tilbage fra huleklostret har vi stadig ingen slanger set. Højest en gammel slangeham på stien, som ikke helt kan tilfredsstille min hang til drama. Til gengæld møder vi to georgiske grænsevagter, der slapper af i skyggen af et gammelt vagttårn. Bjergryggen ved David Gareji udgør nemlig også grænsen til Aserbajdsjan, men at dømme ud fra soldaternes dvaske tilstand er det ikke herfra truslen kommer. Jeg må ikke fotografere dem med deres udstyr ved siden af, og kun modvilligt kommer de på benene, så de slidte Kalashnikov-geværer kommer ud af billedet. Da de to lettiske, letpåklædte piger i selskabet henvender sig et øjeblik efter, springer grænsevagterne straks i fuld kampuniform og stiller op til fotosession.

Mange andre steder i Georgien kan man finde soldater i noget højere kampberedskab, men det er ikke farligt at bevæge sig rundt på egen hånd, medmindre man decideret leder efter ballade.

Georgien har været i krig med udbryderrepublikkerne Abkhasien og Sydossetien i 90-erne og med Rusland sidste år. Men landet er ikke præget af etnisk had eller racisme, som man kender det fra Balkan. Mange forskellige etniske grupper og religioner bor side om side, og georgierne gør en dyd ud af at understrege, at krigene ikke er mellem folk, men mellem politiske enheder.

Krigsturisme

Man skal selvfølgelig lade være med at krydse grænsen til Abkhasien og Sydossetien, og man skal lige spørge sig for, inden man bevæger sig rundt i bjergene, der grænser op til de russiske republikker Tjetjenien og Dagestan, hvor der somme tider er terrorangreb. Men generelt er der også gode muligheder for krigsturisme uden risiko for at blive skudt eller kidnappet.

Få vestlige turister har endnu besøgt Pankisi-dalen, hvor de tjetjenske krigere søgte tilflugt og lavede træningslejre til kampen mod de russiske styrker. Af samme årsag har russiske kamphelikoptere flere gange aflagt Pankisi visit. Men de sidste seks-syv år har der været roligt. I dag er der kun tjetjenske flygtninge tilbage, og uden frygt for sit liv kan man besøge dalen få timers kørsel fra hovedstaden, Tbilisi.

Georgien har mange andre friske ar, og selv i Tbilisi kan man med den rigtige guide se skudhuller og ruiner fra borgerkrigen i 90-erne. Men de friskeste mindesmærker finder man 70 km derfra i Georgiens centrale by Gori, som Rusland besatte under krigen sidste år. Mange steder i centrum er de bombede bygninger allerede blevet rejst igen og bombekraterne lappet i asfalten, men i udkanten af byen står ruinerne endnu.

I Gori kan man også tilføre sin krigsturismerundtur en historisk dimension med et besøg i Stalins barndomsbolig. Huset står endnu, mens den omkringliggende bydel i landsfaderens egen ånd er blevet ryddet for at gøre plads til et museum. I de seneste år er museet endda begyndt at fortælle om massedeportationer og Gulag-lejrene, som blomstrede under Stalin.

Ingen komforttur

Hverken Gori eller krigsturisme er nævnt i det officielle program fra Georgiens turistministerium med et ord. Men det er den direkte årsag til, at de og AirBaltic har inviteret vestlige journalister på rundtur i landet. Indtil krigen sidste år var langt broderparten af turister fra Rusland, men nu er de fuldstændigt forsvundet. Grænsen er lukket, og Georgien må se andre steder hen, hvis planen om, at turisme skal genrejse landets økonomi, skal lykkes.

Men der er lige så mange huller i planen, som der er i vejene. Jeg kan kun anbefale, at man selv oplever Geor giens knejsende bjerge og gæstfri natur, men hvis man leder efter komfort, skal man holde sig væk. Af uvisse årsager kan man kun flyve til landet midt om natten. De hullede veje og den mangelfulde skiltning kræver en lokal chauffør. Og taler man ikke russisk eller georgisk, er man stavnsbundet til en engelsktalende guide eller de dyre hoteller i Tbilisi til 700 kr. for et dobbeltværelse. De billigste flybilletter koster 3.000 kr. retur med minimum én mellemlanding.

Men har man mod på det, venter der en enestående oplevelse på toppen af strabadserne.

Turen var betalt af AirBaltic, der flyver til Tbilisi via Riga

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Orest Andersen

Det var ret mærkeligt at læse denne artikel om Georgien. Man får fornemmelse at guiden var en ”russisk spion” og det lykkedes ham (hende) at præsentere landet på sådan en måde at artiklen stort set handler om huller i vejer og manglende komfort. Der findes jo så mange flere fantastiske steder i landet udover David Gareji og Stalins Gori. Mtskheta, Tsminda Sameba Kirken, Tusheti, Kaheti, Borjomi-Kharagauli National Park, Svaneti, Sorte hav... en uendelig liste... Oven i købet fantastiske nationale retter, vin og de berømte georgienske danse... Jeg tror ikke at man kan finde så mange oplevelser i sådan et lille land andre steder i verden! I stedet for læser man i denne artikel om "krigsturismen" - Det er noget uforståeligt for mig. Under over end to ugers rejse (i maj måned) ind i landet så jeg ikke den eneste soldat i kampberedskab... Det er som om jeg læste artikel om et andet Georgien.... Det er bare syndt at skribenten fik så ringe oplevelsen af sin rejse - det føles at det ikke var et specielt ønske om at rejse derned. Endnu mere trist er det, at læseren får et dårligt billede af et land i slutningen af artiklen. Det er uretfærdigt i det hele taget.