Læsetid: 5 min.

'Et land vælger selv, hvor stort det vil være'

Carsten Jensen holdt denne tale torsdag ved demon stra tionen til fordel for de udviste irakere på Rådhus pladsen. Hvordan kan vi 'der skal have psykologhjælp selv ved en rift ' lukke øjnene for, at mennesker udvises til helvede
Carsten Jensen holdt denne tale torsdag ved demon stra tionen til fordel for de udviste irakere på Rådhus pladsen. Hvordan kan vi 'der skal have psykologhjælp selv ved en rift ' lukke øjnene for, at mennesker udvises til helvede
20. juni 2009

Jeg tror, der er et spørgsmål, alle danskere har stillet sig selv, da de som børn for første gang hørte H.C. Andersens skræmmende eventyr om Den lille pige med svovlstikkerne . For skræmmende er det jo. En lille pige på nøgne fødder i sneen fryser ihjel på gaden, mens den varme kakkelovn buldrer i stuer, hvor en hel nation indtager julemiddagen, lysene skinner på juletræet, og kniv og gaffel sættes i den fede gås.

Det spørgsmål, vi har stillet os selv, er selvfølgelig, hvordan et samfund, der praktiserede en sådan hjerteløshed, overhovedet kunne kalde sig et samfund

Jeg tror, at alle politikere, der i de sidste 150 år har følt sig kaldet til at deltage i opbygningen af det danske samfund, bevidst eller ubevidst har haft H.C. Andersens eventyr som målestok for fremskridtet.

Jo længere vi bevægede os væk fra den frosne gade, hvor en lille pige kunne fryse ihjel for øjnene af alle, jo længere var vi nået i retning af anstændighed.

Men nu er det der igen, det syn, vi troede, vi for længst havde ladt bag os. Nu fryser hun igen til døde for øjnene af os, den lille pige med svovlstikkerne.

Jovist er der radiatorer på asylcentrene, og solen skinner også i Irak. Der er ingen af de 282 irakiske asylansøgere, som nu skal tvangshjemsendes, der kommer til at dø af dansk vinterkulde. Det er en anden slags kulde, der vil stoppe blodet i deres årer og klemme om deres hjerter, indtil de giver op. Det er den sjælelige kulde, der udgår fra os. De dør midt i en snedrive, der hedder Danmark.

De kom fra et helvede, og vi inviterede dem ind i et nyt, asylcentrene, hvor de har tilbragt en halvanden verdenskrigs tid bag mure, hegn og ubarmhjertigt lukkede døre. Med alle tænkelige administrative regler er disse på en gang skrøbelige og modige mennesker, som måtte flygte, fordi de undsagde en almægtig diktator, blevet forhindret i at finde et ny voksested til erstatning for det, de har mistet.

Læger og psykologer har til overflod dokumenteret den ødelæggende virkning, isolationen fra et aktivt liv har på mennesker. Det er ikke sådan, at vi ikke ved det. Vi ved alt om det.

Ingen omsorgsfølelse

I medierne kan vi i intime detaljer følge den daglige nedbrydning af vore afviste gæster. Rapporten fra asylcentrene er lige så regelmæssigt et fænomen som vejrmeldingen, men denne gang er det ikke fra Jylland med omliggende øer, der rapporteres. Det er en vejrmelding fra Helvede, en temperaturtagning på dem, der ligger frysende i barakkerne i den danske folkesjæls Sibirien; de altid uvelkomne flygtninge.

Det frygtelige er, at i et land, hvor en hel omsorgs industri står parat, hvis en dansker får den mindste rift på sjælen, vækker disse rapporter ikke vores medlidenhed eller slumrende omsorgsfølelse, de skaber end ikke uro i den nationale samvittighed. Det modsatte synes at ske. Vi forhærder os.

Det er som en udholdenhedsprøve, vi triumferende består ved synet af andres elendighed. Det er, som om vi glæder os over vores egen hårdhed og de signaler, den sender. Her skal I ikke komme, hvis I vil væk fra helvede, siger vi til alle verdens flygtninge. For her venter der blot en ny version af helvede på jer.

Da de irakiske flygtninge kom hertil for syv-otte år siden, var de på flugt fra en diktator, hvis regime også vi betragtede som livstruende for ethvert anstændigt menneske. Men vi behandlede dem ikke som allierede.

Vi bedrog irakerne

I et helt ubegribeligt paradoks meddelte vi dem i stedet, at vi var parate til at sende dem tilbage til det selvsamme styre, som vi anså for så umenneskeligt, at vi fandt det nødvendigt at invadere landet og ofre danske soldaters liv for at gøre det bedre. Så faldt diktatoren Saddam Hussein, og Irak gik takket være en enestående dilettantisk invasion i opløsning i et blodigt kaos.

Nu hører vi, at der er fred og ingen fare. Men det er den falske fred, der hersker. Våbnene er kun tavse der, hvor den ene religiøse milits har sejret endegyldigt over den anden, eller en skrøbelig våbenhvile hersker. Naboer lever kun i fred med hinanden, fordi de blodige etniske og religiøse udrensninger har nået deres mål, og alle, der var af en afvigende tro, er blevet fordrevet.

Kvinderne, der engang var blandt Mellemøstens bedst uddannede, er sendt i eksil bag sløret. Den irakiske regering får sine diktater fra de samme iranske ayatollaher, hvis prædikestole i disse dage vakler under et massivt folkeligt oprør.

I Basra hersker taleban-lignende forhold, og i sunni-trianglen midt i Irak regererer en svært bevæbnet milits af Saddam Hussein-tilhængere uimodsagt. I Iraks nabolande lever to millioner flygtninge. Ligesom deres landsmænd i Danmark, nægter de at vende hjem.

Irak findes ikke mere

De ved noget, vi nægter at indse: De ved, at vores mission fejlede, og at Irak ikke længere findes. I stedet er der et Shia-land, et Sunni-land, et Kurdistan, og vender de to millioner og deres 282 landsmænd i Danmark hjem, vil de fleste af dem opdage, at der kun venter dem en ny flugt eller den død, de så indtrængede beder os om ikke at sende dem hjem til.

Irak findes ikke mere som en sammenhængende nation. De to millioner og 282 flygtninge er ikke mere irakere. De er sunnier eller shiaer eller kurdere, og den forskel afgør, om de lever eller dør.

Det er den forgiftede gave, vi har givet dem, indpakket i løgnen om demokrati. Asylansøgerne er de sande vidner til vores tragiske nederlag. I deres bøn om ikke at blive returneret til det helvede, hvorpå der også står Made in Denmark , ligger dommen over vores selv bedrageriske mission på demokratiets vegne. Flygtningene tror ikke på os, når vi fortæller dem, hvor stor succes, vi havde i deres land, og det har de heller ingen grund til. Det er vidnerne imod os, vi nu deporterer fra retssalen. Her skal ikke fældes nogen dom.

Så små er vi ikke blevet

Jeg læser, at et befolkningsflertal står bag udvisningen. Men jeg nægter at anerkende dette flertal. Jeg nægter at anerkende denne forråelse. Jeg ser selvforagt i den. Det er, som om vi danskere er begyndt at hade det bedste i os selv og vores egen historie. Engang stod vi sammen og hjalp med fare for vores eget liv de forfulgte jøder til Sverige. Jeg vil ikke opgive troen på, at ånden fra oktober 1943 lever i os endnu. Denne gang behøver vi ikke ikke engang at bringe os selv i livsfare, hvis vi inviterer irakerne til at blive og omsider giver dem muligheden for et liv.

Gør vi det ikke, vil vi for alvor have afsløret, hvor lille et land vi er blevet: lille i generøsitet, lille i åbenhed, overskud, omsorg og ansvarsfølelse. Et land vælger selv, hvor stort det vil være. Jeg nægter at tro det: Så små er vi ikke i Danmark.

Lad i dag være et vendepunkt: Lad os bevise, at Danmark, uanset hvor få kvadratkilometer vi har til vores rådighed, stadig er et stort land.

I disse år har vi meget at bede verdens flygtninge om tilgivelse for. Lad os begynde nu.

Serie

Seneste artikler

  • Enl. og R: Et umenneskeligt system

    10. april 2010
    Myndighedernes behandling af 72-årige Hassan Gardi viser, at loven bliver brugt til at forhindre asylansøgere i at få hjælp, mener Enhedslisten og De Radikale
  • Så fik dement iraker lov at blive

    10. april 2010
    Integrationsministeriet afviste at få foretaget en hjernescanning af den svært demente 72-årige irakiske asylansøger Hassan Gardi, og Rigspolitiet fængslede ham. Efter læger udenom ministeriet foretog scanningen, har han nu - efter års ventetid - fået humanitær opholdstilladelse
  • De er flygtninge i deres eget land

    25. januar 2010
    Vinterkulden har lagt sig over Qalawa-flygtningelejren i Kurdistan. Her lever en lille del af de mange internt fordrevne irakere fra Kirkuk
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Carsten Jensen:
"Jeg nægter at tro det: Så små er vi ikke i Danmark."

Jo, så små er danskere som hovedregel. Det har vi vel været lige siden vores forfædre valgte at blive kristne, fremfor at blive besejret af tyske kristne?

Fra tid til anden er danskere i flok overmodige, og opfører sig på en måde der kan forekomme principfast og heroisk, og det fremstilles som regel som nationens og befolkningens stjernestunder - selv når slaget tabes.

Bortset herfra er jeg ganske enig i Carsten Jensens betragtninger. Men hans håb om at danskerne som nation vil hæve sig over det afstumpede, tror jeg ikke på.

Den slags forudsætter viljen til selvransagelse og ærlighed, og et opgør med egne dårligdomme. Danskere er opdraget gennem generationer med nationale løgne om ethvert nederlag nationen har lidt i flere hundrede år, og har ingen tradition for at gøre op med fortidens vildfarelser.

Heinrich R. Jørgensen

Apropos "Den lille pige med Svovlstikkerne", har forlæggere i USA fundet historien alt for deprimerende, og helt blottet for en opbyggelig morale.

Således harr H.C. Andersens historie en anden slutning, end i originaludgaven. Den lille pige besvimer af kulde og udmattelse i snedriven, men opdages af familien, tages med ind i varmen, får del i måltidet og får tilmed gaver, og adopteres af familien, hvorved de andre børn får sig en søster.

Måske har de amerikanske forlæggere en pointe. Måske er deres historie bedre?

Inger Sundsvald

Heinrich:
”Men hans håb om at danskerne som nation vil hæve sig over det afstumpede, tror jeg ikke på”

Du plejer da ikke at være så pessimistisk i oplysningens tjeneste og i udbredelsen af nuancerede synspunkter ;-).

Jeg nægter selv at tro, at danskerne er afstumpede. Hvis man ikke blev forført af afstumpede politikere uden hjerte, ville ’folkesjælen’ være en del kønnere. Men det er da værd at kæmpe for, som Carsten Jensen forsøger. Gode gamle Broby-Johansen sagde, at man må dyrke følelserne, for de er det eneste værn imod brutalisering.

Apropos eventyr:
Andre lande oversætter som det passer dem. Rødhætte på spansk, ender med at Rødhætte bliver ædt af ulven. Punktum. Små piger som ikke går den lige vej og hører hvad mor siger, får en velfortjent straf. Ikke noget med jægere der kommer og redder hende og bedstemor ;-)

Heinrich R. Jørgensen

Inger Sundsvald:
"Du plejer da ikke at være så pessimistisk i oplysningens tjeneste og i udbredelsen af nuancerede synspunkter ;-)"

Det var et forsøg på at være nøgtern og realistisk. Hvis man ikke forsøger at lære af ens fejl, er man dømt til at gentage dem. Det gælder for individer, som for nationer. Hvor er viljen til at erkende fejl, forsone sig med dem, lære af dem og forsøge at komme fremad med de nyttige erfaringer i bagagen?

Dorte Østergaard

Tak. Godt at se, at der er danskere, som gerne vil vise anstændighed, og som ikke følger med strømmen. Det samme gælder lange Svends tale. Lad os dog åbne os op mod verden i stedet for at være bange for den.

grete jørgensen

Tak til Carsten Jensen for en modig og tankevækkende tale, som vi alle bør tage til os med åbent sind.
Og tak til Information for at bringe den.

Lige noget:

Det er muligt at der er nogle "huller" i konventioner og menneskerettighedserklæringerne, men de konventioner og erlæringer er da for p...... , kun at opfatte som et: Mindstemål - det er jo ikke forbudt at behandle folk bedre end regler og konventioner kræver.

Niels Møller Jensen

Kære Carsten Jensen - det er godt nok deprimerende at så mange medborgere er enige med regeringen og DF, men det skyldes jo at det er lykkedes Glistrup og DF over en lang periode at appellere til svinehunden i et stort antal mennesker heriblandt Venstre og Konservative der alle vil blive ved at æde de lunser af småborgerlighed og intolerance som DF kaster ud i landskabet, det er til at brække sig over.

Tak til Carsten Jensen og Information og undskyld forsinkelsen.

Niels Møller Jensen

Kære Carsten Jensen - det er godt nok deprimerende at så mange medborgere er enige med regeringen og DF, men det skyldes jo at det er lykkedes Glistrup og DF over en lang periode at appellere til svinehunden i et stort antal mennesker heriblandt Venstre og Konservative der alle vil blive ved at æde de lunser af småborgerlighed og intolerance som DF kaster ud i landskabet, det er til at brække sig over.

Tak til Carsten Jensen og Information og undskyld forsinkelsen.