Olafur Eliasson er den mest magtfulde person i den danske kunstverden, skal man tro dagens Top 100 liste udarbejdet af Informations kunstanmelder Michael Jeppesen.
»Michael Jeppesen har med listen defineret, hvad magt er,« konstaterer Torben Sangild, ansat på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab i København og kunstanmelder på Politiken. »Alligevel er det berettiget, at det er en kunstner, der er nummer ét,« siger Sangild.
»Olafur Eliasson er en ny type kunstner, der samtidig er en blændende forretningsmand og helt bevidst har tilrettelagt sin karriere efter at få størst mulig succes. Han er virksomhedsleder med mange assistenter og meget store, dyre projekter. Han er, hvad Per Kirkeby var for generationen før, men Kirkeby var ikke i samme omfang forretningsmand, det var hans tyske gallerist, der var god til at markedsføre ham. Med Eliasson er der større kræfter på spil, og han har formået at få alle over på sin side, også internationalt,« siger Torben Sangild.
»Det er fornuftigt, at Elias son er anbragt over de nationale museer. Han er økonomisk så stærk, at han overgår museerne,« mener Uwe Max Jensen, performancekunster og skribent.
Kunsteren Martin Bigum medgiver, at Eliasson har opnået -det ekstraordinære-, og derfor har han magt for en tid.
»Men også Olafur vil opleve, hvad alle har måttet sande gennem tiden, at selv de største og bedste netværk smuldrer. Hvis værket er stærkt, står det tilbage.«
- Burde der være flere kunstnere højst oppe, nu er der flest museumsdirektører, betyder de virkelig så meget
»Der burde for mig at se ikke være kunstnere med på listen,« svarer Martin Bigum. »Det værste, man kan gøre, er at tildele kunstnere magt, se hvad der skete med Hitler! De magtfulde i dansk kunstliv er dem, der - ud fra en given samtid - udvælger de og de kunstnere til at repræsentere et aftryk af samtiden,« siger Martin Bigum.
Jeppesen og Mærsk
Hverken Sangild eller Uwe Max Jensen vil afvise listen, men de har indvendinger.
»Det undrer mig, at samlerne ikke er højere repræsenteret. Topsamlerne har enorm indflydelse på alle andre samlere,« siger Sangild.
Uwe Max Jensen undrer sig over, at Michael Jeppesen selv mangler.
»Det er en undskyldning for ikke at skulle tage stilling til sig selv,« svarer Michael Jeppesen. »Desuden ville det gøre listen afsenderorienteret, jeg ville lægge låg på, hvad man kan få ud af undersøgelsen.«
På spørgsmålet om, hvorfor Mærsk Mckinney-Møller glimrer ved sit fravær, svarer Michael Jeppesen, at listen handler om billedkunst.
»Det er Per Kirkeby, der har bestemt, at det var Olafur Eliasson og Tal R, der skulle udsmykke Operahuset. Havde han bestemt nogle andre, var det blevet nogle andre.«
»Det er vigtigt, at avislæsere og kunstinteresserede får indblik i kunstverdenens magtstrukturer,« mener Sangild. »Hvis man tror, kunst ikke har noget med magt at gøre, er man naiv.«
Magt kommer og går
Christian Hjorth-Andersen, professor i økonomi ved Københavns Universitet mener, at der er masser af unge kunstnere, men få egentligt talentfulde og det derfor er svært for disse at skille sig ud fra mængden. Derfor kan det være nyttigt at vide, hvem der egentlig spiller en rolle ved musikken.«
Man kan ikke bruge listen, mener Martin Bigum.
»Magt kommer og går. Ligesom tidsrigtig kunst kommer og går. «
Henrik Christoffersen, lektor ved Økonomisk Institut i København, forskningschef i CEPOS, men i denne sammenhæng først og fremmest kunstsamler, mener heller ikke, at man kan tilkende kunsten magt. Magten besidder de faglige organisationer og politikerne, og det giver kunstlivet en træghed, som kun et velfungerende marked kan overvinde, erklærer han.
Desuden sætter han Eliasson knap så højt som de øvrige.
»Hvad Eliasson laver, er en pædagogisk formidling af afdøde Albert Mertz- værk,« siger han. »Den OpArt, Mertz skabte i første halvdel af 1960-erne, er den, Eliasson viderefører med en ny tids teknologiske virkemidler og i større skala.«
Derfor vil Henrik Christoffersen meget hellere tale om betydning end om magt. Albert Mertz har stor betydning, men havde ingen særlig magt, Susanne Ottesen har haft stor betydning, fordi hun introducerede gallerivirksomhed i Danmark. En magtliste som Top 100-listen er derimod først og fremmest udtryk for en meget lille verdens selvoptagethed, og kan ikke bruges til noget. »Den er meget uinteressant.«
Magtfordelingen
For Uwe Max Jensen afspejler listen, at magten er koncentreret om København. Der tilflyder Østjylland ekstremt få midler, og der er heller ingen kritikere, som gider beskæftige sig med den østjyske kunst, mener han.
Er Uwe Max Jensen så ked af, at han ikke selv er på listen
»Nej. Det er ikke forkert, at jeg ikke selv er der, jeg har jo hverken netværk, anerkendelse eller penge, for helvede!«
»Til gengæld er jeg stabil, jeg laver det samme og bliver ved med dét, så må det briste eller bære. Hvis det brister, må man give mig den kredit, at det har været totalt forgæves.«
Heller ikke Martin Bigum begræder sit fravær fra listen. For ham er listen mere -sådan et psykologisk, sociologisk og patologisk studie.- Martin Bigum stræber ikke efter magt, ejheller i legatudvalg, udstillingskomiteer eller i et professorat, fastslår han.
- Kan man komme til tops uden at være en god kunstner, når nu parametre som netværk, økonomi og anerkendelse er vigtige
»I sidste ende er det tiden, der dømmer, og til den tid vil listen være helt anderledes, mener Uwe Max Jensen. »Måske er det kun Olafur Eliasson, der bliver stående.«
»Jeg mener egentlig ikke, at Tal R er så god en kunstner, som hans berømmelse lægger op til. Det er samlerne, der har skabt ham. Der skal både held og snilde til at gøre karriere,« svarer Torben Sangild.
Christian Hjorth-Andersen medgiver, at »man kommer opad ved at få et nik - fra et galleri, eller hvis man er så heldig, at Informations kunstanmelder kommer forbi og siger -fantastisk-.«
Hvis man betragter kunstverdenen som en pyramide med mange kunstnere i bunden, og nogle få, der er i stand til at kæmpe sig op, så skal der lidt held til at blive opdaget.
»Der er det grundlæggende problem i bunden af pyramiden, at der er trængsel, og man kan ikke bruge indkomsten som parameter for, hvem der har talent, for der er ingen af de unge kunstnere, der tjener penge.«
Hverken held eller god forretningssans er dog nok. Det er samtlige adspurgte enige om. Christian Hjorth-Andersen afviser desuden, at forretningssans skulle være et nyt fænomen.
»Lucas Cranach, der portrætterede Luther, var ikke kun maler men også entreprenør, ejede et bogtrykkeri og et bryggeri og var sin bys største skatteborger. Picasso havde også en klar forestilling om, hvad han skulle have for sine billeder.«
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Olafur Eliasson.
