Baggrund
Læsetid: 3 min.

Ikke mere kontraktpolitik

Om de farer, der lurer, hvis man prøver at gentage en succes, selv om alle kan se, at spillereglerne er radikalt forandrede
Kultur
29. juni 2009
Far på Roskilde: Jon Jørgensen skriver ugen ud dagbog fra Roskilde Festival, hvor han insisterer på en vis kontakt med sin datter

"Historien har det med at gentage sig. Første gang som tragedie - anden gang som farce"

- Karl Marx, omtrentligt citeret

Vi skal til det igen. Eller også skal vi til noget helt andet. Jeg ved det ikke. Men vi har taget hul på det.

'Det' begyndte sidste år med, at min yngste på 14 slet og ret meddelte, at hun skulle på Roskilde Festival. Hele ugen. Fra hegnet til campingområderne vælter - og så til verdens ende . Det var der, jeg kom ind i billedet ved lige så slet og ret at meddele , at det skulle jeg så også. Det satte gang i en række begivenheder, vi ikke skal fortabe os i her. Nye læsere kan benytte linket forneden.

Nu er vi her igen. Fædre samt sønner og døtre med venner - trods alle advarlser. Den alvorligste er selvfølgelig, at man kun én gang kan tage med sin dejlige datter på hendes første festival. Der er gået et år. Men det er jo ikke nogen eksakt tidsangivelse: Lagt til min alder er det ingenting - lagt til hendes taler vi forskellen på liv og død; eller som hun sang med veninderne hjemme på terrassen lørdag før afgang: I-mor-gen-sid-der-vi-for-an-tel-tet-og-er-ful-de! Ét muntert tramp i gulvet for hver stavelse. Det centrale her er det åbenhjertige: Hva' ska' vi mæ' far?!

Så selv om jeg kan blive både rørt og stolt ved selvbilledet af den moderne, rummelige far, der tager med sin elskede datter på festival for at passe på hende på hendes præmisser, kan statustabet ikke ignoreres: Jeg kan høre høj musik, bo på en pløjemark, sove med ørepropper, spise makrel af dåsen og promenere mine gråhvide skægstubbe alt det, jeg vil; bare jeg ikke gør det for at passe på hende. Jeg er ikke en betingelse for noget som helst. Kontraktpolitikken er stendød. Og det værste er, at jeg tror, at hun har ret. I år er ikke sidste år. I år er nu. Og nu er noget helt andet.

MÅSKE var det en fejl. I hvert fald droppede jeg den traditionelle monsterkø natten til søndag inden stormen på campingområderne, når hegnet vælter. Skulle hun måske mødes med sine venner - og sin far(!) - til fest i nattekøen? Det kan selv jeg se ikke holder. Hertil kommer, at Hannibals elefanter i form af en vognfuld skidefulde studenter under min ældste datters kyndige ledelse eftermiddagen inden aflagde vort hjem et kort, men ligefremt besøg. Altså ingen natteroderi på ungdommens alter, men sætte pigerne af ved helvedesgabet og selv vente med at dukke op veludhvilet med al bagagen, til triumfbuerne er rejst.

En sms kl. 20.53 tog livet af den plan: Hegnet er væltet! Stormen var indledt og behovet for den resterende bagage akut for at kunne konsolidere de parceller, der de næste timer ville blive fordelt efter først til mølle-princippet. Så aftenkaffen blev nydt i et endeløst trafikkaos for omkring midnat at kunne aflevere den uundværlige bagage, så de små ikke skulle sidde og fryse i tomme telte på den bare mark. Hvorfor fik man børn? Tjah, midt i de væltede planer kom det snigende - spænding og forventning: Det er nat, det er nu - og det bliver endnu bedre end sidst.

PIANISTEN vil godt have en snak om etik. Vi sidder ved teltet og nyder formiddagssolen og en kop kaffe. Handler det om, hvor meget vi fortæller vores koner, spørger Ham fra Amager. Jeg er heller ikke helt med, men det gør ikke noget, for vi har det skægt. Pianistens knægt og et par venner kommer for at besigtige fædrelejren. Mere obseverende end anerkendende. Vi er omtrent på plads med det, vi nu skal. Om lidt er det os, der skal besigtige den anden vej. De fleste i min flok er gengangere. Jeg glæder mig - måske er det gensidigt. Sådan vover jeg i hvert fald at tolke et udsagn fra én af dem: » Guuuuud, hvor nice! Skal du skrive om os igen?« Nu får vi se.

Følg Jon Jørgensens kamp for at opretholde et minimum af kontakt med sin datter løbende på www.twitter.com/jonjoergensen

Sådan gik det sidste år

Dagbog fra Roskilde 2008, del 1
Dagbog fra Rosklide 2008, del 2
Dagbog fra Roskilde 2008, del 3
Dagbog fra Roskilde 2008, del 4
Dagbog fra Roskilde 2008, del 5
Dagbog fra Roskilde 2008, del 6
Dagbog fra Roskilde 2008, del 7
Dagbog fra Roskilde 2008, del 8

Serie

Far på Roskilde

Seneste artikler

  • En allersidste dans, og slut

    5. juli 2010
    Tak for denne gang. Det har været sjovt. Vi kan ikke rigtigt mere. Af flere grunde. Et par meget jordnære - og en enkelt alvorlig
  • ... fik du hørt din melodi ...?

    3. juli 2010
    Overblikket er væk, normaliteten skifter, og Camp Far går til tops
  • Den vise tager en lille pause

    1. juli 2010
    Fædrelejren har fået en lille ny. Det udløser en syndflod af minder – og en vikarpulje. Mindst én enkelt synes, det hele var meget sjovere i går
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vagn Jelsøe

Kære Jon Jørgensen.
Man skal passe på med at citere omtrentligt.
I ”Louis Bonapartes 18 Brumaire” skriver Karl Marx:
”Hegel bemærker et eller andet sted, at alle store verdenshistoriske begivenheder og personer så at sige forekommer to gange. Han har glemt at tilføje: den ene gang som tragedie, den anden gang som farce.”
Det er et meget brugt citat. Desværre citerer de fleste det forkert. Som når du f.eks. skriver at historien gentager sig to gange. Nej, der gør den ikke (i hvert fald ikke i følge citatet). Den gentager sig én gang, hvilket giver to forekomster. Med to gentagelser ville det samlede antal forekomster jo være tre.
mvh Vagn Jelsøe