Læsetid: 9 min.

Et lavpunkt for kvindeværd

Kvinder drikker som mænd, brækker sig som mænd og scorer som mænd - og de skriver om det. Et nyt lavpunkt for kvindeværd, kalder forfatter og debattør Jette Hansen den nye danske kvindelitteratur, hvor kvinder tager pis på sig selv. Efter hendes mening på mandschauvinismens præmisser i stedet for at tage sig selv alvorligt. Men skyder hun over målet?
De drikker, scorer og brækker sig som mænd - og nedgør kvindeligheden på mandschauvinismens præmisser
12. juni 2009

Er det sjovt, når Camilla Stockmann i Michael Laudrups Tænder skriver, at sex efter, at konen har født, føles som at smide en cocktailpølse ind i Peterskirken. Eller når Lone Hørslev erkender sit slægtskab med naturens andre -møgdyr-, der også nægter at parre sig i fangenskab. Når Mette Mølbak i Mor på høje hæle skriver, at man efter en fødsel må prøve sine allerstrammeste jeans hver dag for at holde sig målet for øje. Eller når de skriver om at drikke og knalde, brække sig og tisse samtidig? Er det sjovt? Og er det kvindefrigørende, at den pæne pige er smidt på lossepladsen?

Tværtimod, mener forfatter og debattør Jette Hansen. Et nyt lavpunkt for kvindeværd, kalder hun den nye kvindelige drengerøv i form af Nynne, Stockmann & Njor, Mølbak m.fl, der topper bestsellerlisterne.

Kvinden er sej - på mandemåden, men hun har fuldstændig kvalt den kritiske kvindestemme, mener Jette Hansen, der for nylig skrev et helt opslag om det i Weekendavisen. »Jo, de har overtaget tjansen fra mandschauvinisterne med at devaluere kvindekønnet,« skriver hun i sit essay, hvor hun efterlyser en kvindestemme, der reflekterer over sin egen livssituation. Og tør brokke sig over den.

Men kunne man ikke sige, at kvinden har tilkæmpet sig retten til at være ærlig? Kunne man ikke sige, »at de skrivende kvinder, der på denne måde tematiserer kvindeliv, kvindelighed og kvindelig seksualitet er sande oprørere imod den patriarkalske orden?« spørger Jette Hansen i Weekendavisen, hvorefter hun selv konkluderer: »Ikke hvis man ser nærmere efter«.

»Jeg kritiserer, at de bruger deres tekster til at latterliggøre sig selv for at hæve sig over de smerter, de reelt beskriver. Ved at bruge det her pigerøvssprog og kopiere drengerøvsidentiteten kommer de til at ophæve smerterne ved at være af kvindekøn. De tager ikke stilling og siger: her er smerterne. I stedet latterliggør de dem, det synes jeg er enormt selvdestruktivt,« siger Jette Hansen til Information. Hun mener, at kvinderne devaluerer sig selv i den nye kvindelitteratur. De beskriver sig selv som grimme og kiksede og gør sig lystige over sig selv og deres nederlag.

»Men det er selvfølgelig også rarere at identificere sig med den autoritet, der undertrykker kvindeligheden, i stedet for at stille sig op som offer, for det er ikke en attraktiv position at indtage,« siger Jette Hansen.

Maise Njor, der svarer pr. mail er uenig:

»Jeg vil ikke tale for Camilla, men kan sige for mig selv, at jeg gjorde det fordi jeg altid har tænkt, at kun ved at dele sine svagheder, pinligheder og fejl og mangler med andre, kan man være med til at gøre dem stærke, fordi det styrker at vide, at andre har det som én selv. Det står for mig som - hvis man overhovedet må sige det i disse tider - et typisk feminint træk. Hvis vi tænker i de baner, så vil jeg sige, at for mig er det typisk Den Gamle Mandetype at gokke tolv gange rundt om pølsevognen som en liderlig han-due med fjerpragten oppe og lade som om man er en fandens karl, i håbet om, at man skræmmer de andre væk. Og et smukt - og stærkt - træk ved kvinder er - at vi ikke er bange for at indrømme egne fejl og mangler. Fordi vi tror på, at de er en del af et helhedsbillede. Og for mig er det modigt at indrømme sine svage sider - det er ikke et tegn på svaghed. Jette ser det som, at vi nedgør os selv, og det er jeg ikke enig i.«

Men efter Jette Hansen mening bliver konsekvensen af denne type kvindebeskrivelse, at kvinderne ikke tager deres grænser alvorligt. Resultatet er stress og pres.

»Vi får mindre og mindre ret til at have grænser. Frigørelse i -68 var frigørelse fra en autoritet, der satte for mange grænser for individet. I dag består undertrykkelsen i at individet ikke har ret til sine grænser - grænser for omstillingsparathed, grænser for arbejdstid, for produktivitet, for seksuel parathed etc. Det er her, kampen ligger, kampen for at få sine grænser taget alvorligt og respekteret. Det kræver bare at man accepterer at mærke grænserne, når de overskrides i stedet for at bedøve smerterne i kækt sprog«.

Det er bare ironi

Jette Hansen maler med en meget bred pensel, mener medieforsker ved Institut for Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet Karen Klitgaard Poulsen, der også beskæftiger sig med køn og litteratur.

»Der er en tendens blandt både mandlige og kvindelige skribenter i disse år til, at de benytter sig af ironi, det er ikke forbeholdt kvinder. Så kan man enten gå med på ironien eller læse teksten bogstaveligt, og det er det sidste, Jette Hansen gør her,« >siger Karen Klitgaard Poulsen, der ikke synes, at kvinder devaluerer sig selv ved at bruge ironi på den måde, man både ser hos Stockmann & Njor, i Nynnes Dagbog og hos Bridget Jones.

»Man fremstiller sig selv som amatør i livet, som en, der ikke er superkvik eller professionel, men man klarer sig godt. Jeg kan ikke se, hvad der skulle være særlig mandschauvinistisk ved den beskrivelse af sig selv. Drengerøven bruger samme udtryk, fnisepigen er det kvindelige modstykke,« siger hun.

Men Jette Hansen mener, at kvinderne får problemer med, hvordan de skal være mennesker, når de ikke reflekterer over, hvorfor de har så store problemer med at få moderskab til at hænge sammen med ambitioner og arbejdsliv.

»For eksempel skriver Camilla Stockmann og Maise Njor meget om, at de på forskellig vis ser, at deres liv ikke hænger sammen. De er underlagt et gigantisk pres, de er underlagt undertrykkende strukturer, og grundlæggende er de ikke i stand til at føle, at de er gode nok. Det er et gennemgående træk - kvindekroppen er ikke god nok. Og der er en enormt stor belastning at leve med som menneske, når det er ens grundlæggende identitet.«

Men Maise Njor er skuffet over, at Jette Hansen ikke kan se, at oprøret består i beskrivelsen af hverdagen, der ikke fungerer.

»Modsat hende, så mener jeg ikke, at der længere er tale om en kamp mellem mænd og kvinder: Min kamp handler om mænd og kvinder i småbørnsfamilie-alderen på den ene side, og De Gamle Mænd, der bestemmer, på den anden. Vi har ikke længere en kamp, der går vertikalt mellem mænd og kvinder, men en kamp, der går horisontalt mellem småbørnsfamilier og mænd af Mærsk-typen. Min store skræk er kvinder, der følger i sporene efter dem, og tillægger sig samme vaner og visioner, som de mænd ...

Men kvinder må ikke brokke sig. Der gælder dobbelte standarder, og brokkeretten er forbeholdt mænd, konkluderer Jette Hansen i Weekend Avisen: Eksempelvis vræler Jørgen Leth på fjerde år »som en forladt sæleunge på isen, fordi Danmark var afvisende over for hans erotiske projekt med sorte teenagepiger i Haiti«. Men hvis en kvinde beklager sig over sine vilkår, får hun helt andre svar end mændene: »Når mændene klager sig - Romer, Sabroe, List og Leth - er der forargelse over den uret, de har lidt. Men da Maria Svelands feministiske roman Bitterfissen blev anmeldt i dagbladet Information skete det under overskriften -Klynkekussen- (..).«

En af drengene

Lilian Munck Rösing, litteraturanmelder ved Information og lektor ved litteraturvidenskab på Københavns Universitet, der i sin tid skrev anmeldelsen af Bitterfissen , fastholder, at det ikke handler om retten til at brokke sig.

»Jeg er også interesseret i at fastholde retten til at klage, retten til at insistere på at være uretfærdigt behandlet. Det er vigtigt at anerkende. Problemet med en bog som Svelands er, at hun befinder sig i en privilegeret situation, og at hun samtidig træder 100 procent ind i offerrollen. Jeg har altid syntes, at der er et problem i at anskue forholdet mellem kvinde og mand som et forhold mellem offer og bøddel. Jeg betragter snarere patriarkatet som et kønssystem, som både mænd og kvinder er ofre for,« siger Lilian Munck Rösing.

Men når danske kvindelige forfattere ikke beskriver sig selv som ofre, mens deres svenske kolleger gør, handler det også om at der er forskellige klangbund for offerrollen i de to lande, mener Karen Klitgaard Poulsen fra Aarhus Universitet.

Der er meget stor forskel på den kønspolitiske debat i Danmark og i Sverige. I Danmark er der snarere en nyliberal konsensus om, at hvis vi kommer i en dårlig situation, er det også vores egen skyld. Det gælder kvinder, det gælder forbrydere, det gælder handikappede, det gælder gamle osv. Det gælder altså ikke specifikt kvinder, men der er en generel samfundsmæssig holdning, som nok bunder i, at der er langt mere folkehjem tilbage i Sverige, end der er velfærdsstat i Danmark.«

Problemet med Svelands bog er ifølge Rösing ikke, at hun tager offerrollen på sig, men at det, hun egentlig drømmer om, er at få fuldstændig og absolut kærlighed fra en mand, der hele tiden kan bekræfte hende i at hun er smuk og har ret.

»Det er da i virkeligheden at underkaste sig patriarkatet, hvis du som kvinde hele tiden kræver at blive bekræftet af en mand og brokker dig over, hvis du ikke bliver det,« siger Rösing, der ikke tror på kønskamp, men på en fælles undersøgelse af, hvad køn betyder, og hvilke begrænsninger og problemer der er i de roller, vi er underkastet. Det er der masser af litteratur i dag, der gør - litteratur skrevet af både mænd og kvinder. Når man ikke finder den form for reflektion i bøger som Nynnes dagbog og Stockmanns & Njors bøger, er det snarere et genreproblem.

»Da kan det godt være, man skal læse Mette Moestrups digte i stedet for,« siger Lilian Munk Rösing, der i øvrigt ikke har læst Maise Njors og Camilla Stockmanns bøger. Men hun mener, at Jette Hansens skyder over målet i sin kritik af de kvindelige skribenters »nedgørelse af kvindekønnet«.

»Jeg har svært ved at hidse mig op over, at man bruger selvironi, især ikke når vi befinder os i den lettere humoristiske genre. Klummestilen er, hvad den er. Men jeg kan godt forholde mig problematiserende til den her one of the boys -tendens, noget, jeg især kender fra Hanne-Vibeke Holsts romaner. Dels vil man være en af drengene, og dels har man brug for det mandlige blik til at bekræfte, at man er feminin og kvindelig. Det er problematisk.«

Men det er netop Jette Hansens problem, mener Maise Njor, at hun læser teksten bogstaveligt:

»Dér, hvor jeg bliver lidt ked af det er, når jeg kan se, at hun konkluderer mandhaftigt. Som mange mænd i hendes generation, er hun ude af stand til at læse mellem linjerne, og opdager derfor ikke, at vi rent faktisk har gang i et drøn-feministisk foretagende. Som de mænd, hun sikkert har været nødt til at modellere sig efter for at nå frem i verden, tror hun, at vi er dumme, fordi vi ikke skriver alt ud. Ved blot at beskrive vores hverdag med alt, hvad den rummer af stress og jag og mindreværdsfølelser, beskriver vi lige præcis, hvad der er galt i vores samfund, når det kommer til ligestilling. Men kampråbenes tid er forbi, og vi satsede på, at vores læsere var kloge nok til at se det, der ikke stod tydeligt skrevet. Forfatteren er tydeligvis skuffet over os som kvinder, og til det må jeg bruge teenage-udtrykket: Spejl!«

mal information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Jeg kan godt se pointen i det ”drøn-feministiske foretagende”, ved at udstille hvad der er galt, ved at bruge humor på ”Nynne-facon”. Selv mener jeg den i bedste fald er en anden måde at angribe tingene på, i værste fald at den er forfejlet.

Selv om det er et ”spejl”, der hænges op for mændene, når kvinderne kopierer alle de værste sider, så gad jeg nok vide, hvilken virkning det har, når kvinder drikker, brækker sig og scorer som mænd – nogle mænd. Noget tyder på, at netop disse mænd ikke forstår denne ”morsomme ironi”.
Jeg har selv svært ved at se det morsomme, og springer over ”Nynnes Dagbog”.

Der gælder så absolut dobbelte standarder, som Jette Hansen siger. For der er som altid forskel på hvad der anses for acceptabelt for mænd og på hvad kvinder kan tillade sig. Kvinder som tillader sig det samme som mænd, bliver i høj grad beskrevet med sproglige artigheder og nedladenhed.

Desuden er der spørgsmålet om at have ret til at sætte sine egne grænser:

»Vi får mindre og mindre ret til at have grænser. Frigørelse i -68 var frigørelse fra en autoritet, der satte for mange grænser for individet. I dag består undertrykkelsen i at individet ikke har ret til sine grænser - grænser for omstillingsparathed, grænser for arbejdstid, for produktivitet, for seksuel parathed etc. Det er her, kampen ligger, kampen for at få sine grænser taget alvorligt og respekteret. Det kræver bare at man accepterer at mærke grænserne, når de overskrides i stedet for at bedøve smerterne i kækt sprog«.

Inger Sundsvald

Apropos grænser:
I ”Go’morgen Danmark” sidder to parforholdseksperter ”Kisser og Robert” og giver gode råd til en kvinde som har skrevet ind med et spørgsmål om hvad hun skal gøre, når hendes kæreste gerne vil se pornofilm og gerne vil have hende til at se med. Kvinden bryder sig ikke om det, føler at det skader deres forhold og føler, at hun ikke er god nok.

Kisser mener så til at begynde med, at det behøver hun ikke. Manden kan se det porno han vil.
Robert får på et tidspunkt flettet ind, at mænd engang imellem bare har brug for at se en fodboldkamp, og så må kvinden engang imellem ”finde luderen frem i sig selv” med frækt undertøj og give ham et blowjob i halvlegen.

Heldigvis var der også andre råd, bl.a. om langsomhed, at se hinanden i øjnene og at tale sammen. Og ikke mindst om porno som et ”fix”, som kan være lige så afhængighedsskabende som andre fix.

Men hvor stor sandsynlighed er der for at kvinden har lyst til at yde denne service, når hun ikke bryder sig om porno, og hvordan skulle det hjælpe på hendes selvværd, hvis hun ikke har mandens drøm om den omtalte luder i sig?

Det er et lavpunkt for kvindeværd.

Hans Houmøller

Når man læser ovenstående beskrivelse fra et TV-program (som jeg godt nok ikke kender af andet end omtale), kan man godt komme til at synes, at forholdene mellem kønnene er bombet tilbage til før 70'erne mht hvad der skal stilles op til for yngre kvinder. Ikke nok med, at de skal være fit-for-fight og til rådighed, når de som i det refererede tilfælde, skal gøre klar til et blowjob i halvlegen i den fodboldkamp, der lige SKAL ses; de skal osse se godt ud tilligemed.
Som det en gang hed: "kvindens plads er i køkkenet, hvor hun skal føde sine børn med smerte - OG SOVSEN MÅ IKKE SKILLE AF DEN GRUND!"

Nanna Gersov

Inger og Hans

Tak for jeres gode indlæg!

Inger - nu vi har haft en debat om Joan Ørting i en anden tråd må jeg - bl.a. efter at have set det tv-indslag, du netop beskriver sige, at så er Joan da langt at foretrække frem for det par fjolser, som Go Morgen Danmark betjener sig af til at rådgive om sex og parforhold.

Jeg kan tilføje, at Kisser lagde ud med at prædike, at kvinden endelig ikke måtte forbyde manden at se porno blot fordi det gik ud over hendes selvværd. For fyda føj - kvinden anno 2009 "må" jo åbenbart ikke stille et eneste krav til manden.

Men da Robert så påpegede tomheden i porno og den afhængighed, som den kan skabe, modererede Kisser pludselig sin holdning. Af hensyn til MANDEN var det pludselig i orden, hvis kvinden prøvede at begrænse hans pornoforbrug.

Dette synes jeg er aldeles symptomatisk for vor tid. Vi er omgivet af kællinger - undskyld udtrykket - som vil diktere andre kvinder, at vi ikke må tro, at vi er noget værd i os selv.

Damebladene er fyldt med det vås. De værste til at undertrykke kvinder er andre kvinder. Og dukker der i ny og næ en mand op, som smisker for os, så falder han os i ryggen i det næste øjeblik.

Vi fik syn for sagn her til morgen, skal jeg love for!

Nanna Gersov

Angående kvinder, der nedvurderer/tager pis på sig selv, så mener jeg at problemet er, at de har en tendens til at trække andre kvinder med ned i faldet.

Til dem, der siger "vi tøser" siger jeg: "tal for dig selv, TØS.

Til de voksne, som kalder skolepiger for TØSER, siger jeg: tag og tænk jer om og udvis noget ansvar.

Til de mødre, som kalder datteren en tøs: giv dog HENDE en chance for at opnå den værdighed, som du åbenbart ikke selv har.

Til hende der skrev "Bitterfissen" siger jeg - nå, så lykkedes det dig som kvinde at få føjet endnu et skældsord til kvindekønnet!

Og til hende, der skrev "Hvorfor er feminister så snerpede?" - Kom dog med et bedre budskab i titlen til din næste bog end dette negative vås, som nok er ment ironisk, men som ikke gør noget godt for kvindekønnet - kun for at man husker titlen på din i øvrigt udmærkede bog.

Jo, der er god grund til at tage dette emne op. Godt gået af Jette Hansen at hun endnu engang rammer kønsproblematikken lige på kornet.

Hun har også lige haft et tankevækkende essay i Politiken, hvor hun giver de pseudofrigjorde, vi kender fra Seksualpolitisk Forum og lignende steder det glatte lag!

Inger Sundsvald

Nanna

Lige med hensyn til ordet ’snerpe’, så har jeg taget det til mig, på samme måde som ’hattedame’ og et par andre sprogblomster. Jeg opfatter dem ikke som sexistiske udtryk som visse andre vulgære udtryk ;-).

Mona Blenstrup

Hvor er det befriende ikke at se morgen tv.

Det har altid været forbudt i min familie, da jeg mener, at morgenen skal gå med så meget andet fornuftigt som at komme i tøjet, morgenmad og pakke sine sager til dagens dont. Samt at komem ud af døren i god tid.

Og i det stykke har jeg helt og aldeles været tyranisk.

Og sikke dumheder man spares for at indtage til kaffen.

Når jeg kom over på plehjemmene og så de gamel sidde og forsøge at krybe ind i sig selv, mens personalet havde tv kørende på fuldt drøn med reklamer, vinsmagning og andet for de gamel helt uvedkommende og larmende, så blev jeg helt bestyrket i mit krav om nul morgentv familien.

Undskyld dette sidespring i forhold til artiklen - jeg kune ikke lade være

Hav en fortsat god fredag aften

Karsten Aaen

Kære alle

Man kan altså ikke bestemme over et andet voksent menneske. Og da en mand og en kvinde må formodes at være voksne og ansvarlige mennesker når de er i et voksent forhold sammen, ja så er min holdning altså den at man aldeles ikke kan eller skal bestemme over andre voksne mennesker - og man kan da slet slet ikke forbyde andre voksne mennesker noget....

Hvad med at udvise forståelse for det som den anden foretager sig, respekt og accept af den anden i stedet for hele tiden at råbe op og himle op om at manden eller kvinden skal ændre sin adfærd.

Kun en selv kan ændre adfærd; ingen påtryk udefra kan få en mand til at ændre det forhold, at han ser porno eller kigger efter andre kvinder...

Hvis man virkelig elsker den anden person af et dybt hjerte, elsker man jo også netop ham eller hende for hans eller hendes imperfections/fejl -
og man føler sig ikke truet af at manden ser porno eller kvinden ser på eller flirter med andre mænd...

Mange kvinder fler sig truet af at manden ser porno, sikkert fordi de tror, at manden hellere vil bolle de lækre tøser han ser i pornoen. Men det kvinden her ikke forstår er, at manden bruger pornoen som fysisk lyst, til at få taget trykket, sandsynligvis mens han tænker på hvad kvinden vil gøre ved ham eller hvad de vil gøre sammen.

Og spørgsmålet er om ikke kvinden i virkeligheden reagerer umiddelbart emotionelt. ud fra en en emotion som kommer fra solar plexus-området, og ikke ud fra en følelse....(som i dette tilfælde ville indebære, at hun reflekterede over og erkendte at netop denne mand er forskellig fra hende....)

Jeg mener derudover at manden i det pågældende tilfælde gerne må se porno, men ikke at de kvinden skal se det sammen med manden, hvis hun vitterligt ikke bryder sig om det....

Vi har alle forskellige grænser, og disse skal selvfølgelig så vidt muligt respekteres. Problemet kommer, når manden vil en ting, og kvinden bliver ked af det, når manden ikke interesser sig nok for hende. Min erfaring er ofte den, at disse kvinder vitterligt næsten intet selvværd har; de forventer at manden fylder deres tomme selvværdstank op bl.a. ved stort set hele tiden at bekræfte dem i, hvor smukke og dejlige de er. Og som mand kan det godt være ret anstrengende...at gøre det næsten hele tiden.... altså...

Og nej, jeg synes hverken kvinder eller mænd er morsomme, når de brækker sig, ryger eller drikker som mænd...eller opfører sig som de tror mænd opfører sig....

Pointen i den nye litteratur om kvinder er netop at beskrive forholdene for kvinderne, fortælle om hvordan deres dag er, også om hvordan deres mænds dag er; kampen står jo ikke længere mellem mænd og kvinder, men netop mellem yngre mænd og kvinder på den ene side og den ældre generation på den anden side....

Hans Houmøller

Et eller andet sted bekymrer det mig, at tiden (på nogle punkter) er blevet så overfladisk. Der skøjtes hen over virkeligheden, og der lyttes ikke ordentlig efter, hvad der siges.

Et eksempel (husket som DR's Aftenshow), hvor et par af samme slagsflirtende, småkvidrenede og sikkert checkede studieværter (som beskrevet ovenfor i Go' morgen, Danmark) skulle "overlevere sendefladen" (sic!) til nyheds"værten": "Og hvad har du så til os af nyhedslækkerier i aften?". Det første indslag handlede om en selvmordsbombe i Bagdad med adskillige myrdede civile!

Eksemplerne er legio, og når selv DR efterhånden er gået i et med tapeter fra de øvrige (danske) tv-medier, ser det ikke for godt ud med denne fremtiden for denne tråds emne, MED MINDRE der er nogle, der råber HØJT .....

Nanna Gersov

Karsten

Man kan altså ikke bestemme over et andet voksent menneske.

Ikke desto mindre sker det dagligt når flere mennesker bor under samme tag, deler seng og bord, spiser sammen osv. Man begrænser hinandens frihed. Dette er uomtvisteligt.

Men man vælger også selv at give afkald på en del af sin selvstændighed når man indgår i relationer med andre. Til gengæld opnår man ofte en række fordele, som samlet set måske betyder, at man bliver et mere helt, suverænt og lykkeligt menneske.

At være del at et fællesskab giver nemlig også en indre styrke og opfylder behov. Man kan alternativt være ene men stærk og samtidig også mere sårbar, fordi man ikke har andre mennesker til at få en i balance og hjælpe en, når man behøver det.

For den som har været alene kan det være svært at bøje af overfor andre og indse fordelene ved at være social.

Og sådan er der sikkert mange, som har det, hvis porno har været en del af deres seksualitet fra 12-årsalderen. Så er pornoen jo blevet en fast elskerinde, som kan medføre problemer i de seksuelle relationer, personen indgår. Især hvis den anden har et andet forhold til porno og hvis pornoen virker negativt på forholdet.

Pornoen tramper på mange kvinders selvværd. Derfor bør ingen mand se porno, hvis hans kvinde føler sig generet af det.

Det går ud over hendes selvværd, hvilket er naturligt.

Lavt selvværd = mindre livsglæde, mindre livsappetiti, mindre selvtillid, mindre glæde ved sex.

Disse ting stjæler manden fra kvinden. Derfor er hun i sin gode ret til at forlange pornoen væk. Hun bestemmer ligeså meget som han hvad der skal være i det fælles hjem.

Hvis han bestemmer at der skal være porno og derved krænker hende, så er det ham, der tiltager sig magten at bestemme over et andet voksent menneske.

Lise Pedersen

Jeg kan ikke fordrage når kvinder gør en dyd ud af at opføre sig tåbeligt som Nynne og Co. og jeg gider ikke læse om det.

På den anden side kan jeg så inderligt godt forstå at unge kvinder reagerer mod rollemodellen, superkvinden, som har 4 velfungerende børn, et topjob og som ligner en reklame for motorolie (læg mærke til hende, næste gang du afleverer bilen til service på autoværkstedet).
Som Shubidua engang sang: "Superwoman does not know how to shit".

Som ene høne i kurven i et såkaldt mandefag har jeg gennem mange år arbejdet for kvinders ret til at have samme muligheder og rettigheder som mændene. Herunder hører f.eks.retten til at være sig selv, ret til at være lidt kikset, ret til at se almindelig ud, være normalt begavet og alligevel blive respekteret og have de samme muligheder som mændene.

Hvis man skal være superwoman og arbejde på mændenes præmisser for allernådigst at blive taget seriøst, så er man ikke ligestillet.
"Kvinderne skal bare gøre mere og lade være med at holde sig tilbage for at få mere i løn, blive forfremmet etc." siges der.
Sikke noget vås, der bliver først ligestilling når kvinders præmisser respekteres.

Det kan være svært når nogle kvinder går grassat og vælter sig i samtlige fordomme om dumme tøser.
Vi har længe nok døjet med den slags rollemodeller, vær nu søde at vokse fra det snart.

Er jeg den eneste, som synes, kommentarerne til denne artikel er besynderlige? Morgen-tv og mænds pornoforbrug?!
Jeg synes, Jette Hansen har utroligt forfærdeligt ret i dette udsagn: »I dag består undertrykkelsen i at individet ikke har ret til sine grænser - grænser for omstillingsparathed, grænser for arbejdstid, for produktivitet, for seksuel parathed etc. Det er her, kampen ligger, kampen for at få sine grænser taget alvorligt og respekteret. Det kræver bare, at man accepterer at mærke grænserne, når de overskrides i stedet for at bedøve smerterne i kækt sprog«. Og jeg synes, det er en relevant kritik, som rammer hovedet på sømmet for både mænd og kvinder. Man kan diskutere, om en debat om chicklit er det rette sted at komme med den pointe. JH har ret i, at forfatterne tilsyneladende accepterer at blive presset (af omgivelser, samfund, arbejdsgivere, kærester). Omvendt kan man spørge, om det ikke er os alle, som samfund, der burde kæmpe imod overskridelsen af grænserne i stedet for lige præcis forfatterne af chick lit.

Nanna Gersov

Signe

Du kan mene, at andre bidragydere til denne debat har nogle "besynderlige" kommentarer, men det skal ikke afholde mig fra at hilse dit bidrag velkommen.

Jeg synes nemlig det er dejligt at du breder diskussion ud til det generelt samfundsmæssige plan og bort fra det kønsspecifikke.

For er det vi oplever i disse år ikke en generel nedbrydning af det enkelte menneskes grænser?

Bliver det ikke mere og mere sådan, at man skal være parat til at finde sig i mere og mere og at menneskets værdighed gang på gang udfordres? "Du skal ikke tro du er noget" - er dette ikke efterhånden budskabet? Hvor bliver BORGEREN af i alt det her?

Lad mig nævne nogle eksempler:

TV-underholdningsprogrammer som Robinsomekspeditionen og diverse andre underholdningsprogrammer, hvor folk "stemmes ud" = mobbes ud, oplever nederlag og ydmygelser for åben skærm.

At vi siger du til hinanden. Vi er blevet mere uformelle og forsømmer derved høflighed og den venlighed og respekt, som det giver imellem mennesker. Det antiautoritære oprør var rettet mod magthaverne. Men nu benytter magthaverne selv den uformelle form, hvorved de trænger sig mere ind på borgeren end godt er.

"For den som har været alene kan det være svært at bøje af overfor andre og indse fordelene ved at være social.

Og sådan er der sikkert mange, som har det, hvis porno har været en del af deres seksualitet fra 12-årsalderen. Så er pornoen jo blevet en fast elskerinde, som kan medføre problemer i de seksuelle relationer, personen indgår. Især hvis den anden har et andet forhold til porno og hvis pornoen virker negativt på forholdet.
Pornoen tramper på mange kvinders selvværd. Derfor bør ingen mand se porno, hvis hans kvinde føler sig generet af det.
Det går ud over hendes selvværd, hvilket er naturligt.

"Lavt selvværd = mindre livsglæde, mindre livsappetiti, mindre selvtillid, mindre glæde ved sex."

Kunne ikke sige det bedre, Nanna Gersov. :)

Hvis manden/kvinden virkelig elsker og respekterer den anden kvinde/mand, og den ene bliver tydeligt såret over en bestemt handling (vende sig om efter andre kvinder/mänd på gaden i kärestens selskab/se visse filmklip på nettet) og vedkommende fortäller, at hun/han synes, at det er problem og at netop, som Nanna siger, har en negativ dominoeffekt på hele forholdet, burde manden/kvinden så ikke tage sig sammen og sikre fälleskabet og se til at han/hun ikke sårer den anden igen? Er det ikke sund fornuft?

Det der med at det er "mandens natur" at "lette trykket" er noget vås. De taler mere om sex og gör sikkert også mere "ved det", men der er ikke noget fysiologisk bag - der findes simpelthen ikke noget bag. Det er altså lidt en dårlig undskyldning for at ikke väre i stand til at beherske sig. Selvbeherskelse er en undervurderet dyd i vores samfund! Alt skal gå hurtigt og tjept; hvis man föler sig kåd, tänder man da bare for computeren, og vupti. Selve det at arbejde for noget er gået lidt tabt. Velcro-samfundet er iövrigt humoristisk behandlet i Maise Njor og Camilla Stockmans böger, som i övrigt viser essensen af kvindehumor - for kvinder! Netop dagligdags situationer med et tvist. Det er nok rigtigt, at Jette Hansen läser det med mande-öjne, for hvis man läser det med kvindeblik ved man jo, at der også ligger en del mellem linjerne. Kvindehumor og hvorfor kvinder har haft det svärt på stand-up-scenerne, blev da også taget op forleden, kan dog ikke huske om det var Information eller Berlingske.

Det virker i övrigt som om der er nogle debattörer herinde, som mener at alle kvinder er mögirriterende og mögdominerende, men tag det lige med at gran salt, for når (de fleste) kvinder beder jer om at lade väre med at göre et eller sätter en gränse er det altså ikke nödvendigvis, fordi vi er nogle sindsyge kontrolfreaks! Tänk nu, hvis jeres handling rent faktisk gjorde ondt. What?!
Det er på tide at tage noget ansvar og at prioritere fällesskabet...

Og ja, den generelle kvindeundertrykkelse er en anden diskussion, men som der er en der skriver, er vi kvinder nogle af de värste til at göre det! Hvor ville det väre befriende hvis vi blev bedre til at opmuntre hinanden, rose og komplimentere hinanden!

Nanna Gersov

Tak for de rosende ord, Lisa!
;-)

Angående kvindehumoren, så er den godt på vej med fx udsendelsen "Slemme, slemme piger", hvor tre skuespillerinder optræder i forskellige roller med skjult kamera, hvor de laver godmodigt sjov med forskellige søde danske ungersvende.

Det som jeg tror har bremset kvinderne er, at det altid har været mænd, som har skullet vurdere om noget var sjovt.

Mænd har det med at blive stramme i masken, hvor vi andre ligger flade af grin. Omvendt har jeg i hvert fald ingen problemer med at grine af det som mændene synes er sjovt, dog undtaget de værste grovheder.
:o)

Peter Jensen

"Men kvinder må ikke brokke sig. Der gælder dobbelte standarder, og brokkeretten er forbeholdt mænd, konkluderer Jette Hansen i Weekend Avisen"
Så sandt, så sandt; Jette Hansens eget virke igennem rigtig lang tid efterhånden beviser til fulde påstandens rigtighed :)

"Jette Hansen mener, at kvinderne får problemer med, hvordan de skal være mennesker, når de ikke reflekterer over, hvorfor de har så store problemer med at få moderskab til at hænge sammen med ambitioner og arbejdsliv. "
Det er faktisk meget enkelt :
Døgnet har kun 24 timer og som man har kunnet udlæse af de sidste fyrretyve års "kvindebekendelses-litteratur" er "karriere" og "nærværende Far" to uforenelige størrelser; hvorfor skulle det være anderledes for Mor end for Far ?
Og var det ikke jer selv der ville, jer selv der mente "frihedden" lå ude på "arbejdsmarkedet" ?

"Men Maise Njor er skuffet over, at Jette Hansen ikke kan se, at oprøret består i beskrivelsen af hverdagen, der ikke fungerer."
HURRA !!
Det er jeg nemlig også svært skuffet over ..og det har egentlig intet med køn eller "patriarkat" at gøre, har det ?

"kender du dem
der frejdigt fortæller
at kvindernes kamp
den forstår de skam godt
men at det ligefrem sku være
klassekampen det gælder
- piger har da aldrig kunnet
skille skæg fra snot "
(Trille)

Inger Sundsvald

Nanna

Tak for at gøre opmærksom på "Slemme, slemme piger". Jeg ville garanteret ikke have set udsendelsen, hvis du ikke havde gjort opmærksom på den.

Jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst har grinet så meget. Åh dog! Katten troede garanteret jeg var blevet skør og prøvede at sætte mig på plads med et par småbid – helt uden held ;-).

Nanna Gersov

Inger

Ja, det er go´og kærlig humor - meget velgørende - og man kan godt blive afhængig, så missekatten må vænne sig til at dens mor hopper lidt i sofaen engang imellem! ;-)

Julius Normann

Er det ikke interessant at det som opfattes som nedværdigende for kvindeværd samtidigt opfattes som idealtypisk for mænd? Igen viser 70'er feminismen sin anakronisme og sin slet skjulte diskurs om at kvinder er bedre end mænd.

Lars Peter Simonsen

"At drikke og knalde, brække sig og tisse samtidig? Er det sjovt? Og er det kvindefrigørende, at den pæne pige er smidt på lossepladsen?" Jeg har svært ved at se det frigørende i ovennævnte, det er jo ikke nødvendigvis frigørende for mændene heller, og er vel ikke nødvendig adfærd i det hele taget. Personlig har jeg aldrig syntes at det at drikke, brække sig og tisse samtidig med at man knalder er særlig fedt. Hver ting til sin tid! Mon ikke det ville være frigørende hvis vi turde blive voksne og turde tage ansvar for at hverdagen, arbejdsliv og forhold fungerede? Herunder indgår osse at sige fra over for urimelige arbejdstider/forhold, at sige nej til overforbrug og materialisme. At have øje for og respektere at mænd og kvinder er forskellige og at forskellen er en velsignelse. Og jeg mener ikke at kvinder skal tilbage til kødgryderne eller noget i den sti, men man deles selvfølgelig om det hele efter evne og muligheder. Det kan godt være jeg er naiv, men det er så osse ok selv om jeg er en mand...

Inger Sundsvald

Simon Sen

Selvfølgelig er du ikke naiv. Du har bare det der kaldes ’pli’. Tænk hvis der var flere af din slags m/k – hvilket jeg i realiteten tror der er – det er bare ikke dem som er ”trendsættere”.

Hver for sig er ingen af delene ”unaturlige”, men hvis man tilfældigvis kommer forbi en tv-udsendelse med ”satire”, så kan man være sikker på at det ”sjove” består i at bøvse og prutte, og evt. optage lyden.

Så er der kvinder som mener at ligeberettigelse består i at kopiere de værste sider fra mændene, og vi bliver stopfodret med denne form for ”kvindefrigørelse”.

Hvis man som kvinde ikke kan se det sjove, så er man humorforladt, eller det der er værre. Grovhederne breder sig. Det er ikke længere nok at se en person glide i en bananskræl, for senere med sit brækkede ben i rullestolen ryge ud over kanten til en sø. Næ nej, det bliver først ”morsomt”, når man ser boblerne fra en prut sive op af vandet.

Jeg tror simpelthen ikke på at kvinder (generelt) nogensinde har syntes at denne form for ”humor” har været morsom. Desværre er det denne slags, som annekteres af kendte forfattere, journalister og tv-producenter.

Kunne dette så bare holdes indenfor kredsene for ”værkstedshumor” og ”bodegaklienteller”, ville meget være nået. Men det kan det åbenbart ikke. I alle medier skal børn og alle os andre sarte sjæle tydeligvis belæres om hvad der er humor.

@Nanna Gersov
"Pornoen tramper på mange kvinders selvværd. Derfor bør ingen mand se porno, hvis hans kvinde føler sig generet af det.

Det går ud over hendes selvværd, hvilket er naturligt."

Så burde kvinder også droppe deres dildoer og vibratorer, fordi de direkte tramper på mange mænds selvværd.

Nanna Gersov

Hans

Disse dildoer og vibratorer kan utvivlsomt være til stor glæde for begge parter og være berigende som fantasi jo ofte er, når det indgår i sexlivet. Men faren er selvfølgelig at det bliver en slags kunstigt fix ligesom porno kan blive, og dermed skaber afstand frem for nærhed og måske ligefrem tramper på mandens selvværd, som du nævner.

Det er et tveægget sværd, for på den ene side kan det være en aflastning for manden og befri ham fra præstationspresset vedrørende tilfredsstillelse af kvinden. Det kan også forhøje hans egen oplevelse og nydelse, fx hvis vibratoren bruges på klitoris under samlejet. Og det kan generelt øge kvindens lystniveau og ønske om at have sex, herunder også større åbenhed.

Men på den anden side kan han miste noget af selvfølelsen ved at det bliver et elektrisk apparat, som frembringer orgasmen, blive passiviseret, resignerende, miste evnen til selv at klare det og måske føle at hans eget "værktøj" ikke slår til. Sker det, mistes det psykisk opløftende der er ved sex. Man tilfredsstilles altså nok fysisk, men mister noget hvad angår det psykiske.

Igen er parallelen til porno relevant, idet porno jo godt kan tænde sanserne og dermed bidrage til den fysiske tilfredsstillelse, men kan have negative psykiske virkninger.

Vi kender nok alle klicheen med singlekvinden, som glad viser sin nye sexpartner sit arsenal af dildoer i alskens størrelser og farver og som kan snart sagt alt, men hvor manden så går i coma og mister enhver lyst og evne til nogetsomhelst angående sex!
:-)

Så jeg tror at der er al mulig grund til at dette sexlegetøj ikke bare fremdrages ved enhver given lejlighed i frisindets navn, men at det bruges med både følsomhed og omtanke.

Og så synes jeg da man skal lade være med at bruge det, hvis man fornemmer at partneren ikke synes om det præcis ligesom med porno.

Nanna Gersov

Apropos porno, så er det vel et meget privat anliggende for den enkelte, hvilket må respekteres. Der hvor det angår andre, er når de ufrivilligt konfronteres med det. Vil den ene i et parforhold gerne se det, kan man lade være med at indvie den anden i det. Det handler vel dybest set om pli.

Det svarer vel til hvis man som kvinde gerne vil se en film med det formål at nyde synet af den sexede mandlige hovedperson. Det behøver man jo heller ikke fortælle sin partner!

Inger Sundsvald

Nanna
Tak ;-)

Men åh, hvor jeg dog hader disse sorte ”smarte” sider med en tekst som man skal have både læsebriller, lup og mikroskop for at læse.

Jeg var uvidende om at tv Zulu har haft udsendelserne, det program kan jeg ikke se, men jeg håber sandelig at der kommer flere på tv2 ;-)

Jeg kan komme til at grine endnu, hvis jeg kommer til at tænke på pizzabudet, der føler ansvar for at slankekuren bliver overholdt, og bliver jagtet rundt i stuen. Åh altså! De søde, søde drenge tog det virkelig pænt ;-)

Inger Sundsvald

Nu er jeg jo helt enig med Jette Hansen. Men hvis man skulle analysere lidt i forhold til denne artikel og ”De slemme, slemme piger”, så siger Jette Hansen, at ”Kvinden er sej - på mandemåden”. Det er en sandhed med modifikationer og med et tvist.

Mænd har åbenbart også en form for autoritetstro.

Det er kvinden med pengene, pizzabudet retter sig efter.
Det er udsigten til at få en bøde, som får en mand til at hoppe på at fjerne nogle ”pøler” i krattet.

Penge er åbenbart tricket, selv om det er pengene kvinder beskyldes for at interessere sig for i forhold til status i parforhold.

Det er kvinden i uniform med personsøgeren som bipper, når den køres hen over numsen på mændene, som i fuld offentlighed og af ren befippelse over gummihandskerne trækker ned i linningen. Hvem er bare for ”dum/nem” her? Kvinder har ikke længere patent på dén status, og vi deler den gerne med mændene ;-).

Jette Hansen kritiserer, at de kvindelige skribenter ”bruger deres tekster til at latterliggøre sig selv”.

Jeg er helt enig, men ikke lige her med de ”slemme, slemme piger”. Det er ren ”pigerøvsidentitet” det her - for fuld udblæsning.

Den ”kritiske kvindestemme” lever, på egne betingelser, og også de humoristiske. - Mere af det, tak!
;-)

Nanna Gersov

Inger

Ja, det er dejligt at se kvinder i rollen som dem, der laver sjov med andre - især de søde og sjove og dejligt godtroende mænd - og som leder situationerne.
;-)
Genren skjult kamera er egentlig banal, men mænd har altid set sig selv som de, der udfordrer andre og har ikke kunnet forestille sig kvinder i samme rolle.

Men netop når det er kvinder bliver det sommetider sjovere, fordi det jo er sjovere når den som har lavere staus (hvad kvinder jo ofte har) laver sjov med den, som har højere status (hvad mænd ofte har) end omvendt.

Vil gerne tilføje at jeg ikke er den samme Hans Hansen, som figurere længere oppe her i tråden.

Jeg er enig med min navnebroder i at hverken porno eller dildoer er uønskede, og med Nanna at man ikke skal påtvinge andre porno. Det er naturligvis rigtigt at dildoer kan være til fælles glæde, og det kan porno også.

Jeg har derimod et problem med at forstå hvorfor folks egne personlige oplevelse skal forsøges fremstillet som eksempel på en fælles meningsgyldighed, og jeg kan ikke forstå det der med hvad mænd og kvinder altid har og altid vil gøre, og hvad kønnenes status angår, har man friheden til at være ligeglad med hvad andre mener.