Reel ligestilling er en utopi, som ødelægger familielivet, forårsager skilsmisser og lader alt for mange børn i stikken. Feministernes ligestillingsdogme om, at biologiske forskelle ikke er en hindring for ligestilling mellem mænd og kvinder, forhindrer os i at indse, at kvinder må træffe et valg, som mænd slet ikke behøver tage stilling til: Vil de have en karriere,eller vil de have børn.
Sådan lyder det fra forfatter og foredragsholder Lone Nørgaard, der siden 1990'erne har forsøgt at gøre opmærksom på de mange utilsigtede konsekvenser af det, hun betegner som elitekvindernes ligestillingsprojekt: den totale ligestilling af mænd og kvinder på arbejdsmarkedet.
»Jeg har svært ved at se det lykkelige fremtidsperspektiv i, at mænd og kvinder skal være lige meget på arbejdsmarkedet. Jeg mener, at der er nogle værdier, der går tabt. Vi har skabt et samfund, hvor mange børn kommer i klemme. Vi sætter børn i institution 8-10 timer dagligt, fordi mor og far er på arbejde for at passe karrieren. Samtidig afspejler skilsmissestatistikkerne, at også rigtig mange voksne kommer i klemme, fordi der ikke er tid nok til hinanden og til familien,« siger hun.
Derfor mener Lone Nørgaard, det er på tide, at vi anerkender de biologiske forskelle mellem de to køn. Det er fortsat kvinderne, der oftest står for hjemmet, og dem, der er tættest knyttet til børnene. Når kvinder går på arbejde, har de svært ved at slippe tanken om børnene, mens mænd er bedre til at slukke for 'kontakten' til familien, når de går ud af døren om morgenen, og ikke tænde igen, før de kommer hjem, mener hun. Og det er der en grund til.
»Der er nogle helt grundlæggende biologiske, kropslige, seksuelle og hjernemæssige forskelle på mænd og kvinder, som gør, at kvinder oftest er tættere knyttet til børnene og i de fleste tilfælde står som ansvarlige for hjemmet. Derfor er det også kvinden, der er nødt til vælge, om hun vil have børn eller karriere. Det synes mange kvinder selvfølgelig er voldsomt uretfærdigt, fordi mænd ikke på samme måde er nødt til at træffe det valg. Men det er der altså nogle biologiske grunde til, og det skal man ikke klandre mændene for,« siger Lone Nør- gaard.
»Det er bare ikke tilfældigt, at man i de fleste hjem når frem til den løsning, at det er kvinden, der er ansvarlig for hjemmet. Det er biologisk betinget, et fact of life . Og det synes jeg hverken er farligt eller ubehageligt.«
Kvinder på deltid
Selv har Lone Nørgaard to børn, som i dag er voksne. Da de var små, gjorde hun sig erfaringer om, at karriere og børn ikke bør kombineres. Da familielivet blev for krævende til at kunne forme sig efter de ledige huller i kalenderen, der ikke var fyldt ud af arbejde, skruede hun ned for lønarbejdet til fordel for opgaverne i hjemmet. Også selv om det var hårdt at vælge arbejdet fra.
»De erkendelser, jeg har gjort, er kommet langsomt. Hvis jeg skulle vælge mellem at være ude på arbejdsmarkedet og holde foredrag, skrive artikler og bøger osv. eller lege med klodser med min yngste søn og spille fodbold med den ældste, mens vaskemaskinen kørte, støvsugeren blev svunget, og jeg ellers kunne bruge tid på at samle den mad op fra gulvet, som børnene havde spildt i løbet af dagen, så ville jeg da klart vælge det første. Men jeg indså på et tidspunkt, at begge dele ikke er muligt. Man forsømmer sine børn, hvis man lader dem være i institution mange timer dagligt og ikke har tid og overskud til at lære dem basale færdigheder som at binde sit eget snørebånd,« siger hun.
Derfor traf hun en beslutning om at gå på nedsat tid - en nødvendighed for alle familier, hvis et familieliv skal hænge sammen, mener hun.
»Jeg havde ellers et fremragende job med fleksible tider. Men selvom min mand var vældig opmærksom på at hjælpe til, må jeg indrømme, at det var mig, der endte som tovholder i hjemmet. Og det tror jeg, mange kvinder gør i dag,« siger Lone Nørgaard.
Netop erfaringen af, at det oftest er kvinden der ender som hjemmets tovholder, hvad enten manden hjælper til eller ej, er årsagen til, at hun i dag mener, at det er kvindens ansvar, at børn og familie ikke bliver taberne i ligestillingsprojektet. Når kvinden er hovedansvarlig for hjemmet, er det også hende, der må træffe valget om at sætte karrieren på standby, når der sker familieudvidelse.
»Jeg syntes selv, at det var dødssygt at gå hjemme, og jeg kunne næsten ikke vente med at komme på arbejde igen. Men hvis man vil have en familie, er man nødt til at lægge nogle flere kræfter i hjemmet, for den institutionalisering, vi udsætter vores børn for i dag, er usund for børnene,« siger hun.
Mænd kan også
Selvom det typisk er kvinden, der går hjemme, så udelukker det ikke, at manden i stedet kan overtage ansvaret for hjem og børn, mener Lone Nørgaard, selv om hun grundlæggende er af den opfattelse, at det er et job, kvinden er mest egnet til. Men i barselsperioden er det oftest kun mor, der dur, understreger hun.
»Jeg er sikker på, at der er en del mænd, der synes, det er dejligt i en kortere periode at gå sammen med deres børn, f.eks. tre måneder. Men jeg tror også, der er rigtig mange, der synes, det er træls med børneomsorg, for det er et meget stillestående liv, hvor det handler om at stille skarpt på barnets behov. Mænd har svært ved at sætte tempoet helt ned og vil helst gerne have, at der sker noget. Men barnet har ikke behov for at blive slæbt alle mulige steder hen og lave alle mulige ting med alle mulige andre,« siger Lone Nørgaard.
»Derfor går jeg heller ikke ind for at øremærke barsel til mænd.«
Når børnene bliver ældre, ser Lone Nørgaard imidlertid ingen problemer i, at familien arrangerer sig sådan, at det er kvindens karriere, der prioriteres højest, mens manden går på deltid.
Elitekvinder
For mange kvinder vil en deltidsstilling og mere tid til at løse opgaverne i hjemmet i øvrigt heller ikke være et offer, men en gevinst, mener Lone Nørgaard. Hendes påstand er, at en pæn stor del af kvinderne i Danmark betaler prisen for, at højtuddannede karrierekvinder, de såkaldte »elitekvinder«, har nogle ganske bestemte interesser.
For ligestillingsdiskursen er i dag i høj grad tegnet af kvinder, som i deres iver efter at skabe lige betingelser for mænd og kvinder på arbejdsmarkedet helt har overset, at størstedelen af de danske kvinder ikke har noget imod deltidsarbejde, der giver mere plads til familien, mener Lone Nørgaard.
»Vi har i dag en ligestillingsideologi, der siger, at det er på arbejdsmarkedet, det virkelige liv leves. Folk, der vælger familie frem for karriere, opfattes enten som mindre begavede eller direkte retarderede. Det arbejde, der ligger i at få et hjem til at hænge sammen, er ikke lige så fint som en lederstilling,« siger hun.
»Man har længe været kritiske i forhold til hele det reproduktive arbejde i stedet for at sætte pris på, at der er kvinder, der er parate til at løfte den opgave, det er at opdrage og socialisere børn, så de bliver stærke, sunde og livsduelige mennesker.«
Den diskurs, elitekvinderne har været med til at forme, har ikke blot præget den måde, som samfundet er blevet indrettet på, men har også bevirket, at mange kvinders omsorgsgen i dag er blevet misdannet, mener Lone Nørgaard.
»Flere kvinder er blevet punket med, at det gælder om at få sit barn så hurtigt som muligt i institution, så man kan vende tilbage til det pulserende arbejdsmarked, at de slet ikke kan få børnene hurtigt nok af sted. Heldigvis er der stadig mange, der har svært ved 'at klippe navlestrengen' og sende børnene meget tidligt i vuggestue, og det synes jeg faktisk er sundt,« siger hun.
Deltid nemt for kvinder
Den nedsatte arbejdstid behøver heller ikke nødvendigvis at blive et problem for kvindens arbejdsmuligheder. Selv om der er job, hvor det ikke kan lade sig gøre at gå på deltid, arbejder langt størstedelen af kvinder fortsat inden for de traditionelle kvindefag, hvor det typisk kan lade sig gøre, siger Lone Nørgaard.
»Mange kvinder er jo beskæftiget i omsorgs- og undervisningssektoren som pædagoger, sygeplejersker, skolelærere og socialrådgivere, og der kan kvinden oftest godt gå på nedsat tid,« siger hun.
For de kvinder, der bestrider poster, hvor det ikke er muligt, mener hun dog stadig, at kvinder må træffe et valg, også selv om det vil betyde, at færre kvinder vil kunne tage jobbet på grund af familien.
»Jeg har svært ved at forstå, at det eneste saliggørende er at gøre karriere, for jeg synes, der er så mange andre væsentlige dimensioner af tilværelsen,« siger Lone Nørgaard og understreger, at kvinden jo kan komme tilbage på fuld tid på arbejdspladsen, når børnene er ældre.
»I et langt liv mener jeg godt, at man kan være ude af arbejdsmarkedet i en periode. For det behøver jo ikke at betyde, at man går i stå. Jeg kan ikke se, hvad det betyder, at man måske ikke når helt op på det samme karrieretrin, som man ellers ville have gjort. Hvorfor er det, man vil nå så langt? Er det for at tjene en masse penge? Jeg tror i virkeligheden, at det kun handler om en lille gruppe kvinder, der gerne vil til tops, og de kvinder er så ressourcestærke, at de nok skal finde nogle individuelle løsninger, hvor der måske er en anden fordeling i hjemmet, eller hvor de kan købe sig til noget hjælp,« siger hun.
Afhængighed af manden
Økonomisk set kan en model, hvor kvinder enten går hjemme eller arbejder på deltid godt give problemer med afhængighed af manden. Et scenarie, Lone Nørgaard på mange måder ikke bryder sig om.
»Jeg er da så meget feminist, at jeg selvfølgelig ikke kan have, at kvinder er økonomisk afhængige af mænd, uden nogen chance for for eksempel at forlade en voldelig ægtemand. Det er helt uacceptabelt. Men det er en svær nød at knække for mig, hvordan man kan løse det problem,« siger hun.
Derfor foreslår Lone Nørgaard en kombination af to løsningsmodeller: Det skal gøres lovpligtigt, at kvinder, der går hjemme, får indsat halvdelen af mandens løn på en konto, som kun hun har adgang til, samtidig med, at der er barselsfonde og ordentlige pensionsordninger for kvinder. Første del af modellen er næppe realistisk, erkender hun. I så fald bør der arbejdes i retning af, at hver familie laver deres egen individuelle aftale om, at mandens løn er fællesløn.
»Der bør rejses en samfundsdebat om, at vi er nogle kvinder, som er parate til at opgive kønskampen, fordi vi mener, den er destruktiv. Vi vil gerne samarbejde med jer mænd. Men I mænd kan vel godt forstå, at vi ikke kan risikere lige pludselig at stå i den situation, hvor vi ikke har nogle penge, hvis I beslutter jer for at forlade os. Derfor synes vi, at vi skal lave en aftale om, at fordi vi kvinder laver et stort arbejde i hjemmet, som er lige så vigtigt som mænds arbejde, så sætter I halvdelen af jeres løn ind på kvindens konto,« siger hun.
Selv om kvinder måske vil stå økonomisk svagere i forhold til mænd i en sådan situation, mener Lone Nør- gaard ikke, at det behøver blive et problem, så længe kvinder fortsat uddanner sig. At nogle mener, at det vil være ressourcespild, hvis ikke kvinder udnytter den uddannelse, de har fået, til fulde på arbejdsmarkedet, kan Lone Nørgaard slet ikke forstå:
»Jeg synes ikke, at samfundet vil tabe noget på det. For kvinder bliver bedre og mere ressourcestærke mødre af at få sig en uddannelse, og det giver de jo videre til deres børn. De behøver jo ikke nødvendigvis at få en lang uddannelse. De kan jo nøjes med en mellemlang uddannelse.«
En bekymring er dog, at kvinder stillet over for valget mellem karriere og børn i større omfang vil vælge karrieren. Det vil forværre de demografiske udfordringer, Danmark i forvejen står over for, fordi kvinder så vil føde færre børn. Men så længe det kun drejer sig om, at kvinder skal gå på deltid, er Lone Nørgaard dog optimistisk.
»Jeg kender få kvinder, der ikke gerne vil have børn, så jeg tror ikke, at det bliver et problem,« siger hun.
Der er ingen politiske regler eller love der forhindrer de enkelte familier i at fordele rollerne som de selv ønsker. Noget andet er så om de kan blive indbyrdes enige.
Men dette har været muligt i de sidste halvtreds år, hvor mine egne bedsteforældre valgte at min bedstemors talbegavelse og regnskabsuddannelse skulle være grundlaget for deres indtægter, og hvor min bedstefar nød at grave have og passe hus.
Hvis folk ikke kan finde ud af at tilrettelægge deres liv og rollefordeling er det derfor udelukkende deres egen skyld, eksempelvis ved et overforbrug eller af helt andre årsager.
Naturligvis forstærkes mange problemer også at støjsendere som Lone Nørgaard, med sit behov for at tilføje sin egen begrænsede virkelighedhedsopfattelse, med skabelsen af fornyede krigserklæringer blandt kvinder og mænd, der mest af alt behøver vejledning frem for yderligere smalsynet kønsracistisk intolerance, såfremt de ikke selv kan finde ud af at tage deres frihed.
Hans
Der er ingen politiske regler eller love der forhindrer de enkelte familier i at fordele rollerne som de selv ønsker. Noget andet er så om de kan blive indbyrdes enige.
Men dette har været muligt i de sidste halvtreds år, hvor mine egne bedsteforældre valgte at min bedstemors talbegavelse og regnskabsuddannelse skulle være grundlaget for deres indtægter, og hvor min bedstefar nød at grave have og passe hus..
Hvis folk ikke kan finde ud af at tilrettelægge deres liv og rollefordeling er det derfor udelukkende deres egen skyld, eksempelvis ved et overforbrug eller af helt andre årsager.
Ja, det er jeg enig i! Jeg er hjemmegående og ganske tilfreds og føler ikke, at nogen ikke accepterer det. Man kan virkelig indrette sig, som man vil, mand og kvinde imellem!
Karsten
Er man hjemmegående, har man selvfølgelig ikke ret til nogen ydelser, men kan dog godt fortsætte a-kassemedlemskab. Hvis flere vidste det, var der måske flere, der i en periode tog fri fra arbejdslivet, hvilket jeg varmt kan anbefale kvinder såvel som mænd at gøre, fx for at give familielivet et lille løft!
:-)
Samtalekøkkener og udestuer kræver jo arbejdskraft.
Måske manden til den hjemmearbejdende hustru arbejder der og tjener til livets ophold for dem begge inkl. deres afkom.
Ikke alle mænd sidder ved et skrivebord, i et konferencelokale elelr står ved gryderne i et smart spisested.
Så man skal ikke håne andres forbrug, der skaber arbejde.
Nanna
Men her kommer så Lone Nørgaard ind fra sidelinjen, endnu engang, vel og mærke uden at indrømme tidligere fejltagelser, men alligevel med sine, for hende velkendte mangel på realitetssans:
'Der bør rejses en samfundsdebat om, at vi er nogle kvinder, som er parate til at opgive kønskampen, fordi vi mener, den er destruktiv', siger Lone Nørgaard
Nåh, er kvindekampen nu blevet destruktiv, ser man det. Hvor er det nu jeg har hørt det før? Jo det er rigtigt, fra mig selv, blandt andet, sådan rundt regnet ca. en million gange.
Men det er stadig hendes opfattelse at moderen skal have hele forældremyndigheden ved skilsmisse, hvilket i sig selv vil fortsætte kønskrigen, eller har hun, mod forventning skiftet standpunkt her også? Jeg tror det næppe.
Lone Nørdgaard har mange indrømmelser til gode endnu før hun bliver troværdig. Problemet er nemlig ikke længere kun chauvinistiske mænd, men også chauvinister som hende selv.
Hans
Det er længe siden, jeg har hørt Lone ytre sig om de problemområder vedrørende skilsmisse, så hvad hun aktuelt mener, ved jeg faktisk ikke.
Men hvis du alene forholdt dig til hvad hun citeres for i denne artikel ville du nok finde, at hun er ret fredelig og måske faktisk mener, at kvindekampen nu er blevet destruktiv.
Jeg mener også den megen kønspolarisering kan være destruktiv, så det udsagn var jeg da glad for at læse, selv om jeg da ikke har tænkt mig at opgive mine egne feministiske mærkesager ang. seksualitet fx, hvor jeg mener at det er vigtigt, at kvinder ytrer sig.
Generelt er jeg ked af, hvis spørgsmål om forældremyndighed ved samlivsbrud blandes ind i de valg forældrene foretager om rollefordelingen i hjemmet. Det er to helt forskellige ting, synes jeg.
Lone Nørgaard:
”Det er på tide, vi accepterer de basale biologiske forskelle på de to køn og indser, at kvinder er nødt til at vælge: Det er enten børn eller karriere”
Det er rabiat og destruktivt nok for mig.
Nanna
Lone Nørgaard har stadig sin hjemmeside, det er det ene. Det andet er at hvorfor skulle jeg lade mig begrænse af dette oplæg alene?
Jeg kan slet ikke lade være med at forsøge at se personen bag masken, men jeg tager naturligvis fejl engang imellem. I så fald skal jeg nok undskylde.
Hans
Det er sjældent man er 100 procent enig med nogen. Man må bare glæde sig om de delmål, der kan opnås og hvor man kan være enige eller forstå hinanden.
Lone Nørgaard er en kendt og markant debattør, som du ved jeg sætter meget pris på (uden at gå op i hvor jeg måtte være uenig). Det er helt naturligt at hun også får kommentarer om andre ting, hun har sagt, sådan som du gør.
Første gang jeg så Lone Nørgaard var vist på tv engang i begyndelsen af 90-erne i anledning af hendes bog "Sex, løgn og kvinder", tror jeg den hed. Jeg synstes hun var meget modig at gå imod strømmen og sige, at hun mente at kvinder havde et mindre seksuelt behov end mænd.
Heri er jeg ikke enig, men jeg har vældig respekt for at hun sætter ting til debat.
Nanna,
"Patriarkalsk betyder mandsdomineret, at faderen er den lovlige hovedperson i familien med deraf følgende rettigheder og pligter"
Dette er leksikonudgaven af "patriarkat" Jeg brugte udtrykket i dets praktiske historiske betydning, nemlig kønsrollemønstert fra slutningen af 1800 tallet (hvor mændene var blevet lønmodtagere), og hvor man betragtede det som kvindens sande natur at tage sig af børnene. Det er denne biologiske myte som Lone Nørgaard plæderer for og som fanger kvinderne i en fælde med dobbeltarbejde.
"Jeg vil derfor hellere lytte til mine egne kvindelige instinkter end adlyde en kultur, som i mine øjne bliver mere og mere kvindefjendsk".
Du har helt ret i at kulturen bliver mere kvindefjendsk, men hvorfor? Det er fordi afslutningen af den demografiske transition giver kvinderne et dobbelt ansvar for familie og arbejde, mens mændene, især i sydeuropa, har været for langsomme til at gå ind i omsorgsrollen.
"Vi skal kritisere den machokultur, som giver mænd i parforhold alskens frihedsrettigheder ...."
Præcis! Det er i virkeligheden det som jeg prøver at sige. Og hvorfor opfører mændene sig mon sådan? er det fordi de er af natur er ansvarsløse? Det er snarere fordi folk som Lone Nørgaard prøver at fastholde dem i et fortidigt kønsrollemønster, hvor man har "bevist" at kvinden er den overlegne omsorgsgiver. Og hvis det "videnskabeligt" bevist at man er uduelig, hvorfor så ikke gå til fodbold med vennerne?
Nille
Dette er leksikonudgaven af "patriarkat" Jeg brugte udtrykket i dets praktiske historiske betydning, nemlig kønsrollemønstert fra slutningen af 1800 tallet (hvor mændene var blevet lønmodtagere), og hvor man betragtede det som kvindens sande natur at tage sig af børnene.
Ja, men dette ser jeg ikke som specielt undertrykkende for kvinder, da det passede meget godt med deres muligheder og behov dengang.
Jeg ser den tid som en tid med fremadskridende kvindelig emancipation, som fortsatte helt frem til vor tid. Kvinder fik flere og flere rettigheder.
I trediverne kunne en kvinde ligefrem få børnebidrag fra samtlige de mænd hun havde været i seng med ved undfangelsen, hvis faderskabet ikke kunne fastslås (jeg tror så at de deltes om det :-)
Det er denne biologiske myte som Lone Nørgaard plæderer for og som fanger kvinderne i en fælde med dobbeltarbejde.
Jeg tror nu ikke at denne "myte" har så stor betydning i disse ligestillingstider. Jeg tror mere at man falder ind i nogle traditioner, når man bliver gift og fx bosætter sig i et parcelhuskvarter, hvor normerne ligger ret fast.
Jeg vil nok sige de er ret patriarkalske, idet mænd fx mest går til møder i grundejerforeninger og lignende, mens kvinderne forestår "landsbysladderen" og arbejder i nærmiljøets kommunale arbejdspladser indenfor omsorg osv.
Du har helt ret i at kulturen bliver mere kvindefjendsk, men hvorfor? Det er fordi afslutningen af den demografiske transition giver kvinderne et dobbelt ansvar for familie og arbejde, mens mændene, især i sydeuropa, har været for langsomme til at gå ind i omsorgsrollen.
Tænker du her på at kvinder både skal tage sig af børn og ældre familiemedlemmer på samme tid, mens mænd kører meget friløb i forhold til dette? Så svarer din oplevelse meget til min!
"Vi skal kritisere den machokultur, som giver mænd i parforhold alskens frihedsrettigheder ...."
Præcis! Det er i virkeligheden det som jeg prøver at sige. Og hvorfor opfører mændene sig mon sådan? er det fordi de er af natur er ansvarsløse? Det er snarere fordi folk som Lone Nørgaard prøver at fastholde dem i et fortidigt kønsrollemønster, hvor man har "bevist" at kvinden er den overlegne omsorgsgiver. Og hvis det "videnskabeligt" bevist at man er uduelig, hvorfor så ikke gå til fodbold med vennerne?
Igen er jeg enig i beskrivelsen af problemet, men jeg tror ikke at Lone Nørgaard og de få, der siger som hun gør har så meget indflydelse, at de gør mænd ansvarsløse.
Men måske er det den mandlige pendant af biologismen, som gør sig gældende?
Jeg oplevede den fra midthalvfemserne og frem til ca. nu som en bevægelse, hvor mænd meget søgte deres indre (møgbeskidte) og tabubelagte natur og stræbte efter at lægge ALT frem i al sin grimhed og usympatiskhed.
Det så vi i rapmusikken, standop-shows, comedy-serier, machokulturen, drengerøvskulturen, bogen om mænd fra Mars og kvinder fra Venus, mandebevægelsen, Ørkenens Sønner, Det brune punktum, det grove sprog (bitch, luder osv), pornobølgen osv.
Vi er blevet belært om, at mandens natur er at stirre ind i et bål uden kvindesnak og at det skal vi allernådigst give ham lov til, helst i form af et herreværelse, så han kan føle sig rigtig højt hævet over kvinden, hvis natur forventes at gå og pludre med børnene uafbrudt UDEN behov for at trække sig tilbage i et tilsvarende dameværelse!
Så jo, myterne om køn florerer virkelig i disse tider. Og selv om jeg er biologist, så tro endelig ikke at jeg hopper på al den slags. Der må også være grænser for galskaben!
;-)
Inger
Snart bliver det vel til, at kvinder ikke må være uenige, for at mænd ikke skal råbe ”hønsegård”, som nogle chauvinister har for vane.
Det har jeg nu ikke været ude for endnu, men det kommer nok! Kvinder kan jo lave unoder MINDST lige så dygtigt som mænd! Somme tider er den biologiske forskel ikke så stor endda!
;-)
Jeg vil foreslå at man giver Lone Nørgård et stipendium så at hun kan rejse til Aka-stammerne i Afrika, hvor mændene holder de små børn i deres arme halvdelen af tiden. Hun kan så fortælle dem at det er bevist "biologisk" at sådan opfører en "rigtig mand" sig ikke. Hvis de spørger hende hvad de så skal gøre, kan hun overbringe dem det glade budskab fra "Dansk Kvindesamfund" at mandens sande natur er at tæske løs på kvinder og børn.
For min skyld måtte Lone Nørgaard gerne forblive i Afrika efter stipendiets udløb.
Disse gamle, bitre kvinder kan gøre mig så vred på unge kvinders vegne. De skal forsørge Lone Nørgaards pensionist-generation som er ca. 50% større end deres egen. Desuden skal de arbejde fuldtid for at overleve. Når så Lone Nørgaard fortæller dem at de skal de være hovedansvarlige for børnene på grund af nogle pseudovidenskabelige madonna-myter fra den Viktorianske tidsalder, så er bægeret fuldt.
Skandinavien er et af de få områder i Europa som har en demografisk chance for at være familiemæssigt bæredygtigt i fremtiden, men det kræver bogstaveligt talt at de unge fædre holder deres børn i armene. Uden dette har de unge kvinder lige så få chancer for at få børn, som i Italien og Tyskland, og så kan Lone Nørgaard's generation godt begynde at tage pakken med Solgryn frem fra skabet.
@Nanna Gersov
"Men måske er det den mandlige pendant af biologismen, som gør sig gældende?
Jeg oplevede den fra midthalvfemserne og frem til ca. nu som en bevægelse, hvor mænd meget søgte deres indre (møgbeskidte) og tabubelagte natur og stræbte efter at lægge ALT frem i al sin grimhed og usympatiskhed.
Det så vi i rapmusikken, standop-shows, comedy-serier, machokulturen, drengerøvskulturen, bogen om mænd fra Mars og kvinder fra Venus, mandebevægelsen, Ørkenens Sønner, Det brune punktum, det grove sprog (bitch, luder osv), pornobølgen osv."
Jeg ved ikke om det har noget med biologisme at gøre, det har nok mere noget at gøre med, at mænd har fået at vide, at de skulle blive bedre til at udtrykke deres følelser.
At fortælle mænd, at de skal blive bedre til, at udtrykke deres følelser er en begynder-fejltagelse, fordi mange mænd forveksler deres umiddelbare impulser med deres følelser. Så når mænd får at vide, at de skal udtrykke deres følelser, så tror de, at de skal udtrykke deres impulser og de regresserer til et sted, hvor det at udtrykke følelser bliver til noget med, at de udtrykker nogle helt basale kropslige impulser. Og så bliver det til sådan noget ensporet noget med at "Jeg er sulten, jeg er liderlig, jeg skal skide, jeg har lyst til at skrige, jeg har lyst til at slå o.s.v." Kombiner det med en markedsøkonom, der opfordrer folk til at følge deres umiddelbare impulser og man har en dødelig cocktail.
Det har nok også noget at gøre med toilettræning. Mænd er for det meste blevet toilettrænet af deres mødre og i en vis forstand kan man sige, at kampen mellem kønnene handler om toilettræning, helt ned til spørgmålet om hvorvidt toiletsædet skal være slået op eller ned.
Mænd gør en form for oprør mod det og derfor går de rundt og lukker generelt lort ud og pisser og skider i hjørnerne og til fodboldkampe hvor de kan udtrykke sig ved at råbe højt og drikke så mange øller, at de ender med at brække sig.
Mænds forkærlighed for porno er lidt i samme skure. Selvfølgelig kan man sige, at sex handler om frigørelse af kroppen eller at gøre plads til det kropslige, men i porno bliver det er mest af alt en slags pis-din-mor-i-hovedet film, hvor mænd udtrykker deres følelser og frigør sig kropsligt ved, at få udløsning i hovedet på kvinder, som tak for sidst. Og det er selvfølgelig sat på spidsen men alligevel....
NIlle
Bravo.
godt indlæg.
Sider